Prøv avisen
Årgang 1917

100-årige Anna: Jeg tror ikke, folk ved, hvor værdifuldt et smil er

Anna Boelskifte har ikke røget, men erkender gerne, at der har været mere kringle end kildevand på menuen. Hun mener, det er nåden, der er forklaringen på, at hun nu har levet i 100 år. Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau

Anna Boelskiftes mor sendte hende i søndagsskole og lærte hende at bede Fadervor. De to ting fik afgørende betydning for datteren, som for nylig fyldte 100 år

Buketterne står tæt på sofabordet i Anna Boelskiftes stue på Filskov Friplejehjem ved Grindsted. Hun fyldte 100 år den 8. september og fortæller om den røde løber, som blev rullet ud, om flagene, blomsterne og personalet, der stod rundt om hende, og fødselsdagssang. Siden kom hendes fire børn og byens borgmester. Og der var rundstykker til alle.

”Sådan en dag er næsten for voldsom. Man er lige ved at blive væltet omkuld. De er så søde alle sammen.”

Hun serverer hjemmelavet kransekagekonfekt. Konfekten er en rest fra den reception, hun holdt i cafeteriet i Vestermarkskirken i Grindsted et par dage efter den runde dag. Her holdt den lokale præst en tale, men Anna Boelskiftes beskedenhed forbyder hende at gengive, hvad han sagde. I stedet viser hun en stak med hilsener.

”Folk har været vældig optaget af, om jeg fik brev fra Dronningen. Det gjorde jeg, men der stod jo ingenting. Der stod bare: ’Tillykke’.”

Og når man som Anna Boelskifte har haft en flittig pen og været en trofast brevskriver, skal der mere end et royalt tillykke til, hvis man vil fremkalde benovelse. Hun viser to fotografier, som hun har modtaget fra en ven. På det ene foto ser man et sofabord og på det andet en lænestol. Begge møbler er dækket af kort. Alle kortene er skrevet af Anna Boelskifte og sendt til vennen gennem årene, og ved fødselsdagen kvitterede vennen med de to billeder som en fødselsdagshilsen.

Kulminationen på Anna Boelskiftes skriverier er bogen ”Livets øjeblikke”, som udkom, da hun var 89 år. Det er en andagtsbog med stykker til alle dage i året. Hun skrev 800 sider med kuglepen, som siden blev til en bog på knap 400 sider.

”Det var Guds nåde, at jeg kunne skrive den bog. Troen er svær at tale om og skrive bog om, men livet leves sammen med Gud, og man er i forbindelse med det himmelske. Jeg har aldrig skrevet en biografi, men der er da nok lidt af en biografi i den bog.”

Selv om hun har boet det meste af sit liv i Midtjylland, har hun en vendsysselsk tone i sit sprog, som hun har med sig fra barndommen i Tylstrup syd for Brønderslev. Hun kom til verden som nummer tre ud af fem børn på en statsejendom med 13 tønder land, fem køer, to heste og høns.

”Det er utroligt, at vi kunne leve af det. Det har til tider været strengt, for der var jo mange udgifter og økonomiske spekulationer. Jeg kan stadig huske, at der var termin i juni og december, hvor der skulle være penge til at forrente lånene. De fleste vil nok sige, at det var et fattigt hjem, men vi var ikke mere fattige, end vi har fået det, vi kunne spise hver dag, og grundlæggende var vi trygge. Og så lærte jeg at bede Fadervor. Min far var ikke kirkeligt interesseret, men det var min mor, og hun lærte os børn at bede Fadervor. Det var nok spiren til min tro. Så enkelt kan det gøres uden mange ord.”

I Tylstrup havde frikirken Missionsforbundet et gammelt hus med en beskeden mødesal, hvor de holdt søndagsskole. Anna Boelskifte blev sendt i søndagsskole, hvor der blev fortalt historier fra Bibelen.

”Det var Bibelen på barnlig vis fortalt med en flonellograf. Min mor sagde aldrig, hvorfor hun syntes, vi skulle gå i søndagsskole, men jeg glemmer aldrig de mennesker, som søndag efter søndag forsøgte at forklare os børn Bibelen, og så var der jo også udflugter, hvor vi kørte med hestevogn.”

Anna Boelskifte er døbt og konfirmeret i folkekirken, men meget af hendes sociale liv i ungdommen udlevede hun i Missionsforbundets rammer med ungdomsstævner og lejre. Det var også i Missionsforbundet, hun mødte sin senere ægtefælle tømrer Tage Boelskifte.

”Vi så lidt på hinanden først. Det var ikke sådan noget forjaget noget.”

Brylluppet stod i marts 1940. Parret bosatte sig i Løkken, hvor hendes mand havde været i lærer som tømrer.

”Når man bliver gift, tænker man nok, at alt bliver lyserødt, men så kom tyskerne og arbejdsløsheden. Jeg vas-kede storvask for første gang som husmor og stod i døren, da jeg så de store flyvemaskiner komme ind over Løkken og smide flyveblade ned. Den dag havde vi været gift i 16 dage. Når man er ung og rask, har man vel en drøm om at få en god økonomi og et godt job, men de drømme forandrede krigen. Det hele blev småt, men vi klarede os.”

To af de fire børn blev født i Løkken under krigen, og hun fortæller om at gå tur på den brede sandstrand med barnevognen, men hun husker også, hvordan det var svært at få det fornødne udstyr på grund af krigen.

