Prøv avisen
Den store overgang

Uffe Østergaard: Jeg vidste, at jeg sagtens ville kunne få tiden til at gå

Man skal ikke underkende vigtigheden af at bevare sin arbejdsmail, når man går på pension. Får man lukket sin mailadresse med det samme, kan skiftet være brutalt, siger historieprofessor Uffe Østergaard, der bor i Hobro, men er tilknyttet som emeritus på Copenhagen Business School. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Historieprofessor Uffe Østergaard, 71 år, sagde ja til en fratrædelsesordning som 69-årig. Selvom helbredet driller, har den større frihed gjort ham mere fagligt produktiv

For fire år siden fik jeg et tilbud i forbindelse med en sparerunde. HR-afdelingen på Copenhagen Business School spurgte mig og nogle andre af de ældre ansatte, om vi kunne tænke os en fratrædelsesordning. For som de høfligt gjorde opmærksom på, så ville de kunne ansætte et par stykker for min løn. Jeg takkede ja til at gå som 69-årig mod to års forskningstid forud. Selvom jeg egentlig ikke havde tænkt tanken, gik der ikke noget af mig ved at gå på pension, og jeg vidste, at jeg sagtens ville kunne få tiden til at gå. Hvorfor stå i vejen for, at yngre kræfter kunne komme til? Foråret 2015 holdt jeg min afskedsforelæsning som professor ved department of business and politics.

Jeg er stadig tilknyttet CBS, men på den herlige måde, der hedder emeritus. Det betyder først og fremmest, at jeg har beholdt min e-mailadresse, og at jeg har en kontorplads, som jeg deler med nogle kolleger. Men jeg er ikke længere på lønningslisten. Man skal ikke underkende vigtigheden af at bevare sin arbejdsmail, når man går på pension. Får man lukket sin mailadresse med det samme, kan skiftet være brutalt, for så forsvinder man jo nærmest fra den ene dag til den anden og mister sin identitet. Dermed forsvinder også en masse viden, med mindre man har planlagt sin afsked med arbejdsmarkedet godt. Det vil også være mit råd til andre i samme situation. Inden man går på pension, skal man oprette sin egen hjemmeside og sin egen e-mailadresse, så folk fortsat kan finde frem til én.

Tilknytningen som emeritus er for fem år ad gangen. Efter de fem år bestemmer ledelsen, om samarbejdet skal fortsætte. På den måde sikrer man, at man ikke pludselig har en masse senile siddende. Oftest er man jo den sidste til at erkende, at den er gal. Hvis begge parter er interesserede, fortsætter man. Jeg er lige så meget en del af det videnskabelige samfund internationalt set, som da jeg var ansat. Jeg bliver stadig inviteret til at holde oplæg på konferencer i udlandet, og der er min institutionelle tilknytning ikke uvæsentlig. Jeg kan se, at jeg har publiceret mere de seneste to år, end jeg nogensinde har gjort. Jeg vil ikke sige, at jeg har god tid, men jeg har bedre tid til at skrive, fordi jeg ikke længere underviser. Problemet er at prioritere, men det er mit eget ansvar.

Hobro flyttede jeg til, samtidig med at jeg blev ansat i København i år 2000. Min kone Hanne var netop blevet leder af Gasmuseet i Hobro, hvor hun stadig er i dag. Vi var næsten lige flyttet sammen i Aarhus og tænkte, at i stedet for begge at have lang transport kunne vi lige så godt bosætte os her, hvor jeg så kunne tage toget. Jeg har ikke kørekort, så toget er min eneste vej ud. Heldigvis er der kun 400 meter fra vores hus og til stationen. Intercity lyn bringer mig til CBS, Folkeuniversitetet i Emdrup og andre arrangementer i hovedstaden, overraskende tit uden forsinkelse. Nu kører jeg på pensionistbillet, selvom jeg ellers ikke skilter med, at jeg er gået på pension. Det klinger lidt som at blive sendt hen i et hjørne, synes jeg. Men togkontrollørerne beder mig ikke om dokumentation, så de må jo tænke, at den er god nok.

