Da Katinka Buchwald Bjerregaard og hendes mand, Daniel, var til scanning på Hvidovre Hospital i 12. graviditetsuge, sagde jordemoderen, der førte scanningsapparatet:
”Gud, der er en til.”
Og lidt efter:
”Man må godt være skuffet”.
Katinka og Daniel kiggede på hinanden og grinede og græd på samme tid. Men skuffede var de i hvert fald ikke.
”Jeg havde været så bekymret for klumpfod og hareskår. Man vil gerne give sit barn de bedste muligheder, og jeg ved, at der nok skal komme problemer uanset, så man har ikke lyst til, at barnet starter bagud på point. Jeg havde aldrig overvejet, at der kunne være tvillinger, men man kan da ikke være andet end ovenud lykkelig for at få to børn på én gang. Tænk på, hvor mange der har svært ved at få børn.”
”Jeg har også godt kunnet lide tanken om, at de har haft hinanden inde i maven. Det må egentlig være rart,” siger den prisbelønnede sangskriver og sanger i Katinka Band og nu mor til to.
Tvillingerne Oda og Holger kom til verden en mandag i september. Her godt tre en halv måned senere ligger de på skift på deres mors tatoverede arm og i en babyindsats og knirker i lejligheden på 3. sal på Vesterbro i København. Katinka spillede sin sidste koncert med sit band to dage inden, at tvillingerne blev forløst ved kejsersnit fem uger før tid. Nu er livet anderledes stille og stationært for sangerinden med de personlige sangtekster og kraftfulde sceneoptrædener.
De første to uger var de indlagt på neonatal-afdelingen, og derefter var de hjemmeindlagt. Nu er alt, som det skal være. Men det var hårdt – og ingen havde for alvor sagt hvor hårdt, synes Katinka.
Hun havde ellers læst al den litteratur, hun kunne komme i nærheden af, men om at blive mor til tvillinger findes der ikke meget, og nogen app er der heller ikke. Og i det hele taget skøjter megen moderskabslitteratur mest på overfladen. Åbenbaringen kom, da hun lå i hospitalssengen med brystbetændelse og læste Cecilie Linds anmelderroste langdigt ”Mit barn”, der i Kristeligt Dagblads anmeldelse fik seks stjerner. Her skriver Cecilie Lind blandt andet: ”hvis nogen spørger mig hvem jeg er må jeg svare dem/ jeg er en der drypper/ mælk, tårer, blod, tis”.
”Det langdigt gav mig meget mere end samtlige fagbøger om moderskabet. Efter en fødsel og efter at være blevet mor er man igennem så mange følelser, man har så ondt i sin krop, og samtidig er man ved at revne af stolthed over de små poder med knogler og gribereflekser, som man har skabt. Men da jeg havde så meget brystbetændelse, at jeg fik lagt dræn, tænkte jeg, ’nu dør jeg’, og der hjalp digtet mig.”
Hun sagde til sin mand, at den bog burde være obligatorisk læsestof for alle gravide.
”Han sagde, at det måske ikke var alle, der havde lyst til at læse om nogen, der er syge. Men jeg synes, det er meningsfuldt. Jeg læser i det hele taget meget litteratur med en melankolsk tone, fordi jeg kan spejle med i den.”
For tre år siden havde Katinka Buchwald Bjerregaard aldrig haft en rigtig kæreste og boede på små værelser rundtomkring med sine mange hyldemeter med bøger og dagbøger, ”som er hendes tungeste, men helt livsnødvendige last”. Her i avisen beskrev hun i sommer, hvordan det har været for hende at være i 20’erne.
Hun kaldte sig selv en late bloomer. Men nu er hun pludselig i fuldt flor eller i hvert fald med sine 28 år blomstret foran mange andre jævnaldrende kvinder ved at blive mor tidligere end landsgennemsnittet.
”Nogle siger, at det er gået hurtigt med Daniel og mig, men jeg synes, det er gået lige tilpas. Vi vidste, at det skulle være os. Jeg har aldrig tænkt, at jeg gerne ville være en ung mor eller en gammel mor, men jeg har altid tænkt, at jeg skulle være mor, hvis der ellers var en far, der ville være med. Jeg har nogle meget gode barndomsminder og en klar fornemmelse af den tryghed, man kan finde i en familie, og hvad det er for en klub, man kan skabe mellem søskende og forældre. Det vil jeg gerne give videre til Oda og Holger.”
Hun kalder selv den relation, hun har til sine tre søskende – alle storebrødre – for sin fagforening med et fælles mindekartotek og et fælles sprog. Opvæksten på Christianshavn i København med forældrene og de tre brødre blev et værn mod verden. Som barn og ung teenager blev Katinka mobbet og skiftede skole flere gange, uden at det hjalp det store.
”Det var vanskeligt at sige til mine forældre, at jeg havde det svært, fordi de netop var lykkedes med at skabe et hjem, hvor jeg blev set og hørt og accepteret som den, jeg var. Og de syntes jo, at jeg var dygtig og lige den, jeg skulle være.”
Hun giver Oda en stribe kys og fortæller, at hun prøver at lade være med at tænke for meget på verden, der venter.
”Jeg kan ikke ændre på verden og på, at livet kommer til at give knubs og knyster på sjælen. Men jeg og Daniel kan lave et fundament, hvor det er nemmere, hvis man falder fra hinanden. Hvor man kan blive samlet op igen, og man ved, at man er noget værd. Der er så mange mennesker, der fortæller en, at man ikke er vigtig. Der er mange steder, hvor man føler sig lille. Der skal de kunne komme hjem til os og vide, at de har værdi.”
