Jeg ved, hvor der findes en skov så skøn

Vores forståelse for skoven og dens rolle som kulturbærer forsvinder. Paradoksalt nok søger vi den mere end nogensinde

Selvom vi opsøger skoven mere og mere til blandt andet fysisk udfoldelse, mister vi langsomt den naturhistoriske tilknytning, mener eksperter. –
Selvom vi opsøger skoven mere og mere til blandt andet fysisk udfoldelse, mister vi langsomt den naturhistoriske tilknytning, mener eksperter. – . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

De fleste mennesker har et forhold til skoven. Hvad enten vi bruger den til en afstressende gåtur til lyden af fuglefløjt, som et naturens spisekammer med plukning af brombær og havtorn eller ræser ned ad stejle bakker på vores cykler, har vi i generationer søgt ind blandt bøgetræer og birk. Også i litteratur og salmer nyder skoven særstatus som pragteksempel på Guds skaberværk.

Men i et moderne samfund med karriereliv og urbanisering har vi mistet forståelsen for skovens daglige liv og dens virke som kulturbærer. For nok bruger vi den som terapirum og til at køre på mountainbike, men den egentlige viden og keren om skovens tilstand og historie risikerer vi at glemme.

Det mener Dansk Skovforening, som derfor hvert år afholder Skovens Dag, og i morgen løber arrangementet endnu en gang af stablen. I skove landet over bliver der arrangeret oplæg og aktiviteter, og i år er temaet skovens historie. Lige så vel som at man på historiske museer kan se spor af det, der skete for 100 og 200 år siden, vil foreningen med Skovens Dag i år fortælle om ringene i træerne, siger Jan Søndergaard, direktør for Dansk Skovforening. For almindelige borgere skal have en større forståelse for skovbrug og skovens liv samt dens historie. Noget, vi tænker mindre og mindre over.

”Skoven er vores foretrukne udflugtssted. Af alle de kulturtilbud, der er, er det det, de fleste bruger. Mange kender og ser skoven, men de færreste ved, hvordan skovens hverdag er. Flere og flere af os bor i byerne, vi bor længere væk fra skoven, og mange af os har ikke nære familierelationer til folk, der arbejder eller har deres dagligdag i den. Det er mere et udflugtsmål, vi er der i kortere tid, om vi så bruger skoven til en gåtur eller en hobbyaktivitet. Alt det, der sker mellem vores besøg, ser vi ikke. Forståelsen for, hvorfor vores skove er til, og hvordan de bliver passet, er der ikke,” siger Jan Søndergaard og konkretiserer, hvad der eksempelvis kommer til at ske på Skovens Dag:

”På Det Grønne Museum på Djursland vil man med udgangspunkt i aktiviteter beskrive, hvordan skovarbejderens hverdag var for 100 år siden uden nutidens maskiner. Ved andre privatejede skove vil man fortælle om, hvorfor forfædrene valgte at plante præcis den skov, vi kan se her i dag. I gamle dage handlede det om behovet for energi, at man skulle have noget at brænde med og lave mad over. I dag betragtes skoven mere som et sted for mountainbike-ræs eller et roligt rum.”

Selvom vi måske er på vej til at miste den kulturhistoriske forståelse for skoven, og hvordan den fungerer, efterspørger danskerne paradoksalt nok natur og skov som aldrig før.

Hver fjerde tager ud og oplever naturen mindst en gang om ugen, viser en undersøgelse fra sidste år lavet af Friluftsrådet om danskernes brug af naturen. Den fortæller også, at skove og kyster er vores foretrukne destinationer for naturbesøg. En undersøgelse fra 2014 bakker den påstand op: Cirka 60 procent af danskerne valgte skoven, sidst de søgte ud i naturen.

”Det er meget tydeligt. Når vi ser på, hvorfor vi besøger skovene, og hvor mange der besøger dem, er der flere og flere, som gerne vil skoven. Det, folk forbinder med skoven, er et sted, hvor der er fred og ro. Et roligt rum. Der er en stigende efterspørgsel for den velvære og sundhedsfremme, der ligger i at komme væk fra den dagligdag, man befinder sig i,” siger Jan Søndergaard.

