Prøv avisen
Jeg tror

Fortielserne omkring min mors død gjorde min sorg hjemløs

”I skolen kunne jeg låse mig inde på pigernes toilet og græde som pisket over min mors død, men jeg kunne ikke kanalisere min sorg et sted hen, fordi der var så mange fortielser om hendes død,” siger Solbjørg Højfeldt. - Foto: Leif Tuxen

Skuespilleren og instruktøren Solbjørg Højfeldt mistede sin mor tidligt. Omstændighederne blev fortiet, og det har haft store omkostninger for hende. Gennem buddhismen har hun fået et blik for, hvordan sårbarhed kan være en styrke

Det er svært for mig at tale om min barndom. Min mor døde, da jeg var seks år, og omstændighederne omkring hendes død blev fortiet for mig. Min mor var ikke fyldt 18 år, da hun mødte min far på Dansetten i Tivoli i København.

Min far var fra Ribe, men var i København for at aftjene sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Snart var jeg på vej, hvilket var grunden til, at de måtte gifte sig med kongebrev. Der var boligmangel, så de boede hjemme hos min mors familie, da jeg blev født.

Min far blev møbelhandler og dekoratør. Han sled i det, så vi kunne få en pæn lejlighed på Vodroffsvej på Frederiksberg. Jeg har nogle meget korte, nærmest fotografiske glimt af min mor. Hun led af gigtfeber og lå derfor i sengen en gang imellem.

Jeg har et hukommelsesbillede af, at hun ligger i sengen og siger til mig, at jeg skal huske at tage min vitaminpille. Det var de små gule fra Livol, som smagte af levertran. Det er en af de ultrakorte ting, jeg husker.

Mine forældre var meget forelskede, men de var også ganske unge, og forholdet holdt ikke, så de blev separeret, og jeg flyttede med min mor hjem til min mormor i Svendborggade på Østerbro.

Min mormor var en særdeles stærk dame, som elskede mig over alt på jorden, men det var ikke altid let at gøre hende tilfreds, når man var en lille vilter, fantasifuld pige, som ofte gik sine egne veje.

Hun var nordmand, bergenser, og vedblev hele livet at værdsætte sin norske arv, ligesom kristendommen var afgørende for hende.

Da jeg var seks år, mistede jeg min mor. Ingen talte med mig om, hvorfor hun var død, og jeg var heller ikke med til begravelsen, men alle græd, og jeg kunne mærke, at der var sket noget helt forfærdeligt; men jeg fornemmede klart, at det var noget, jeg ikke skulle spørge ind til.

Mine forældre var separerede ved min mors død, og min far kunne ikke automatisk få forældremyndighed over mig. Jeg blev boende hos min mormor, mens min far søgte om adoption. Jeg blev en del af hverdagen hjemme hos min mormor.

Min mor var den ældste af fem, og jeg var det ældste barnebarn og fik et ansvar i forhold til dem, som var yngre.

Min mormor lærte mig at bede aftenbøn. Det var bønnen ”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag! Fra synd og sorg og fare din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag”.

Ordene ”i varetægt mig tag” gjorde mig skrækslagen. Jeg var så bange for at dø og blive hentet af Gud, når jeg sov. I min mormors udlægning af kristendommen spillede synd og dom en fremtrædende rolle, og for mig blev troen forbundet med skræk og høje idealer, som jeg skulle leve op til.

Da min far endelig fik lov til at adoptere mig, ville jeg ikke med. Til sidst kom repræsentanter fra Børneværnet og skulle hente mig fra lejligheden i Svendborggade.

Forholdet mellem min far og min mormor blev aldrig godt, og der var flere forsøg fra min mormors side på at få mig tilbage. Det var ikke min fars skyld, at min mor døde som bare 24-årig, men sådan opfattede min mormor det vist nærmest.

Min sorg var hjemløs. I skolen kunne jeg låse mig inde på pigernes toilet og græde som pisket over min mors død, men jeg kunne ikke kanalisere min sorg et sted hen, fordi der var så mange fortielser om hendes død. De voksne, som kunne have talt med mig, lukkede aldrig posen op, så jeg begyndte selv at bygge en fortælling op, hvor jeg så min mors død nærmest som min skyld.

