Prøv avisen

Tag magten over din hjerne

Den relativt lille havregrødslignende klat, som typisk vejer 1,350 kilo, vækker forundring og fascination, men også frustration hos stort set alle, der beskæftiger sig med den. Modelfoto.

Hjernens kraft er enorm, men vi skal passe på med at lade den gøre alt arbejdet. Vi skal blive bedre til at bruge energi på virkelig at betragte i stedet for blot at se, mener hjerneforsker

Det er din hjerne, der gør det muligt at mærke vinterens isnende kulde på dine fingre eller kaffekoppens varme. Det er hjernen, der gør dig i stand til at mærke duften af nyslået græs en forårsdag, og det er din hjerne, der gør dig i stand til at skelne bogstaverne fra hinanden i denne artikel. Faktisk behøver bogstaverne ikke nødvendigvis at være i den korrekte rækkefølge - for ekespmel kna du msåke sgantes lsæe dette. Hjernen kan mere, end de fleste forstår.

Hjerneforsker og professor ved Aarhus Universitet Leif Østergaard folder en del af hjernens mysterier ud i sin bog ”Hjernen”, der er en del af bogserien Tænkepauser, som er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.

Læs et uddrag af bogen her. 
 

På blot 60 små sider skulle han forklare og beskrive hjernen, så lægmænd ville kunne forstå det, og det var en opgave, der vakte en smule bekymring hos ham. Den relativt lille havregrødslignende klat, som typisk vejer 1,350 kilo, vækker forundring og fascination, men også frustration hos stort set alle, der beskæftiger sig med den. Og netop derfor er den så spændende.

Cogito ergo sum - jeg tænker, derfor er jeg. Med filosoffen René Descartes berømte ord indleder han bogen, og netop det, at mennesket er i stand til at reflektere over de indtryk, det bliver udsat for, er et af de elementer, der interesserer Leif Østergaard i særlig høj grad.

”Egentlig røber hjernen ikke, hvad den laver, og der er mange ting, vi slet ikke kan forstå. Hjernen er i stand til at forudse det, vi oplever og sanser. Den laver beregninger og prioriterer for os, hvad vi gerne vil, og den forudser og registrerer, hvad der sker, uden at vores bevidsthed eller opmærksomhed lægger mærke til det. Det er da imponerende,” siger han.

Det er nødvendigt, at hjernen danner et konceptuelt billede af, hvordan verden hænger sammen, for at vi kan navigere og manøvrere i den, fortæller Leif Østergaard. Men hvis vi stopper op og virkelig bruger hjernens beregningskraft på at opleve enkelte ting, ligger der en masse oplevelser og opfattelser, som vi slet ikke ænser, medmindre vi slipper hjernens kraft løs.

I bogen beder han læseren forestille sig, at vedkommende står på et stort torv og har bestemt sig for at besøge en bestemt café på den anden side. På pladsen er der legende børn og mennesker, der går i et stort virvar. Hvis man lader hjernen gøre arbejdet, kommer man måske hurtigt frem til caféen, men lægger ikke rigtig mærke til alt det, der foregår - duer, der letter, flisernes form eller de andre mennesker. Man har kun målet for øje og går dermed glip af nuancerne.

”Vi har en fornemmelse af, at når vi ser på noget, ser vi det, der fysisk er i verden omkring os, men i virkeligheden er det hjernen, der fortæller os, hvad den tror, vi ser. Det vil sige, at det øjeblik, vi bruger tid og opmærksomhed på, hvad vores sanser faktisk opfatter og fortæller os, får vi et langt mere detaljeret billede af, hvordan verden i virkeligheden er,” siger han.

René Descartes' ord er et udtryk for, at han har indset, at den måde, vi opfatter de signaler, vores sanser sender os, i princippet kan være en illusion, skriver Leif Østergaard i bogen. Evnen til at tænke er det, der gør os mennesker i stand til at forstå verden. Men egentlig er det slet ikke sikkert, at vi selv bestemmer, hvilke valg vi tager som mennesker.

I bogen beskriver Leif Østergaard, hvordan den amerikanske hjerneforsker Benjamin Libet lavede et forsøg, hvor han bad forsøgspersonerne om at bevæge deres finger, når de ville. I laboratoriet var der et ur, så personerne kunne fortælle, præcis hvornår de besluttede sig for at bevæge fingeren.

Imens registrerede Libet hjerneaktiviteten gennem elektroder, og resultaterne var meget overraskende. De viste, at hjernen allerede var i gang med at forberede bevægelsen i fingeren, før forsøgspersonen havde besluttet sig for at gøre det.

”Det sjove ved det er, at vi tænker, at vi naturligvis har en fri vilje, og det er os, der bestemmer, hvad vi gør og hvornår. Men faktisk ser det ud til, at det ikke er helt korrekt. Det er mere et spørgsmål om, at hjernen hele tiden arbejder på flere mulige handlinger, og at vi kan stoppe dem, vi ikke har lyst til. Så at det er os, der aktivt vælger at gøre noget, er ikke helt sikkert. De ting, hjernen tænker over og arbejder med, er egentlig i gang, uden at vi selv bestemmer over det,” siger Leif Østergaard.

På bogens sidste side skriver Leif Østergaard om den græske filosof Aristoteles. Han mente, at vores tanker, sanser og følelser var styret af hjertet, mens hjernen ”blot” stod for at køle blodet ned. Her tog han naturligvis fejl, men han havde en overvejelse, der ifølge Leif Østergaard ramte hovedet på sømmet.

Der er ”forskel på at gå, se og høre - og at være opmærksom på, at vi gør det”, som han skriver i bogen, og som en kommentar til René Descartes åbningsord står et citat fra Aristoteles:

”At være bevidst om, at vi sanser og tænker, er at være bevidst om, at vi eksisterer.”

Netop det citat åbner op for en meget vigtig overvejelse, mener Leif Østergaard.

”Når vi ser og opfatter ting, oplever vi i virkeligheden det, som hjernen gætter på for os. Men hjernens gæt er mest baseret på vores tidligere oplevelser - altså ikke alt det, som foregår lige nu og her. Hjernen er nemlig mest interesseret i at sikre sig, at alt er nogenlunde, som det plejer, at der ikke er fare på færde. Vil vi opleve, hvad der egentlig sker omkring os, skal vi blive bedre til at sætte tid af til virkelig at betragte eller virkelig mærke følelsen af at bevæge sig. Bevidstheden om, at vi tænker, og at vi bevæger os, er rigtig vigtig, så vi ikke kun går rundt og oplever hjernens forudsigelser af vores bevægelser og sanseindtryk. Vi skal selv mærke dem,” siger han.

Illustration: Rasmus Juul