Prøv avisen
Interview

Professor: Jeg tillader mig at tro, at både stilheden og skriget når Guds lyttende øre

Illustration: Rasmus Juul

Advent er en anledning til at sætte tempoet ned og lytte til den blå tone og det lavmælte håb, siger den norske professor og forfatter Notto R. Thelle

Han går foran på den smalle, skrånende sti, ser tilbage og siger til gæsten:

”Små skridt.”

For få dage siden faldt vinterens sne over Oslo, og det er glat på stien, som fører op til den lysegule etageejendom, hvor Notto R. Thelle bor. Den 78-årige forfatter og professor emeritus banker sneen af sine såler og åbner døren. At frostvejret gjorde det tilrådeligt at nedsætte tempoet er nærmest symbolsk for det, vi skal tale om: Hvad sker der, når hastigheden sænkes, og man kan lytte til lyden af fodtrin i den frosne sne?

Som teolog har han befundet sig mellem systematisk teologi, religionsvidenskab og sjælesorg i en stadig søgen efter et sprog, som kan udtrykke troen og eftertanken og pege på det, han kalder den store tro. En kristen tro med udsyn kan man også kalde det. Han er efterspurgt som prædikant og foredragsholder, og han har et længere forfatterskab bag sig.

Enkelte at bøgerne er oversat til dansk, men ikke hans seneste ”Stillheten og skri-ket”. I en tid med falske nyheder og voksende mistillid til ordene vil han minde om det nærmest mirakuløse redskab, sproget er.

”Vi tager det for givet, men sproget gør det muligt at dele tanker, forestillinger, billeder, farver og følelser med andre.”

Han er særligt optaget af det religiøse sprogs muligheder og begrænsninger og søger bestandigt efter de ord, som åbner sprogets porte både for dem, som ikke har ord til at tolke deres religiøse erfaringer, og for dem, som har det svært med kristendommens kernebegreber. Her er adventstiden en vigtig nøgle, forstår man, når man læser Notto R. Thelle.

”Kristendommen kan virke fjern og fremmed i vores tid, og jeg møder af og til studerende, som skal læse religion eller teologi uden at kende de mest basale lignelser. Men kirkernes adventskoncerter samler virkelig mange. Samtidig med skønheden og den stemningsfulde overflade ved koncerterne er der også noget, som rammer det dybeste i os, når vi synger om det højeste, som tog bolig i det laveste.”

”I adventstiden synger man mange af pietismens salmer som ’Mit hjerte altid vanker’ og ’Blomstre som en rosengård’. Disse tekster kan sammenlignes med traditionel, kristen mystik, og som min gode ven Theodor Jørgensen (dansk professor, dr.theol. 1935-2018, red.) ville have udtrykt det: De rammer den Kristus-signatur, vi har i os som skabte i Guds billede.”

Notto R. Thelle viser gæsten ind i lejlighedens læsehjørne. Hans kilder er Bibelen, Salmebogen og store mængder af poesi fra Benny Andersen til den walisiske digterpræst R.S. Thomas samt en optagethed af Østen, som er nærmest medfødt.

Inden han tager plads i lænestolen, tager han sin solide Hanten kimono på og henter en rød plasticboks med sprøde peberkager i køkkenet. Som han står med den vatterede kimono og peberkagerne, udtrykker han fysisk et møde mellem det nordiske og Østen. Og det er rammende for Notto R. Thelle.

Han blev født i Hongkong i marts 1941 som den yngste af fire. Her var hans forældre missionærer med base på bjerget Tao Fong Shan med udsigt til vidtstrakte rismarker, hvor millionbyen i dag er skudt op.

Da japanerne i december 1941 angreb Pearl Habor og efterfølgende besatte Hongkong, blev familiens virkelighed drastisk forandret. At japanske soldater terroriserede den lokale befolkning, vidste Notto R. Thelle og hans søskende dog ikke noget om. Familien slap for at blive interneret, fordi de boede så afsides på Tao Fong Shan, at besættelsesmagten kunne holde øje med dem.

