Prøv avisen
Sommer-minder

Lisbeth Zornig: Jeg tænkte, hvis jeg vågner i morgen med 41 i feber, hvem opdager det så?

Lisbeth Zornig Andersen havde en barsk opvækst, men det var først, da hun skulle stå på egne ben, at hun havde sit livs værste sommer. – Foto: Linda Johansen/ritzau

Debattør Lisbeth Zornigs bedste sommer var fuld af kærlighed og historieskrivning. Den værste hærdede hende gennem ensomhed

Min bedste sommer var nok i 2013, hvor jeg blev gift med mit livs kærlighed i en rød kjole, han havde valgt. Jeg er cowboybuksepige og kunne ikke selv finde en.

Mikael og jeg blev viet på Københavns Rådhus, og da vi bagefter stod ude foran på den store trappe, kunne vi se over på Politikens lysavis, hvor der stod: Tillykke til Lisbeth og Mikael. Det var sindssygt romantisk.

Men det blev også en fantastisk sommer, fordi jeg var med i et projekt, der skulle få flere udsatte til at stemme til kommunalvalget. Det gør kun cirka 30 procent af dem, og dermed forspilder de deres mulighed for at udnytte deres magt som vælgere. Så vi nedsatte en fantastisk arbejdsgruppe med så forskellige folk som blandt andre filminstruktøren Per Fly og realitystjernen Linse Kessler og fik samlet 600 frivillige i 47 byer, der arrangerede 300 debatarrangementer og kørte mange hundrede udsatte med bus ud til stemmeurnerne. Vi endte med at få 28 procent flere udsatte til at stemme, hvilket jeg er enormt stolt over. Det gav virkelig mening.

Så det blev en sommer fuld af kærlighed og historieskrivning, for vores kampagne hænger på et museum i dag.

Min værste sommer var nok i 1985. Jeg var 17 år og boede på behandlingshjemmet Hylleholt i Fakse Ladeplads. Jeg havde været der i fire år og betragtede det som mit hjem, men en dag fik jeg at vide, at jeg ikke længere kunne bo der. Jeg var færdigbehandlet, og en anden skulle have min plads. Så jeg blev placeret på et kollegium for lærerstuderende, der alle var minimum tre år ældre end mig.