Juni 2019. Clara Aatoft bevæger sig hen ad fortovet i København. Foran sig skubber hun barnevognen, hvori Alice ligger og sover trygt. Men trygheden er kun til låns. For inden længe vil hun, kæresten Adam og deres lille datter stå på gaden uden tag over hovedet. Alt vil blive taget fra dem, fordi de ikke kan betale den store regning, som hun har modtaget i sin e-Boks, på en halv million kroner. Hun aner ikke, hvor regningen kommer fra, men hun er ikke i tvivl om dens konsekvenser, og hun kan ikke overskue, hvordan de skal overleve.
Hun drejer ind på Assistens Kirkegård. Tankerne hvirvler rundt i hovedet på hende. Hun kunne ikke finde regningen i e-Boks, da hun ville vise den til Adam og sine forældre. Men hun ved, at den er der, og at de ikke har forstået alvoren, når de bliver ved at sige til hende, at hun har set forkert; at hun og Adam ikke skylder nogen penge væk og ikke bliver smidt ud af deres lejlighed. For hun ved, at det er et spørgsmål om tid, før det vil ske, og hun kan ikke overskue, hvordan de nogensinde skal finde penge til at betale regningen.
Hun kigger rundt på gravstederne, som hun går forbi. Vil hun inden længe selv ligge og hvile fredfyldt på den store kirkegård? Måske er den eneste løsning på alle problemerne, at hun gør en ende på sit eget liv. Hun ved ikke hvordan. Men når hun atter er hjemme i lejligheden, vil hun søge efter muligheder på nettet.
Hendes telefon ringer nede i lommen. Hun kigger sig omkring. Der er mange andre mennesker på kirkegården, så hun tager den ikke. Folk vil kigge og tænke, at hun er en tarvelig og dårlig mor, når hun taler i telefon, mens hun går tur med sin lille datter. Sådan skal de ikke tænke.
Juni 2020. Kristeligt Dagblad møder Clara Aatoft i centrum af København en solfyldt sommerdag. Det er her på hendes yndlingscafé, at den 27-årige barista og universitetsstuderende fortæller om, hvordan hun efter fødslen af sin datter Alice den 6. maj sidste år blev ramt af en fødselspsykose, der var ved at koste hende livet. Mens fødselsdepressioner i varierende sværhedsgrad rammer omkring seks procent af alle nybagte mødre, er det nogle få promiller, der får diagnosen fødselspsykose.
”Der var ingen tegn på, at jeg skulle blive ramt af en fødselspsykose. Jeg havde en rigtig god og nem graviditet. Jeg glædede mig til at blive mor og dyrkede yoga og mediterede. Jeg har nok været lidt skruk altid, og i vennekredsen blev jeg set som hende, der var god til børn og ville blive en fantastisk mor. Ja, og så er min far pædagog. Så jeg regnede da også selv med, at jeg skulle stå i køkkenet og kreere hjemmelavede smoothies til min baby og køre rundt i byen med hende og min kæreste i Christianiacykel,” siger hun.
Men Clara Aatofts forestilling om livet som nybagt mor i lykkelig barselsboble kuldsejlede, allerede inden hun og datteren blev udskrevet fra hospitalet og kom hjem til lejligheden på Nørrebro i København.
”Jeg mærkede med det samme kærligheden til min datter, da hun efter kejsersnittet blev lagt op på mit bryst. At det her, det er dig og mig for altid. Men der var også noget andet, som jeg ikke kunne sætte ord på dengang. Noget, der føltes forkert,” fortæller Clara Aatoft, der senere har fået fortalt, at kvinder, der får en fødselspsykose, ofte har den fornemmelse meget hurtigt efter fødslen.
Clara Aatofts datter græd fra begyndelsen meget og var svær at trøste. Amningen fungerede ikke rigtigt, men da både hun og kæresten mente, at modermælk var det bedste for baby, fortsatte hun.
Et af de første tegn på, at en fødselspsykose var under opsejling, var Clara Aatofts manglende søvn. Ofte ammede hun sin datter mange timer i træk om natten, men når datteren endelig sov igen, lå den nybagte mor stadig selv vågen med hovedet fuldt af bekymringer, hun ikke kunne se sig ud af.
