Første prædiken efter corona: Jeg vil sige alt det, jeg har sparet op til i to måneder

Siden i mandags har kirkerne været åbne igen, og i torsdags holdt mange den første gudstjeneste på Kristi himmelfartsdag. Ugen har været præget af både forventning og usikkerhed for 31-årige Laura Cæcilie Engell Jessen, der er tilbage på prædikestolene i Vestermarie og Nylars kirker på Bornholm

Laura Cæcilie Engell Jessen var spændt, da hun stod op Kristi himmelfartsdag. Hun læste sin første prædiken i to måneder igennem, mens hun rørte i havregrøden. Mødet med de to menigheder senere samme dag blev bevægende. – Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.
Laura Cæcilie Engell Jessen var spændt, da hun stod op Kristi himmelfartsdag. Hun læste sin første prædiken i to måneder igennem, mens hun rørte i havregrøden. Mødet med de to menigheder senere samme dag blev bevægende. – Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Mandag

Min datter vækker mig ved ottetiden. Jeg har været oppe den halve nat, fordi jeg ventede på Kirkeministeriets retningslinjer for kirkernes genåbning, så jeg er meget træt. Jeg nåede at gå i seng, et par minutter før de kom. Nu skynder jeg mig at sætte min datter til at se noget fjernsyn. Så sætter jeg mig med morgenkaffen og læser de nye retningslinjer igennem.

Derefter går jeg i gang med at skrive mails og indkalde til møder. Egentlig er mandag normalt min fridag, men jeg er nødt til at gøre klar til den kommende uge. Jeg laver plakater til kirkerne og sedler med retningslinjer. Det er vigtigt, at der står ”velkommen til gudstjeneste” på sedlerne, så det ikke bare er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, der hænger over det hele. Vi dør lidt indeni, hvis vi kun kigger på forbud.

Omkring klokken 11 om formiddagen går jeg i gang med at udvælge salmer til Kristi himmelfart-gudstjenesten torsdag. Det er en glædelig overraskelse, at vi gerne må synge. Jeg vælger nogle salmer med pomp, lovsang og kraft i. Samtidig skal salmerne også være velkendte, for når vi endelig kan mødes igen, skal vi ikke sidde og spytte i nogle salmer, vi ikke har hørt før. Jeg vælger blandt andet salmen ”Mægtigste Kriste”, der er en af mine absolutte yndlingssalmer. Den sang man også i Vor Frue Kirke ved Danmarks befrielse i 1945. Jeg tænker, at det her også er en lille befrielse.

Resten af dagen hygger jeg med familien. Men tankerne om arbejdet kører stadig rundt. Jeg har været præst i to år, og det her føles lidt som at begynde forfra igen.

 Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Tirsdag

Jeg står op med min datter klokken kvart i syv og gør hende klar til børnehave. Lidt over ni kommer jeg løbende ind i Vestermarie Kirke. Jeg havde aftalt et møde klokken ni, så det er lidt utjekket, at jeg kommer for sent på min første dag efter genåbningen. Men man må håbe på tilgivelse – også i kirken.

Sammen med kirketjenerne, kirkeværgerne, organisten og kirkesangeren planlægger jeg den kommende tid. Der er en stemning af både glæde og forventning, men også usikkerhed, for åbningen er lidt svær at navigere i. Vi beslutter fortsat at låse dørene til kirkerne, når der ikke er gudstjeneste, fordi den ene af de to kirker, hvor jeg er præst, ofte besøges af turister, når den er åben. Vi er ikke helt sikre på, vi har personaleressourcer nok til al den rengøring, der er forordnet. Det er en smertelig beslutning for mig, for jeg synes, det er vildt vigtigt, at man aldrig møder en låst dør til kirken.

Derefter tager jeg hen på kirkekontoret for første gang i flere måneder. Det er dejligt at være tilbage, og graveren, der har gjort rent her, har passet godt på mine planter. Jeg taler med brudepar om nye datoer for deres bryllup og med plejehjem om, hvornår jeg igen kan komme ud at holde andagt. Telefonen bimler hele formiddagen. Journalister ringer og spørger til kirken. Jeg finder nogle boller i fryseren, som egentlig var blevet bagt til konfirmanderne, men de har ikke været her i flere måneder. Jeg spiser dem til frokost sammen med noget gammelt smør fra før krisen.

