Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Min natur

Mette Touborg er vokset op ved vandet: Naturen former os mennesker

Siden hun var barn ved Vesterhavet og Limfjorden har Mette Touborg tanket op ved vandet. Gadekrydset Buster sørger for, at den administrerende direktør i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning stort set dagligt går en tur i området Kællinge-haven ved Roskilde Fjord. – Foto: Leif Tuxen

Naturen, slægten og lokalsamfundet hang uløseligt sammen i administrerende direktør Mette Touborgs barndomshjem i Vestjylland. Omtanken for naturen og naboen har hun taget med sig

Det hvidkalkede hus fra begyndelsen af 1900-tallet kunne med sin frodige have med roser, bonderoser og lavendler og sin tilbagetrukne placering på en blind grusvej godt give mindelser om et lille landsted. Men huset, hvor 45-årige Mette Touborg bor med sin kæreste Jens Balslev og deres tilsammen fire store børn i alderen 12-17 år, ligger nu ret centralt i Roskilde, så det er nemt for børnene at komme i skole og de voksne at komme på arbejde. Hendes job er i hovedstaden, hvor hun er administrerende direktør i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning med omkring 1650 medarbejdere under sig.

Efter at have boet knap 20 år i nærliggende Lejre, hvor hun var borgmester fra 2009 til 2016, flyttede de i april ind i huset her, hvilket betød, at to familier fusionerede. Hun har datteren Petrea fra et tidligere forhold, mens Jens har tre børn. Så når alle er hjemme, er de seks ved det robuste plankebord udført i træ fra Bidstrup Skovene i Lejre Kommune.

”Alle fire børn kommer godt ud af det med hinanden, men vi har også taget et bevidst valg om at bruge noget tid på at få det til at fungere, og det gør det. Petrea har fået tre søskende, og Ditte, Sille og Mads har fået en ekstra søster. Jeg elsker, når huset er fuldt af liv og musik, og jeg har det godt med at være mange mennesker på lidt plads,” siger Mette Touborg.

Huset er ikke specielt stort, så når alle børn er der på én gang, sover de voksne i en dobbeltseng i et alkovelignende indhak i køkkenalrummet. Derfra kan de se væggen med fire små akvareller fra Mette Touborgs barndomshjem, vandmøllen i Gudum i Vestjylland, hvor hun voksede op som den yngste af tre søs-kende.

Hendes far, landmand og folketingspolitiker for SF Kristen Touborg blev dræbt i en trafikulykke ved Holstebro for to år siden. Hendes mor, Anna Marie, bor stadig på gården, som Mette Touborgs storesøster er i færd med at overtage – som nu 7. generation.

Netop opvæksten på gården i et lille lokalsamfund ved Vesterhavet, ved Limfjorden, ved Klosterheden med de mange nåletræer, i et område formet af istiden er også det, der har formet Mette Touborgs egen natur.

”Fordi min far var landmand og meget optaget af såvel beskyttelse som benyttelse af naturen, har det fyldt rigtig meget i mit liv. Og det var i den grad noget, vi børn var en del af. Fra en relativt tidlig alder fik vi vores egen arbejdsweekend, så hver tredje weekend året rundt passede vi dyrene. Og hver høst var vi med. Derfor lærte jeg også at køre traktor, før jeg lærte at svømme, og det lærte jeg ellers ret tidligt.”

Natursynet i hjemmet handlede om at passe på ressourcerne, men også i bredere forstand om at passe på hinanden, på fællesskabet og at have en bevidsthed om historien. Vandmøllen har sin egen historie med et kongebrev fra 1400-tallet, der i følge overleveringen giver priorinden på det nærliggende benediktinerkloster lov til at sende fæstebønder af sted til Skanderborg-skovene efter tømmer til at bygge vandmøllen. Langt senere havde forfatter Jeppe Aakjær også sin gang på gården.

