Prøv avisen
Etisk sagt

Sørine Gotfredsen: Jeg trives bedst i mit eget selskab

52-årige Sørine Gotfredsen er sognepræst ved Jesuskirken i Valby i København. Hun medvirker i lydserien Det Etiske Kompas, der i denne uge handler om ensomhed. Foto: Leif Tuxen

Sørine Gotfredsen vil oftest helst gerne være for sig selv. Men samtidig ved hun også, at det er hendes pligt at tage del i fællesskabet

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står i etiske dilemmaer hver eneste dag, fordi jeg konstant overvejer, hvordan jeg opfører mig som menneske. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er tynget, men jeg kan mange gange i løbet af en dag blive ramt af tanken om, hvorvidt det jeg gør, er godt nok, om jeg sjusker med tingene eller springer over, hvor gærdet er lavest. Det er et grundlæggende etisk dilemma for mig, om jeg bruger min tid rigtigt og bemærker andre mennesker. Lige nu står jeg for eksempel og skal have besøg af en veninde. Det har jeg vidst længe, men alligevel har jeg brugt tiden på at sidde og skrive i stedet for at forberede mig på det. Man kan hurtigt komme til at vælge sig selv til frem for andre, og jeg ser ofte folk omkring mig, der virker mere samvittighedsfulde og organiserede i deres forhold til andre. Jeg tror, at det kan blive en vane at tage den nemme løsning og koncentrere sig om sig selv frem for at være mere til stede for andres skyld.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Det strækker sig over hele mit voksne liv og handler om, at jeg er et menneske, der godt kan lide at være alene og have min egen dagsorden. Jeg trives måske næsten lidt for godt i mit eget selskab. Jeg er ofte i tvivl om, hvor meget jeg har lov til at melde mig ud af fællesskabet. Jeg ved med min fornuft, tro og livserfaring, at vi er sat på Jorden for at være noget for hinanden. Men fordi jeg ofte helst gerne vil være for mig selv, kan jeg komme til at svigte andre mennesker. Hvis alle prioriterede sig selv, ville vi få et meget mærkeligt samfund. Derfor må jeg gøre min pligt og sige til mig selv, at jeg skal vælge fællesskabet til, selvom jeg måske i nogle situationer har lyst til noget andet.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det moderne menneske får hver dag præsenteret, hvad der sker af frygtelige ting ude i verden. Vi får at vide, hvor mange mennesker der lider, og der findes en forfærdelig konfrontation mellem den viden og vores opfattelse af, hvad vi kan gøre ved det. Det er en stor etisk byrde, der bliver pålagt os, fordi vi ved, at verden kan være håbløs, men samtidig kan vi slet ikke løfte så meget selv. Vi ved simpelthen alt for meget i forhold til, hvad vi hver især kan udrette. Om det så handler om klima, flygtninge eller krig, så bliver vi præsenteret for muligheden for at redde verden, og det er et kæmpe pres.

Hvilke etiske principper handler du selv efter?

Det er først og fremmest buddet om næstekærlighed. Det er målestokken, som jeg prøver at vurdere min egen indsats ud fra. Jeg lever med en bevidsthed om, at jeg skylder det andet menneske noget, og den pligtfølelse forholder jeg mig til, hver gang jeg møder nogen. Jeg er glad for ordet pligt, fordi det skubber ens smålige hensyn til side og siger, at du skal, lige meget hvor mange undskyldninger du har.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Det kan jeg helt roligt sige nej til. Vi lever i en kultur, hvor vi er meget optagede af, hvad vi har krav på, frem for hvad vi har pligt til. Børn opdrages til at se sig selv som mennesker med små særlige rettigheder, og på den bekostning bliver forpligtelsen over for andre kastet i baggrunden. Vi lever i en epoke, hvor der længe har været fokus på ret frem for pligt. Og dette har noget at gøre med en grundlæggende tro på, at mennesket fra naturens side rummer så meget godt, at det kan administrere sig selv. Vi undervurderer syndefaldets betydning, hvilket også viser sig i manglen på evnen til selvbeherskelse. Det ses for eksempel i bankverdenen og mange andre steder, hvor folk finder det helt naturligt at skrabe 50 millioner kroner til sig selv om året. Det er, som om det er blevet sekundært at forholde sig til, hvornår man bør stoppe. Det handler om den enkeltes evne til at gribe fat i sig selv og spørge, hvad man egentlig har lov til.

Lyt til lydserienDet Etiske Kompasher.