Skoven bringer os tilbage til vores rødder, siger Mickey Gjerris, lektor i bioetik på Københavns Universitet og forfatter til flere bøger om danskernes natursyn.

”Grunden til, at vi søger skoven, er, at vi møder noget derude, vi har brug for at være sammen med. Noget, vi er vokset ud af, noget, vi i virkeligheden er en del af, men har fjernet os fra. Derfor er det vigtigt, vi kommer derud. Jeg bor i Hellerup og arbejder på Frederiksberg, og i dag har jeg udelukkende været omgivet af firkantede ting, der var designet til at opfylde et formål på forhånd. Men i skoven handler det ikke om mig, men om nogle væsener, som er i gang med at udfolde en form for liv,” siger han.

Hos Friluftsrådet glæder man sig over danskernes brug af skoven, og direktør Jan Ejlsted understreger, at skoven oplever en regulær renæssance i popularitet disse år.

Men vores måde at bruge skoven på ændrer sig drastisk, har man også her bemærket, og hvor der tidligere var fokus på at nyde naturen, høre fuglene synge, plukke blomster og fordybe sig i det naturhistoriske, ”bruger flere og flere skoven som aktivitetsrum”.

Og det er jo som udgangspunkt kun godt, at folk rører sig og oplever de tilhørende sundhedsmæssigt gavnlige effekter, siger direktøren.

”Men det naturhistoriske forhold til dyr og planter er på retur. Det er klart, at hvis skoven bliver en ren kulisse for selvrealisering, og man styrter ned ad stejle bakker for at opnå et adrenalinsus, kan det godt blive for meget. Det, vi også kan se, er, at der er en del konflikter imellem forskellige brugere af naturområder – der sker nogle sammenstød mellem eksempelvis mountainbikere og folk, der gerne vil færdes stille og roligt,” siger Jan Ejlsted, som fortæller, at udviklingen begyndte allerede for 20-25 år siden, men i de seneste par år har taget fart.

Mickey Gjerris advarer ligeledes om, at forståelsen og berøringen med skoven ud over de timer, vi cykler på vores mountainbike eller tyndslider løbeskoene, langsomt, men sikkert forsvinder. For desværre bruger vi i stigende grad skoven på vores præmisser, siger han, og vi glemmer, hvad skoven egentlig er. Ifølge Mickey Gjerris er vi blevet ”fantasiløse”, og vi indretter og bruger skovene efter, hvad der passer os, i stedet for at prøve at forstå dem. Man kan måske nærmest sige, at naturen er blevet vores ”hobbyrum” – eksempelvis stiger antallet af mountainbike-ryttere i statens skove og andre naturområder ifølge tal fra Naturstyrelsen med mellem 15 og 20 procent årligt.

Det er en del af en større tendens i både samfundet og naturen, mener bioetikeren.

”Det er den menneskelige egoisme,” siger Mickey Gjerris og fortsætter:

”Det er min påstand, at verden har brug for at være den, den er. Vi får også noget ud af at forstå, hvad naturen er i sig selv, og ikke hvad naturen er, når vi har fortalt den, hvad vi vil. I det syn smelter det menneskelige og naturen sammen. Det, vi får lov til at opleve der, er, at vi også selv er natur og en del af et fællesskab. Selvfølgelig som mennesker, men også en del af et større fællesskab, et livsfællesskab med naturen. Det er enormt vigtigt at få øje på.”

Det kræver en viden og en opmærksomhed på skoven, dens funktion, og hvorfor vi skal bevare den, påpeger Jan Søndergaard.

”Hvad gør skoven ud over at tilbyde et godt sted for søndagsturen eller løbeturen? Det er det, vi vil fortælle med Skovens Dag. Vi vil gerne oplyse danskerne om, hvad skoven også kan, hvad den er for en arbejdsplads, og hvordan den på mange måder er en kulturhistorisk bærer,” siger han.

Det sker ikke over natten. Men med Skovens Dag håber man at kunne skubbe på udviklingen.

”Fra man planter træet, til man høster det, går der jo 100 år.”