Eva Naur er her stadig trods flere kræftdiagnoser: Jeg ville ikke dø og svigte 100 børn i Gambia

Eva Naur har i årevis skaffet faddere i Vestjylland til børn i Gambia. Det er tilliden og sammenholdet i nærsamfundet, der gør det muligt, mener hun

I sine mange fotoalbum holder Eva Naur styr på børn og unge, hvor hjælpen stadig er påkrævet og dem, der er ”afsluttede”. Fadderne forpligter sig til at betale til og med barnets 10. skoleår. –
I sine mange fotoalbum holder Eva Naur styr på børn og unge, hvor hjælpen stadig er påkrævet og dem, der er ”afsluttede”. Fadderne forpligter sig til at betale til og med barnets 10. skoleår. – Foto: Astrid Dalum

Eva Naur havde lige fået at vide, at hun kun kunne regne med et år tilbage at leve i. Og som hun siger, er det en besked, der nok kan få en til at trænge akut til ferie.

”Min mand kunne kun tage en uge fri med så kort varsel, så hvor tager man hen, når man vil langt væk med det samme, og uden at det bliver alt for dyrt,” siger hun.

Løsningen blev en uge med Spies til Gambia.

”Da vi kom hjem til Ringkøbing igen, var jeg slet ikke klar til at se i øjnene, at sådan en rejse skulle jeg aldrig opleve mere. Så jeg inviterede en veninde med, og tre uger efter var jeg tilbage i Gambia.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Og sådan begyndte Eva Naurs private nødhjælpsindsats.

For uden for hotellet sad de fattige for at tjene lidt på turisterne, og de fattige havde børn, der var mindst lige så fattige. Og eftersom Eva Naur er en handlingens dame, gik hun i gang med at redde dem.

Helt lavpraktisk og en efter en, så hun i dag har haft mindst 125 gambianske børn og unge under sine vinger.

Måske reddede Eva Naur også sig selv. I hvert fald er hun her endnu trods flere kræftdiagnoser, som har hevet hende igennem en række operationer, udskiftning af knoglemarv, strålebehandlinger og kemoterapi, lige siden hun var 44 år. I dag er hun 67 år.

”Jeg blev jo rask indimellem og fortsatte med at rejse til Gambia. På et tidspunkt følte jeg, at jeg var stabil nok til at begynde det hele i en større skala,” siger hun og bladrer i et af de mange fotoalbum med billeder af børn, hun har skaffet sponsorer og skolegang til, og af dem, som hun selv har sendt videre i uddannelsessystemet.

Eva Naur på et af mange besøg i Gambia.
Eva Naur på et af mange besøg i Gambia.

Foreløbig er 10 af dem færdige som læger. En er blevet el-installatør, en anden læser til revisor, to er på vej til at blive diplomsygeplejersker, en studerer agerbrug, to arbejder i bankvæsenet og to inden for it.

På minussiden er to døde af malaria, en blev kvalt af sin hættesnor på en legeplads, endnu to har hun mistet forbindelsen med, fordi de er flyttet til et andet afrikansk land.

Og så er der de to unge mænd, der har taget turen med gummibåd over Middelhavet til Europa. Den ene af dem er el-installatøren.

Det irriterer Eva Naur.

”Først bad han om ekstra penge til et kursus, så han kunne skrive kontrakt med et lokalt firma. Efter en måned manglede han penge til endnu et kursus. Denne gang gav jeg ham ikke nogen, men lånte ham 3000 kroner,” siger hun og fortæller, at da hun næste gang kom til Gambia, havde han taget ”bagvejen” ud af landet.

”Der er en bus, som holder over for sygehuset, som de betaler mange penge for at komme med til Libyen og videre fra Tripoli til Italien med de der gummibåde,” siger hun.

Det er fire år siden. Men for et par måneder siden ringede el-installatør Osman hjem til Eva Naur og ville betale lånet tilbage. Han var stadig i Italien.

”Jeg foreslog, han sendte pengene til sin gamle far i Gambia. Jeg er spændt på, om han får dem.”

Den anden, der tog den illegale migrantrute til Europa, er søn af Eva Naurs chauffør i Gambia, en 16-årig ung mand. Hvordan har hun det med på den måde at have hjulpet dem illegalt til Europa?

”Det har jeg det rigtigt dårligt med. Jeg synes, de skulle være blevet og skabt sig et liv i Gambia,” siger hun.

Bestilt optagelse til Kr. Dagblad. Eva Naur fra Ringkøbing bruger det meste af sin tid på sine mange fadderbørn og fadderstuderende i Gambia, hvor hun er kommet gennem en årrække. Hun har besøgt landet 38 gange og har masser af billeder, bøger og minder fra stedet. På billedet ses en fordeling af tøj, som Eva har haft med fra Ringkøbing. Fredag d. 7.9.18.
Bestilt optagelse til Kr. Dagblad. Eva Naur fra Ringkøbing bruger det meste af sin tid på sine mange fadderbørn og fadderstuderende i Gambia, hvor hun er kommet gennem en årrække. Hun har besøgt landet 38 gange og har masser af billeder, bøger og minder fra stedet. På billedet ses en fordeling af tøj, som Eva har haft med fra Ringkøbing. Fredag d. 7.9.18.

Nogle af børnene har hun selv betalt for, men de fleste har hun fundet sponsorer til i det vestjyske nærområde, hvor hun bor. Så dette er også historien om et dansk lokalsamfund, der stoler på sine egne, og som vil være sikre på, at hvis de giver 600 kroner til et barn i Afrika, er det også 600 kroner, der når frem til det barn.

Ulig de store nødhjælpsorganisationer går der ikke en krone til hverken løn eller administration, fly og ophold betaler Eva Naur selv for. Andre spiller golf, siger hun, dette er hendes hobby.

Hvor meget betyder den lokale tillid for hendes private nødhjælp?

”Alt! Det er slet ikke noget problem af få flere faddere, problemet er efterhånden kun at håndtere dem. Da jeg havde 97 børn på en gang, var det temmelig meget at holde styr på,” siger hun og remser op, hvad det er, hun gør for, at hver indbetalt krone ender i Gambia:

”Jeg skriver til sponsorerne, at nu er det tid til at betale igen. Så sætter jeg de individuelle beløb ind i et skema, og når jeg har fået indbetalingerne fra alle, skriver jeg en kuvert til hvert barn med sponsors navn og adresse på forsiden og barnets navn på bagsiden – samt hvor mange penge der skal være i. Så flyver jeg til Gambia, veksler til den bedste kurs, og lægger pengene i kuverterne og sorterer i ruter og kører ud med dem.”

Er du også postbud?

”Det kan man godt sige,” siger Eva Naur, der også har haft vestjyske faddere med til Gambia.

”Der er mange, der gerne vil se forholdene selv, og jeg har mange forbindelser dernede, så vi kan få lov til at besøge steder, man ellers ikke kommer til, og møde forskellige folk og erhverv.”

Over årene er der rigtig mange, der har hørt om Eva Naur. For nylig fik hun 10.000 kroner af en mand fra Esbjerg, som hun ikke kender, fordi en af hans venner havde været med i Gambia.

Men hvordan ved hun, at hun når ud til dem, der har mest brug for hjælpen?

”Det kan jeg se, det er der slet ingen tvivl om. En af de første, jeg hjalp, var en af de fattige, der stod ved hotellet. Da jeg mødte ham, gik han i et par lyserøde damebukser med hul i – og det var, når han skulle køre med turister. Han var ansat til at kunne låne en taxa en gang imellem og havde 12 børn. Det var ikke svært at se, at han kunne bruge noget hjælp.”

Hun har også kørt en retssag for en taxachauffør i Gambia.

”Hele hans opsparing var blevet snuppet af en dansker, der havde lovet ham at skaffe en dieselbil til en god pris fra Amsterdam, fordi han var skibsmægler og arbejdede i Holland. Jeg tog papirerne fra den handel, og så kørte jeg retssag herhjemme. Jeg har været advokatsekretær i mange år og kunne godt se, det ikke var i orden,” siger hun med et miss Marple-udtryk i ansigtet.

”Det var en sjov sag, som jeg vandt. I retten i Horsens.”

