Prøv avisen

Jeg troede i lang tid, at jeg aldrig ville forstå, hvad det vil sige at være menneske

Vincent Hendricks foran ”Grubleren”, den berømte statue skabt af Auguste Rodin, som står ved Glyptoteket i København. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Vincent Hendricks blev opdraget til at blande hårdt arbejde med nysgerrighed. Men der skulle en fattig amerikaner og en menneskeklog nisse til at åbne den usikre drengs potentiale og gøre ham til en så dygtig formidler af livets største spørgsmål, at han i sidste uge modtog Rosenkjærprisen

Det er som regel i lufthavne, Vincent Hendricks bliver mindet om, at han ikke ligner en professor. Sikkerhedsfolkene ser mistroisk på ham og vinker ham jævnligt til side, for han er en stor, mørk mand, der er glad for sorte læderbukser og markante fingerringe. Og hvis man vil, kan man godt se noget potentielt farligt i det bredkæbede ansigt.

I lang tid irriterede fordommene ham, for de bar i sig den kraft, der hele hans ungdom gjorde ham usikker på, hvordan andre så ham. I dag ser han dog en styrke i at være noget helt andet, end de fleste tror.

”Det er min oplevelse, at jo mere fasttømrede folks opfattelser er, jo nemmere kan man overraske positivt. Og der er da intet mere skønt end at overraske positivt,” siger han.

Han blev selv positivt overrasket, da han i lørdags modtog Danmarks Radios store formidlingspris, Rosenkjærprisen. Den fik han for at gøre formel filosofi forståelig og relevant for den brede befolkning – både som karismatisk vært på en håndfuld tv-programmer, som forfatter til en række bøger og som manden bag forskning, der ifølge kanalchef på P1, Thomas Buch-Andersen ”har gjort selve tænkningen til en sexet sag”.

Til sammen har det gjort Vincent Hendricks til noget så virtuelt selvmodsigende som en filosofisk mediestjerne. Et hurtigt snakkende, vildt armviftende brushoved af en professor på 46 år med en fortid som model og med en gennemtrængningskraft, der overgår de flestes i den akademiske verden. Det er ikke en rolle, han selv har opsøgt, og den er ikke ligefrem et naturligt vedhæng til den, han er privat. Når han alligevel – med tiden – har fundet sig til rette i den, skyldes det, at det netop kun er en rolle. Det er den del af ham, som står foran kameraerne og de studerende på universitetet, det er ikke ham. Af samme grund insisterer han på ikke at blive kaldt filosof, men blot professor i filosofi.

”Jeg er ikke mit job. Jeg vil ikke vurderes som menneske på min faglige kunnen, men som den far jeg er for mine børn, den mand jeg er for min hustru, og den ven jeg er for mine nærmeste. Og det, tror jeg, er en meget vigtig skelnen, ikke mindst i den akademiske verden, hvor rigtig mange er rigtigt gode til at have abnorme forestillinger om eget værd. Ind imellem mærker jeg da også selv forfængeligheden tage fat om mig. Heldigvis lærte en meget klog mand mig engang, hvordan man kan være menneske og fagperson samtidigt, men adskilt, uden at give køb på det ene for at være det andet,” siger Vincent Hendricks.

Hvem er mennesket Vincent Hendricks så? Det fortæller han kun nødigt om, siger han henslængt i en flyderstol i hjemmet på Østerbro i København, mens han ruller rullekraven helt op over munden, ned og op igen. For egentlig er han ekstremt privat. Han har lært at tøjle sin introverte natur, men instinktet i ham siger stadig, at kortene bedst holdes tæt til kroppen. På den anden side er han også nysgerrig. Han vil gerne udfordre, men endnu hellere udfordres.

Så han kaster sig ud i den komplekse beskrivelse af en kærlig, men også lettere tumultarisk og i hvert fald alsidig opvækst. Den var omfavnet af, men samtidig spændt ud mellem hele fire meget forskellige forældre. Først og fremmest hans biologiske forældre: En amerikansk far, der kom til Danmark for at læse fysik ved Niels Bohr Institutet, og en dansk mor, der læste litteratur. Da Vincent var fire år, gik forældrene fra hinanden i al fordragelighed, og snart blev hans liv også præget af en papmor, der var læge, og en papfar, som var historiker og geograf.