”For mig var Tao Fong Shan barndommens trygge fjeld, men da vi kom tilbage til Norge i 1946, var vi noget hulkindede, og vores familie græd ved synet af os seks. Men det er lykkedes mine forældre at give os tryghed, selvom det har været en virkelig krævende tid for dem. Vi børn anede intet om, hvor svært det var for vores forældre at sikre os den fornødne mad.”

En overgang overvejede han at uddanne sig til arkitekt, men han valgte alligevel teologi, og undervejs i studiet opstod ønsket om selv at rejse mod øst som missionær. I 1969 rejste han og ægtefællen, psykolog Mona Irene Ramstad, til Japan, hvor familien boede i 16 år.

Han studerede japansk og buddhisme og var tilknyttet et økumenisk studie- og dialogcenter, som studerede japansk religion, inden parret med sine fem børn i 1985 vendte tilbage til Norge, hvor han i to årtier var professor i økumeni og missionsvidenskab ved Det Teologiske Fakultet på Oslo Universitet.

Han stryger en tændstik og tænder det første af de lilla lys i adventskransen og gengiver frit efter hukommelsen en beskrivelse af bluesmusik, han engang læste i et musikleksikon. Her blev blues samlet i ordet ”problemer” med en tilføjelse om, at musikken også formidlede et lavmælt håb. Notto R. Thelle mener, at adventstiden også har en blå tone og formidler et lavmælt håb.

”Jeg har nok en streng af blues i mit eget liv. Selvom jeg er forholdsvis optimistisk og glad, kender jeg også den depressive side, og advent kommer i en tid, hvor vemodet har gode kår, fordi der er så vældig mørkt, og de bibelske tekster er ganske alvorlige. De handler om bod og dom,” siger han og gør plads til en af samtalens afstikkere.

Det er ordet ”dom”, som får ham til at stoppe op, for det er et af de kristne kernebegreber, som han mener, at man skal arbejde med.

”Kollektivt har vi et billede af dom, som er forbundet med frygt for Helvede og ødelæggelse, skønt den slags forkyndelse næppe findes i dag. Det er et forkert billede ud fra et bibelsk perspektiv. Dommen handler selvsagt om ansvar, men i Bibelen er dommen forbundet med håb og forventning, og det perspektiv står ofte meget svagt i vores bevidsthed og i forkyndelsen.”

Er det ikke håb og forventning, som knytter sig til advent? Hvad har det med blues at gøre?

Notto R. Thelle ser på sin gæst og siger:

”Det er sandt, at advent skal minde os om det godes ankomst. Han, som kom, skal komme igen, men når Gud skulle manifestere sig i verden, hvorfor skete det så i en udkant i en fattig ubetydelig provins? De, som søgte en sejrende Gud, fandt ham ikke, for Gud kom til det lave og gav afkald på sin guddommelige ophøjethed for at være i det dybe og forvandle det.”

Notto R. Thelle ser advent som en anledning til at sænke farten i hvert fald for en stund og vente.

”Der er noget fundamentalt i at vente, som mange har glemt sansen for i vores kultur, hvor mange foretrækker det, som giver umiddelbar tilfredsstillelse. Der er ikke noget galt med at glæde sig til gran, glitter og god mad i julen. Det gør jeg også selv, men hvorfor vi har fået så svært ved at vente?”.

I bogen beskriver han en oplevelse for et par år siden, hvor han forelæste om meditativ stilhed for en gruppe svenske præster. Da der var pause, rejste deltagerne sig, og han betragtede, hvordan stort set alle tog deres telefoner frem. Notto R. Thelle havde forestillet sig, at deltagerne ville bruge pausen på at tale med hinanden og måske bare være stille.

”Vi må overveje, om vi er fraværende i vores egne liv. Har vi mistet kontakten med os selv eller med vores hjerte? Travlhed kan være et tegn på, at hjertet, eller livets centrum, er blevet væk.”