Hobro ligger midt i Europa. Der er lige langt til Nordkap og til Sicilien. Selvfølgelig er det nemmere at komme ud i verden, når man bor i København, men jeg synes, det giver et bedre perspektiv på mange ting at bo i Hobro. På villavejen her bor den faglærte og ufaglærte side om side. Det er meget mere blandet end for eksempel Nordsjælland, hvor folk mere bor i ghettoer. Jeg tror, at jeg har en meget bedre fornemmelse for stemningen i befolkningen ved at have min base her. Jeg kender nogen, der stemmer på Dansk Folkeparti. Det er der ingen af mine københavner-kolleger, der gør. Det betyder måske også, at jeg bedre forstår det oprør, der er i gang rundt om i Europa, hvor mange mener, at nationalstaterne ville stå stærkere uden EU. For der er jo også en del her i Hobro, der mærker konkurrencen fra arbejdskraftens frie bevægelighed. Der er nogen her, der er reelt konkurrenceudsatte.

Jeg gik på gymnasiet i Tønder som tilflytter fra Nordjylland og er student fra Tønder Statsskole i 1964. Min far var officer, så han, min mor, min efternøler-lillebror og jeg boede på en række forskellige kaserner i Jylland. I Sønderjylland, hvor kultursammensætningen er anderledes end i resten af landet, blev jeg for alvor interesseret i historie og i Europa. Her taler man både plattysk, højtysk, sønderjysk og rigsdansk og lige syd for grænsen også frisisk, Og man bruger sprogene til forskellige formål i forskellige situationer. Og så lærte jeg tysk, da gymnasiet måtte organisere eneundervisning til mig, da jeg kom til i 2. g. Interessen for sprog og historie har jeg bevaret og suppleret med flere europæiske sprog. Og en tidlig erfaring med Mellemøsten som FN-soldat i Gaza. Mine historiske og politiske interesser er uændrede, og jeg har egentlig aldrig skelnet mellem arbejde og fritid, rejser og studium. Jeg har heller ingen drøm om at lave noget andet nu eller at få en ny fritidsaktivitet som golf. Den drøm ville jeg faktisk opfatte som lidt af et mareridt.

Som en forberedelse til min pensionering byggede vi et bibliotek som en tilbygning til huset her i Hobro. Jeg vidste, at jeg ville komme til at rydde nogle kontorer, når jeg stoppede, så der skulle være god plads til alle bøgerne. Her i biblioteket har jeg netop fået installeret en seng med kig til terrassen. Det blev for anstrengende for mig at komme op ad trappen til første sal, når jeg skulle i seng, så nu sover jeg her i stedet.

For to år siden fik jeg konstateret Parkinsons sygdom. Den kan ikke helbredes, men den kan holdes i skak – blandt andet med motion. Jeg har derfor også en motionscykel i kælderen med et fjernsyn foran for at motivere mig selv, men jeg synes, det er virkelig kedeligt. Sygdommen betyder blandt andet, at jeg ryster på hånden, og at jeg har brug for flere pauser. Jeg gør som regel opmærksom på det, når jeg holder foredrag eller underviser, så folk ikke skal sidde og undre sig.

I april blev jeg opereret for en diskusprolaps, blandt andet fordi jeg aldrig var kommet i gang med at bruge mit hæve-sænke bord, som jeg ellers burde. I forbindelse med min genoptræning tilbragte jeg en uge på alderdomshjemmet i Hobro, som også huser det kommunale genoptræningscenter. For mig var det et øvelseskursus i at komme på plejehjem, og det var helt udmærket. Det har byens bedste og smukkeste beliggenhed på havnen med udsigt over træskibsværftet, og jeg har set mere af byen, end jeg har gjort tidligere. Jeg vil gerne rose det kommunale tilbud. Jeg er nærmest målløs over al den hjælp, jeg har fået, og det er vigtigt at sige i en tid, hvor der er så megen kritik af, at det offentlige ikke fungerer.

Jeg gik ikke på pension på grund af mit helbred, men det var nok blevet konsekvensen nu, hvis jeg stadig arbejdede. Jeg tror, man må se i øjnene, at der før eller senere kommer skrøbeligheder af den ene eller andet art, men jeg har bestemt, at jeg ikke vil være et appendiks til min sygdom. Min parkinson udvikler sig hele tiden, men som neurologen optimistisk siger: Man dør af noget andet inden. Jeg føler mig ikke vældig hæmmet af det, men jeg skal planlægge bedre, og så kører jeg mere i taxa. I gangen står min røde rollator klar. I begyndelsen var det en overvindelse at skulle gå med den, men da jeg fandt ud af, at jeg virkelig havde behov for den, var det ikke længere til diskussion.

Sidste år meldte jeg mig ind i folkekirken igen efter at have været udmeldt, siden jeg var 20 år. I min generation meldte vi os ud. Det var bare noget, man gjorde. Folkekirken virkede som en overlevet institution. Det var ikke, fordi jeg havde noget særligt imod den, jeg så bare ingen fremtid i den. Jeg er vokset op med ganske almindelig vanekristendom, hvor vi kun gik i kirke til jul.

Jeg meldte mig ind igen, fordi jeg syntes, det var fjollet ikke at være medlem, nu hvor jeg havde skrevet bøger om folkekirke og kristendom. Men det er også af hensyn til mine efterladte. Så er der taget hånd om det hele på en professionel måde. Om det er udtryk for tro, ved jeg ikke. Det er udtryk for, at jeg har respekt for kirken. I dag mener jeg, at kirken er den eneste institution i konkurrencestaten, der ikke er blevet totalt ensrettet og underlagt djøf’erne. Fordi kirken er så anarkistisk, kan ingen få has på den, og det er en stor kvalitet. Jeg tror bare, den med endnu større selvtillid skal tale om de store eksistentielle spørgsmål, sammen med alle de populære tiltag fra koncerter til babysalmesang. Om det skyldes alderen, ved jeg ikke, men personligt interesserer jeg mig også mere for trosstoffet nu, end jeg gjorde for bare 10 år siden, hvor jeg mere betragtede det på afstand. Men om det ligefrem er blevet mere eksistentielt for mig, kan jeg ikke sige endnu. Det kan komme. Kirken er ikke noget, jeg opsøger, men jeg undgår den heller ikke.

Lange streger i min kalender markerer, hvornår jeg er bortrejst. Jeg er nok på farten halvdelen af tiden, og jeg er sikker på, at det er med til at holde ægteskabet i live, at jeg ikke sidder hjemme i sofaen hver dag. Min kone er 10 år yngre end jeg og arbejder enormt meget, og mit gæt er, at hun vil vælge samme model som mig, hvis hun da nogensinde går på pension. For os fungerer det at mødes herhjemme, når vi ikke er af sted. Jeg tror, hun ville være rædselsslagen, hvis jeg pludselig var hjemme hele tiden.

Heldigvis er der stadig bud efter mig, og jeg skriver også på flere bøger. At jeg er gået på pension, har kun givet mig en endnu friere position til at udtale mig, og området, jeg beskæftiger mig med, bliver opfattet som vigtigt. Så jeg føler både en forpligtelse til og en fornøjelse ved fortsat at dele min viden.

Uffe Østergaard i 1998 i forbindelse med en af sine mange bogudgivelser. – Affotografering: Lars Aarø/Fokus. Foto: ©Lars Aarø, Fokus la@fokus-foto.dk www.fokus-foto.dk
Uffe Østergaard i 1998 i forbindelse med en af sine mange bogudgivelser. Foto: Affotografering: Lars Aarø/Fokus