Prøv avisen
Hvad døden lærte mig om livet

Jeg ved godt, vi altid roser vores døde, men Benny var et særligt kært menneske

Benny Andersen og Elisabeth Ehmer mødte tilfældigt hinanden på et tog i 2003. Året efter blev de gift og nåede at være det i 14 år. Det var et vidunderligt ægteskab, siger Elisabeth Ehmer. Parret er her fotograferet i 2015. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Få dage efter digter Benny Andersens bisættelse blev hans hustru Elisabeth Ehmer, 79 år, ramt af depression. I dag tænker hun på ham med kærlighed og som en stor berigelse i hendes liv

Et par nætter før Benny døde, talte han lidt i vildelse, eller måske drømte han. Jeg vågnede ved, at han spurgte mig: ”Elisabeth, hvilke melodier kender du i e-mol?”. Jeg sov jo, så jeg sagde: ”Det ved jeg ikke Benny, det kan vi undersøge i morgen.” Han faldt i søvn igen, og vi fik ikke talt mere om det i dagene derefter. Men spørgsmålet satte sig fast i min underbevidsthed.

Det sidste år af hans liv kunne man se og mærke, at hans krop var blevet gammel og skrøbelig, men han læste fortsat sine daglige fire aviser og gættede kryds og tværs, og det fortsatte han med, indtil to dage før han døde. Det er ikke en hemmelighed, at Benny altid havde været meget flittig og disciplineret, men han påtog han sig færre og færre opgaver. Hans sidste optræden var i slutningen af maj i Lyngby, fordi biblioteket havde jubilæum. Men han var svækket og gik ikke særlig godt, og hen over sommeren spiste han heller ikke ret meget. Jeg kunne servere nogle blåbær og jordbær for ham og et glas hvidvin.

Han sov ind den 16. august 2018 herhjemme i soveværelset i huset i Sorgenfri. Jeg var ved ham hele tiden, og han forsikrede mig om, at han ikke havde nogen smerter. Da han døde, sad jeg med ham i hånden, og jeg kunne godt se, at vejrtrækningen ebbede ud. De sidste ord, han sagde, var: ”Elisabeth, Elisabeth.” Jeg trykkede ham i hånden og sagde: ”Du er så dejlig, jeg elsker dig.” Han lukkede ikke øjnene op, men han smilede. Han blev 88 år.

Hjemmehjælpen gjorde ham i stand. Jeg sørgede for, at han fik sit spillemandstøj på. Pæne bukser, en skjorte og en pullover, som han altid havde på, når han optrådte. Han fik sin egen hovedpude med, og jeg plukkede blomster i haven, som jeg lagde ned til ham i kisten. Jeg fulgte efter rustvognen et lille stykke, da den kørte væk.

Blot en halv time efter at rustvognen var kørt, ringede den første journalist for at få mig til at bekræfte, at Benny Andersen var død.

Benny blev bisat fra Sorgenfri Kirke en uge efter sin død, og familie, venner og bekendte i hundredvis kom rejsende til fra hele landet og forskellige steder i verden. Det var vigtigt for ham, at det foregik i en kirke og ikke i et kapel, og det skulle være sognepræst Søren Hermansen, der skulle forestå bisættelsen. Det vidste jeg. Var det ikke muligt for Søren Hermansen at være til stede, vidste jeg, at Benny ønskede biskop Kjeld Holm til at stå for bisættelsen. Kjeld Holm kendte vi begge og satte umådelig stor pris på. Men ellers havde vi ikke talt så meget om døden. Vi havde nok begge lidt berøringsangst i forhold til at komme ind på, hvad der skulle ske, når vi gik bort.

Jeg kan ikke sige præcist, hvordan Benny troede, men han afviste i hvert fald ikke, at der kunne være noget godt efter døden. Selv har jeg altid bedt aftenbøn, og i de første år vi var sammen, bad jeg bare for mig selv. Men især det sidste år bad jeg højt.

