I dagene efter drabet den 15. februar på den jødiske vagtmand Dan Uzan bredte et hav af blomster sig i Krystalgade i det indre København. Synet var bevægende. Også for dem, der havde deres gang gennem den politibevogtede sikkerhedssluse ind til området bag gitteret til synagogen og det jødiske hus.
”Vi græd, fra vi kom, til vi gik,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Den 53-årige formand for Det Jødiske Samfund i Danmark er en høj smuk mand i sort jakkesæt og med et mildt ansigtsudtryk, der under det gråsprængte sorte hår skifter mellem alvor og koncentration og smil og humor. Han tager imod i bestyrelseslokalet i det jødiske hus, der gemmer sig bag synagogen og rummer møde- og kulturaktiviteter, café, sekretariat, bibliotek, arkiv og administration. I alt 1450 kvadratmeter, der stod færdige i 2011 og med en mindesten i gården for ofrene for holocaust.
Dan Asmussen har som alle jøder i Danmark og i resten af verden en familiehistorie med internationale rødder og præget af pogromer, jødeforfølgelse, flugt og krig. Hans egen farmor, der overlevede Anden Verdenskrig og i dag er 104 år, måtte flygte til Sverige på bunden af en fiskekutter i oktober 1943, mens hendes søster blev taget af nazisterne på loftet af Gille-leje Kirke og sendt til Theresienstadt.
Hvad mener han om, at hjemlige debattører sammenligner den nuværende flygtningekrise med 1943, hvor danskere hjalp jøder med at flygte i sikkerhed i Sverige, og at vi bør gøre det samme i dag?
”Det er en svær sammenligning,” siger Dan Rosenberg Asmussen og fortsætter:
”Oktober 1943 var udtryk for, at mange i den danske befolkning mente, at jøderne var sidestillet med andre danskere, og at man på grund af nazisternes besættelse måtte gøre noget særligt. Selvom jøderne er kommet til Danmark som flygtninge fra pogromer i Rusland og Polen i 1800-tallet op til Anden Verdenskrig og fra Polen i slutningen af 1960'erne, har det været muligt for jøder at slå sig ned i Danmark og få et godt liv.”
”Nu har vi en situation med folk, der kommer fra områder præget af krig og overgreb og med behov for hjælp fra andre til at nå sikker havn. Derfor synes jeg ikke, man kan komme uden om, at Danmark tager sin del af ansvaret for at løse flygtningekrisen. Men billedet er nuanceret i dag. Jeg synes ofte, det er svært at skelne i forhold til, om folk flygter fra krig eller fra fattigdom. Og om det i virkeligheden er bedst at hjælpe i nærområderne.”
”Det er mit indtryk, at mange af de syrere, der flygter i dag på grund af en frygtelig borgerkrig, har et ønske om at komme tilbage til et Syrien uden borgerkrig. De jødiske flygtninge har ikke haft den samme historie. Ofte flygtede de med livet som indsats og havde ikke noget at vende tilbage til. Så på den måde er der forskel på at flygte fra Rusland og Polen, for dengang flygtede man for tid og evighed.”
”Så med hensyn til analogien med 1943 er det en rigtig tanke at hjælpe syrerne indtil et tidspunkt, hvor de kan vende tilbage til et Syrien uden borgerkrig og overgreb. Men jeg må tilstå, at det er en meget svær situation. Tallene er så massive i øjeblikket. Det er oplagt, at vi skal hjælpe dem, der flygter fra krig og myrderier, men det er lige så oplagt, at Danmark ikke kan rumme alle dem, der måtte ønske at komme til landet. Derfor er det o.k. at overveje andre modeller også i form af sikkert ophold nær eget lokalområde.”
”Men situationen er helt igennem forfærdelig. Vi kan sidde og tale om, at nogle er økonomiske flygtninge og ikke bare kan forvente, at de europæiske lande åbner sig for dem. Omvendt afspejler flygtningenes fremgangsmåder en enorm desperation, når de for eksempel krydser Middelhavet med livet som indsats. Derfor synes jeg ikke, at det er så let at gøre sig til dommer over, hvorfor de flygter.”