”Man kunne hverken få bleer eller tøj, men et par måneder før fødslen kunne man henvende sig på kommunen. Jeg husker det som en virkelig mærkelig fornemmelse at skulle bede om hjælp, men så fik man seks trøjer, seks bukser og seks bleer. Seks bleer er ikke meget, når man skal nå at have dem vasket.”

Da der blev mulighed for at få arbejde i Grindsted, flyttede familien fra Nordjylland til Midtjylland, men det var svært for dem at falde til, og de savnede Løkken med alt, hvad dertil hørte.

”Vi var lidt som trækfugle.”

Deres nordjyske familie købte et hus i Vrensted lidt syd for Løkken, som de flyttede til, men da der ikke var job at få på egnen, måtte de vende tilbage til Grindsted, hvor Tage Boelskifte blev selvstændig, mens Anna Boelskifte i 27 år var sygehjælper på det lokale sygehus og engageret i Vestermarkskirken som blandt andet spejderleder.

Hendes mand bevarede en drøm om at vende tilbage til Løkken og Vesterhavet. Da de begge var gået på pension, flyttede de tilbage til Løkken, og det blev indgangen til en svær tid for Anna Boelskifte.

”Jeg kunne slet ikke falde til i Løkken. Der var ingen af de venner, vi havde kendt, og byen var ikke længere den fiskerby, vi havde forladt. I den periode blev mit liv mørkt. Man skal have haft en depression for at vide, hvor mørkt mørket er. Min mand kunne ikke forstå, at vi ikke kunne gå ture som i gamle dage, men jeg kunne ikke holde til det. Folk sagde til mig, at jeg var utrolig glad for min seng, men sådan er det, når man har en depression. Jeg var virkelig ikke glad for situationen, og min mand indså, at det ikke kunne blive ved med at gå.”

Ligesom hun husker mørket, mindes hun også, hvordan tilværelsen igen fik farver.

”Det kom langsomt. Man lever i mørket, men en dag kommer der et lille lys, og man hører igen, at fuglene synger og kan glæde sig over at være kommet ud af den lange, mørke tunnel, man har gået gennem.”

Hun blev enke i 1990, efter hendes mand havde gennemlevet et langt sygdomsforløb med kræft. Når hun ser tilbage, kan hun se, at hun har kunnet bruge de erfaringer, hun har gjort sig i mørket.

”Den strenge periode har ikke været forgæves. Jeg har lært, at der er perioder, hvor man bare kan tage en hånd, stryge en kind og være til stede, mens tårerne måske triller.”

Kommunikationsteknologien står for Anna Boelskifte som den vigtigste udvikling, der er sket i hendes levetid.

”Det er blevet så meget lettere at komme ud med det kristne budskab, end det var tidligere både i Danmark og i udlandet.”

For at uddybe sit svar giver hun flere eksempler fra telefonandagt over kristen lokalradio til DR’s ”Ved dagens begyndelse”, hvor hun medvirkede flere gange. Efter de programmer fik hun henvendelser fra en række lyttere. En del af dem udviklede hun et brev-venskab med.

”En af vor tids store problemer er ensomhed. Det fik jeg også et indblik i gennem de brevvekslinger. I flere år skrev jeg med en kvinde, som syntes, hun var for grim til at gå ud. Hver søndag ringede vi til hinanden. Hun sagde flere gange: ’Bare dog folk ville smile til mig.’ De ord tog jeg til mig. Jeg tror ikke folk ved, hvor værdifuldt et smil er.”

Væggene i lejligheden domineres af billeder af børn, børnebørn og oldebørn.

”Den bedste tid i mit liv var tiden, hvor vi fik børnene. Der er ingenting som at ligge med et velskabt barn i sine arme, selv om det har været drøjt, og der er arbejde med små børn. Jeg har haft en god mand og fået fire børn, som aldrig har givet mig grund til bekymringer. Det er en gave.”

Anna Boelskifte har boet på plejehjemmet i et par år. Det er et godt sted, understreger hun. En gang om ugen er der en samling, hvor de læser et stykke fra hendes andagtsbog og synger en salme. Og så er der fredagens såkaldte slatterfest. Hun griner, hvilket hun gør en del, mens hun peger på gavebordet, hvor der står to flasker gul Ga-Jol-vodkashots. Dem har hun fået i gave, for ved slatter-festerne har nogen bemærket, at hun sætter særlig pris på netop den drik.

Hun forstår ikke, hvorfor hun har fået lov at blive 100 år. Nok har hun ikke røget, men på den anden side har der været mere kringle end kildevand i diæten.

”Det er nåden. Og så er det jo et ansvar at bruge tiden ordenligt. Jeg gør ingenting, men prøver bare at leve mit liv med Gud og mennesker.”

Hvilke tanker gør du dig om evigheden?

”Det har jeg set glimt af.”

I 2015 var hun indlagt med lungebetændelse, og de pårørende troede, at de havde mistet hende. Kort efter fortalte hun dem, hvordan hun havde hørt nogen kalde hendes navn, og samme stemme havde gang på gang sagt ”nåde”, men efter en tid var det, som om forbindelsen røg, og hun fandt sig selv i sygesengen tilbage i livet.

”Når døden kommer, gør det ingenting.”

Anna Boelskifte har ingen billeder af sin barndom. Dette er det ældst bevarede foto af hende. Privatfoto.
Bønnen er en central del af 100-årige Anna Boelskiftes liv
Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau