Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden telefonen i den her tid

Telefonsamtalen var egentlig på vej væk, men under coronapandemien ringer flere danskere til hinanden. Og i en tid med isolation er telefonsamtalen oplagt til at pleje relationerne

Telefonen i den ene hånd og den anden hånd på tangenterne. At spille klaver for børn og børnebørn er bare én af de ting, som telefonen har muliggjort for Jette Randløv Boes Hjort under coronapandemien. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Telefonen i den ene hånd og den anden hånd på tangenterne. At spille klaver for børn og børnebørn er bare én af de ting, som telefonen har muliggjort for Jette Randløv Boes Hjort under coronapandemien. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Din stemme lyder helt anderledes end sidst, vi talte sammen,” sagde han.

”Jeg har det også godt nu,” sagde hun.

”Det er jeg lettet over, må jeg sige,” sagde han.

Ovenstående telefonsamtale stammer fra Ida Jessens roman ”Telefon” fra 2018. Ikke desto mindre viser den, at en telefonsamtale kan afsløre, hvordan personen i den anden ende går og har det. Er hun hæs, lyder hun træt, og klinger det troværdigt, når hun siger, at ”det går godt”?

Artiklen fortsætter under annoncen

Måske er det derfor, at mange danskere slår lidt ekstra på tråden i denne tid, hvor coronapandemien på niende måned skaber distance og isolation. I hvert fald viser tal fra teleselskaberne Telia og 3, at danskerne taler væsentligt mere i telefon end før corona-nedlukningen i foråret.

En af dem, der for tiden taler mere i telefon, er 87-årige Jette Randløv Boes Hjort. Hun plejer at gå til gymnastik, foredrag, koncerter og i kirke, men for tiden smutter hun kun i Meny eller Netto en sjælden gang imellem.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden telefonen i den her tid,” siger hun ind i røret på sin iPhone X-mobiltelefon fra hjemmet i nordsjællandske Hillerød.

Jette Randløv Boes Hjort har et mobilabonnement, hvor hun kan tale alt det, hun vil, uden at det koster ekstra. Og det er nok meget fornuftigt. For på det seneste har taletiden ligget på omtrent to timer om dagen. Hver eneste dag ringer hun sammen med sin søster i Sønderjylland, gerne tidligt om morgenen ved fem-seks tiden, men i løbet af dagen taler hun også med venner og nogle af sine fire andre søskende.

”Vi taler om politik og alt, hvad vi kan komme i tanker om. Hvad sker der derude? Og hvordan klarer vi hver især det her med coronaen? Vi er alle i risikogruppen, så vi må støtte hinanden i at leve isoleret,” siger hun.

Under coronakrisen har Jette Randløv Boes Hjort også oplæst eventyr og spillet klaver over telefonen for sine børn og børnebørn. Og så har hun genfundet kontakten til gamle venner, som sidder alene rundtomkring.

”For nylig er jeg begyndt at ringe til en veninde, der snakker endnu mere, end jeg selv gør, så det bliver altid samtaler, der kan vare en times tid. Vi taler meget om, hvad vores børn og børnebørn nu har gang i. Selvom telefonsamtalen ikke giver det samme nærvær, som når man er fysisk sammen, er det dejligt, at man lige kan snuppe telefonen og få stillet lidt af sit sociale behov,” siger hun.

”Skal man tale om noget, der er sårbart, privat eller skamfuldt, kan det måske til en start føles mere trygt gennem telefonen, hvor man ikke kigger på hinanden.”
”Skal man tale om noget, der er sårbart, privat eller skamfuldt, kan det måske til en start føles mere trygt gennem telefonen, hvor man ikke kigger på hinanden.” Foto: Privatfoto.

Telefonopkaldets popularitet har ellers været støt nedadgående de seneste mange år, i takt med at internettet og smartphones er vundet frem. Der findes endda personer, der lider af såkaldt telefonfobi. For lige såvel som telefonopkaldets nærhed for nogle giver tryghed, kan det for andre blive for meget af det gode. Det sker sommetider for Jesper Tække, der er lektor i medievidenskab ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet.

”Det kan virke rimelig intimiderende, når folk ringer, for det optager min tid og min opmærksomhed lige nu. Det kommer meget tæt på, sammenlignet med en tekstbesked. I dag bruger vi jo også vores telefoner til en hel masse andet end at ringe. Hvis jeg går på vej hjem fra arbejde og er opslugt af en podcast, og en af mine døtre ringer til mig, kan det virke meget påtrængende, fordi det forlanger noget af mig nu og her,” siger han.