Han tror, at vi er ramt af en dyb glemsomhed. I ”Stillheten og skriket” gengiver han et digt skrevet af den svenske digter Nils Ferlin (1898-1961), hvor han skriver om en dreng, der skal gå et ærinde for sin mor. Drengen mister indkøbssedlen og kan ikke huske, hvad han skal købe. Og Thelle skriver:

”En tragedie fra hverdagen som minder os om en af livets store tragedier: Vi glemmer vores eget livs huskeseddel med påmindelse: ’Hvad var det egentlig, jeg skulle her?’.”

Ser han på sin tid, får han øje på en række paradokser. Det gælder i forhold til travlhed og i forhold til stilhed.

”Vi køber bøger om at søge ind i stilhed og fascineres af Thoreaus ’Livet i skovene’, men det er, som om vi kun vælger til og ikke vælger fra, og det er ikke nødvendigvis let at blive stille, selvom vi gerne vil opnå den eftertanke, som kan opstå i stilheden.”

Selv har han i en lang årrække mediteret med megen vægt på stilhed inspireret af zen-traditionen. Men i dag konkluderer han, at det ikke er hans vej. Nu sætter han sig med salmebogen, Norsk Salmebok, når han har sin daglige bedestund. Mange af salmerne er som bønner, og kan han melodierne, synger han dem for sig selv, inden han formulerer sine bønner.

”Jeg løfter mit liv op til Gud med alt, hvad det indebærer af tak og påkaldelse, og så gør jeg, som Luther skriver et sted: beder Fadervor, gør korsets tegn og går glad ud i dagen.”

Han mener, det er vigtigt med metodefrihed, når det gælder stilhed.

”Min måde at være stille på er også at arbejde med Guds ord, læse poesi, gå en tur i skoven eller være på fjeldet. Men det kan også være en samtale på dybet med et andet menneske, hvor man lytter til hinanden og virkelig berøres.”

”Vi taler meget om stilheden, men jeg mener, at vi også må tale om skriget. Begge dele sprænger sprogets grænser og er udtryk for vigtige erfaringer. Skriget kan være udtryk for en grænsesprængende lykke eller være den dybeste bøn. Jeg tillader mig at tro, at både stilheden og skriget og alle andre udtryk for fortvivlelse og jubel når Guds lyttende øre.”

Det trækker køligt gennem ruden, og lyset i adventsstagen blafrer ensomt og vidner om, at det stadig er tid til at synge adventssange. For nogle år siden havnede Notto R. Thelle i en bizar polemik. Det skete efter udgivelsen af bogen ”Det skjedde ikke i Betlehem”, som er en bog om advent, jul og åbenbaring. En kvinde beklagede, at teologiprofessoren ikke vidste, at Jesus blev født i Betlehem.

Bogens titel er et citat lånt fra den norske digter Finn Bjørnseth (1924-1973), som indleder et digt om troens inkarnation med netop disse ord: Det skete ikke i Betlehem. I bogen skildrer Thelle, hvad der sker, når Kristus så at sige bliver født i tvivlende hjerter.

”Julen består ikke bare af søde eventyr. Vi forbereder os på at fejre en levende virkelighed. Og det, som sker, er en oprejsning af mennesket. Guds evige ord blev menneske. Ordet var ikke bare tale og tanke.”

Han kommer i tanke om en anden måde at sige, hvad han er i gang med at formulere. Han rækker en tekst til gæsten, som han skrev for nylig. Den norske organist Inger-Lise Ulsrud opførte den franske komponist Messiaens ”La Nativité du Seigneur”. Organisten bad Notto R. Thelle skriver korte tekster til værkets ni afsnit. Her er adventstidens blå tone erstattet af en invitation til fest. Notto R. Thelle skriver:

”Gud har gæstet sit folk, sagde nogen. En gæst kommer og går. Men sporene forsvinder ikke. Festen er ikke forbi. Hvem vil ikke gå Gud i møde, når han gæster verden?”.