Siden har andre spurgt mig, hvorfor jeg ikke gjorde mere for at trænge gennem fortielserne, men da tror jeg, fortrængningen havde gjort sit arbejde. Først meget senere i mit liv skulle der mange års arbejde hos en psykolog til at få svar på spørgsmålet om fortielsen.

Albert Schweitzer (1875-1965) var mit forbillede som barn og ung. Denne læge og teolog, som brugte sit liv på at gøre godt i verden, fascinerede og inspirerede mig.

Min mormor havde overbevist mig om, at det var afgørende, at jeg skulle være et ordenligt menneske, og jeg konkluderede selv, at jeg skulle læse medicin for at kunne rejse ud og tilbyde lægelig hjælp til nogle af verdens fattigste.

Men da jeg var 14 år, faldt min verden nærmest sammen. Min far og stedmor besluttede, at vi skulle flytte til Frederikshavn. Softice, cola og asfaltballer var lige kommet til hovedstaden, og jeg var fan af Elvis og udtalt modstander af at forlade min by.

Havet og det åbne, rå landskab var en gave til mig, men jeg kunne virkelig ikke se, hvorfor min far skulle være møbelhandler i Frederikshavn.

Inden vi flyttede til Frederikshavn, boede vi i Gladsaxe lidt nord for København. Jeg kom i en kristen onsdagsklub, hvor man drak te og måtte få to kiks hver gang.

Vi sang, lærte at spille guitar og læste i Bibelen, og jeg blev på den måde ganske bibelstærk og var fascineret af historierne. Jeg gik også i søndagsskole sammen med min søster.

Da vi kom til Frederikshavn, kom jeg til at gå til præst og blev konfirmeret i Frederikshavn Kirke. Jeg bilder mig ind, at jeg kunne lide det, men jeg var sådan underligt svævende i et ingenmandsland, og samtidig var jeg enormt behagesyg og ville gerne gøre folk tilpas.

Mit kirkelige liv kan have været et udtryk for mit ønske om at vinde accept eller blive trøstet.

Jeg blev forlovet som 18-årig og gift, da jeg var 21 år. Jeg ønskede mig i den grad et familieliv, og i den ældste generation i min forlovedes familie så jeg solide par, som jeg knyttede mig til.

Min fars andet ægteskab var ikke just harmonisk. Han ville have været så meget andet end det, han blev. Han gik ind i modstandsbevægelsen i Ribe, da han var 17 år, men blev taget til fange og sad i Shellhuset i København, hvor han blev afhørt og udsat for totur.

I mange år efter levede han med en tro på, at han indirekte var blevet skyld i, at de andre i gruppen var blevet taget til fange.

Han blev løsladt med en togbillet til Ribe og bankede på hos sin søster, som ikke turde have ham boende, og overnattede en hel uge i en skov, inden han fik kontakt med sin familie. Som barn og ung var jeg vidne til, at han udviklede kz-syndrom.

Selvom han fik vished for, at hans gruppe ikke have lidt overlast, så ændrede det ikke ved, at han var en prøvet mand, som låste alt inde og på et tidspunkt begyndte at drikke for at dulme et besværligt indre.

Det var fortsat min plan at læse til læge, men jeg var skoletræt og kunne ikke overskue et medicinstudium, så jeg gik ud af skolen, da jeg havde fået min realeksamen, og blev siden elev på Laborantskolen i Frederikshavn.

Uddannelsen var lidt beslægtet med medicin, og jeg tænkte, at jeg en dag kunne læse videre og uddanne mig til læge.

Da jeg fik min hverdag på sygehuset, mistede jeg min barnetro. Før havde jeg kunnet bede til Gud og tro, at der var en Gud, som hørte min bøn.

Men som ung laborant tog jeg blodprøver på børn og unge, som havde diagnoser, der i mange tilfælde kostede dem livet. Disse meget konkrete møder med dødelig sygdom fik mig til at tvivle på en god og almægtig Gud.

Jeg var sammen med min første mand i 10 år. Det var, mens jeg var sammen med ham, at jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, og jeg blev elev på Aalborg Teaters elevskole. Jeg betragter skuespil som et stykke humanitært arbejde, hvor man som tilskuer kan få bearbejdet sine følelser, når man ser skuespillerne gennemleve et drama.