Klokken 16 tager jeg lige forbi Brugsen på vej hjem. Her hilser jeg på flere kirkegængere og nogle gamle konfirmander, der står i kassen.

Om aften løber jeg en tur i Præsteskoven. Jeg plejer egentlig ikke at løbe, men nu havde jeg lige vænnet mig til at være så meget i naturen under coronakrisen, så jeg har pludselig brug for at komme ud i den lyse aften.

 Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Onsdag

Jeg kører min datter i børnehave omkring klokken halv ni og tager tilbage til hjemmekontoret, hvor jeg bor i præsteboligen ved Nylars Kirke. Normalt begynder jeg dagen med en morgenandagt, men det er virkelig svært at samle sig om i de her dage, fordi tingene er så meget oppe i luften.

Jeg lægger telefonen væk og går i gang med at skrive prædiken til i morgen. Når man har været væk fra menigheden, kan prædikenen hurtigt blive akademisk og tør. En præst har brug for sin menighed. Lige da jeg begyndte som præst, ville jeg gerne sige det hele i én prædiken. Sådan er det også lidt nu. Jeg vil sige alt det, jeg har sparet op til i to måneder.

I kirkeårets fortælling har Jesus været sammen med sine disciple indtil Kristi himmelfart, og så tager han til himmels. Derimod kommer vi tilbage til menigheden og gudstjenesten den dag, Jesus forsvinder. Det fantastiske, som sker i Apostlenes Gerninger, er, at en engel siger til disciplene: ’Hvorfor står I og ser op i himlen?.’ Dermed siger englen, at de skal kigge sig omkring. Det er noget af det, jeg vil prøve at sige i morgen. Vores blikke skal blive ledt hen på de mennesker, vi er sammen med. Det bliver ganske særligt efter så mange måneder.

Om eftermiddagen kører jeg til kontoret i Vestermarie Kirke og ordner salmevalg til på søndag og nogle kirkebogssager. Klokken 19 holder vi menighedsrådsmøde i Nylars, og bagefter sætter jeg mig på kontoret der for at færdiggøre prædikenen til i morgen. Jeg er først færdig tæt på midnat. Det er svært at sove, fordi mine tanker kredser om i morgen.

Torsdag

Jeg står op lidt i syv og er spændt. Jeg læser min prædiken igennem, mens jeg rører i havregrøden. Så vækker jeg resten af familien.

Min præsteskjorte er blevet noget krøllet efter at have hængt inde i skabet klemt sammen mellem vinterjakkerne. Så jeg skynder mig at finde strygejernet frem og stryger flipperne. Klokken halv ni har jeg præstekjolen på og går ud af døren.

Den første gudstjeneste er i Nylars Kirke, der ligger lige på den anden side af vejen fra mit hjem. Der er 12 kirkegængere, og det er dejligt at se dem igen. På den ene side føles det, som om det er enormt lang tid siden, vi har set hinanden sidst. På den anden side er alt lidt, som det plejer. Folk sætter sig på de samme pladser. Gudstjenesten er færdig kl. 09.30, og menigheden står bagefter og taler lidt foran kirken. Lidt over 10 går jeg hjem og henter min mand og barn, og så kører vi til gudstjenesten i Vestermarie Kirke. Der er 10 kirkegængere, og ligesom før er det også bevægende at se dem. Det er en festlig gudstjeneste, men man bringer også sin uro med sig i kirken. Den uro, som har fyldt den seneste tid. Så det er en takke- og lovsangsgudstjeneste, hvor vi får pustet ud.

 Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Vi er færdige omkring halv tolv, og så kører min familie og jeg i Brugsen efter franskbrød. Jeg skal altid have en skive franskbrød og en kop kaffe efter gudstjeneste. Resten af dagen bruger jeg på at slappe af, gå lidt i haven, læse og tale. Jeg er ret træt ovenpå natten og dagen.

Fredag

Jeg bruger formiddagen på at skrive prædiken til på søndag og lave salmeark, for jeg bruger ikke salmebøger for tiden. Jeg lægger en helligdags-hilsen på internettet til alle dem, der stadig ikke kan komme i kirke. Det har jeg gjort under hele krisen. Om eftermiddagen ordner jeg nogle administrative ting på kirkekontoret. Jeg bruger aftenen sammen med familien. Denne uge har krævet nogle ekstra kræfter, fordi der pludselig er et højt niveau af social kontakt. Men når jeg også får slappet af, er det, som det skal være. Det er dejligt at være tilbage.