Efterhånden som tiden gik, og søvnen udeblev, begyndte Clara Aatoft at få vrangforestillinger. Tanker uden hold i virkeligheden. Hun blev overbevist om, at hendes baby havde fået indopereret en chip, der betød, at hun var programmeret til at spise, sove og lave i bleen på bestemte tidspunkter. Og med tiden blev hun også overbevist om, at hun var en zombie.
”Jeg spurgte min kæreste helt oprigtigt mange gange, om han ikke troede, at jeg var blevet til en zombie. Jeg følte, at nogen havde kastet en forbandelse ned over os,” siger hun.
Sidste sommer kørte Clara Aatofts mor og kæreste hende for første gang på psykiatrisk skadestue. Men her fik hun overbevist lægen om, at hun ikke behøvede indlæggelse, og blev sendt hjem med besked om, at hun var en overbekymret mor, der trængte til søvn.
Kort efter, da datteren var tre måneder, fik Clara Aatofts mor endelig overbevist sin datter og svigersøn om, at den lille pige skulle have modermælkserstatning frem for bryst. På den måde ville hun og svigersønnen kunne skiftes til at made den lille om natten, så Clara Aatoft kunne sove.
Men Clara Aatoft kunne stadig ikke sove, og en nat slog det klik, og familien tog hende igen på psykiatrisk skadestue, hvor hun fik udskrevet sovemedicin. Alle omkring hende var nu overbevist om, at alt ville ændre sig til det bedre. Men det skete ikke. For sovemedicinen virkede ikke på den søvnløse mor, der i stedet brugte sine nætter på at sidde på nettet og google viden om alverdens sygdomme, blandt andet kronisk søvnløshed.
”Jeg fandt jo ikke noget. Men det overbeviste mig bare om, at jeg som det første menneske nogensinde aldrig mere skulle sove. Samtidig var jeg stoppet med at amme fra den ene dag til den anden, hvilket satte gang i en kæmpe hormonel nedtur, så jeg fik det endnu dårligere. Jeg begyndte at skære i mig selv og få selvmordstanker. På et tidspunkt gik jeg til en psykolog, hvilket jeg slet ikke havde nogen glæde af, fordi jeg var alt for syg. Og hver gang jeg cyklede derhen, overvejede jeg, om jeg skulle svinge ud foran en lastbil, og så ville det hele være forbi.”
Clara Aatoft kom i november sidste år, da hendes datter var seks måneder, på psykiatrisk skadestue en tredje gang uden at blive indlagt. Hun beskriver selv, hvordan hun gik ud og ind af psykosen og formåede at skjule, hvor slemt det hele i virkeligheden stod til. Mens hun gjorde flere og flere tiltag til at gøre en ende på sit liv, var det aldrig i hendes tanker at skade sin lille datter.
”Det handlede kun om mig selv. Alice passede jeg på. Der måtte ikke ske hende noget, og jeg var omkring hende hele tiden, fordi jeg var så bange for, at hun var syg,” siger hun.
Da datteren var otte måneder, kunne Clara Aatoft ikke længere klare at være i sine pinsler, og hun gjorde alvor af sine selvmordstanker. Ude på badeværelset bag en låst dør forsøgte hun at hænge sig selv. Hendes spark på væggen fik dog alarmeret hendes kæreste, og han fik sparket døren op og reddet hende i tide.
”Inderst inde ønskede jeg jo ikke at dø. Det var et råb om hjælp. Jeg kunne bare ikke mere.”
Efter selvmordsforsøget kom Clara Aatoft for fjerde gang på psykiatrisk skadestue. Denne gang gik hendes mor og kæreste med ind til samtalen med lægen. Det skulle ikke endnu en gang lykkes at snyde personalet. I otte måneder, hvilket er usædvanligt for kvinder med en fødselspsykose, havde hun haft succes med at holde en indlæggelse fra døren. Nu blev hun indlagt på en åben psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital.
Som det første fik Clara Aatoft ordineret antipsykotisk medicin. Men det gjorde hendes tilstand værre, og hun begyndte at høre stemmer. I stedet kom hun på antidepressiv medicin og melatonin, som er et sovemiddel. Ganske langsomt begyndte hun at få det bedre og føle sig tryg på afdelingen.