Hverdagen var tidligere hendes største frygt. Når ugen gik på hæld, og det blev søndag og mandag, havde hun svært ved at overskue, at alting nu skulle begynde forfra. Da hun og Daniel blev kærester, var hun bange for, at han ville synes, hun var for kedelig i en mere gennemsnitlig tilværelse.
”Så det at få børn er en måde til at se sin frygt i øjnene, for så skal hverdagen helst være noget rigtig godt. Nu synes jeg, de bedste dage, er der, hvor man kan sidde hjemme og snakke med sin mand og dutte sine babyer på maven. Det er jo anderledes og spændende, at jeg nu har det fint med, at vi bare skal have kedelig mad og drikke et glas rødvin.”
”Jeg tror stadigvæk, at de dybe samtaler sker på en bar, og det er også vigtigt, at man får de frirum, men i hverdagen er det også o.k., at det ikke altid er verdenssituationen eller mit følelsesliv, der skal vendes. Det er næsten rart at få en pause fra sig selv.”
Til sin egen overraskelse er hendes FOMO (frygt for at gå glip af noget) næsten ikke-eksisterende for tiden.
”Måske har vi været heldige med at få tvillinger, for så kan vi i hvert fald ikke bestemme noget som helst selv. Mine egne behov er ude i tredje-fjerde led, og det er helt o.k.”
Heldigvis er ingen af dem særligt perfektionistiske. På sociale medier ser hun med gru, hvordan mange lægger glansbilleder op af livet med små børn.
”Vi er enige om, at livet ikke behøver være perfekt. Det må godt sejle lidt. Der skal være plads til at drikke en øl, og der skal grines om natten, når man kommer til at give et barn bleen forkert på.”
Hun er åben omkring, at hun har en depressiv streng og tager medicin for at holde den i ave. Men så længe hun gør det, har hun det rigtig godt.
”Det var vigtigt for mig, at jeg fik tæmmet depressionen, inden jeg fik børn, og jeg skal selvfølgelig fortsat varetage den del, for jeg må ikke dumpe jobbet som mor. Måske er det også fint at vokse op i et hjem, hvor der er plads til mange forskellige slags følelser. Bølgegang er en del af livet, og man er ikke en fiasko, fordi man en gang imellem ryger ned i en bølgedal.”
Fra spisestuen vender store vinduer ned mod baggården, hvorfra man kan se de endnu større ruder i Mariakirken. Hverken Katinka eller Daniel er medlem af folkekirken, så Oda og Holger er ikke blevet døbt. Alligevel holder hun meget af kirkerummet og særligt musikken og salmerne.
”Det er sjovt, det med kirken. For mig er den vigtig, og jeg er altid kommet i Vor Frelsers Kirke til jul og har nydt at synge med på salmerne der. Til min nonfirmation, da jeg fyldte 14 år, sang vi ’Nu titte til hinanden’, fordi jeg elsker den salme. Jeg kan ikke forestille mig, der var så mange andre, der sang salmer til deres nonfirmation,” siger hun.
Også den kristne sangtradition med Grundtvig og B.S. Ingemann betyder noget. Og i det hele taget det at synge, naturligvis.
”Jeg spillede 40 koncerter med mine børn i maven, så de holder også af musik, og vi lytter også næsten hele tiden til musik. Det er også den måde, jeg forklarer, hvordan jeg har det, så finder jeg en sang, der forklarer det. Ligegyldigt om man tror på noget, eller om man bare tror på kærlighed mellem mennesker, så er det en fin tradition at kunne synge sammen.”
Til januar slutter første etape af hendes barsel, og Daniel tager over. Katinka Buchwald Bjerregaard har fået en drømmerolle på Baggårdsteatret i Svendborg i forestillingen ”Jagten på det gode menneske” om forfatteren Karin Michaëlis. Katinka er både komponist, sanger og fortæller i opsætningen.
I to måneder flytter hele familien derfor til et hus på Fyn, og så tager hun af sted til teatret om aftenen. Hun har det godt med at skulle bruge sin hjerne, men ved samtidig, at hun kommer til at savne ungerne helt vildt – og tænker en del over, hvordan det bliver at være to selvstændige forældre med skæve arbejdstider.
”Jeg kan ikke love, at det ikke nogle gange bliver mærkeligt med turnéer, der også skal passes, og jeg skal nok fejle på så mange planer. Men jeg skal sætte en ramme op, der gør, at ligegyldigt hvor vi er, så er de børnene, og de skal ikke være bekymret over mig, de skal bare nyde det. Og være ærgerlige over, at de skal i seng til den tid, jeg har sagt. Det er vigtigt. Der er så mange tilfælde, hvor der sker en bytning af roller og en underlig spejling af, at børn skal tænke og træffe valg, som om de var voksne.”
De næste mange år skal primært handle om, at Oda og Holger skal nyde at kigge på træerne, bilerne og bladene, siger hun.
”At give mine unger tryghed og få dem til at blomstre. Det er mit eneste helt naturlige og simple mål lige nu.”
Eller som hun selv synger i sangen ”Peanut”, som hun i 2017 skrev til sin storebrors ufødte barn:
Længden af lykken kan være lille.