”De fleste jøder vil ræsonnere sig frem til, at der er grænser for, hvor meget Danmark kan gøre. Men derefter vil man uvilkårligt tænke på, at ens egen familie har overlevet pogromer eller nazismen på grund af danskernes hjælp. Derfor lander man på, at man må gøre så meget, man kan. Det er svært for personer med jødisk baggrund at have en ubekymret tilgang til flygtningeproblematikken. Alle jøder har en flygtningehistorie, og ens oldeforældre havde måske ikke klaret sig, hvis ikke de var blevet taget imod, da de flygtede,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet, gift og far til to børn og er i sit borgerlige erhverv viceadministrerende direktør i Apotekerforeningen. Han havde i nogle år været politisk aktiv i det jødiske trossamfunds styrende organer som medlem af delegeretforsamlingen og repræsentantskabet, da han i maj sidste år blev valgt som ny formand for Det Jødiske Samfund.
Blandt de opgaver, han stod over for, var et forslag om nye kriterier for medlemskab af trossamfundet. Dertil kom nye anslag mod jødisk tradition og religiøs praksis i form af et dansk forbud mod rituelle slagtninger og krav fra flere sider om forbud mod omskæring af drenge.
Men efter den 15. februar i år blev dagsordenen med et slag ændret til at handle om terrorangrebet mod det jødiske mindretal i Danmark og spørgsmål om dets sikkerhed. Pludselig optrådte han i medierne dag efter dag, og der lærte offentligheden Dan Rosenberg Asmussen at kende. Men hvad er hans egen baggrund?
På hans fars side blev hans farmor født i København i 1911. Hendes forældre var indvandrere fra Polen, der var flygtet omkring århundredeskiftet, hvor der var pogromer. De forsøgte at komme til Amerika, men pengene slap op, så de blev i København.
”Min farmors polske familie var meget religiøs, og som 18-årig stak hun af hjemmefra. Hun mødte Aksel Asmussen, der ikke var jøde, og det er ham, jeg har mit ikke-jødiske efternavn fra. Det var et stort traume for hendes familie, men da de lærte ham at kende, blev han fuldt accepteret af familien,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Begge hans forældre er døde i dag. Hans far var uddannet inden for shipping og arbejdede i nogle år i Afrika i et dansk tradingfirma. Her mødte han i 1950'erne en israeler, der inviterede ham med på ferie i Israel.
”Vennen havde en veninde, som han meget gerne ville introducere for min far. Hun havde taget en veninde med, der skulle hjælpe hende med engelsk. Det blev min mor - så vi siger i min familie, at sprog er vigtigt,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Hans forældre blev gift i Israel og flyttede derefter til Danmark, hvor de først boede hos faderens forældre, indtil de efter kort tid fik deres egen lejlighed. Her blev hans søster født i 1959 og han selv i 1961.
På hans mors side var bedsteforældrene af yemenitisk-egyptisk afstamning. Og hvor hans fars familie var askenasiske jøder, var moderens sefardiske jøder. Hun selv blev født i 1926 i Alexandria i Egypten.
”Alting gik meget fint, og de var velintegrerede, indtil Israel blev etableret. Det blev oplevet som en provokation i de arabiske lande, fordi man blev ramt på sin stolthed. Derfor var det ikke længere rart at være jøde i Egypten, og i begyndelsen af 1950'erne flygtede de til Israel.”
”Under Anden Verdenskrig befandt min mors familie sig i Egypten og gik fri af holocaust. Men min farmors søster blev taget af tyskerne på loftet af Gilleleje Kirke og kom til koncentrationslejren Theresienstadt. Hun kom dog hjem igen og var en ud af de 450 danske jøder, der overlevede, mens 50 ikke klarede den.”