Til at begynde med flyttede han med sin mor i kollektiv, ”helt klassisk 1970’er stil med hønsestrik og selvbundne læderknuder,” fortæller Vincent Hendricks. Her fik han grundlagt sin respekt for andre menneskers måde at se verden på, men også en fascination af sprogets ydeevne og mulighederne for at lege med alvorlige emner på en interessant måde.

Hans fars nysgerrighed havde et helt andet udtryk. Vincent kunne til enhver tid finde ham med en loddekolbe i hånden, fordybet i et eller andet projekt. Han måtte vide, hvordan tingene fungerede.

”Min far voksede op i et racesegregeret USA, hvor han ikke selv kunne bestemme, hvor han ville sidde i bussen, og hvor det at læse på universitetet ikke bare var noget, man fik lov til som sort. Han måtte slide sig vej frem på en måde, som de færreste kan forestille sig det i dag, og den værdi – at man må arbejde hårdt for at komme frem i verden – fik jeg tidligt helt ind under huden. Min far tog intet for givet,” siger Vincent Hendricks.

Når hans far endelig tillod sig en pause, var det som regel for at se eller læse science fiction. Men også det var arbejde, for science fiction var ikke blot underholdning for ham, det var mulig virkelighed. Hvordan kunne man faktisk skabe en måde at rejse i tid? Hvad ville det kræve at bygge et rumskib, der kunne tilbagelægge enorme afstande på kort tid?

”Han var lidt af en lyseslukker at have med i biografen,” fortæller Vincent Hendricks. ”Det var selvfølgelig meget fedt at få lov til at se ’Alien’ som otteårig, men han kommenterede hele tiden, hvad der var realistisk i filmene, og hvad der ikke var. Han var meget interesseret i de filosofiske og kosmologiske spørgsmål, men det var altid med matematikken i højre hånd. Det var ikke fantasien, der fascinerede ham, det var mulighederne, og den tilgang til videnskaben har jeg nok taget med mig. For mig er filosofien mest relevant, hvis den er anvendelig.”

Vincent Hendricks var altså intellektuelt mandsopdækket, så godt og vel endda. Hele den videnskabelige palet var repræsenteret i hans nærmeste familie, der var masser af empati, hans papmor havde set livet blive givet og taget, og hans papfar tilbød store politiske indsigter i, hvad det ville sige at leve ordentligt sammen i et demokrati. Trods den alsidige ballast blev mødet med virkeligheden i gymnasiet en barsk omgang. Han forstod simpelthen ikke de sociale spilleregler, genkendte ikke magtstrukturerne og trådte konstant i spinaten.

Det havde mest at gøre med hans introverte væsen. Han havde svært ved at tale med andre og undgik det helst, men det var først, da hans eneste ven, den usædvanligt intelligente Styr, begyndte at blive mobbet i helt uhyrlig grad, at Vincent tog beslutningen om at droppe verden. Fra den ene dag til den anden holdt han helt op med at kommunikere med andre. Han ville bare igennem gymnasiet og så rejse væk, så han kunne begynde at leve sit rigtige liv.

Det blev til to hårde år i tavshed, men også to år, hvor hans indre liv begyndte at tage mere form. Han udviklede en andenordens bevidsthed, hvor han var i stand til at se på sig selv udefra. Han kunne se sig selv stå der på gangen uden at tale med nogen og se, hvordan andre så på ham. Og han lærte sig selv at navigere efter det.

”Meget af min forståelse af verden blev skabt i de år, men endnu mere tror jeg, de skabte en fornyet tro på min egen robusthed. Jeg forlod gymnasiet med fornemmelsen af, at når jeg kunne stå det igennem, kunne jeg klare alt,” fortæller han.

