”Ja. Simonsen.”
Det er politikeren Thorkild Simonsen, som har taget telefonen i hjemmet i Risskov ved Aarhus. Vi skal tale om det, han betegner som de mest dramatiske dage i Danmark i fredstid. Nok har han trukket sig fra alle officielle poster, men han følger engageret med og indleder sin dag med at læse Morgenavisen Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad, inden han tænder for TV 2 News. Da han tager fat på en politisk analyse af den socialdemokratiske mindretalsregerings ridt gennem krisen, kan man godt forstå, at netop TV 2 News tidligere har brugt ham i debatter, skønt han fylder 94 år til juli.
”Noget af det positive i denne situation er at se, hvor bred politisk og folkelig opbakning der har været til en mindretalsregering. Tænk, at et land med et demokratisk folkestyre kan lykkes med at få befolkningen til at acceptere og indordne sig under så radikale begrænsninger. Politisk fornemmer man, at ingen tør være udenfor, og jeg vil tro, at noget af det samme gør sig gældende i befolkningen, hvor man ikke vil være den, som stiller sig på bagbenene.”
Han minder om tirsdag den 17. marts, hvor Dronningen kom med sin appel til nationen. Han tror, at regentens ord har hjulpet befolkningen til at gøre en dyd ud af at tage de nye adfærdsformer til sig.
”Dronningen talte til os på en måde, som jo er lidt uden for nummer. Det er ikke normalt hendes opgave at belære befolkningen, men det har hun gjort i denne usædvanlige situation, og jeg tror, vi er flere, som endnu kan høre hende sige: ’Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.’ Det er sådan et udtryk, som nu har bidt sig fast.”
Selv kunne han også have lyst til at belære. Ikke om håndhygiejne, men om, hvordan man skal agere, når man er blevet forhenværende. Som forhenværende Aarhus-borgmester og forhenværende indenrigsminister er det ham magtpåliggende, at man skal lade være med offentligt at kommentere på sin efterfølgers virke.
”Det er svært nok at bestride en ansvarsfuld stilling i disse dage. Ens forgængere bør ikke bide efterfølgeren i haserne. Jeg får lyst til at gentage Dronningens ord: Det kan man ikke være bekendt.”
Inden Dronningen rundede sin appel af fra Fredensborg Slot, opfordrede hun til, at vi sammen skaber håb i en svær tid. Og håb er ifølge Thorkild Simonsen et nøgleord i denne tid. Hos ægteparret Simonsen, som til sommer kan fejre 67-årsbryllupsdag, er der en glæde over at have hinanden og over den hjælpsomhed, de har mødt. Naboer har ringet på og tilbudt at hjælpe, og det samme har et barnebarn, som har fået tjansen med at stå for indkøbene. Nok er parrets gæstfrihed sat på pause på ubestemt tid, men fastnet- og mobiltelefonerne er flittigt i brug.
”Flere af de mennesker, jeg ellers plejer at mødes med i eksempelvis Rotary og ikke mindst i Rotarys seniorafdeling, er jeg i kontakt med på telefonen. Nogle er bekymrede og tør dårligt gå ud i haven, for hvad med smittefaren fra dem, som går tur på den anden side af hækken?”.
Han beskriver den ensomhed, han mærker hos nogle af sine jævnaldrende, og siger, at medierne kan spille en vigtig rolle.
”Når vi skal vise sammenhold ved at holde afstand, så har vi brug for noget, som kan holde os oppe. Men hvis man så tænder for radio eller fjernsyn, så er det, som om man bliver fyldt med frygt hele tiden. Vi har morgensangen med Phillip Faber på DR 1, men hvorfor flytter man ikke noget af det rige kulturliv, vi har i vores land, ind i medierne? Der er så mange gode højskole- og kulturfolk, som kunne bidrage med foredrag og gerne også med noget til almindelig opmuntring.”
Siden statsministeren varslede den store nedlukning af Danmark onsdag den 11. marts, har Thorkild Simonsen flere gange overvejet, om der er adfærd og dyder, som går igen i de udfordrede tider.
Da Danmark blev besat i 1940, gik han i tredje mellem på den private Løkken Realskole. Året efter forlod han realskolen og tog hul på et nyt livskapitel som elev i sin fars malerforretning i Sdr. Rubjerg mellem Løkken og Hjørring. Faderen drev en lille, men velrenommeret forretning, som sågar havde kunder på den anden side af Hjørring. Men tyskerne malede man ikke for.
”I denne tid taler vi meget om afstand, og det gik også igen under krigen, hvor vi var mange, som helt naturligt vidste, at vi skulle holde afstand, som da min far blev tilbudt at male for tyskerne i den træbarak, tyskerne opførte i klitterne ved Nørre Lyngby. Det kom ikke på tale.”
