”For mig var det helt naturligt at blive præst ligesom min far”
Jens Kvist, 68 år. Opvokset i Varde Præstegård. I dag sognepræst ved Sct. Jørgens og Høje Kolstrup Kirker i Aabenraa.
Jeg er vokset op i en klassisk, dansk præstegård i Varde i en søskendeflok på seks. Min far var præst i byen, og min mor var hjemmegående præstefrue, og sådan en var der nok at se til for dengang.
Jeg husker mit barndomshjem som et sted, hvor vi talte og diskuterede meget, og det handlede ofte om teologi. Bølgerne kunne godt gå højt omkring middagsbordet, når vi var der allesammen. Og selvom min far godt kunne finde på at knalde næven i bordet en gang imellem, når vi børn blev for højrøstede, husker jeg det alligevel, som om der var højt til loftet. Ordet var frit, og enhver kunne deltage i samtalen.
Det var også et hjem, hvor mange mennesker kom på besøg. Vi fik derfor tit selskab under vores livlige diskussioner, for eksempel af den kendte teolog Johannes Lauridsen, som var en god ven af min far. Han boede gerne hos os i en hel måned ad gangen, når han skrev sine bøger. Johannes Møllehave dukkede også nogle gange op. Det var endnu før, han havde fået skæg, så det er længe siden, kan du nok forstå. Når der kom foredragsholdere til byen, boede de også ofte hos os, og alle disse mennesker inspirerede mig så meget, at jeg besluttede mig for selv at læse teologi, da jeg blev voksen. Jeg beundrede min fars arbejde, og jeg havde ikke brug for at gøre oprør mod ham. Det havde min storebror til gengæld, så han blev en langhåret hippie, men det var der også plads til.
Ude i byen vidste alle, at jeg var præstens søn. Varde var en lille by dengang, og den var næsten sådan lidt Korsbæk-agtig. Byen var dog ikke lille nok til, at alle kendte alle. Da min kone og jeg mødte hinanden som unge, anede jeg for eksempel ikke, hvem hun var, selvom hun var vokset op kun 500 meter fra os. Men hun vidste udmærket, hvem jeg var. Jeg mødte også ofte ældre damer på gaden, som var meget interesserede i at tale med mig, men tit anede jeg ikke, hvem de var.
Der var også nogle af de gamle damer, jeg kendte, og som jeg som dreng tog rundt og besøgte. Det var ikke noget, jeg havde fået besked på at gøre, men de var flinke, og jeg kunne godt lide at besøge dem.
Generelt mødte jeg meget venlighed, fordi jeg var præstens søn. Sjældne gange mødte jeg dog også det modsatte. Der var engang, hvor jeg var kommet til at sige noget dumt henne i skolen, og så sagde læreren: ”Tænk, hvis din far sagde sådan noget vrøvl ovre i kirken, så var der ingen, der gad lytte.” Han var åndssvag, men altså blandt de få, der mødte mig med uvenlighed. Men uanset om jeg blev mødt med venlighed eller uvenlighed, var det næsten altid en faktor, at jeg var præstens søn.
Min far var nok en slags sognekonge, og der står stadig megen respekt om hans navn i Varde i dag. Den respekt for præster er ved at forsvinde lidt, tror jeg. Måske også i takt med, at uvidenheden om, hvad det vil sige at være præst og præstefamilie, vokser. Det mærker jeg nu, hvor jeg selv er blevet præst. Jeg tror, at præsten og præstens familie mange steder i dag er mere anonyme, end vi var dengang, jeg var barn.
”Jeg er hverken from eller hellig, fordi jeg er præstedatter”
Ellen Refsgaard Jensen, 32 år. Opvokset i Nørre Broby Præstegård på Fyn. Uddannet sygeplejerske og bor i Ringe.
Jeg er vokset op i en bindingsværkspræstegård i Nørre Broby på Fyn, hvor min far var præst. Min mor var, og er stadig, præst på Odense Universitetshospital. På grund af min fars arbejde vidste de fleste i byen, hvem jeg var. Præstens datter. Men da jeg begyndte i gymnasiet, var der kun få, der vidste det. I et par måneder var jeg derfor bare Ellen. Men så en aften kom mine klassekammerater og jeg til at tale om vores baggrunde. Da jeg fortalte, at begge mine forældre var præster, så mange overraskede ud. For jeg gik da til fester og kunne finde på at bande helt som de andre. Men det var, som om de nu troede, at jeg måtte være anderledes og særligt from.
Jeg er også tit blevet spurgt, om jeg er ”meget kristen”. Til det ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, for spørgsmålet er stillet uden for kontekst, og det gør det svært for mig at forklare den dybde, som min barndom i præstegården rummede. Jeg er religiøs, men det er ikke noget, jeg skilter med. Jeg fortalte mine klassekammerater, at min familie ikke lever ret meget anderledes end alle mulige andre mennesker.
Alligevel var min barndom nok lidt anderledes end de flestes. I vores hjem var døren altid åben. Og min far plejede at sige, at telefontid, det er altid. Og da hans arbejdstelefon også var vores private telefon, og fordi hans kontor lå i vores private hjem, talte jeg ofte med alle de mennesker, som ringede eller kom forbi. Det kunne være alt fra en bedemand til glade dåbsforældre til familier, som var i sorg over at have mistet. Grænsen mellem vores private liv og min fars arbejdsliv var nærmest ikke eksisterende. Det var nærmest som et familieforetagende. Selvfølgelig var der samtaler, som foregik bag en lukket dør, men mange mennesker sad i årenes løb ved vores køkkenbord. Og menighedsrådet holdt møder i vores havestue, og konfirmandstuen lå i forbindelse med huset.
