Prøv avisen

Marie Høgh: ”Jeg var på vej gennem mit livs største omvendelse og skulle blive til som mor”

Dagen før Lillens fødsel den 21. maj kom ­sognepræst Marie Høgh solsikkefrø i jorden. De seneste måneder har hun opdaget, at blomsternes gule hoveder kan få den lille datter til at smile. Foto: Leif Tuxen

Da sognepræst Marie Høgh var gravid, oplevede hun en følelse af skrøbelighed og uro i forhold til den livsforvandlende begivenhed. Men hun mødte ingen forståelse hos jordemoderen

Tårerne kom, da jordemoderen i Roskilde ved graviditetskonsultationen spurgte, hvordan Marie Høgh egentlig havde det.

Hun fik sagt, at hun sammen med lykken var ængstelig og urolig for, hvordan hun skulle tage vare på det lille menneske i maven, som hun pakkede godt væk inde bag en stor skjortebluse.

Jordemoderen anbefalede, at hun skulle følges af et team for sårbare gravide, hvor hun også kunne få akupunkturbehandling. Forstod jordemoderen ikke, at den ængstelse, hun talte om, ikke kunne lindres af nåle? Var sårbarhed og følelsen af skrøbelighed forbudte følelser, når der bag ens maveskind voksede en sjælelig rystelse?

”Dunk, dunk, dunk, dunk.”

Jordemoderen havde fundet hjertelyden og spurgte, om hun magtede at høre hjertelyden.

Da hun lidt efter kørte fra konsultationen i Roskilde mod hjemmet i Tølløse, fulgte lyden af fosterets rytmiske, sprøde og hurtigt dunkende hjerte hende, mens hun kæmpede med gråden. Hvordan kunne jordemoderen spørge, om hun magtede at høre hjertelyd? Selvfølgelig magtede hun. Uroen og ængstelsen var ikke udtryk for, at hun ikke magtede.

Hvis man kan føle sig som forkert og misforstået gravid, var det, hvad Marie Høgh gjorde den december formiddag på landevejen mod hjemmet i Tølløse.

Lillen sover i sin barnevogn ude i præstegårdshaven i Tølløse, hvor den gråstribede kat lusker rundt. Præsten, samfundsdebattøren og den tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh sidder på terrassen og fortæller om livsomvæltningen og om, hvordan det var at blive anset som sårbar gravid, fordi hun stod ved sin sjæls revner og sprækker den dag i jordemoderkonsultationen.

”Det undrer mig. Har vores sundhedsvæsen ikke en etisk overbygning, hvor de forstår, at mennesket også er et åndeligt væsen?”.

34-årige Marie Høgh har altid tænkt, at hun gerne ville have børn. Da hun i 2016 blev gift med sognepræst Ole Bach Piekut, var det en selvfølgelighed, at de en dag skulle have børn. Tanken om at blive mor var på den ene side selvfølgelig, men på den anden side noget, som fyldte hende med uro.

”Jeg tænkte, at alt var godt, så hvorfor udsætte sig selv for større sårbarhed? Hvorfor risikere, at noget blev sværere? Jeg har den her grund-uro, der er som et slags medfødt fejlslag i pulsen. Når det nogle dage kan føles svært nok at drage omsorg for sit eget liv, er det så godt at blive mor og stå med en uro, som måske ville smitte af på et barn?”.

Uroen voksede, da hun så de to streger på graviditetstesten, som vidnede om, at et nyt liv var på vej. Mens jævnaldrende delte scanningsbilleder på sociale medier, så udsøgte hun sig tøj, som skjulte hendes former, og magtede ikke at tale om det spæde liv, hun bar.

”Selvfølgelig var jeg glad for, at hun skulle komme til verden, men moderskabet og ventetiden er altså ikke kun forbundet med søde drømme og ønsket om at komme i Babysam. Jeg kom i kontakt med revner og sprækker i sjælen. Jeg var på vej gennem mit livs største omvendelse og skulle blive til som mor.”

En vinterdag var Marie Høgh tilbage med sin vandrejournal i jordemoderkonsultationen i Roskilde. I venteværelset så hun kvinder med store maver og mænd, som aede de udspændte maver. Selv havde hun det bedst med en rummelig trøje over den bulende mave.

Denne gang var der to jordemødre – og spørgsmål, der kom bag på Marie Høgh. Det var som at være til en prøve, hvor man ikke behøver at høre karakteren for at vide, at man er dumpet. Hun blev spurgt, hvilket slags barn hun troede, at hun ventede, og svarede, at hun ikke vidste, om det var en dreng eller pige. Så blev hun spurgt, om hun talte med sit barn? Svaret var nej. Om hun sang for sit barn? Svaret var nej. Da hun blev spurgt, om hendes mand sang for barnet, svarede hun, at det skete, at de gik i kirke.