”Min farmors gamle polske familie flygtede og blev spredt over hele verden. Min farmor bor i dag på plejehjem. Der er ting, hun husker rigtig godt. Flugten til Sverige er det, hun husker bedst. På det tidspunkt, hvor hun flygtede, vidste hun ikke, hvordan det ville ende. Hun kom over Øresund i bunden af en fiskerbåd og var skræmt fra vid og sans. Men også det, at hun blev lotte og kom tilbage til Danmark i 1945 sammen med Den Danske Brigade. Det fortæller hun gerne og ofte,” siger Dan Rosenberg Asmussen med et smil.
Hans forhold til sin egen familiehistorie er i dag pragmatisk.
”Jeg har aldrig kendt til andet. Jøder har ofte en meget dramatisk familiebaggrund med flugt og død. Det er bare sådan, det er - det er det 'normale'. Som ældre kan man tænke, at det er specielt og måske har været med til at forme en, uden at man tænkte over det som ung. Dengang læste jeg meget om jødisk historie, og jeg kan huske, at jeg var frustreret og vred over, at man under Anden Verdenskrig ikke havde været bedre til at forsvare og beskytte sig.”
”I det historiske perspektiv er det svært at forstå, at det kunne gå så galt. Derfor er jeg også i dag optaget af Israels og jødernes sikkerhed. Og derfor er jeg så optaget af danske jøders sikkerhed. Det, at mange i menigheden har oplevet så mange trusler og frygt, betyder, at vi skal gøre alt for, at de kan føle sig trygge.”
Dan Rosenberg Asmussen valgte efter gymnasiet at rejse til Israel, hvor han var i tre år og boede både i og uden for kibbutz og lærte at tale hebraisk.
”Hvis jødisk identitet fylder bare lidt, stiller man sig selv spørgsmålet før eller siden, om man hører hjemme i Israel eller Danmark. Jeg har familie i Israel og holder meget af at komme der, men jeg fandt ud af, at jeg var dansker. Sproget betød meget - at vokse op og være tryg ved det. Mentaliteten har også spillet ind. Jeg konstaterede, at jeg på mange måder var dansk. Jeg fortryder ikke, at jeg rejste væk fra de trygge rammer, og at se verden på en anden måde er utrolig givende. Det betød, at jeg blev mere bestemt omkring, hvad jeg kunne tænke mig, hvor jeg før var mere ubeslutsom.”
I Danmark er der cirka 6000-7000 jøder. De 2500 af dem er medlem af Det Jødiske Samfund. Trossamfundets formand er politisk leder, mens rabbineren er religiøs leder og fortolker jødisk lov i menigheden.
Blandt medlemmerne spænder forholdet til religion ifølge Dan Rosenberg Asmussen ganske vidt fra at være ortodoks og optaget af at leve et traditionelt rituelt liv til kulturel bestemt jødedom. Han skønner, at 10 procent af medlemmerne lever et rituelt præget liv, mens resten opfatter sig som jøder i kulturel, social og historisk forstand.
”Der er tradition for, at den politiske leder ikke behøver være specielt religiøs. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi holdt shabbat og spiste kosher. Jeg gik i den jødiske Carolineskolen og har haft en relativ traditionel opvækst. Jeg har ikke tidligere været så flittig synagoge-gænger, men er kommet lidt efter det i de senere år. Det hænger sammen med, at synagogen er en vigtig del af vores fællesskab. Jødisk liv er blandt andet sammensat af en række vigtige institutioner som synagogen, rabbinatet, begravelsespladsen, skolen, plejehjemmet og slagteren.”
”Det Gamle Testamente udstikker 613 påbud og forbud, som man forsøger at efterleve i større eller mindre grad. Tidligere overrabbiner Bent Lexner taler om, at jødedommen står på tre søjler: Ritualer, læring og adfærd. Jeg opfatter mig selv som fokuseret på adfærd i højere grad end ritualerne. I min adfærd har jeg fokus på ydmyghed, at behandle andre som jeg selv vil behandles, hjælpsomhed og ihærdighed - man må godt anstrenge sig. De ting, tror jeg, har at gøre med jødisk baggrund.”