Men jeg har aldrig ønsket mig en anden barndom. Jeg er taknemmelig for min opvækst. Den har lært mig meget om menneskers følelser og forskelligheder, og jeg tror, den har gjort mig mere åben over for at tale om mit eget følelseliv og forstå andres. Det har beriget mit liv at lære så mange mennesker at kende.
Som barn havde jeg et hav af ”reserve-bedster”. Det var ældre damer, som kom i kirken og i præstegården. Bagsiden ved det er dog, at jeg som stor pige skulle erfare, at der er mange kære mennesker i mit liv, som jeg skal se gå bort. Jeg har flere gange været på besøg hos en af ”reserve-bedsterne” og vidst, at jeg nu nok sad i den lille stue for sidste gang. Det er hårdt. Men det fortæller selvfølgelig også, hvor involveret man som præstebarn bliver i livet omkring kirken – på godt og ondt. For det er heller ikke altid rart at være en så ”offentlig” familie, som vi var.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 16. Her var det, som om glansbilledet krakelerede for mig, og måske også for andre. Jeg følte i hvert fald, at folk i byen holdt vejret. Der blev hvisket lidt i krogene. For kan præster blive skilt? Men en præstefamilie er ikke så anderledes end andre familier. Vi lever livet så godt, vi kan.
”Jeg vidste nok mere om livets faser end andre børn”
Samuel David Stender, 26 år. Opvokset i Kirke Saaby og Kisserup Sogne på Midtsjælland. Studerer amerikanske studier på Syddansk Universitet og bor i København.
Jeg har tilbragt det meste af min opvækst i Kirke Saaby på Midtsjælland, hvor min far, Poul Joachim Stender, stadig er præst i dag. Jeg synes, at min opvækst som søn af en præst har indlemmet mig i en meget spændende verden. Min far var lige så meget sjælesørger, altså en slags psykolog, som han var alt muligt andet, og de mennesker, han talte med, kom for det meste i vores hjem. Det gav mig i en ret tidlig alder en forståelse for livets forskellige faser og alle de følelser, der følger med. Døden og livet, kærligheden og sorgen. Alt det der. Det tror jeg ikke, der var ret mange af mine jævnaldrende, der oplevede.
Jeg er overbevist om, at det har været med til at forme min karakter og mit livssyn, og derfor er det noget, jeg er meget taknemmelig for i dag.
Alligevel var jeg som barn ikke ret meget anderledes end de andre børn i byen. Faktisk tror jeg, at mine brødre og jeg hørte til blandt de vilde drenge. Jeg tror, min far har haft en del bøvl med menighedsrådet, fordi vi huggede sodavand fra konfirmandstuen. Er der ikke også nogen, der siger, at præstens børn altid er de værste? Vi har aldrig lavet noget rigtigt kriminelt, men vi var i hvert fald ikke stille og uskyldige.
Måske var det også derfor, at vi aldrig oplevede så mange fordomme om vores livsførelse, som jeg hører, at andre præstebørn gør. Selvfølgelig er jeg blevet spurgt, om jeg skal bede hver dag, og om jeg går i kirke meget ofte. Jeg er også blevet spurgt, om jeg må have sex og drikke alkohol, når nu min far er præst. Og klassikeren ”Er du meget kristen?” har jeg da også fået. Men jeg har altid oplevet, at det var med et glimt i øjet. Jeg har aldrig følt mig overvåget eller bedømt af folk i byen, selvom alle kendte os. Mine brødre og jeg arbejdede i Brugsen, og hver dag kom der kunder, som sagde ”hils din far”, og det var altid på en venlig måde.
Jeg har først mødt fordomme og måske en slags skepsis, efter at jeg er blevet voksen. Jeg har for nylig fået arbejde på et advokatkontor, og her var der nogen, der så noget mistroiske ud, da det kom frem, at min far er præst, og de er endda voksne mennesker. Men jeg tror ikke, det er ondt ment. Jeg tror bare, at folk er nysgerrige, fordi de ikke ved så meget om, hvad det vil sige at være præst og præstefamilie. Det er en ny verden for dem. Og når sådan en situation opstår, tager jeg det gerne på mig at fortælle om min opvækst, og så synes jeg også for det meste, at det er, som om den skepsis, de eventuelt har udvist, forsvinder.
Personligt har jeg altid været meget inspireret af min fars meget sanselige tilknytning til det guddommelige. Jeg begyndte faktisk selv at læse teologi for nogle år siden, men jeg endte med at droppe ud igen, fordi jeg alligevel ikke havde lyst til at være præst. Men min interesse for teologien og tilknytningen til Gud har jeg stadig. Min lejlighed er fyldt med ikoner, og i min jakkelomme har jeg altid et kors og nogle små ikoner. Mange af mine venner synes, det er lidt mærkeligt, men for mig er det vigtige genstande. Før i tiden hev jeg altid ikonerne og korset frem, når jeg gik på dates, for det viser noget om, hvem jeg er. Og det kan faktisk være et ret godt scoretrick. Min nuværende kæreste faldt da i hvert fald for det.