Holger Bech Nielsen: Jeg tror på ”Gud”. Han kan sættes på formel

Den anerkendte professor emeritus i højenergifysik Holger Bech Nielsen, der er aktuel med udgivelsen ”Teorien om alt”, får stadig mange nye idéer, som han forsøger at sætte på formel. Det har han blandt andet søgt at gøre med Guds vilje

Holger Bech Nielsen, professor emeritus i teoretisk højenergifysik, er sky af natur og vender gerne de fleste større valg med sin hustru, inden han tager en beslutning. – Foto: Simon Klein-Knudsen.
Holger Bech Nielsen, professor emeritus i teoretisk højenergifysik, er sky af natur og vender gerne de fleste større valg med sin hustru, inden han tager en beslutning. – Foto: Simon Klein-Knudsen.

Selvom han for længst er gået på pension, er professor emeritus i teoretisk højenergifysik Holger Bech Nielsen alligevel særdeles aktiv på arbejdsfronten. Når han ikke turnerer med sin nye bog ”Teorien om alt” (Gyldendal, 2019), fordyber han sig i en af fysikkens største gåder i vore dage: Det sorte stof.

Ifølge de observationer, der findes på området, er der omkring seks gange så meget af det sorte stof som det stof, vi kender til i dag. Ingen har dog set andet end det sorte stofs tyngdekraft helt overbevisende. Alligevel er der et par effekter, som højst sandsynligt kommer fra det ukendte stof, mener Holger Bech Nielsen.

Derfor undersøger han lige nu sammenhængen mellem overskuddet af positroner og den lille mængde ekstra røntgenstråling i visse energiområder i verdensrummet og drømmer om, at hans model om det sorte stof kan være med til at give os en forståelse af noget ny fysik, som faktisk slet ikke er fundet endnu.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg er vel egentlig meget jævn. Men efter min egen vurdering har jeg et rimelig optimistisk livssyn. Det er nok natur, men det kan også skyldes en manglende interesse for alle problemerne. Mange gør jo vrøvl hele tiden, og der er jeg måske mere rolig. Det er både godt og skidt. I hvert fald bliver jeg nogle gange skældt ud af min kone for at svare for positivt til alle mulige mennesker. Hun siger, at jeg ofte sælger mig for billigt i mit arbejde. Det kan der være mange gode undskyldninger for.

Det er måske også en del af mit livssyn at beskæftige mig med idéer. Jeg forsøger hele tiden at lave min fysik og få nye idéer. Selvom det er de færreste nye idéer, der faktisk er gode, er det jo bedre at tage chancen og gå ud fra, at de kunne være gode, i stedet for fra begyndelsen at forvente, at de er dårlige. I dette øjeblik sidder jeg for eksempel og tænker på en ny idé. Den er nok svær at forklare. Men det er en idé af den type, hvor man antager en meget, meget generel antagelse, og så prøver jeg at få noget ud af det. Men jeg skylder jo nok en større indføring, hvis jeg skal gå mere ind i det nu... Jeg prøver at få idéer, så snart jeg har et ledigt øjeblik. Det kan være, hvis folk taler et sprog, jeg slet ikke kan forstå, eller når der ikke er noget vigtigere, jeg skal tage mig af.

Hvad har formet dit livssyn?

Hvis det er rigtigt, at jeg har et optimistisk livssyn, er det noget, der er medfødt. Jeg fik det, som mange vil kalde for en ’fri opdragelse’ af min mor. Det var vist på mode dengang. Det kan være, at det var en psykologisk metode til at styre børnene, uden at de opdagede, at der var nogen, der gjorde det.

Men jeg var alligevel altid et artigt barn og sikkert også meget afvigende. Vi – min lillesøster, der var eksakt et år yngre, og jeg – var meget stille som børn og legede mest med hinanden. Jeg sagde ikke så meget og var ret tilbageholdende. Isoleret, ja. Sådan var vi generelt i min familie.

Jeg kunne allerede regne brøkregning, før jeg kom i skole. Det var vel halvvejs selvlært, men også noget, jeg havde fået hjælp til i familien. Regning er tæt på det, man laver i fysikken. Vi bruger jo hele tiden matematik som fysikere. Inden jeg begyndte i skole, vidste jeg dårligt nok, hvad fysik var. Jeg havde i hvert fald kun meget vage idéer om det, selvom fysiker Niels Bohr (1885-1962) allerede dengang var meget berømt. Han var jo kendt alle steder, så ham talte folk også om med små børn.

Hvad gør dit liv rigere?

Min søde kone. Hun er meget, meget vigtig. Hun gør jo alt. Der er nærmest intet, hun ikke gør for mig. Hvis der for eksempel findes noget tøj i mit skab, som hun ikke har købt til mig, så er det noget af et mysterium, hvordan det er havnet der. Det er et meget lykkeligt tilfælde, at jeg fandt hende.