På den måde levede faget også op til mit grundlæggende ideal om at gøre noget godt i verden, og i de første idealistiske år så jeg i høj grad faget som min mission.

Det meste af mit voksne liv har jeg været optaget af spørgsmål om verdens tilblivelse og naturens og sindets veje. I dag vil jeg sige, at jeg er buddhist.

Min søn, Otto, blev som teenager optaget af buddhismen, og gennem ham lærte jeg andre buddhister at kende, og jeg begyndte selv at studere og gå til møder nogle år senere.

Den form for buddhisme, jeg stiftede bekendtskab med, er den japanske munk Nichiren Daishonins (1222-1282) lære, der studeres i Soka Gakkai, som er en socialt orienteret buddhistisk retning.

I omkring fem år mediterede jeg en time om morgenen og igen en time om aftenen efter faste ritualer, og samtidig var jeg med i en gruppe med omkring 25 medlemmer, hvor vi mødtes regelmæssigt og talte om de skrifter, som vi læste.

Jeg fik min Gohonzon, der er en skriftrulle, som hjælper til at fokusere og opnå et liv med visdom og tillid. Ritualerne åbnede noget op og gav mig mulighed for at tænke over ting, som jeg ikke ellers ville være standset op ved. Jeg lærte at bevare en ro og samtidig bevæge mig frem mod et mål.

Jeg har mødt mange skønne mennesker gennem Soka Gakkai. Ikke mindst Daisaku Ikeda, som står i spidsen for bevægelsen og er en nærmest lysende person i alle henseender. Efter fem år var jeg en uge på et ophold på deres fantastiske center i Sydfrankrig. Og her vendte det for mig.

Når jeg så centrets store Gohonzon, fik jeg en følelse af, at jeg skulle præstere og gøre tingene på en helt rigtig måde. Det var, som om jeg kunne høre min mormor minde mig om, hvordan jeg skulle opføre mig, hvis jeg ville være en god pige.

Efterfølgende begyndte jeg at trække mig. Jeg havde det svært med hele den institutionelle opbygning og undlod at komme til møderne. Jeg er stadig buddhist, men jeg praktiserer på min egen måde.

Jeg er glad for min Gohonzon, men jeg behøver ikke at sidde foran den, for at jeg kan chante. Jeg chanter flere gange om dagen og bruger mantraet nam-myoho-renge-kyo, som betyder: Jeg hengiver mig til den mystiske lov.

Når jeg chanter, kan jeg ændre fokus. Jeg kan gå fra at tvivle til at tro og skifte indstilling i sindet fra irritation til ømhed.

I de perioder, hvor jeg selv eller andre familiemedlemmer er særligt sårbare, så chanter jeg og mærker, hvordan det giver næring til ømhed og empati, og jeg får blik for, hvordan sårbarhed også kan være en styrke.

Måske kunne jeg erfare det samme gennem kristen bøn, men for mig er kirkens bønner forbundet med min mormors mange krav.

Fortielserne i forbindelse med min mors død har præget mit liv. Der har været dage, hvor jeg til min egen undren og frustration er vågnet med en dyne af sørgmodighed, som jeg ikke har kunnet rette nogen steder hen. Her har psykoanlyse, naturen og min tro hjulpet.

Jeg har chantet for min mor, far og andre afdøde. Det er en god måde til at huske dem, men også til at give dem fri.

For 15 år siden købte vi et sommerhus med en skøn have til. Jeg tror, jeg er i kontakt med livets mening, når jeg arbejder i haven og ofte befinder mig i en nærmest meditativ tilstand. Hvert enkelt menneske har en form for energi.

Når man har set et menneske dø, kan man se, hvordan mennesket ændrer sig, når døden indtræffer. Der er noget, som forlader mennesket, og jeg tror på, at vi bliver genbrugt og er en del af et fantastisk kredsløb og slutter os til naturens og universets mystiske lov.

Da jeg var seks år, mistede jeg min mor. Ingen talte med mig om, hvorfor hun var død, og jeg var heller ikke med til begravelsen, men alle græd, og jeg kunne mærke, at der var sket noget helt forfærdeligt; men jeg fornemmede klart, at det var noget, jeg ikke skulle spørge ind til. Foto: Leif Tuxen
Solbjørg Højfeldt fotograferet ved sommerhuset i Vejby i Nordsjælland Foto: Leif Tuxen