Prøv avisen
Bryllup

Jeg vil giftes i en kirke - selvom jeg ikke rigtig er troende

"Mine tanker kredser ikke om Guds velsignelse. De tanker, jeg gør mig, er vævet sammen af billeder fra populærkulturen, mine familiefotoalbum og en dybereliggende kulturhistorie," skriver religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig.

For mig handler bryllupper ikke om tro – men om håb, om kærlighed. Om fest, om familie. Og jeg er ikke alene i den opfattelse: Det er en religionshistorisk kendsgerning, at ritualer sjældent handler om aktive trosforestillinger og oftere om alt muligt andet

Jeg er blevet forlovet og vil gerne have ordnet vielsen med hjælp fra en præst. Det kræver åbenbart en forklaring. For mange, jeg har fortalt det til, ser himmelfaldent på mig, når jeg afslører, at jeg forestiller mig selv som brud i en hvidkalket kirke. ”Men jeg troede, at du var en kritisk religionshistoriker!? Sådan en, der ikke tror på Gud og andet med store begyndelsesbogstaver? Hvordan hænger det dog sammen?”. Særligt mine aktivt ikke-kristne bekendtskaber er forbløffede.

Og jeg vil gerne forsøge at forklare. Både ved at henvise til mine egne følelser og først og fremmest ved at pege på den righoldige forskning i (mis)forholdet mellem ritualhandlinger og trosforestillinger.

Jeg bruger bekymringsvækkende mange af mine vågne timer på at dagdrømme om årstidsafstemt udsmykning; om vibeæg; om at stå med hjertet i halsen i et våbenhus; om at få indsyet noget af min mormors brudekappe i min kjole; om at blive ført op ad kirkegulvet af min far; om at synge ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”; om at han står og ser indforstået på mig; om at lyset vælter ned fra vinduerne; om at have tunge perler hængende fra ørerne; om at præsten siger ”så giv hinanden hånd derpå”; om at udveksle ringe; om at folk blæser med sæbebobler foran kirkedøren; om at han får lidt af mit navn; om festen bagefter; om talerne…

Mine tanker kredser ikke om Guds velsignelse. Eller om dogmer for den sags skyld. De kredser om alt muligt andet. De tanker, jeg gør mig, er vævet sammen af billeder fra populærkulturen, mine familiefotoalbum og en dybereliggende kulturhistorie.

De handler mere om, hvad der føles rigtigt, og hvad jeg (er præget til at) synes er smukt end om teologiske refleksioner. På den måde er jeg nok ret repræsentativ for bryllupsforberedende danskere i dag. Men jeg er også ret repræsentativ for langt hovedparten af ritualdeltagere i det hele taget – til alle (eller i hvert fald de fleste) tider.

Den indsigt henter jeg fra ritualforskningen og den øvrige religionsvidenskabelige litteratur, som i løbet af de sidste halvandet hundrede år med tiltagende præcision har forsøgt at afstemme forholdet mellem religiøse handlinger og forestillinger. Og hovedbudskabet er, at folk kun undtagelsesvist deltager i ritualer, fordi de skal have afløb for en eller anden religiøs overbevisning. De gør det langt oftere med vage begrundelser som ’det plejer vi at gøre’.

Religionsforskere har (gennem feltstudier, tekstlæsninger og forsøg) ’oversat’ denne begrundelse til et ønske om at vise tilslutning til en social gruppe; disse forskere finder med andre ord belæg for, at for eksempel bryllupsritualer fremelsker, bekræfter eller styrker sociale bånd.

Disse forskere peger også på, at fortidståger og traditioner er vigtige i denne sammenhæng. De ser en tendens til, at folk foretrækker at gennemføre livsvigtige ritualer i rum og sammenhænge, som føles afprøvede og rodfæstede – rammer, som giver situationen en vis tyngde og meningsfylde. Kirkerum er her oplagte og gode, fordi de (gerne) er gamle og smukke.

Alt dette er lidt irriterende, fordi det går imod den måde, vi normalt får greb om andres handlinger på: ’Martin lukker døren, fordi han gerne vil have fred til at spille computer’; ’Bertil tager strømperne af, fordi han er på vej ud på trampolinen’; ’Per lister ud til baghuset, fordi han er på jagt efter is fra kummefryseren’. Bare for at nævne nogle af de handlinger, jeg må bruge tid på at fortolke her i den sommervarme forstad.

Men ritualer er en besynderlig form for handlinger. Der er for eksempel ikke nogen egentlig nødvendighed i den række af bevægelser og ord, som tilsammen gør, at to individer bliver til et juridisk og religiøst anerkendt par. Man kan jo blive gift på (frygteligt) mange måder. I visse indiske provinser er det nødvendigt med en optakt, hvor bruden i 10 dage kaster med græs og blomster fra en kurv. I jødiske vielsesritualer er det almindeligt, at gommen knuser et vinglas med sin højre fod. I visse egne i Kina er det kutyme, at bruden føres fra sit eget til gommens hjem under en rød paraply. I visse vestlige lande er det udbredt, at bruden kaster sin buket, så en af de ugifte kvinder kan gribe den.

Det er svært at komme med forklaringer på, hvorfor folk foretager sig den slags. Eller det vil sige: Det er faktisk lidt for nemt at komme med (forskellige og modstridende) forklaringer. Det kan man se på den diskussionslyst, som har kendetegnet de fleste teologer til de fleste tider. Hvordan bør man forstå de gældende ritualer? Det har traditionelt været et væsentligt praktisk teologisk spørgsmål. Noget, som har krævet store mængder af religiøse eliters tankeaktivitet.

Men ofte har de forklaringer, de nåede frem til, ikke smittet meget af på lægmænd. De har selvfølgelig smittet af på nogle. Nogle henviser for eksempel til ’Det Andet Tempels Fald’, når de skal forklare, hvorfor de knuser et glas under et bryllupsritual.

Sådanne forklaringer er udbredt i miljøer, som stiller store krav til enkeltindividers religiøse inderlighed og tekstkendskab. Men den slags miljøer er historiske undtagelser.

Ikke desto mindre har netop denne måde at være religiøs på været udbredt (i hvert fald som ideal) på vores breddegrader efter Reformationen og især efter pietismen.

Så meget, at idealet stadig sidder i mange ikke-religiøse eller kultur-religiøse som en art målestok. Så meget, at de taber næse og mund, når jeg bekendtgør, at jeg gerne vil kirkevies, til trods for at jeg ikke render rundt med nogen aktiv kristentro.

Men det burde de ikke. Det er dem, der er undtagelsen. Ikke mig.