Dennis Kristensen: Jeg vil følge Dronningens råd og gøre noget unyttigt

I mandags havde FOA’s formand gennem 16 år, Dennis Kristensen, sidste arbejdsdag. Nu er han rejst til Bornholm for at pusle om sommerhuset og nyde naturen

Dennis Kristensen ville gerne have et maleri med et bornholmsk landskab til sommerhuset i Allinge. I lørdags fandt han et maleri, der nu er hængt op. –
Dennis Kristensen ville gerne have et maleri med et bornholmsk landskab til sommerhuset i Allinge. I lørdags fandt han et maleri, der nu er hængt op. – . Foto: Pelle Rink.

LØRDAG
Jeg har kun haft én fridag i dette forår, og i dag skal jeg også på arbejde, men først kører jeg sammen med min kone, Dorte, ud for at se på nogle landskabsmalerier. Vi vil gerne købe et maleri til den hytte, vi for nylig købte på Bornholm. Missionen lykkes, og jeg sætter Dorte og maleriet af ved vores rækkehus på Frederiksberg, og så fortsætter jeg til FOA’s lokaler på Staunings Plads i det indre København. Der er stille i forbundshuset, og jeg har ro til at sortere bunker af papirer. Jeg deler papirerne i tre stakke: en til FOA’s arkiver, en til makulering og en stak, som jeg skal have med hjem.

Da jeg for 11 år siden fik mit første barnebarn, begyndte jeg at skrive mine erindringer og historien om min slægt, for ret sent i livet gik det op for mig, at jeg ikke havde særlig godt styr på mine rødder. I mit barndomshjem i Vanløse kaldte mine forældre alle, som kom hos os, for onkler eller tanter, men hvem af dem var biologiske onkler og tanter?

Mit erindringsprojekt har lidt under, at jeg har arbejdet en del de seneste år, men nu håber jeg, at jeg kan få lidt mere tid til at skrive.

Alt mens jeg arbejder mig gennem papirstakkene, har jeg en mailudveksling med Karen Stæhr (formand for social- og sundhedssektoren i FOA) om de sidste dele af en overenskomst med Kommunernes Landsforening. Klokken 17 tager jeg en pause fra nedpakningen og kører over til KL og skriver under. Jeg skulle egentlig være hjemme klokken 19. Jeg ringer hjem et par gange og spørger, om jeg kan nappe en time mere. Da jeg kommer hjem, er vi enige om, at det er en god aften til at gå på jagt efter en film på hylden med dvd’er. Det bliver til et gensyn med ”The Best Exotic Marigold Hotel”, og inden vi går til ro, får jeg også set lidt Melodi Grand Prix, hvor to ekstremt hysteriske værter taler med eksalterede juryer. Jeg slukker og er bestyrket i troen på, at jeg ikke er noget Melodi Grand Prix-menneske.

SØNDAG

Jeg fik lov til at sove lidt længe, og da jeg kravlede ud af kassen, manglede der kun at blive lavet kaffe og te, hvilket jeg står for. Min kone har sørget for et veldækket bord med blandt andet hjemmebagte boller. Det er første gang i et halvt år, vi spiser morgenmad sammen. Der er tid til at læse aviser og se ud på gårdhaven, hvor jeg har omkring 30 tomme krukker stående. Jeg er glad for blomster, og jeg vil normalt have plantet krukkerne til på dette tidspunkt, men det er ikke sket på grund af overenskomstforhandlingerne. Vi beslutter os for at tage på blomsterindkøb, men jeg finder ikke lige det, jeg søger. Jeg sætter Dorte af og kører ud til DR Byen, hvor jeg skal deltage i P1-programmet ”Søndagsfrokosten” sammen med Stine Bosse og befalingsmanden Jesper Holm Frederiksen.

Da jeg blev valgt til forbundsformand for 16 år siden, lavede jeg en aftale med mig selv om, at jeg ville være tilgængelig for medierne. Jeg ville passe min telefon og undgå at svare ”ingen kommentarer”, for jeg har tænkt, at jeg på den måde bedst kunne repræsentere mine medlemmers interesse. Sådan tænker jeg også nu, hvor jeg formelt er formands-boss emeritus.

I ”Søndagsfrokosten” taler vi blandt andet om Alternativets visioner for fremtiden. Skal man kunne regne rigtigt, eller skal der være plads til at drømme? Jeg mener, det sidste er vigtigt og relevant at drøfte.

Jeg kører ind på kontoret, hvor jeg skal forberede et totimers oplæg til mandag og afslutte min nedpakning. Min kone har givet mig en nystrøget blå skjorte med, for jeg skal ud til Danske Regioner på Østerbro i København og skrive under på sidste del af overenskomstforliget med Regionerne. Bort set fra en kort periode som pædagogmedhjælper på en byggelegeplads har jeg gået i uniform i hele mit arbejdsliv. Som vaskerichauffør, havde jeg uniform, som portør og som formand for FOA, hvor jeg valgte en habit som min tjenestedragt. Men da jeg ikke længere var forbundsformand, tog jeg min tjenestedragt af, og i går havde jeg jeans og T-shirt på. Da det gik op for min kone, at jeg havde været hos KL i en så afslappet påklædning, gav hun mig en blå skjorte med og en bemærkning om, at jeg skulle huske, at jeg repræsenterede FOA’s medlemmer. Da jeg går fra forbundshuset er mit kontor ryddet og klar til, at Mona Striib kan rykke ind.