Snart efter befandt han sig ude i den verden, han havde savnet, og på Columbia Universitet i New York mærkede han endelig livet åbne sig. Her var forskellighed det, der var mest af, og Vincent Hendricks væltede rundt i ligesindede, men også i fester og modeller og rusmidler af alle slags. Alle døre var åbne, fordi han pludselig udstrålede, at han var nogen. Men det var ikke før mødet med Angelo, at han begyndte at genopbygge ægte tillid til andre mennesker. Angelo kom fra et fattigt og ødelagt hjem i Jersey med en voldelig far og en fraværende mor. Han havde intet, men han gav den jævnaldrende Vincent troen på, at han var noget værd.

”Jeg var meget usikker på, hvem jeg var, og havde en eksistentiel angst for, om jeg kunne slå til i verden. Ikke fagligt, men mere om jeg nogensinde ville forstå, hvad det ville sige at være menneske. Og så stod Angelo der bare en dag med sin uforbeholdne tillid og viste mig, at selvfølgelig var jeg også værd at skabe en relation til,” siger Vincent Hendricks.

Tilbage i Danmark fortsatte han sin personlige og faglige udvikling, ikke mindst fordi han fandt en mentor i professor Stig Andur Pedersen fra Roskilde Universitet. De var et umage par, der uformelt gik under fællesbetegnelsen ”nissen og negeren”. Professoren var en lille hvid mand med stort skæg, men åndeligt var han lige, hvad den stadig usikre Vincent havde brug for: Et totalt uprætentiøst, generøst og samtidig fantastisk begavet menneske, der kunne lære fra sig, hvordan man bliver eller forbliver et ordentligt menneske i den akademiske verden. Et pejlemærke, Vincent Hendricks har styret efter lige siden.

”Jeg kan ikke overdrive, hvad jeg skylder den mand. Han har formet det selvværd og den selvtillid, som de fleste i dag tror, jeg er fuld af, og som de sikkert tager for givet, at jeg altid har haft. Og så gav han min faglige rastløshed en retning ved at introducere mig for logikkens verden. Her fandt jeg de elegante strukturer, som mine forældre også var så fascinerede af, da jeg voksede op. Og jeg fandt en måde at gøre filosofien til andet og mere end snak.”

Resten er ikke bare den historie, de fleste kender. Den med den rapkæftede og provokerende professor, og den med ham den skræmmende kontante dommer, der afgør håbefulde opfinderes skæbne i tv-programmet ”Gal eller genial”. Faktisk er størstedelen af Vincent Hendricks karriere foregået uden for rampelyset, fuldt koncentreret om de matematiske studier af, hvad viden er. Først i 2007, da han modtog Lærebogsprisen for bogen ”Tal en tanke” sammen med professor Frederik Stjernfelt, begyndte mediernes opmærksomhed at søge ham. Samtidig begyndte han at skrive klummer til Ingeniøren, hvor han lærte at formidle komplicerede emner på kort plads og her opdagede, at han faktisk blev klogere på sit fag ad den vej.

I dag er han på toppen af den akademiske verden som leder af sit eget center for information og boblestudier på Københavns Universitet. Og altså som modtager af landets mest fornemme anerkendelse for sine evner til at formidle filosofi, logik og strukturer i eksempelvis vores forståelse af hinanden på de sociale medier.

For Vincent Hendricks stikker venskabet måske endnu dybere. For på en måde rummer Lise Nørgaard alt det, han selv er rundet af: Denne evige granskning af detaljerne i menneskelivet. Af forholdet mellem tanke og ord. Forsøget på altid at behandle folk, som de er, uanset hvem de er. Og så selvironien, der er født ud af manglen på selvdyrkelse.

”Jeg er klart mere forfængelig end Lise og også mere, end jeg ønsker at være. Det er måske min akilleshæl, men jeg synes ikke, jeg er styret af det,” siger Vincent Hendricks. ”Mit udgangspunkt som menneske er fortsat, at det interessante ikke er, hvordan man ser på sig selv, men hvordan andre ser på en. Det er det, jeg forsøger at navigere efter.”

Andre læser lige nu