Det gør også mit liv rigere at arbejde med mine idéer. Det, jeg gør, er, at jeg skriver en lille bemærkning ned i notesbogen, hver gang jeg får en god idé. På arbejdet kan jeg jo bilde mig selv ind, at der er lidt succes en gang imellem. Det lille gennembrud kommer jo hele tiden, og som regel viser det sig, at det ikke er et gennembrud, men bare et hul. Så man skal nok være lidt mistroisk over for gennembruddene. Det, der er interessant, er så, når der er noget, der viser sig faktisk at være rigtigt, eller at nogen interesserer sig for det, man laver. Anerkendelse kan man altid håbe på.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Nu skal man jo heller ikke overdrive ulykkerne og blive for pessimistisk. Det kan være, at hvis du stillede min kone det spørgsmål, så ville hun måske svare, at det var mig, der var hendes største ulykke.

Men jeg kan i hvert fald sige, at jo ældre man bliver, jo flere i ens familie er allerede døde. Det vænner man sig aldrig til. Nogle døde meget unge. Det er ubehageligt.

Min far døde omkring Befrielsen, da jeg var knap fire år. I vores familie dør vi typisk af kræft. Jeg kan kun huske små glimt af min far. At vi var inde på hospitalet, og at han havde fået skåret benet af på grund af kræften og gik rundt med et papben som erstatning. Det er, som om jeg blander det, jeg kan huske, sammen med det, jeg har fået fortalt.

Meget senere døde min mor også, da hun var i 70’erne, men det vil næsten være det normale for mennesker på min alder, tror jeg. Jeg bor stadig i mit barndomshjem på Frederiksberg. Det er nok en form for passivitet, at jeg aldrig har fundet noget bedre sted at bo. Det er, hvad man kan kalde et kompliceret og tilfældigt tilfælde.

Hvad tror du på?

Jeg har aldrig taget det så bogstaveligt, hvad der står i Bibelen. Men der er jo nok noget rigtigt i det alligevel. For eksempel er det, at vi bliver tilgivet, selvfølgelig en god trøst.

Jeg tror på min egen private, fysiske historie om ”Gud” i gåseøjne, som ikke er den samme, men har noget til fælles med og måske ligefrem hjælper den rigtige Gud lidt. Min ”Gud” er en naturlov, der hører til i fysikken, og han kan sættes på formel. Han styrer universet og prøver måske endda at lave et par mirakler, hvis det er nødvendigt for at nå sine mål. Han interesserer sig formentlig mest for meget tidlige tidspunkter. Derfor vil det være, som om han startede ved begyndelsesbetingelserne og så approksimativt lod universet gå sin egen vej.

Med formlen regner man i princippet alle historier, universet kunne udvikle sig igennem, ud, og så finder han ud af, hvordan han får den mindste værdi af den imaginære del af virkningen. På den måde prøver ”Gud” at vælge den historie – blandt alle historier – der giver det mindste tal. Det er så den bedste historie. Den tager ”Gud” og gennemfører. Det er hans vilje.

Hvis man nu lavede nogle rimelige drømme om, hvordan den her formel for ”Guds” vilje ser ud, så kan man gætte, hvilke mirakler han ville forårsage. Nu kommer jeg til mine spekulationer: Han kan nemlig ikke lide de Higgs-partikler, som blev fundet i 2012 under Jurabjergene i Frankrig. Dem vil han ikke have produceret. Så da man forsøgte at starte maskinen, der skulle udvinde partiklerne, skete der et alvorligt uheld – en eksplosion med flydende helium, der kogte voldsomt over. Store dele af maskinen blev ødelagt, så den først skulle repareres, og hele området skulle tjekkes igen. Så her har ”Gud” opnået lidt og fået udsat nogle af Higgs-partiklerne i de år, hvor maskinen måtte køre på halv styrke. Nu kører maskinen på fuld styrke igen, så nu skal han snart til at skynde sig at sætte ind. Ellers er det ligesom dårligt for teorien.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

Det rigtige svar er nok, at jeg ikke rigtig har nogen. Måske er jeg ikke så moralsk bevidst, at jeg bekymrer mig så meget. Det burde jeg sikkert gøre. Nogle er nok mere opdraget til at være bekymrede end andre.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Idéen er at sætte nogle strenge op på gravstenen til minde om den strengteori, jeg har været en af dem, der bragte frem. Jeg har set et eksemplar, som nogle på Christiania lavede, hvor de havde lavet en metalstang, der var snoet lidt, og så sat nogle perler på, så det faktisk lignede en model af en superstreng.

På samme måde kunne man også sætte andre ting op. Nu har jeg jo lavet en model for det sorte stof. Der kunne man jo sætte en lille sort stofperle op til minde. Der er mulighed for sådan nogle små idéer af den slags.