MANDAG

Jeg mødes med den nye formand, Mona Striib, og ser på det oplæg, som jeg skal holde ved FOA’s strategimøde, som vi afholder på et hotel i Sydhavnen i København. Det er mit sidste FOA-oplæg om forligene ved overenskomsten 2018. Onsdag kommer forslaget til urafstemning hos de godt 151.000 erhvervsaktive medlemmer, og hovedbestyrelsen anbefaler et stort ja.

Så mangler jeg kun afskedsreceptionen inde i forbundshuset. Jeg har fået lov til at vælge, at Karen Stæhr skal holde den officielle tale for mig, hvilket hun vist har haft lidt ondt i maven over, men det er en fantastisk flot tale. Det bliver en eftermiddag med mange håndtryk, og midt i mylderet er min kone, vores to børn, svigerbørn og børnebørn, og jeg konstaterer, at vores yngste barnebarn nyder, at der er buffet. Jeg holder en tale, hvor jeg siger tak. Formaninger og gode råd skal en afgået formand holde sig fra på en dag som denne.

I mandags var der afskedsreception for Dennis Kristensen i FOA’s forbundshus. –
I mandags var der afskedsreception for Dennis Kristensen i FOA’s forbundshus. – Foto: Jan Malm Hansen, FOA

Det er utroligt smukt vejr, og sammen med min familie går jeg over i Tivoli, hvor vi finder en restaurant, hvor vi kan nyde det gode vejr.

TIRSDAG

Det er den første dag i mit nye liv, og jeg har en 24-timers-plan, hvor jeg vil følge det råd, Dronningen gav i sin nytårstale om at gøre noget unyttigt. Planen forstyrres af nogle håndværkere, som tidligt tager fat på deres arbejde, så jeg er oppe, før jeg havde planlagt det. Jeg kigger ud i luften, drikker kaffe og læser en bog om Martin Andersen Nexø. Jeg har læst hele hans forfatterskab. En god del af det læste jeg i min skoletid, hvor jeg som den rod, jeg var, læste Nexøs romaner i stedet for at følge med i undervisningen.

Jeg tog realeksamen og blev som den første i familien student, men jeg havde ikke nogen idé om, hvad jeg ville med min eksamen, og det var helt fint. Som skoledreng blev jeg redaktionsbud på Berlingske Tidende og arbejdede mange timer. Jeg skruede benene af min seng og indrettede mit værelse med ølkasser, drak te af keramikkrus og lod håret blive langt. Da jeg var blevet student, tog jeg den med ro på en måde, unge nok ikke rigtig kan forestille sig i dag, og så fik jeg jobbet som vaskerichauffør. Siden gik det slag i slag, og som formand har jeg arbejdet vældig meget og ikke haft meget tid til at læse. Men jeg har stor appetit på både romaner, krimier og biografier.

I dag er min telefon slukket, men jeg svarer dog på et opkald fra en journalist i DR, som kontakter mig, fordi Københavns Politi undersøger, om nogle af forhandlerne brød deres tavshedspligt ved overenskomstforhandlingerne. Jeg har ikke hørt noget fra politiet og tager den sag ganske roligt. Inden jeg afslutter min unyttigheds-dag, får jeg også læst den spændende bog ”Fattiggården”, som jeg købte, da jeg for ikke så længe siden besøgte Forsorgsmuseet i Svendborg.

ONSDAG

Vi har købt et sommerhus fra 1965 på 48 kvadratmeter i Allinge på Bornholm, og jeg er taget i forvejen for at gøre klar til vores pinsegæster, mens Dorte passer sit arbejde som bioanalytiker på Rigshospitalet i København. Jeg havde aldrig troet, at vi skulle være sommerhusejere, for hvorfor male træværk, når man kan leje et sommerhus og nøjes med at nyde stedet? Men på grund af Folkemødet har vi flere gange været i Allinge, og det er et sjældent dejligt sted.

Jeg har ikke været i huset særligt længe, inden jeg ser hjorte nær huset. Mens jeg går rundt og pusler omkring huset, tænker jeg, at det var en god beslutning at købe stedet her.

Der er mange gode spisesteder på Bornholm, men der er også utrolig meget madhysteri, som vidner om, at der er en pæn del af befolkningen, som har haft en enorm velstandsudvikling. Jeg beslutter mig for at bestille en calzone fra det lokale pizzeria. Inden sengetid opretter jeg en ny elektronisk kalender. Før har jeg haft en sekretær med styr på min kalender. Med den elektroniske kalender skal jeg nok holde styr på mine aftaler. Livet er mere overskueligt nu.

TORSDAG

Jeg er vågnet til endnu en rimelig stille dag i det lille hus. Under overenskomstforhandlingerne begyndte jeg på en overenskomstdagbog på Facebook. Jeg har skrevet 69 afsnit, og snart vil jeg skrive afsnit nummer 70, som bliver det sidste, hvor jeg vil gå ind i diskussionen om den danske model.

Klokken 17 er jeg på TV 2 News via Skype. Det handler om anmeldelsen for overtrædelse af tavshedspligten i Forligsinstitutionen. Det er, så vidt jeg har forstået, en borger, der har foretaget anmeldelsen. Der blev sagt meget også fra min side i de mange uger, vi befandt os i Forligsinstitutionen. Danmark har aldrig før været så tæt på en storkonflikt, der kunne lukke den offentlige velfærd og service, så presseopmærksomheden var enorm.

Jeg har hængt maleriet op, som vi købte i lørdags. Det pynter. Jeg når også at få hængt et par lamper op.