”Først var jeg ekstremt nervøs. Men jeg fandt ud af, at de mennesker, jeg var indlagt med, var helt almindelige mennesker, der på en eller anden måde var kommet ud i en krise i deres liv. Jeg blev venner med flere af dem, og meget af personalet var helt enestående. Vi spillede fodbold og volleyball og så fjernsyn sammen.”
Under indlæggelsen så Clara Aatoft sin datter hver anden dag i cirka 20 minutter. Det var, hvad hendes mentale overskud rakte til. Efter seks ugers indlæggelse var hun så rask, at hun følte sig klar til at tage hjem. Men da det var under coronakrisen, var der ikke mulighed for langsom udslusning, og hendes psykiater besluttede derfor, at hun skulle blive to uger længere.
”Jeg savnede min datter helt vildt og ville bare gerne hjem til hende og min kæreste. Men samtidig blev det de to uger, hvor jeg ikke havde noget ansvar og nogen forpligtelser overhovedet, som hjalp mig det sidste stykke og gjorde mig helt klar til at komme hjem igen,” siger hun.
Det er i dag tre måneder siden, Clara Aatoft blev udskrevet fra hospitalet, og hun er stadig sygemeldt fra Københavns Universitet, hvor hun mangler at skrive sit speciale på danskstudiet. Hun får endnu antidepressiv medicin, går i terapi for at bearbejde fødselspsykosen og er bevidst om, at hun endnu ikke skal overbelaste sig selv unødigt. Hun vil gerne tilbage til at blogge om mad, som hun tidligere har gjort, men der er også mange ting, som hun ved, at hun ikke skal tilbage til.
”Jeg er på mange måder blevet en meget bedre version af mig selv. Førhen skulle jeg altid have gang i noget og være sammen med andre mennesker. Nu nyder jeg de tidspunkter, hvor jeg er alene, og jeg har også brug for det. Og så har jeg lært, at jeg ikke altid behøver være den, der lytter til andres problemer og forsøger at hjælpe med at løse dem,” siger Clara Aatoft.
Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor netop hun skulle blive en af de relativt få kvinder, der rammes af en fødselspsykose.
Umiddelbart er der ikke nogen alarmklokker, der har ringet, mener hun. Ud over forældrenes skilsmisse, som naturligvis har sat sig nogle spor, har hun ikke haft traumatiserende oplevelser. Hun har et tæt og godt forhold til dem begge og siger selv, at uden dem var hun og kæresten ikke kommet igennem deres datters første år.
Langt de fleste kvinder med fødselspsykose indlægges efter blot en eller to uger efter fødslen. Hvorfor det ikke blev tilfældet for Clara Aatoft, kan hun kun gætte på.
”Jeg tror, at jeg altid har været den lidt dramatiske type. Og det var også sådan, jeg var i min psykose. Bare gange 1000. Så på en eller anden måde tror jeg stadig, at min familie så mig som mig. Og så var jeg jo rigtig god til at snyde dem på psykiatrisk skadestue, når de fik mig med derud,” siger Clara Aatoft.
Hun frygter ikke at blive syg igen, og hun afviser heller ikke længere at skulle have flere børn. Men hun tænker meget over, om hun kunne være blevet rask tidligere, hvis hun havde mødt kompetente fagfolk tidligere i sit sygdomsforløb.
”Jeg snød dem jo de første gange på psykiatrisk skadestue, fordi jeg var så bange for at blive indlagt og miste min datter. Det havde været godt, hvis nogen havde gennemskuet mig noget tidligere. Og så ville jeg have ønsket, at man som for eksempel i Australien, hvor min kæreste kommer fra, kunne blive indlagt sammen med sit barn på såkaldte baby-afdelinger, hvor man får al den støtte, man har behov for,” siger hun og understreger, at hun ved at stå frem håber at kunne være med til at nedbryde et tabu.
”Jeg anede ikke, at en fødselspsykose kan ramme alle. Det kom helt bag på mig. Nu ved jeg, at man skal stole på de eksperter, man er omgivet af, og at man ikke skal være bange for at få hjælp. Og hvis det betyder medicin og en indlæggelse, hvad så? Medicin kan være godt og hjælpe dig på rette spor, og jeg har kun godt at sige om min indlæggelse. Jeg var omgivet af nogle fagpersoner, der så mig som et helt menneske og ikke bare en syg person.”