”Som formand for Det Jødiske Samfund ser jeg gerne, at det er muligt at udvikle menigheden i en retning, som gør os stolte. At man ønsker at være en del af menigheden og at bidrage til fællesskabet. Vi har måske været for optagede af vores sørgelige historie og af offerrollen. Jeg er optaget af, at vi lægger offerrollen lidt til side - det er ikke noget, som unge mennesker tiltrækkes af. Der er andre områder, som jeg gerne vil være med til at udvikle de kommende år.”
”I det forår, vi har været igennem, rundede vi to yderligheder: Det, vi frygtede ville ske, skete. Men da det så skete, viste der sig at være en enorm kraft og omsorgsfuldhed i menigheden, som støttede hinanden, som støttede Dan Uzans familie, hurtigt sendte børnene i skole og passede på hinanden. Sådan noget bliver jeg stolt af at være en del af.””Det skete oven på en sørgelig begivenhed, som også blev anledning til at forny kontrakten fra 1943 med det omgivende samfund, hvor helt almindelige mennesker i stort tal tog del i det her. Den dansk-jødiske historie er en rigtig vellykket integrationshistorie. I dag taler man meget om integration og mislykket integration. Drabet på Finn Nørgaard uden for Krudttønden på Østerbro og på Dan Uzan er et udtryk for mislykket integration og social marginalisering. Når et had kan være så stort, at det fører til drab, er det oplagt, at noget er gået galt. Det er tankevækkende, når man tager i betragtning, at morderen er født i og havde boet i Danmark i 20 år.”
”Derfor er det også vigtigt at udbrede kendskabet til danske jøders historie. Det har ikke altid været let, men man har bidt sig fast. Jeg oplever danske jøder som meget velintegrerede, men dog med et ønske om at holde fast i vores særheder på det religiøse område samtidig med, at man ønsker at bidrage til samfundet. Jeg ved, at der trives fordomme om jøder bredt i muslimske kredse. Derfor må vi gå i dialog. Mit håb er et forbedret forhold mellem jøder og muslimer baseret på respekt og tillid. Men det kan ikke kun foregå via dialog. Jeg er optaget af at intensivere samarbejdet med moderate muslimske organisationer. For eksempel i forsvaret for religiøse rettigheder som slagtning og omskæring, som er under pres. Kan vi fastholde et tillidsfuldt samarbejde, vil det over tid være med til at styrke venskabelige relationer, der forhåbentlig breder sig,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Spørgsmålet er, hvordan han selv er kommet igennem et tragisk og dramatisk år?
”For hver dag, der går, bliver det bedre. Det er klart, at drabet på Dan Uzan var grænseoverskridende og utrolig barskt. Når man beder menighedens unge om at engagere sig i vores sikkerhed og tryghed, og det ender med at koste dem livet, så vakler og tvivler man et øjeblik.”
”Jeg tog fri fra mit arbejde i 14 dage - heldigvis har jeg en utroligt forstående arbejdsgiver og nogle meget betænksomme kolleger - så jeg ikke følte, jeg blev presset af at skulle fungere i flere virkeligheder. Det var en alvorlig krise, hvor jeg som en del af et større kriseberedskab skulle forsøge at genskabe roen og trygheden. Men der har også været positive oplevelser. Jeg har kunnet konstatere, at rigtig mange i fællesskabet - men også udenfor - gerne vil hjælpe til. Hvis jeg ikke vidste det før, ved jeg det nu.”
”Jeg tænker, at kan vi formå at holde fast i den villighed og hjælpsomhed, kan vi skabe en bedre menighed og fremme følelsen af fællesskab og stolthed. Det kan vi gøre ved at inddrage flere mennesker - det bliver det bedre af,” siger Dan Rosenberg Asmussen og tilføjer:
”Jeg er selv kommet godt igennem, tror jeg, ved at opleve positive ting midt i alt det sørgelige. Støtte fra hele det omgivende samfund har været en vigtig del af det.”