”Jeg har en stor respekt for slægtens historie, så når Jeppe Aakjær i ’Som dybest brønd’ skriver ’din egen dag er kort, men slægtens lang, læg øret ydmygt til dens rod forneden’, så giver det rigtig god mening for mig. Det, vi gør i vores egen lille have eller vores eget lille samfund har jo en betydning. Men samtidig skal vi ikke tro, at vi er mere, end vi er. Vi står på alt det, andre har bygget. Vi har et ansvar for den forbundethed. For mig er det også naturen.”

Mette Touborg kunne selv været blevet landmand. Da hun gik i gymnasiet i Lemvig tog hun samtidig et år på landbrugsskole – en kombinationsuddannelse som særligt var tiltænkt unge mænd, som havde svært ved at engagere sig i gymnasiet alene, men som også appellerede til landmandsdatteren.

Biologitimerne på gymnasiet blev suppleret med erfaringerne fra det levede liv på gården. ”Min far var stærkt optaget af miljø og natur og brugte meget tid på at forklare os om sammenhænge i økosystemer og fødekæder. Det var hverdagsbiologi i praksis. Jeg tror bestemt, at naturen former os mennesker. Naturen og det lille lokalsamfund har haft stor betydning for både min opvækst og mine værdier. Jeg har fået hav, himmel, skov, fjord og strand ind under huden fra begyndelsen. Der er noget i at være nødt til at være udendørs og passe marken, selvom det regner.”

Hun kan ikke helt forklare, men har aldrig fortrudt, at hun i stedet blev sygeplejerske. På studiet blev hun introduceret til filosoffen og teologen Løgstrups tanker om næstekærlighed.

”Det gik op for mig, at det jo langt hen ad vejen var sådan, vi levede vores familieliv i Gudum bare uden at tale så meget om det. Opmærksomheden på det relationelle, vores ansvar for hinanden og afhængigheden af hinanden og naturen. Sådan var det i mit barndomshjem.”

I løbet af sin uddannelse oplevede hun også Gro Harlem Brundtland tale i London i 1999, og den tidligere norske statsminister lavede en kobling mellem folkesundhed og miljø, som satte tanker i gang, som Mette Touborg senere har beskæftiget sig med både som borgmester i Lejre og som direktør i Københavns Kommune, ”fordi adgangen til natur har stor betydning for vores velbefindende både fysisk og mentalt”.

Hun nåede kun at arbejde som sygeplejerske i ganske kort tid, inden hun fik sit første lederjob. I gymnasiet var hun med til at stifte et ungdomspolitisk miljø, og på uddannelsen var hun meget aktiv i Dansk Sygeplejeråd. Som sygeplejestuderende besluttede hun, at hun ville være hospitalsdirektør. Det blev hun nu ikke, men sit første lederjob fik hun to år efter, hun var færdiguddannet og som nybagt mor. Ikke for pengenes eller magtens skyld, men fordi hun var drevet af at lede mennesker, finde løsninger på problemer og tage ansvar.

”Jeg og mine søskende er ikke blevet begrænset i at have ambitioner og drømme, hvilket naturen også kan understøtte med sine naturfænomener og små og større hverdagsmirakler, der fordrer nysgerrighed, kreativitet, mod og ydmyghed for os som beskuere. Men det er klart, at det er mere sandsynligt, at man bliver leder, hvis man formulerer for sig selv, at det er det, man vil,” siger Mette Touborg.

Da hun stoppede som borgmester i Lejre, meldte hun sig ud af SF og er ikke længere partipolitisk aktiv.

Men hendes grundstamme i form af menneskesyn og livsanskuelse er stadig den samme, forsikrer hun.

”Man rykker sig igennem livet, det er klart, men jeg er af den opfattelse, at man gerne skal have de samme grundværdier den samme identitet og integritet, som ikke bare kan forsvinde, uanset om man er sygeplejerske, borgmester eller direktør.”

Datteren Petrea, der netop er blevet færdig med 1.g, stikker hovedet ud på terrassen: ”Hej mor.”

Hun er opkaldt efter Mette Touborgs farmor, der havde en kæmpe køkkenhave og var ekspert i at få alting til at række lidt længere. En nøjsomhed, som på sin vis har fået en renæssance nu med den store fokus på bæredygtighed.

