Over spisebordet hænger et stort sort-hvidt fotografi. På det står syv smilende unge mennesker i en skov. Nederst til venstre ses Seline Jensen med sit lange lyse hår. Det er hendes mor, Connie Jensen, der har taget billedet. Hun tog det, kort før hun døde af kræft i august 2012 som 53-årig.
Hanne Rosenørn har hængt billedet op, fordi hun bliver glad af at se på det. Der sidder Seline Jensen nemlig sammen med Hanne Rosenørns tre sønner. I dag er de fire hinandens søskende, for de seneste fem år har Seline Jensen boet i huset i Brøndby ved København sammen med Hanne Rosenørn og hendes familie.
Connie Jensen fik første gang kræft i blæren, da Seline var et år, og allerede dengang blev det aftalt, at pigen skulle vokse op hos Hanne Rosenørn, hvis moderen ikke klarede sygdommen.
De to kvinder havde været veninder, siden de var helt unge, og de kendte hinandens familier og holdt ofte jul sammen. De holdt også sammen, da Seline Jensens far døde af en blodprop, da hun bare var tre måneder.
I første omgang blev Connie Jensen rask, men da Seline var 12 år, fandt lægerne en ny kræftknude hos moderen, og en ny udmattende omgang med stråling og kemo skulle begynde. Når det var slemt, sov Seline Jensen hos Hanne Rosenørn i Brøndby.
”Da hun skulle have endeligt svar på prøverne, tog vi Seline med os på ferie til Italien. Vi vidste godt, at det kunne gå begge veje med prøverne, og Connie ville gerne være alene, når hun fik besked, fordi hun blev så påvirket af det. Og så tog Seline med os – også for at komme tættere på familien,” fortæller Hanne Rosenørn.
Beskeden var ikke god, og da familien kom hjem fra Italien, begyndte Hanne Rosenørn og Connie Jensen at planlægge, hvad der skulle ske.
”Min mor tog mig på et tidspunkt ind på værelset og spurgte, hvor jeg ville bo, hvis hun skulle dø. Jeg kunne også komme til at bo hos min faster og fætre og kusiner, men jeg havde været på ferie med Hanne og var her tit, så jeg var ikke i tvivl. Når min mor og Hanne var så gode venner, føltes det mere trygt at komme til hende. Hun vidste jo besked om alt og var den, min mor lænede sig op ad i løbet af sygdommen,” siger Seline Jensen.
Hanne Rosenørn kontaktede kommunen og fik tinglyst et børnetestamente. Det endelige papirarbejde kunne først ordnes, efter Connie Jensens død.
Seline Jensen skulle konfirmeres i foråret 2012, og festen skulle holdes hos Hanne Rosenørn i Brøndby frem for i Seline Jensens eget hjem på Nørrebro i København. Fordi det stod klart, at Seline Jensen inden alt for længe skulle flytte til Brøndby, gik Hanne Rosenørns mand i gang med at bygge om i huset, så der var plads.
”Seline fandt hurtigt ud af, at her var et frirum, hvor hun kunne holde lidt fri for sin mors sygdom, og hvor hun kunne have veninder på besøg. Connie kom også tit. Familierne voksede på en måde lidt sammen,” fortæller Hanne Rosenørn.
I august 2012 blev Connie Jensen indlagt på Rigshospitalet, og lægerne sagde, at det var tæt på nu.
En aften var Seline alene hjemme, og Hanne Rosenørn ringede og spurgte, om hun ville til Brøndby og sove.
”Men det ville jeg ikke, jeg ville gerne være alene hjemme, og jeg havde sovet så meget hos Hanne. Jeg tog på hospitalet og besøgte min mor, og da jeg kom hjem, blev jeg så ked af det. Det var så hårdt det hele, og det var pludselig ubehageligt at være alene hjemme. Så kom Hanne og hentede mig til Brøndby,” siger Seline Jensen.
”Det var faktisk en god proces, for vi nåede at blive lidt uvenner over det, og det har måske været meget godt, fordi vi lige skulle se hinanden an,” siger Hanne Rosenørn.
Connie Jensen døde en uge efter. Seline Jensen var sammen med Hanne Rosenørn, da det skete, og da havde hun sagt farvel til sin mor.
Seline Jensen var med til at bære kisten. Hanne Rosenørns yngste søn, der er næsten jævnaldrende med Seline, gik lige bag hende, hvis hun skulle få brug for hjælp. Hele hendes klasse kom til begravelsen.
Nu var hun forældreløs, og papirarbejdet med kommunen kunne gå i gang, så Hanne Rosenørn kunne blive hendes formelle plejemor.
”Vi havde lavet en klar aftale med Københavns Kommune om, at mens det stod på, skulle Seline være her hos mig. Hun skulle ikke et eller andet sted hen, hun skulle være her, og sådan blev det,” siger Hanne Rosenørn.
Kort efter, at Connie Jensen døde, blev Hanne Rosenørn sygemeldt med stress. Hun havde haft for mange bolde i luften i for lang tid, og det endte med, at hun gik hjemme et år. Selvom det ikke var sjovt, ser hun i dag tilbage på det som en gave. For det gav hende og Seline Jensen ro til at etablere sig i de nye roller og bearbejde deres sorg.
”Der var dage, hvor hun var i skole og ringede mig op og sagde: ’Jeg magter ikke mere i dag.’ Så sagde jeg ’kom hjem’. Der har været dage, hvor hun har haft brug for at sove, dage, hvor hun har haft brug for at ligge i mine arme. Vi har set de frygteligste tøsefilm ovre i sofaen og spist slik,” siger Hanne Rosenørn og smiler.
”Ja, det har været meget naturligt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at Hanne er glad for mig. Selvfølgelig ved jeg, at hun ikke er min mor, og der kan aldrig være nogen, der erstatter min mor. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at der er rigtig meget kærlighed her,” siger Seline Jensen.
Selvom det er anderledes at diskutere med Hanne Rosenørn end med sin mor, fordi man kan sige nogle andre ting til sin mor, er de på mange måder en hel familie. Seline Jensen kalder Hanne Rosenørns tre drenge for sine brødre, og de går meget op i, at der for eksempel ikke er gjort forskel på dem og på Seline Jensen, når hun skal holde sin studenterfest om en måned. Præcis som søskende gør.
”Vi er på mange måder en helt almindelig familie. Det er helt sikkert en fordel, at jeg har kendt Seline altid. Og at jeg har kendt hendes mor og far. Jeg kan se, hvordan deres træk og personlighed træder igennem hos hende.”