Godt et halvt år inden jeg blev professor emeritus ved Aarhus Universitet, sagde jeg ja til lejligheden ved Søerne i København, hvor jeg bor nu. Den ligger på en høj tredjesal, og da jeg kom op ad alle trapperne, blev jeg overrasket over udsigten og over, hvor centralt den ligger. Man kan både se til Frederiksberg og Nørrebro, man kan følge svanernes kamp og kærlighed og se masser af mennesker, der løber, går og cykler. Selvom vejen nedenfor er stærkt trafikeret, larmer det næsten ikke.
Inden jeg flyttede fra Aarhus, var jeg blevet separeret fra min kone efter 41 års ægteskab. Det skete uden den store dramatik. Min første indskydelse var at flytte til Paris, hvor jeg både studerede og underviste som ung, men desværre er den franske hovedstad meget dyr at bo i. Jeg ønskede at flytte, fordi det var gået op for mig, hvor vigtigt det er at føle en forbindelse med sin by. Med bygningerne, monumenterne og med alt, der udgør en by. Men i Aarhus kunne jeg ikke sige, hvor jeg havde købt min første bog, udvekslet mit første kys eller været til min første demonstration.
Modsat Paris var Aarhus helt neutral for mig, selv efter jeg havde boet der i 30 år. Jeg har ikke nogen særlig erindring om byen og levede det meste af mit liv der på mit kontor på universitetet. Aarhus er en dejlig by, men det er provinsen, og den er for lille efter min smag.
Med København er det anderledes. Den er kosmopolitisk, ligesom Paris, Genève og Teheran, hvor jeg også har boet, og jeg føler mig som en fisk i et stort hav, når jeg er her. Jeg har flere manøvremuligheder. Min lejlighed ligger ret tæt på Nørreport Station, og når jeg kommer derhen, møder jeg alle mulige slags mennesker. Jeg glemmer mig selv, når jeg er der. Jeg kan rigtig godt lide den mangfoldighed, der er på Nørreport. Jeg har nogle gode venner, der bor i rolige villakvarterer i Nordsjælland, men jeg må indrømme, at jeg får lidt klaustrofobi af at være der, for der sker ingenting, og der er alt for tavst og stille. Det er da muligt, at det er, fordi jeg flygter fra mig selv, det ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at glemme mig selv i storbyen.
Min afskedsforelæsning på Aarhus Universitet var den 27. september 2013. Jeg kaldte det nu ”introduktion til emeritus”, fordi ordet afsked kan virke lidt tragisk. Instituttets leder holdt en pæn tale, og bagefter var der en reception, hvor et par kolleger og jeg selv holdt tale. Jeg var 73 år, da jeg stoppede, men det var ikke min alder, der hindrede mig i at fortsætte.
Siden 2008 havde jeg været leder af center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser, og det var ikke altid nemt. Det var meget spændende, men niveauet og den viden, man havde om islamisme, var ikke så stort som i dag, så man skulle kæmpe sig frem, og det var hårdt, selvom vi fik publiceret meget. Jeg kunne mærke, at jeg var blevet meget træt. Samtidig kunne jeg fornemme, at nogle folk mente, at når jeg kom fra Mellemøsten og var blevet ansat som professor i Aarhus, så måtte det svare til, at jeg var kommet i Paradis.
De troede, at det så ville betyde, at jeg ville fortsætte for evigt som professor. Men jeg havde det faktisk lidt modsat. Jeg var meget taknemmelig for alt det, jeg havde fået, modtaget og opnået, men jeg havde det ikke godt. Jeg følte mig ikke fuldt integreret, måske ville jeg heller ikke integreres fuldt ud, jeg anklager ikke nogen. Men jeg var 39 år, da jeg kom til Danmark, og det er aldrig lykkedes mig at lære sproget perfekt. Så da jeg først havde taget beslutningen om at blive emeritus, handlede det for mig om at komme ud hurtigst muligt.
Jeg er gladere for at holde op, end jeg havde troet, jeg ville være. Når man går på pension, kan man godt være bange for tomrummet, men jeg har ikke mødt det. Tværtimod oplever jeg en følelse af frihed, som jeg ikke var klar over eksisterede. I Vesten taler vi meget om aktiv tid. En tid, der siger, at du skal stå op klokken 7, være på arbejde klokken 8, spise frokost klokken 12 og være hjemme klokken 17. Så er der aftensmad og bagefter TV-Avisen.
Efter jeg blev emeritus, fandt jeg ud af, at der findes en anden tid, som er fri af reguleringer. Jeg kan spise, når jeg har lyst, og sove længe, hvis jeg vil. Den frihed giver mig en masse energi. Jeg skriver stadig en del, medvirker på konferencer eller holder foredrag, men jeg er ikke længere på lønningslisten hos nogen, og det betyder, at jeg kan sige nej, hvis jeg vil. Når du selv vælger opgaverne, føles de nemmere, end når de er en pligt. Jeg føler mig lettere og mere autentisk nu. Jeg behøver ikke at foregive at være en anden, end jeg er. Der er ikke længere noget, jeg skal kæmpe for at opnå karrieremæssigt. Jeg føler mig først og fremmest som mig selv.