”Dengang handlede det mere om ressourceknaphed. Hun dyrkede sine egne grøntsager og slagtede selv de dyr, der skulle spises. I dag taler vi meget om madspild, og det gjorde hun i den grad – også på en måde, så sygeplejersken i mig i dag tænker, at det måske ikke var lige sundt, når hun lige skar toppen af.”

Mette Touborg voksede selv op i en tid med stor fokus på at spare på vandet og slukke lyset, og det vil hun gerne give videre til næste generation. Efterhånden er det dog blevet sådan, at de kommer hende i forkøbet.

”To ud af fire børn herhjemme er vegetarer ud fra et klimahensyn. De bringer selv klimaemnet op stort set dagligt og taler om at tage toget på ferie næste gang. Klimaet er blevet en del af hverdagssnakken herhjemme, og det er børnenes fortjeneste.”

Selv tager hun mest toget til København, men kører i familiebilen, hvis hun slutter med et aftenmøde. Hun rejser også på ferie med fly en gang imellem og er ”ikke nogen helgen”.

”Jeg er som mor og menneske optaget af, at vi passer tilstrækkeligt på vores jordklode, så den kan være der til mange generationer endnu.”

Mette Touborg har det bedst med at komme ned til vandet hver dag. Under havebordet ligger gadekrydset Buster Oregon Mortensen, som hun hentede i Thylejren, selvom det var meningen, at hun ikke skulle have hund igen. Men nu er Buster med til at sikre, at hun stort set dagligt traver mod Psykiatrisk Center Sct. Hans, går ned langs stien og langs vandet i området Kællingehaven ved Roskilde Fjord. Selvom fjorden ikke har samme styrke som Vesterhavet, så kan vandet noget særligt.

”Det giver altid ro og en mulighed for at reflektere. Men det giver også noget andet. En nysgerrighed, en stædighed og en vilje, og en kreativitet, fordi der er så mange kræfter i det. Det er en blanding af det fredelige og eftertænksomme til det enormt kraftfulde. Det er ved vandet, jeg tanker op, og sådan har det været, siden jeg var barn.”

I dag er det to år siden, hendes far, Kristen Touborg, døde ved en trafikulykke i Holstebro. Hendes mor blev hårdt kvæstet, men overlevede med nød og næppe, hvilket ifølge datteren – foruden Regionshospitalet Hernings meget kompetente ansatte på traumecenteret – skyldes moderens personlige viljestyrke og mod.

”Døden kom voldsomt og pludseligt, og vi fik aldrig sagt farvel til vores far, som var den, jeg hyppigst spurgte til råds, og var det mest autentiske og livsglade menneske, jeg har kendt. Vi havde ikke så meget tid til at være i sorgen der, fordi vores mor var rigtig alvorligt tilskadekommen. Men efterfølgende er jeg blevet mere opmærksom på, hvad jeg har fået med fra dem begge og særligt min far, og det er mine søskende også.”

Sammen med sin søster og bror har hun lavet en beskedtråd, hvor de jævnligt mindes deres far ved blandt andet at lægge billeder op. Og så skal de andre gætte, hvad forbindelsen til deres far er.

”Ofte har det at gøre med et fælles minde om noget, vi har oplevet sammen, eller noget, vores far har lært os. Det kan være et billede af en strik med et dobbelt halsstik, som vi alle stadigvæk kan binde eller et billede af en sortbroget gris af gammel dansk landrace, de røde georginer eller vinterhindbær, han plantede. Eller fra en fest, vi ved, han elskede at deltage i.”

I de seneste to år har de som søskende talt meget sammen om deres forældre:

”Vi er blevet mere opmærksomme på, hvad vi selv har givet videre, og hvad vi har at takke dem for. Vi er blevet endnu mere opmærksomme på, hvad vi har fået med os og på forbundetheden til vores far og bedstefar og generationerne endnu før.”

Kort inden sin død, nåede Kristen Touborg at indtale tre historier fra vandmøllen i Gudum.

Nu kan man sætte sig på en bænk, trykke på en knap og fra en højttaler lytte til hjemstavnsfortællingerne fra gården.

Ved Vesterhavet, ved Limfjorden, ved Klosterheden.