Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det er spørgsmålet om organdonation. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi melder os som donorer, men jeg har ikke selv meldt mig. Organdonation er et spørgsmål, som er tabubelagt i den kultur (tyrkisk-kurdisk, red.), jeg kommer fra. Min mand har meldt sig som donor, men jeg har ikke gjort det. Jeg kan ikke finde en logisk forklaring på, hvorfor jeg ikke har meldt mig, men jeg tror, min tøven hænger sammen med, at organdonation er grænseoverskridende i forhold til min baggrund, men jeg mener samtidig, at organdonation giver virkelig god mening.
Hvad er det største etiske dilemma, du selv har mødt?
For to et halvt år siden var min mor ude for en trafikulykke, hvor begge hendes ben blev ødelagt. Det havde ellers været en dejlig lørdag, hvor hun cyklede ved vandet, men så kom der en lastbil, og det næste, hun husker, er, at hun befinder sig i en hospitalsseng. Det lykkedes lægerne at redde det ene ben, men en lille uge efter ulykken var de klar over, at de ikke kunne redde det andet ben.
Jeg har otte års erfaring som tolk, og jeg skulle også tolke i den her situation, hvor min mor havde svært ved at forstå, hvorfor man ville amputere hendes ben, når hun kunne mærke sine tæer. Som datter var jeg emotionelt påvirket af situationen, og jeg havde svært ved at skulle give lægernes besked videre til min mor: At hun skulle lade benet amputere for at undgå koldbrand og dermed en endnu farligere helbredsmæssig situation. Det var svært for mig at agere i rollen som datter og som tolk, hvor jeg mærkede et pres om, at der ikke var meget tid at spilde. Jeg har siden tænkt, at det ville have været ønskeligt med en læge, som satte sig ned, tog min mors hånd og fortalte hende, hvad der skulle ske, for jeg var i en svær dobbeltrolle, hvor jeg skulle kommunikere nogle tekniske termer til min mor, samtidig med at jeg som datter var påvirket af min mors udsigt til at blive handicappet.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er den perfektionisme, som vi ser skader særligt unge piger, og den perfektionisme, som vi lader gå helt ind i dna’et. Det er godt, at vi kan forebygge og helbrede, men jeg mener på den anden side ikke, at vi skal genmodificere mennesker eller designe børn. Det er en udvikling, som rummer nogle skræmmende perspektiver.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Nej. Jeg tror, at vi er lidt bange for at diskutere etik. Skal man drøfte etik, kræver det, at vi giver os tid til at lytte til nuancerne i hinandens svar, og at vi samtidig giver hinanden lov til at være i proces med vores svar i stedet for at afkræve et klart ja eller nej.