Prøv avisen
Dobbeltdonation

41-årige Henriette vil bruge ”dobbelt-donation” for at blive gravid: ”Jeg mødes af stærke holdninger”

”Når man bliver konfronteret med holdninger om, at man leger Gud og er grådig eller egoistisk, kommer hele ens moralske kompas i spil. Hvor sent kan jeg egentlig tillade mig at få et barn? Hvem tror jeg egentlig, jeg er? Hvorfor vil jeg det her? Der kører jo en trillion tanker rundt i mit hoved. Men jeg er ikke i tvivl længere,” siger 41-årige Henriette Sørensen. Foto: Modelfoto: Ritzau Scanpix/Iris

41-årige Henriette Sørensen skal snart i gang med fertilitetsbehandling ved hjælp af dobbeltdonation. Når hun bliver konfronteret med, at hun leger Gud og er grådig eller egoistisk, kommer hele hendes moralske kompas i spil. Men det gør også ondt, når et barn netop er det, hun ønsker sig allermest

Det vil i sandhed blive et ønskebarn. 41-årige Henriette Sørensen påbegynder i løbet af de kommende måneder sin fertilitetsbehandling med både donoræg og donorsæd. Det er det, som også kaldes dobbeltdonation, og som blev gjort lovligt for ét år siden.

Lægerne mener ikke, at Henriette Sørensens æggeledere virker korrekt. Hun har derfor allerede været igennem en længere fertilitetsproces med reagensglasbehandlinger. Først sammen med sin daværende kæreste og nu på egen hånd med brug af sæddonorer. Hidtidige forsøg har dog været med samme nedslående resultat, der hverken har efterladt hende ”gladere eller yngre”, som hun siger.

Hun blev første gang præsenteret for muligheden for dobbeltdonation den 10. januar sidste år. Dengang vidste hun slet ikke, hvad det betød. Og hun blev helt overrumplet af muligheden, selvom hun i begyndelsen heller ikke kunne blive helt enig med sig selv om, hvad hun syntes om den.

Med sine egne æg er chancen for at opnå graviditet nede på tre-fire procent, og herudover er risikoen for, at barnet vil have en kromosomfejl, væsentligt øget på grund af hendes alder. Men med dobbeltdonation, hvor hun i stedet kan bruge en ung kvindes æg, har hun pludselig 40 procent chance for at få et befrugtet æg.

Alligevel har det krævet mange overvejelser for hende at nå hertil. For mens de etiske spørgsmål ved at bruge en sæddonor som alenemor var nemme for hende at forsvare, føler hun, at hun med brugen af dobbeltdonation tager skridtet videre ud i et tabubelagt felt.

Derfor har det også været meget vigtigt for hende at være åben og tale om planerne med sine venner og sin familie. Kun to af vennerne har været forbavsende stille, når samtalen er faldet på foretagendet, hvilket hun har tolket som stiltiende afstandstagen til projektet. Resten af hendes nærmeste har bakket op, og når hun tænker nærmere over det, har hun nok været sin egen værste kritiker.

Når hun læser i diverse debatfora på Facebook om sæd- og ægdonationer, er hun til gengæld stødt ind i holdninger, som kan gøre hende helt usikker og ubehagelig til mode.

”Der er selvfølgelig mange stærke holdninger til noget så vigtigt som at pille ved identitet og ophav. Og der skal da være sådanne kritiske røster, når det handler om at sætte børn i verden, som man som forælder ikke er biologisk beslægtet med. Men det er også en meget sårbar situation, fordi det samtidig handler om at opfylde mit allerhøjeste ønske,” siger Henriette Sørensen og fortsætter:

”Når man bliver konfronteret med holdninger om, at man leger Gud og er grådig eller egoistisk, kommer hele ens moralske kompas i spil. Hvor sent kan jeg egentlig tillade mig at få et barn? Hvem tror jeg egentlig, jeg er? Hvorfor vil jeg det her? Der kører jo en trillion tanker rundt i mit hoved. Men jeg er ikke i længere tvivl.”

Argumentet om, at det ikke er en menneskeret at få børn, har hun også hørt og læst flere gange.

”Den går lige i hjertet. For nej, det er det bestemt ikke. Jeg fralægger mig ikke mit ansvar for, at jeg er 41 år og barnløs, og at jeg kunne have valgt at forsøge at blive gravid, da jeg var helt ung. Men sådan er vores samfund ikke skruet sammen. Vi har nok også en forfejlet forventning om, at alt kan fikses og klares – også selvom det jo i sig selv er enormt unaturligt at sætte celler fra to mennesker, der aldrig har mødt hinanden, sammen inde i mig,” siger hun.

Men hvad så med at adoptere? Den mulighed har hun også overvejet masser af gange. Det ville i en vis forstand være mere medmenneskeligt, synes hun. Men der er alligevel flere grunde til, at hun har fravalgt det.

”For det første tror jeg ikke, at jeg kan komme igennem adoptionsnåleøjet, når jeg både er enlig og forholdsvis ’gammel’. For det andet føles det stadig mere som mit eget barn, når jeg har været en del af hele processen med scanninger, strækmærker, fødsel og alt andet, som en graviditet bringer med sig. Jeg vil bære mit barn under hjertet,” siger hun.

Ved dobbeltdonation er det desuden påkrævet, at en af donorerne skal være ikke-anonym og kontaktbar for barnet, når vedkommende bliver myndig. Henriette Sørensen har aldrig været i tvivl om, at sæddonoren skulle være kendt. Men da hun – som følge af dobbeltdonationen – også skulle til at forholde sig til en kvindelig donor, var det pludselig meget sværere at holde fast i, at denne også skulle være kendt. Hun kunne mærke sin egen usikkerhed, og tanker om moderskabet begyndte at fylde. For hvad nu, hvis barnet ville søge mod en anden kvinde end hende på et tidspunkt?

Til en informationsaften på sin fertilitetsklinik mødte hun en mor, der selv havde fået hjælp fra en ægdonor, da hun fik sin datter. De talte om moderskab, ansvar og kærlighed, og Henriette Sørensen endte med at gå opløftet derfra med en helt ny holdning til situationen.

”Hvis jeg vil lave sådan en ’satellitbaby’ og samtidig have en ukendt donor, bliver jeg simpelthen for egoistisk. Så nu er jeg helt modsat. Selvfølgelig skal det være en åben ægdonor. Selvfølgelig skal jeg give mit barn de bedst mulige forudsætninger for at forstå sig selv,” siger Henriette Sørensen og fortsætter: ”Nu hvor jeg har fået den tanke, at jeg ikke skal føle mig truet som mor, men skal give mit barn muligheden for at kende sin fulde identitet, kan jeg også bedre forsvare mit valg om dobbeltdonation over for mig selv.”

Hun har allerede fundet og købt den sæd, som skal bruges til behandlingen, men står stadig på venteliste til et æg.

Det er svært at finde den rette ægdonor, der både er åben og matcher hendes ønsker. Henriette Sørensen har ikke en lang liste med krav, men hun drømmer om at føde et barn, som fysisk ligner hende selv mest muligt. Hun er dog også godt klar over, at det i praksis ikke altid kan lade sig gøre at finde en donor, der matcher den beskrivelse.

”Selvom barnet ikke kommer til at ligne mig fysisk, vil jeg jo give mit livssyn og min livskærlighed videre. På den måde skal jeg nok få præget mit barn til at være mit,” siger Henriette Sørensen.