Også dengang var bevægelsesfriheden indskrænket. Thorkild Simonsen husker besværet, da han skulle have legitimationspapirerne ordnet for at kunne rejse over Limfjorden til Hadsten, hvor han i 1944 skulle på skoleophold.
”Situationen var tilspidset, og det mærkede man langt mere i Hadsten end i Sdr. Ru-bjerg, for jernbanen op gennem Jylland gik gennem Hadsten. På skolen var der en del modstandsfolk, men i byen kom også unge og bevæbnede Schalburgfolk, og jeg husker nogle baller i Hadsten, hvor det kom til konfrontation.”
Var han bange? Han afviser. I februar 1945 kom krigens alvor tæt på. Han var flyttet til Aarhus for at gå på Teknisk Skole og havde lejet sig ind i Guldsmedgade 1 i det centrale Aarhus.
”Jeg vågnede ved et gevaldigt brag, og jeg blev så nærmest kastet tilbage ind mod den ene væg i mit værelse.”
Den nat er siden blevet omtalt som ”rædselsnatten” i Aarhus. Kraftige eksplosioner ramte beboelsesejendomme i Guldsmedgade. Uden at ænse faren eller smerten fra glassplinterne i fødderne hjalp han med at få mennesker ud af de brændende huse, mens man ventede på, at hjælpen nåede frem. Syv personer omkom i angrebet, som Petergruppen stod bag.
”Når man er 18 år, tror man ikke, at man kan dø. Vi var flere, som hjalp til den nat. Krigen viste en hjælpsomhed, når det gjaldt, og jeg mener også, at vi kan se en udtalt hjælpsomhed i denne tid.”
Han bearbejdede hændelserne i et brev, som han skrev til en kammerat hjemme i Vendsyssel. Han vidste, at han måtte skåne sine forældre fra at høre om rædselsnatten.
”Og der gik jo også bare et par dage, så havde de fået nyt glas i mine vinduer, og jeg kunne igen bo på værelset.”
”Ja. Simonsen.”
Thorkild Simonsen tager telefonen. Det er nogle dage siden, den første samtale med Kristeligt Dagblad fandt sted. Siden er hans ord om, at han ikke er bange, blevet sat på prøve. Han er blevet indlagt og modtaget på Skejbys nye covid-19-klinik, hvor personalet tog mod ham beskyttet af værnemidler.
”Det ligner sådan nogle rumdragter,” siger han.
Da det var afklaret, at han ikke havde den frygtede virus, blev han i stedet indlagt på Ældresygdomme. Det er her, han tager mobiltelefonen.
”Andre har været mere bekymret, end jeg har. Jeg tror stadig, jeg skal leve.”
Fra sin hospitalsseng kan han beskrive et sundhedsvæsen, som fungerer under krisen. Han roser både maden, rengøringen og ikke mindst de mange ansatte.
”Jeg har mødt et flittigt og omsorgsfuldt personale, som er gode til at samarbejde, hvad enten det er bioanalytikeren, den unge sygeplejerske eller lægen. Folk er virkelig indstillet på at få det til at virke. Og her på Skejby har vi jo virkelig fornemme rammer. Jeg kan se ud til en gang, der er malet i rød-orange. Det er da til at blive glad af.”
Det er et år siden, at han fik at vide, at han har kræft. Lægen, som gav ham beskeden, forsikrede ham, at han ville kunne leve 10 år med sygdommen. Hans to børn kan ikke forstå, at han ikke har været nedslået over diagnosen. Selv har han tidligere udtalt, at han er ked af dens navn, men glæder sig over, at så mange fagfolk arbejder på at holde ham i live. Den optimisme råder også på enestuen netop nu:
”Jeg kan jo ikke få besøg, men det er glædeligt at se, hvordan de får arrangeret et møde med en læge, hvor både min hustru og ene datter er med.”
Det var også på stuen, at han mandag i denne uge fulgte pressemødet fra Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) havde et særligt budskab til landets ældre:
”Jeg nødt til at sige til vores ældre og til de mest sårbare: I må fortsat forvente at skulle indrette jer efter smitterisikoen noget tid endnu. Vi beder de svageste om at være de stærkeste.”
Thorkild Simonsen roser statsministerens udmelding:
”Det her var jo en tale med håb. Der kommer en tid efter dette.”
Han forbereder sig på en anderledes påske. I en lang årrække har de fejret påske i hustruen Edny Simonsens barndomshjem i Vesterø Havn på Læsø. I år bliver de hjemme og tager del i gudstjenestelivet på radio og tv.
”Det er godt, at vi har de programmer, men det kan på ingen måde sammenlignes med at deltage i salmesangen i en fyldt kirke.”
Og med til at passe sit kirkegængerembede hører også det, som sker, når postludiet er spillet, indskyder Thorkild Simonsen.
”Jeg glæder mig til igen at få hilst på folk i kirkedøren i Aarhus Domkirke. Det hører ligesom med, og det er et stort minus at måtte undvære det.”