I efteråret 2014 opdagede Per Holsteen Larsen en øm knude i armhulen. Det viste sig at være modermærkekræft, der havde bredt sig til lymfesystemet. Allerede ugen efter den første mistanke blev den 34-årige familiefar opereret på Herlev Hospital. Knuden og 25 lymfekirtler blev fjernet, seks indeholdt kræftceller – og kirurgernes melding var positiv: De vurderede, at de havde fået det hele med.
Per Holsteen Larsen nåede at være kræftsyg i en uge. Nogle ville måske sige, at han ”vandt over kræften.”
Men netop den talemåde, ”at tabe til eller vinde over kræften”, som bliver brugt i dødsannoncer, ugeblade og tv-indsamlingsshows, støder Per Holsteen Larsen.
”Det er en irriterende og nedladende term. Man er ikke en taber, fordi man dør af kræft, og man er ikke nødvendigvis en vinder, hvis man overlever, for senfølgerne kan være mange og alvorlige,” siger han.
”Omvendt hylder medierne også tidligere kræftpatienter, der løber maraton eller skriver en smart blog. Men det er ikke sandheden for de fleste.”
Per Holsteen Larsen bor i Nordsjælland med sin kæreste, Nanna, og deres tre små børn. I deres familie blev kræften langt mere indgribende end den uge, hvor han opdagede kræftknuden, blev undersøgt og opereret. For selvom han var raskmeldt, kom Per Holsteen Larsen op mod stærke følelser, som han i lang tid ikke havde nogle redskaber til at tackle. Men han var ikke i kamp.
I en krig eller en fodboldkamp er der to relativt lige modstandere, siger han.
Når de andre er stærkest eller har de dygtigste spillere, har man nogle redskaber at forsvare sig med. Man kan bruge guerilla-taktik, og de svageste fodboldhold kan taktisk ødelægge modstandernes spil. Men kræftpatienter kan ikke forberede sig og har ikke kontrol over det mest afgørende for overlevelsen, nemlig hvor tidligt man opdager sygdommen.
”Mit syge modermærke blev aldrig fundet. Mit immunforsvar havde nedkæmpet det, men kræften havde bredt sig. Jeg havde ingen chance for at opdage det tidligere,” siger han.
Ingen ved, hvorfor han fik kræft. Måske skyldes det hans røde hår og den lyse hud. Eller måske den særlige genforandring, som han har vist sig at have, der – muligvis – øger risikoen for modermærkekræft.
Manglen på kontrol, da kræften ramte, har for Per Holsteen Larsen været et vendepunkt i livet. For selvom lægerne havde erklæret ham kræftfri, så gik Per Holsteen Larsen til kontrol på hospitalet hver tredje måned for at sikre, at sygdommen ikke opstod igen.
”Mine tanker centrerede sig om, hvad de ville sige næste gang. Jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget. Jeg kunne bare vente til næste scanning,” siger han.
Per Holsteen Larsen researchede alt om modermærkekræft på internettet og opdagede, at han kun havde 39 procent chance for at være i live fem år efter operationen.
For sit indre blik så han sin egen begravelse, hvor det ældste barn sad utrøstelig ved siden af sin mor. Han så den mellemste kalde på ham, selvom far var død.
”Jeg var ikke bange for at dø, men jeg var bange for at svigte min familie og lade Nanna stå med det hele. Det kan jeg se nu,” siger han.
Kræften var væk, men angst og uvished var rykket ind. Per Holsteen Larsen ændrede sig til en mand, han ikke brød sig om.
Først var der et anfald af panikangst i supermarkedet. Så kom en snigende tristhed, søvnbesvær og en manglende evne til at overskue konflikter. Når et af børnene græd, var det som at høre en skærebrænder.
”Jeg mistede min empati og blev irritabel i forhold til børnene. Jeg kunne ikke trøste dem,” siger han.