”Jeg blev nok noget kort for hovedet og orkede ikke deres spørgsmål, som byggede på en idé om, at det er vigtigt, at man synger for og taler med sit ufødte barn. Jeg gjorde mig mange tanker, men det handlede mere om en eftertænksomhed og sorg.”

I konsultationen var der styr på urinprøver, puls og hjerterytme, men at sorgen over hendes fars tidlige død vendte tilbage, fandt hun ingen åbninger for. Nok var han død for 20 år siden af kræft, da Marie Høgh var 14 år, men i graviditeten fik sorgen en fornyet fylde.

”Nu skulle min slægts historie og min fars fortælling fortsættes og åbnes igen i det lille menneskeliv, der var på vej. Så sandt og stort og rigtigt. Og det var troen, som holdt sammen på resterne af mig. I min bæven og ængstelighed mærkede jeg nærmest fysisk, at troen var en klippegrund i mit liv.”

Hun læste et citat af den svenske forfatter Birger Norman (1914-1995): ”Men allerede i fødselsøjeblikket griber døden ud efter os. Det er det, nogen kan huske. Det er det, der ryster os, forfølger os og påvirker os. Verden er underlagt døden og forgængeligheden. Navlestrengen er væk.”

Og så følger de ord, som talte lindrende:

”Men her i verden er noget indtruffet: Opstandelsen fra de døde. En navlestreng lagt ud fra en anden side. Den griber jeg efter.”

Omkring påske i år tog Marie Høgh kontakt til jordemoderkonsultationen. Hun syntes ikke, at hun tog nok på, og hun var bekymret for, om barnet voksede, som det skulle. Hun blev indkaldt til en scanning, hvor hendes bekymring blev bekræftet.

”Jeg var ulykkelig og tænkte på, hvad jeg mon havde gjort forkert. Det var, som om det nu ramte mig, at jeg ikke bare havde været en ubetinget glad gravid, og jeg skammede mig over at have været virkelig bange, dybt ind i min sjæl, i perioder af min graviditet.”

Da hun den dag kørte fra scanningen på hospitalet i Roskilde til præstegården i Tølløse, besluttede hun, at hun den næste tid ville sikre sig, at hun fik tid til at hvile.

15 dage før hun skulle føde ved planlagt kejsersnit på hospitalet, blev der udskrevet folketingsvalg, og hun fik travlt med at føre valgkamp. Men ikke mere fart på, end at hun hver dag fik hvilet to timer, og dagligt indtog sovs tilsat rigeligt med fløde.

”Da jeg fik at vide, at mit barn var for lille, blev det helt konkret for mig, at jeg skule tage omsorg for det lille liv og give afkald på noget af min travlhed, og jeg landede i at blive mor.”

I haven, hvor hvepsene sværmer om røde nedfaldsæbler, står solsikker med bøjede, tunge hoveder. Det er Lillens solsikker. Eller som hun siger:

”Elskede lille Lillen.”

Den lille pige i barnevognen hedder Inger, som sin bedstemor, men før hun blev født, blev hun til Lillen, og navnet hænger ved. Dagen før Lillens fødsel den 21. maj kom Marie Høgh solsikkefrø i jorden, og i løbet af sommeren har Marie Høgh opdaget, at blomsternes gule hoveder kan få den lille datter til at smile, selv når hun er allermest ked af det. Da pigen forleden blev døbt, stod en buket af Lillens solsikker på alteret.

”At blive mor er at mærke en kærlighed så stor, at det skælver i én. Lige dele ængstelse og lykke. Og min graviditet gjorde det tydeligt for mig, hvordan verden er underlagt døden og forgængeligheden. Men da jeg stod med hende ved døbefonten, mærkede jeg nærmest fysisk navlestrengen, som rækker ud fra den anden side, hvor evigheden bor, som man bare skal sige ja tak til og tage imod.”

Barnevognen bevæger sig. Marie Høgh løfter den lille, varme krop op. Øjnene er blå. Når Marie Høgh ser ind i datterens øjne, tænker hun, at Lillen har himlen i sit blik.

Jeg skammede mig over at have været virkelig bange, dybt ind i min sjæl, i perioder af min graviditet.

Marie Høgh
Marie Høgh med datteren Inger, også kaldet Lillen. Foto: Leif Tuxen