Prøv avisen
Sommer-minder

Lisbeth Zornig: Jeg tænkte, hvis jeg vågner i morgen med 41 i feber, hvem opdager det så?

Lisbeth Zornig Andersen havde en barsk opvækst, men det var først, da hun skulle stå på egne ben, at hun havde sit livs værste sommer. – Foto: Linda Johansen/ritzau

Debattør Lisbeth Zornigs bedste sommer var fuld af kærlighed og historieskrivning. Den værste hærdede hende gennem ensomhed

Min bedste sommer var nok i 2013, hvor jeg blev gift med mit livs kærlighed i en rød kjole, han havde valgt. Jeg er cowboybuksepige og kunne ikke selv finde en.

Mikael og jeg blev viet på Københavns Rådhus, og da vi bagefter stod ude foran på den store trappe, kunne vi se over på Politikens lysavis, hvor der stod: Tillykke til Lisbeth og Mikael. Det var sindssygt romantisk.

Men det blev også en fantastisk sommer, fordi jeg var med i et projekt, der skulle få flere udsatte til at stemme til kommunalvalget. Det gør kun cirka 30 procent af dem, og dermed forspilder de deres mulighed for at udnytte deres magt som vælgere. Så vi nedsatte en fantastisk arbejdsgruppe med så forskellige folk som blandt andre filminstruktøren Per Fly og realitystjernen Linse Kessler og fik samlet 600 frivillige i 47 byer, der arrangerede 300 debatarrangementer og kørte mange hundrede udsatte med bus ud til stemmeurnerne. Vi endte med at få 28 procent flere udsatte til at stemme, hvilket jeg er enormt stolt over. Det gav virkelig mening.

Så det blev en sommer fuld af kærlighed og historieskrivning, for vores kampagne hænger på et museum i dag.

Min værste sommer var nok i 1985. Jeg var 17 år og boede på behandlingshjemmet Hylleholt i Fakse Ladeplads. Jeg havde været der i fire år og betragtede det som mit hjem, men en dag fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne bo der. Jeg var færdigbehandlet, og en anden skulle have min plads. Så jeg blev placeret på et kollegium for lærerstuderende, der alle var minimum tre år ældre end mig.

Jeg har aldrig følt mig så alene som den sommer. Nogle dage tænkte jeg: Hvis jeg vågner op i morgen med 41 i feber, hvem opdager det så?

Jeg havde en stor vennekreds, men ingen havde ansvaret for mig, og man kan ikke forvente af 17-18-årige, at de påtager sig det ansvar. Jeg talte slet ikke med min mor, og selv om der var en pædagog fra behandlingshjemmet, der ind imellem fulgte op på mig, satte følelsen af ensomhed sig tungt i mig. Jeg lod, som om jeg bare var den glade og kulturelle pige, der læste bøger og cyklede rundt og så på gamle slotte i løbet af ugen og gik i byen med veninderne i weekenden, men egentlig var jeg bange for at forsvinde. Uden at nogen ville lede efter mig.

Jeg vænnede mig med tiden til min nye situation, men oplevelsen præger mig stadig i dag. Jeg har fem børn, og da den ældste skulle flytte hjemmefra, var det en kæmpe lettelse for mig, at han blev soldat, for så vidste jeg, at der altid var folk omkring ham. Han risikerede ikke at sidde på et kollegieværelse og kigge ind i væggen.

I det hele taget har jeg nok været overopmærksom på, om mine børn virker ensomme. Har man som forælder været overvægtig som barn, er det sikkert også noget, man er særlig følsom over for. Mine børn er derfor ofte hjemme hos os og spise, og vi ser i det hele taget hinanden meget. Det er vigtigt for mig, for jeg ved jo, hvor mange unge i dag der er fanget i ensomhed eller angst. Og jeg ved, hvor svært det kan være at fortælle om til andre, når det aldrig har været nemmere at være social.

På samme tid ser jeg tilbage på den sommer og tænker, at den er en vigtig del af min dannelse. Jeg blev hærdet på en måde, som har hjulpet mig siden, men det var en hård dannelsesproces, som jeg ikke ønsker for nogen.