Mine døtre har siden sagt til mig, at jeg i tiden efter bisættelsen virkede overkørt og overstadig. To måneder efter begravelsen kunne jeg pludselig ikke komme ud af sengen. Jeg stod bare ikke op. Og når mine piger kom forbi, stod der opvask fra flere dage, hvilket bestemt ikke ligner mig. Jeg havde heller ikke rigtig børstet tænder. Jeg syntes, det kunne være lige meget det hele. At det var nemmere, hvis jeg ikke var der. Jeg begyndte også at ryge en hel pakke cigaretter om dagen igen efter i mange år kun at have røget meget lidt.

Pigerne tog hånd om mig og fik mig til lægen og senere til psykiater. Jeg var havnet i en depression eller udbrændthed. Det var virkelig slemt. Jeg tabte 10 kilo, men klarede det, jeg skulle for Benny med hans forfatterskab, som jeg har administreret i alle årene. Jeg tog også telefonen, men folk kunne høre på mig, at jeg ikke var mig selv. Gode veninder besøgte mig på skift. Det blev jul og nytår, og jeg var stadig trist, og det kom helt bag på mig, at jeg havde det sådan.

Jeg har før oplevet tab. I 1995 døde min daværende mand, og seks uger efter døde min mor. Alligevel er det her noget af det værste, jeg nogensinde har været med til. Jeg vil virkelig håbe, at jeg aldrig møder det igen. Jeg savnede bare Benny helt enormt. ”Han var gammel, det kunne du jo forvente,” sagde én til mig ved bisættelsen i kirken. Jeg blev såret, selvom det er rigtigt, at han var 88 år og havde levet et langt og godt liv. Men for mig var tabet stort.

For to uger siden fik jeg at vide, at huset her er blevet solgt. At handlen er endelig, som det hedder. Det er en lettelse, for så kan jeg begynde at se fremad, men det bliver også vemodigt, når jeg skal sove her sidste gang. Jeg har kun gode minder herfra, hvor Benny og jeg nåede at bo sammen i 14 år. Om lidt kommer der igen vand i poolen. Jeg vil især huske den dejlige sommer, vi havde sidste år, hvor jeg var i vandet mange gange om dagen, mens Benny sad herinde ved vinduet og kiggede med en drink i hånden. Han badede aldrig.

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ikke ville have lyst til at bo her alene. Huset virker tomt nu. I slutningen af januar i år begyndte jeg langsomt at få det bedre. Jeg fik appetitten tilbage, og når jeg handlede i Irma, glædede de ansatte sig over, at jeg var begyndt at købe rigtig mad igen. Og så besluttede jeg at sætte huset til salg.

For nylig solgte jeg også flyglet, som plejer at stå i stuen med udsigt til terrassen. Jeg har ikke plads til det i min nye lejlighed, og det var mest Benny, der spillede på det. Jeg købte det til ham for år tilbage, fordi han skulle have noget ordentligt at spille på. Da vi flyttede sammen, havde jeg et flygel med hjemmefra – et Hornung og Møller, der var købt tilbage i 1964. Benny havde altid sagt, at han gerne ville have et Bösendorfer, fordi tonerne er runde og bløde. Han elskede det. Fingrene fløj hen over tangenterne. Han spillede indtil 14 dage før sin død, hvor han ikke længere kunne forcere det ene trin, der er ned til stuen. Indtil da havde han hver aften spillet Mozarts ”Ave Verum” for mig, hvorefter han fik en limfjordsporter og jeg en kop te.

Jeg har fået en dejlig lejlighed tæt på Sankt Hans Torv på Nørrebro i København, bare 10 minutters gang fra min yngste datter, Malou. Hun har to børn på syv og halvandet år og har et travlt liv, så jeg glæder mig til at være tættere på dem og kunne hjælpe hende en hel del med børnene. Min ældste datter bor i Hillerød med sin familie, så dem kan jeg også hurtigt køre op til.

