Prøv avisen
Mig og mit fællesskab

Lisbeth Zornig: Min eksmand er min nærmeste – efter min mand

Lisbeth Zornig (født i 1968) er aktivist, forfatter og debattør med fokus på udsatte mennesker. Hun er stifter af Huset Zornig og var før det formand for Børnerådet. Hun blev landskendt i tv-dokumentaren ”Min barndom i helvede”, hvor hun konfronterede sin stedfar og sin mor med en barndom fuld af svigt. – Foto: Ritzau Scanpix/Niels Ahlmann

Lisbeth Zornig har et unikt fællesskab med sin eksmand, som er hendes mest fortrolige – efter hendes nuværende mand. Det har gjort hendes og deres børns liv betydeligt nemmere, men har også givet hende en ro i livet, hun godt kunne unde andre

Jeg blev skilt fra min eksmand, Ole, for 14 år siden. Vi har fire børn sammen, så det var selvfølgelig ikke nemt, men nødvendigt. Der skete det, som ofte sker: Vi havde hver sin karriere og en masse børn at tage os af og endte hele tiden i slagsmål om, hvis tid der var vigtigst, og det sled. Samtidig ligger det dybt i mig altid at være på vagt. Når noget bliver ubehageligt, er jeg ret hurtig til at løbe min vej, hvilket nok er en af konsekvenserne af min ret problematiske opvækst.

Der er mange, der gennem tiden har spurgt, hvorfor i alverden vi blev skilt, når vi har det så godt med hinanden i dag, men venskab og ægteskab er to forskellige størrelser. Og jeg er helt sikkert ikke den nemmeste at være gift med. Jeg er lidt af en mundfuld – for at sige det, som det er. Heldigvis var og er Ole et exceptionelt stort menneske. Det er især hans rummelighed, der har gjort, at vi i dag har et på mange måder usædvanligt fællesskab.

Det, vi har sammen, er langt stærkere end et venskab. Vi er hinandens fortrolige, og næst efter min mand, Mikael, er Ole min tætteste sparringspartner i alle livets forhold. Vi holder altid jul og børnenes fødselsdage sammen alle sammen, altså også med vores nuværende ægtefæller. Ole var desuden toastmaster til mit bryllup med Mikael, og han har lige hjulpet os med at flytte. Det er helt naturligt, og der er ingen jalousi.

Mikael er selvfølgelig min nærmeste, men Ole er i samme kategori som bedsteveninden. Har jeg brug for at dele noget, godt eller skidt, er det ham, jeg ringer til. Også før mine veninder. Vi taler eller skriver sammen næsten dagligt og mødes så ofte som muligt, og det er nok lidt specielt i forhold til de fleste, der bliver skilt. Men vi var gode til at blive skilt. Bedre end til at være gift, faktisk, og vi fik fra starten skabt et godt makkerskab.

Det var bundet op på en gensidig forståelse for, at vi var forpligtet til at skabe et velfungerende fællesskab omkring vores børn, når vi nu havde påført dem en skilsmisse. Det handlede også om praktisk nødvendighed. Oles familie bor i Jylland, og min er ikke meget bevendt, så vi havde brug for hinandens hjælp til at komme videre. Og herudfra blev så skabt et venskab, der bare har vokset sig tættere og større med tiden.

Det, vi har sammen, er jo også, at vi har kendt og fulgt hinanden tæt i 25 år. Vi er hinandens livsvidner og kender hinanden til bunds. Den slags mennesker har de færreste ret mange af, og det er med at holde fast i den slags, for det binder os sammen på en særlig måde.

Det er selvfølgelig også det, der gør, at mange skilsmisser bliver så grimme. Sorgen og vreden stikker dybt, men det samme gør altså fællesskabet, og især hvis der er børn involveret, er man moralsk forpligtet til at sætte sig ud over egne hensyn og holde fast i det fællesskab. Vores tilfælde viser, at det faktisk kan gøre livet efter skilsmissen betragteligt nemmere – og ligefrem dejligt og trygt.

For mig betyder mit fællesskab med Ole, at der altid er en telefon, der bliver taget, hvis uvejret raser. Og der er altid en, der kan se, om jeg har det skidt – uden at jeg behøver at sige det. Han kan gennemskue mig og tage mig for det, jeg er, og det er sundt at have den slags mennesker omkring sig.

Vi er kalibrerede til mindste indstilling, og det giver mig en form for ro i livet, jeg kan unde alle at have.

Vores børn synes nogle gange, det hele er lidt mærkeligt – på den sjove måde. Ikke mindst når vi skal fejre et eller andet sammen. Så står vi der som en 15 mand stor familiesammenføring og larmer mere end alle andre.

Sådan kan det langtfra være i alle skilsmissefamilier, det er jeg helt med på. Men jeg håber og tror på, at man i mange tilfælde kan skabe et bedre fællesskab, hvis man virkelig vil det. Nogle gange kræver det, at den ene rækker hånden ud, og der har jeg været heldig. Mikael og Ole er de store mennesker i vores fællesskab, og jeg har lykkeligvis gjort mig værdig til deres tillid.

For mig betyder mit fællesskab med Ole, at der altid er en telefon, der bliver taget, hvis uvejret raser

Lisbeth Zornig