Prøv avisen
Ugen der gik

Ebbe Munk: Jeg vil sige farvel, mens der er glød i øjnene af glæde

Som dreng sang Ebbe Munk i Københavns Drengekor. I snart tre årtier har han stået i spidsen for koret. I dag, lørdag, har han sin sidste store koncert med kor og orkester

Mandag

Koret møder klokken 8.15 på Københavns Kommunes sangskole, som er en del af Sankt Annæ Gymnasium i Valby i København. Det er lidt tidligt for en sangstemme, men en af vores sangpædagoger bruger et kvarter på at varme drengenes stemmer op, og så tager vi fat. Vi arbejder med Haydns ”Skabelsen”, Bachs ”Juleoratorium” og så forbereder vi Adventsvesperen. Vi skal opføre Haydns storslåede oratorium ”Skabelsen” i Københavns Domkirke fredag aften og i Aarhus Domkirke lørdag, og værket er en stor udfordring for alle. Samtidig er det min sidste store koncert med kor og orkester, og det er drengene klar over.

Det er halvandet år siden, jeg meddelte, at jeg ville stoppe. Næste gang fylder jeg 70 år, og man skal omstille sig til et andet liv, mens man har styrke, lyst og energi. Jeg skal fortsat planlægge korets udenlandske aktiviteter, og så skal jeg være kunstnerisk leder for ”Teapot Summer School” for korsangere, dirigenter og komponister i New Zealand.

Drengene har altid været søde, varme og loyale, men jeg mærker en særlig vilje til, at det her skal lykkes rigtig ordentligt. Når jeg ser dem synge, hæfter jeg mig ved udtrykket i deres øjne. Jeg vil sige farvel, mens der er glød i øjnene af glæde.

Tirsdag

Jeg tager fra vores hjem i Gentofte ind til Københavns Domkirke, hvor der skal gøres klar til kor- og orkesterprøve senere på dagen. Jeg tror, jeg bliver stille, hver gang jeg går ind i dette fuldstændig unikke kirkerum. Vi har brug for at kunne træde ind i et rum, som udtrykker noget andet end hverdagen, og sådan er det for mig, når jeg er i Domkirken, som har været en del af min tilværelse, siden jeg sang i Københavns Drengekor i 1960’erne.

Min storebror blev optaget på Sankt Annæ et par år før mig. De første par år i koret tænkte jeg ikke videre over, hvad musikken betød for mig, men arbejdet med Händels oratorium ”Saul” forandrede alt i mig. Jeg blev et gladere barn, som kunne lide at gå i skole, hvor jeg blev udfordret på mit sprog og min musikalitet. Mine forældre bakkede os op. Min mor gik hjemme, og min far var typograf og leder af Dansk Lyskopi. Fra ham har jeg nok arvet en evne til at få ting til at passe sammen, hvilket er afgørende i et job som mit, der indebærer en del andet end at dirigere koret.

Hver tirsdag og torsdag skal drengene møde til korprøver om aftenen, fordi de har prøver med mandskoret. Der er 30 sangere i mandskoret og så de 80 drenge i alderen 11 til 14 år. Drengene lærer, at man møder op, også selv om man har lidt ondt i hovedet eller er lidt forkølet, og jeg har hørt fra mange, at det er en arbejdsdisciplin, man tager med sig.

I dag går prøverne som forventet. Jeg noterer mig de steder i korsatserne, hvor der skal arbejdes med tempi. Ikke alt, som lød rigtigt hjemme i koncertsalen på Sankt Annæ, lyder rigtigt i kirkerummet.

Onsdag

I dag er solisternes dag. Solisterne kommer fra henholdsvis Tyrkiet, Østrig og Sverige, og vi har klaverprøver med dem i Københavns Domkirke. Det er vigtigt for mig, at vi kan skabe det klangbillede, som Haydn skrev værket til i 1796. Og det kan man med Københavns Drengekor, som er en del af en mere end tusindårig praksis, som desværre er truet.

Jeg er formand for en komité, som arbejder på at få drengekorsangen og korskoletraditionen optaget på Unescos liste for verdens immaterielle kulturarv. Når jeg træder tilbage som kapelmester, vil jeg fortsætte det arbejde. Når man ser ud over Europa, er der kun få kor som Københavns Drengekor. Mange steder er man begyndt at optage piger i korene. I England er der problemer med at få lov til at have kor, hvor der kun er drenge, men mister vi drengekorsangen og korskoletradtionen, så taber vi en klangkultur og et musikalsk udtryk, som har været kendt siden middelalderen.

Torsdag

Jeg har en forholdsvis rolig formiddag hjemme, inden jeg tager ind til Københavns Domkirke, hvor vi har generalprøve. Siden jeg tiltrådte som kapelmester, har jeg taget mod 30 årgange af kordrenge. Naturligvis kan der være undtagelser, men generelt har drengene en utrolig arbejdsdisciplin. Jeg skal ikke diskutere med dem, at de skal slukke telefonerne. Jeg mærker, at de værdsætter den menneskelige nærkontakt og forpligtigelsen til at fremføre korsang på højt, internationalt niveau.

Når vi mødes om aftenen, er mandskoret også med. En god del af mandskoret har været det samme gennem alle årene, og når drengene arbejder sammen med dem, sker der noget i de unge. De får et professionelt løft af at arbejde sammen med professionelle voksne, og generelt kan jeg mærke, at de kan lide de opgaver, hvor de bliver udfordret.

Jeg registrerer, at den sidste lovprisning i ”Skabelsen” går fysisk ind hos mig. Singt dem Herren alle Stimmen! Dankt ihm alle seine Werke! (Syng for Herren, alle røster, alt hans værk skal ham ophøje). Jeg er taknemmelig over det arbejde, som har været mit i snart 30 år.

Inden vi skilles, bruger jeg omkring en time på at gennemgå en række praktiske ting i forbindelse med koncerten i morgen. Dronningen og Kronprinsen vil være til stede, og der er en del logistik, som vi skal gennemgå. Alt skal foregå efter en bestemt bog.

Fredag

Jeg når til frisør, inden jeg sætter mig og memorerer værket igennem. Jeg drikker en fyldig kop earlgrey, har partituret mellem hænderne og noterer mig, hvor der er noget, som særligt skal have min opmærksomhed. Det er en vigtig mental forberedelse for mig.

Klokken 16.30 mødes vi til en sidste prøve i kirken. Jeg kan fornemme på drengene, at de glæder sig. På det sidste har jeg fået en del spørgsmål om, hvad der nu skal ske med koret. Min afløser er endnu ikke fundet, så de får fem gæstedirigenter i løbet af foråret, men inden længe kan vi også præsentere min afløser.

Det er mit håb, at koncertgæsterne sidder i kirken og tænker, at koret synger, som de skal. Når man selv har sat sig en deadline, vil man jo gerne efterlade koret i en god form, hvor ikke alene klangen, men også den musikalske udfoldelsesevne er på toppen. Det bliver nok midnat, inden vi kommer hjem, for der skal være reception efter koncerten, men vi skal alle være klar igen lørdag, hvor vi skal opføre ”Skabelsen” i Aarhus Domkirke. Men på søndag holder jeg fri.