Eva Naur skeler ikke til, om hun hjælper kristne eller muslimer i Gambia. Men det bliver nok til flest muslimer, for de kristne klarer sig bedre, mener hun.

”De har et stærkt fællesskab i kirken, de har færre børn og, hvordan skal jeg sige det, en bedre opdragelse af dem.”

Eva Naur er medlem af folkekirken, men troen er ikke som sådan hendes drivkraft. Hun trækker på sin praktiske sans og på sin vilje. Resten lader hun være op til gambianerne. For eksempel med hensyn til, hvordan hun vælger dem, der skal have lov til at læse videre.

”Jeg betalte for en, og da hun var færdig med studierne, bad jeg hende finde en ny.”

Er du ikke bange for, at det ender i nepotisme?

”Det kan du have lidt ret i, for kristne peger på kristne og muslimer på muslimer, men der er faktisk en kristen, der har udpeget en muslim, men jeg blander mig ikke, ud over at det skal være en, der ikke selv har råd.”

Hvorfor hjælper du?

”Fordi det gør ondt ikke at gøre det.”

Meget har ændret sig i Gambia, siden Eva Naur begyndte sin private nødhjælp for over 20 år siden. Landets stigende velstand kan man aflæse i antallet af biler, mener hun.

”Normalt tog det tre kvarter at køre til lufthavnen, nu skal jeg regne med tre timer på grund af trafikken. Da jeg begyndte dernede, var der grusveje, nu er det hele asfalteret.”

Der er åbenbart bedre tider, så føler du ikke, du har gjort, hvad du kunne?

”Nej, for der er stadig mange, der mangler. Selvom skoler er gratis for piger nu, skal de have skoleuniform, sorte sko og et badge med skolens navn for at kunne gå der, og det er der mange, der ikke synes er det samme, som at noget er gratis.”

Privat har Eva Naur, som er uddannet barneplejerske, og hendes mand tre ”egne” børn, og efterhånden også en hel flok børnebørn, som de ofte er sammen med.

Hun har altid haft ”et socialt gen”, som hun siger, og et godt forhold til kolleger på de arbejdspladser, hun har været på som advokatsekretær, afdelingssekretær på Ringkøbing Sygehus og mellem 2006 og 2014 som formand for Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Og så har hendes egen sygdom været medvirkende til, at hun har nemt ved at tale med mennesker, der er syge eller kede af det. For hun har selv været der.

Det er fra hjemmet ved Ringkøbing Fjord, at Eva Naur styrer sin nødhjælp, det ved alle i området, og i postkassen ved indgangen til ægteparrets hus lægger folk nogle gange en kuvert i med en hundredkroneseddel. Lidt har også ret. De penge bruger hun til at købe madrasser, spande og ris for i Gambia.

”De ting bruger jeg som en slags akuthælp og støtter jo også de handlende dernede på den måde,” siger hun.

For nylig har Eva Naur fået konstateret en tumor i den ene lunge, og kort efter vi har talt sammen hjemme hos hende i Ringkøbing, mailer hun, at hun ”for første gang” har fået en glædelig meddelelse fra hospitalet efter en scanning. Tumoren er svundet væk, og hun ”kører nu med fuld fart” igen.

”Jeg tænker ikke så dybt over mine sygdomme mere. Det er alligevel ikke noget, jeg har magt over. I Gambia beder de altid for mig. På et tidspunkt sagde jeg til dem, at det behøvede de nu ikke. Men så svarede de, at jeg bare skulle tage imod deres bønner, for det kunne jo være, det var dem, der hjalp.”8

Bestilt optagelse til Kr. Dagblad. Eva Naur fra Ringkøbing bruger det meste af sin tid på sine mange fadderbørn og fadderstuderende i Gambia, hvor hun er kommet gennem en årrække. Hun har besøgt landet 38 gange og har masser af billeder, bøger og minder fra stedet. Fredag d. 7.9.18.
Bestilt optagelse til Kr. Dagblad. Eva Naur fra Ringkøbing bruger det meste af sin tid på sine mange fadderbørn og fadderstuderende i Gambia, hvor hun er kommet gennem en årrække. Hun har besøgt landet 38 gange og har masser af billeder, bøger og minder fra stedet. Fredag d. 7.9.18.