Benny kommer jeg også tættere på. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård, hvor flere kendte danskere – fra kunstnere til videnskabsfolk – ligger begravet. Nogle syntes, han skulle ligge på Sorgenfri Kirkegård ved siden af sin tidligere hustru Cynthia Rosalina, hvor der er et fantastisk smukt gravsted med en skulptur af Jesper Neergaard. Men så sagde hans datter Lisbet, at det ville være dejligt, hvis han lå på Assistens Kirkegård, så hun kan cykle derind. Så tænkte jeg, at han jo også er både folkekær og kendt, så derfor kom han til at ligge på Assistens Kirkegård. Nu kommer jeg selv til at bo, så jeg kan gå derover, og når han til november ville være fyldt 90 år, så vil jeg komme forbi med en buket. På hans gravsten står der ”Go’ nu nat” og ”Mor jer nu godt, når jeg er borte. Jeg ønsker jer sange og kærlighed”. Der er dejligt derinde på Assistens, folk cykler og ligger på græsset. Der er meget liv, og det passer godt til Benny.

Vi mødte hinanden tilfældigt i et tog i 2003 og blev gift i 2004, Benny og jeg. Der er mange oplevelser, jeg ikke ville have haft, hvis ikke jeg havde mødt ham. Vi har været i Kina, Korea, Tjekkiet og Grønland og mødt så mange mennesker. Jeg vil savne at rejse rundt til Danmarks sognegårde og forsamlingshuse.

Jeg stod også rigtig meget i køkkenet, for der var altid mange, der kom her forbi for at besøge Benny, og de blev alle trakteret. Det betød også, at jeg i årene, vi var sammen, ligesom trådte et skridt tilbage for at bakke op om hans projekt, og jeg havde ikke så meget tid til at dyrke mine egne interesser. Det glæder jeg mig til at få tid til nu – jeg vil gå til yoga og måske genoptage ballet. Jeg glæder mig også til at se de veninder, der har gjort så meget for mig, efter at jeg blev alene.

Nu tænker jeg på Benny som en stor, stor berigelse i mit liv. Jeg tænker på ham med glæde og med kærlighed, og han er fortsat med i min aftenbøn hver dag. Han har efterladt små sedler til mig rundt omkring i huset, som jeg finder efterhånden. Når jeg læser dem får jeg tårer i øjnene. Det var ham meget påliggende, at jeg skulle have det godt, når han var borte. ”Jeg bliver mere og mere forelsket i dig”. ”Jeg elsker dig, trold”. Sådan nogle ting står der på sedlerne.

Vi havde et vidunderligt ægteskab. Det var mit andet og hans tredje, og så prøver man på ikke at lave de samme fejl som tidligere. Vi supplerede hinanden utrolig godt, komplementerede hinanden. Jeg vidste altid, når der kom en forespørgsel, hvad han ville svare. De sidste år betragtede han hver dag som en bonusdag, og han kunne tage min hånd og sige: ”Synes du ikke, vi har det dejligt?”. Jeg ved godt, der er en tendens til, at man roser folk, når de er døde, men Benny var et særligt kært menneske. Han var en ener og gjorde ikke forskel på folk. Mine børnebørn elskede ham, når han læste højt eller spillede på flyglet, mens de dansede til.

For nylig kom jeg igen til at tænke på Bennys spørgsmål om, hvilke sange jeg kendte i e-mol. Jeg skrev derfor en e-mail til organist i Lindevang Kirke Lars Sardemann, der er min ældste datters svoger. ”Hvad kan du sige om e-mol?”, spurgte jeg.

Han skrev tilbage til mig:

Det er virkelig rørende, det, du fortæller om Benny og e-mol. Det satte noget i gang i mig. Forskellige tider og forskellige komponister har givet tonearterne hver deres karakteristika, og i tidlig musik mener jeg, at man decideret havde skemaer på, hvilke tonearter man brugte til at beskrive hvilke følelser. Det er ikke mærkeligt, kun utrolig smukt, hvis netop e-mol dukkede op i hans drøm og hans sind som noget af det sidste. E-mol forbindes ofte med uro, elegi, fortvivlelse, en bølgende bevægelse – stigende, faldende som i Elgars vanvittigt smukke cellokoncert eller Mendels-sohns ”En skærsommernatsdrøm”.

Lars Sardemann sluttede sin mail med at skrive, at Benny nu også selv kunne være med:

Måske har Benny drømt om sin egen skønne melodi til ”En sø med en båd og en måge”, som han slutter med ”Gid jorden aldrig går under”.

Jeg synes, det er ret smukt.