Ikke desto mindre kom coronaen, og med ét blev arbejde, lægekonsultationer, borgerbetjening og forældremøder så rykket over på telefon- eller videoforbindelser. Psykolog Camilla Karmark har egentlig tilbudt telefonterapi i flere år. Det giver en fleksibilitet, hvis klienterne for eksempel bor langt væk fra København, hvor hendes praksis ligger. Under coronanedlukningen fik hun dog virkelig prøvet kræfter med telefonsamtalen, for der foregik stort set al terapi via telefon- og videoforbindelse. Og faktisk oplever hun, at man gennem telefonen kan opbygge en lige så fin relation, som hvis man sad over for hinanden.

”Hvis jeg taler i telefon med en klient, der er ked af det, så viser jeg empati og omsorg via mit ordvalg og også tonefaldet. Så vil jeg for eksempel sige ’jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det. Det lyder, som om det har været rigtig svært for dig’, og hvis klienten siden sidst har klaret en hjemmeopgave flot, kan jeg finde på at sige ’hold da op, hvor har du bare været megasej!’. Du kan faktisk vise rigtig mange følelser igennem røret,” siger hun.

Generelt handler opbygningen af relationer om, hvor meget og hvad man deler med hinanden, fortæller Camilla Karmark. Deler man ting, der er fortrolige og sårbare, så får man nemmere opbygget en intim relation – og det kan man lige så godt over telefonen. Måske tør man endda dele endnu mere, når man ikke sidder lige over for hinanden, fortæller hun:

”Skal man tale om noget, der er sårbart, privat eller skamfuldt, kan det måske til en start føles mere trygt gennem telefonen, hvor man ikke kigger på hinanden.”

I dag foregår omkring 25 procent af Camilla Karmarks konsultationer på afstand, da de fleste trods alt har ønsket at vende tilbage til fysiske konsultationer.

Der er mange årsager til, at danskerne i coronatiden ringer mere til hinanden. Selvfølgelig må en stor del formodes at handle om bekymring og omsorg for hinanden. Der kan også have ophobet sig lidt ”Zoom-træthed”, som Mette Simonsen Abildgaard siger med henvisning til videotjenesten Zoom, der på mange arbejdspladser bruges til at holde digitale møder.

”I videoopkald kan det være svært at læse hinanden, fordi der ofte er lidt forsinkelse. ’Vil vedkommende ikke se mig i øjnene?’ kan man tænke og gå fra mødet med en mærkelig fornemmelse. Når vi taler i telefon, er der ingen forsinkelse, og vi behøver hverken finde Zoom-skjorten frem eller barbere skægget forinden. Samtidig er telefonen fleksibel, for vi kan tage en øresnegl i øret og gå en tur, mens vi taler,” siger hun.

Måske er der også en lille del nostalgi forbundet med, at man i en tid præget af utryghed falder tilbage til noget så analogt som telefonsamtalen, vurderer Mette Simonsen Abildgaard.

”De fleste af os har nogle gode minder om, hvordan vi før i tiden brugte telefonen. Måske husker man, hvordan venskaber i 1990’erne blev plejet gennem lange telefonsamtaler, så røret var helt varmt, når man havde vendt verdenssituationen. Der er noget nostalgi forbundet med telefonsamtalen, så det er en nærliggende tanke, at vi netop nu falder tilbage på erindringen om, at det kan noget at ringe,” siger hun.

Måske er årsagen til, at danskerne ringer mere til hinanden, at de i mindre grad har mulighed for at dele billeder af flot opdækkede borde og eksotiske rejsemål på sociale medier. Den slags oplevelser har man ganske enkelt skullet lede lidt længere efter i coronatiden, fortæller Mette Simonsen Abildgaard.

Forhåbentlig går der ikke længe, inden man igen har mulighed for at knipse billeder fra en stor bryllupsfest eller en hvid sandstrand, og uanset om det bliver med eller uden vanen om at ringe derfra til dem, vi har kær, har Jette Randløv Boes Hjort lige en anbefaling, hun gerne vil videregive:

”I den her tid, hvor der sidder mange rundtomkring og har det ensomt, synes jeg, alle skal tænke over, om der kunne være nogen, der har brug for en lille opringning. Og har man hørt om én, der trænger til opmærksomhed, så kan man jo lige slå på tråden.”