Per Holsteen Larsen blev sygemeldt og siden opsagt fra sit arbejde som kommunikationsmedarbejder i en lokal virksomhed. Han begyndte at gå i behandling hos flere psykologer og psykiatere, fik diagnosen klinisk depression og begyndte at tage antidepressiv medicin. Mens folk i omgivelserne ikke forstod, at han ikke var glad og taknemmelig for at være kureret.
”Flere forstod ikke, at det var min psyke, der var ramt,” siger han.
”Nogle gange tænkte jeg, at det ville være lettere, hvis jeg havde kræft. Det er et mindre tabu end at have en depression.”
Efter et år havde han det så skidt, at han fik hjertebanken, bare kæresten bad ham om noget. Han kunne ikke rumme familielivets krav, og det gik for meget ud over kæresten og børnene. Løsningen blev, at han overnattede et andet sted og udførte opgaver som en robot uden eget initiativ, når han var hjemme. Da det var værst, var han indlagt på psykiatrisk afdeling et par dage.
”Nanna har hjulpet og støttet mig. Men hun har også sagt, ’hvor er jeg træt af kræft’. Det forstod jeg ikke dengang, men nu kan jeg godt se, hvor meget det fyldte,” siger Per Holsteen Larsen.
Løbende deltog han i en samtalegrupper for kræftpatienter for ikke at belaste sin familie så meget med sine tanker. Og han fik også hjælp af bogen ”Den dag du får kræft” skrevet af grundlæggeren af Ugebrevet Mandag Morgen, Erik Rasmussen.
”Han bruger den eneste kampmetafor, der giver mening for mig: Kampen mod kræft skal deles op i forsvar og angreb,” siger han.
Angrebet står lægerne for med kirurgi, stråling og kemoterapi. Forsvaret er det, man selv kan gøre. Det kan være at spise sundt, dyrke motion eller opsøge alternativ behandling.
Bogen gav Per Holsteen Larsen tro på, at han som kræftramt selv kan tage ansvar.
Han så sig selv som god forsvarspiller i fodbold, der skal være stærk, udholdende, forudseende og klog. Og besluttede at begynde at træne sin krop for at blive stærk og at læse bøger om kræft for at blive klog.
Og mens kontrol efter kontrol på sygehuset har vist, at kræften ikke er vendt tilbage, så har Per Holsteen Larsen fået det bedre.
”Hver gang jeg tog til Herlev, frygtede jeg, at de ville sige noget dårligt til mig. Men nu har jeg accepteret, at jeg kan tage derud uden at dø af det. Jeg tør tro på, at der ikke er noget,” siger han.
I dag, to et halvt år efter operationen, går han til kontrol en gang om året, og depressionen er mindre tung. Han kan igen se en fodboldkamp og lade sig rive med. Han er begyndt at arbejde, men er stadig bange, når et kontrolbesøg nærmer sig. Og han benytter stadig Kræftens Bekæmpelses tilbud.
”Jeg har stadig de mørke eksistentielle tanker. Det er ikke godt at gå og svælge i sin egen elendighed. Man skal vide, hvordan man kommer ud af det igen,” siger han.
Per Holsteen Larsen er 36 år og kræftoverlever. De sidste år har forandret ham, så han er mere sårbar, men også åben over for nye ting i livet.
”Jeg tror ikke på det med, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere,” siger han.
”Kræften har ikke gjort mig stærkere, men klogere. Før var jeg ikke i kontakt med mine følelser. Jeg tænkte ikke over, hvordan jeg havde det. I dag forstår jeg mig selv bedre. Jeg har lært mig selv at kende.”
En af de ting, han har forstået, er, hvor meget tabuer og misforståelser om de psykiske efterveer af en kræftdiagnose betyder.
”Jeg tror, folk undrer sig over, at jeg har en depression to år efter, at jeg blev erklæret rask,” siger han.
”De tænker, hvad det er for noget? Du er jo ikke død. Det er overstået. Du burde være glad. Men når man ikke har haft kræft, så kender man ikke angsten for, at den vender tilbage.”