Madlavning er jeg begyndt at bruge en del tid på nu. Før lavede jeg også mad, men da var det mere en pligt. Nu er det blevet en slags hobby. Det er både almindelig mad, men også af og til iransk mad, jeg laver. Der er masser af vegetarretter med grøntsager og sunde ingredienser. Ris, safran, pistacie og mandel. Hver gang jeg laver mad, mindes jeg min mor, som døde i 1990. Jeg husker præcist, hvordan hun lavede maden, og hvordan hun anrettede den. Jeg holdt meget af min mor, men desværre var der mange år, hvor vi levede adskilt. Jeg flygtede fra Iran under revolutionen i 1978 med min ældste søn ved hånden og har ikke været der siden. Når jeg står i køkkenet og laver iransk mad, føler jeg, at min mor er med mig, fordi erindringen om hende står stærkt.
Jeg blev født i den hellige by Mashhad i Iran. Mashhad betyder martyrernes by. Min familie var troende muslimer, men ikke en del af præsteskabet. Jeg var selv troende shiamuslim, indtil jeg som 22-årig fik et stipendium, så jeg kunne studere på Sorbonne i Paris. Da jeg der fik lejlighed til at undersøge islam grundigere, stoppede jeg med at tro. I dag opfatter jeg mig selv som agnostiker og respekterer alle religioner. Jeg blev frelst fra islam takket være den vestlige europæiske oplysningskultur, som jeg synes, man må gøre alt for at bevare.
Min mor var hjemmegående og en meget kærlig mor for min lillesøster og jeg. Hun var analfabet, men en af de mest intelligente personer, jeg har kendt. Og selvom hun var en meget troende muslim, der bad sine bønner, var hun den første til at udtrykke skepsis for Ayatollah Khomeini. ”Jeg er bange for hans blik, jeg tror ikke på ham,” sagde hun på et tidspunkt, hvor marxister, maoister, liberale – alle – troede på, at han var en frelser.
Min far var en slags landbrugsadministrator og boede primært på landet, hvor han også havde en anden kone. Så når han var på landet, var han sammen med hende, og når han var i Mashhad, var han sammen med min mor og os.
Jeg mødte min ekskone i Paris i 1967. Hun er dansk og læste fransk. Da hun blev gravid og ventede vores ældste søn, måtte jeg tage et valg. Jeg besluttede at prioritere at være en familie, og vi blev gift, selvom hun og jeg er meget forskellige. Min egen oplevelse med en distanceret far og min kærlighed til den lille dreng gjorde, at jeg sagde til mig selv, at det ville være kujonagtigt ikke at tage ansvaret på mig. Efter studierne blev jeg ansat i Teheran, hvor vi levede godt. Men da revolutionen kom, mistede vi alt og måtte flygte. Vi prøvede for en kort periode at leve i Paris for min lektorløn, men det var for hårdt. Og jeg tænkte, at når min kone nu i en periode havde boet i mit land, var det min tur til at følge med til hendes land, til Danmark.
Hvis jeg ser helt egoistisk på det og kun skal tænke på mig selv, så tror jeg, det havde været bedre for mig, hvis vi havde kunnet blive boende i Paris, netop fordi jeg talte sproget, kendte kulturen og havde min akademiske forankring der. Men nogle gange tager man et enkelt skridt, som viser sig at få stor betydning for ens liv. Og der er ingen garanti for, at jeg ville være blevet lykkeligere i Paris. Det ved jeg godt.
Lejligheden her ved Søerne bliver nok mit sidste hjem. Jeg håber i hvert fald, at jeg kan undgå at komme på plejehjem. Indtil videre er det ikke et problem for mig at klare trapperne. Jeg tænker ikke længere på at flytte til Paris, og Teheran er ikke en mulighed, så længe en uuddannet mand med turban skal bestemme, hvordan jeg skal leve og opføre mig – alene af den grund, at han påstår at være beslægtet med Allah. Jeg er skuffet over, at mange millioner iranere, hvor en del er intellektuelle og veluddannede, accepterer at blive styret af præsteskabet alene, fordi de er præster. Det kan jeg ikke. Og derfor tror jeg heller ikke, at jeg nogensinde kommer til at besøge Iran igen.
Min ældste søn har spurgt, hvorfor jeg ikke vil skrive om mit liv. Men jeg tænker, at det måske bliver for banalt. I stedet overvejer jeg, om vi kunne skrive en roman sammen, min søn og jeg, som udspringer af dengang, vi en tidlig morgen flygtede fra revolutionen i Iran. Han var otte år og husker en del, så det var en slags kammeratrejse og en vigtig tid i vores begges liv. Han taler også stadig persisk. Jeg er begyndt at skrive lidt ned i en notesbog, men om det nogensinde bliver til en roman, ved jeg ikke.
Jeg kender en del mennesker i København, men jeg har måske ikke oplevet de helt rene venskaber i Danmark. For at være nære venner skal man helst have nogle fælles rødder. Have gået i gymnasiet sammen, været i sportsklub eller i fagforening sammen, men det har jeg ikke været i Danmark. Så gamle venner har jeg ikke som sådan. Men jeg har det godt med at være mig selv og have et netværk her, jeg kan gå til. For eksempel er jeg nu medlem af Det Udenrigspolitiske Selskab.
Det er på ingen måde mærkeligt for mig at bo alene efter at have levet i et ægteskab i 41 år. Der er efterhånden mange mænd og kvinder på min alder, der bliver separeret og skilt, og det er accepteret i alle samfundsgrupper. Når man har muligheden for at ændre på den konstruktion, ægteskabet er, så må man gøre det, hvis det er det rigtige.
Jeg tror, at mange mennesker egentlig gerne vil være frie og for sig selv. Når man kører med bus eller tog, er det også sjældent, at nogen vælger at sætte sig ved siden af en anden, hvis de kan få et sæde helt for sig selv.
Nu er det mig, der har fået mulighed for at have et sæde i bussen helt alene, og det sætter jeg pris på.