Prøv avisen
Fællesskab

Erik mistede sin kone: Jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke måtte sige nej til fællesskaber

Erik Bülow-Olsen, 72 år, fra Smørumnedre er som menneske god til at være alene og kan sagtens trives i sit eget selskab. Men han er overbevist om, at han ville have haft en lavere livskvalitet i dag, hvis ikke han efter sin hustrus død aktivt havde sagt ja til de fællesskaber, der rakte hånden ud mod ham. – Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Da Erik Bülow-Olsens kone pludselig døde, så han to scenarier for sig: Han kunne sige ja til fællesskabet eller blive ensom og deprimeret. Han valgte det første

De havde kun lige nået at tage hul på den rejse, der skulle være begyndelsen på deres fælles otium, da Erik Bülow-Olsens kone, Inge, døde. De var netop landet i Sydney i Australien, hvor de skulle skifte fly til New Zealand. Her ventede 50 dages rundrejse med mulighed for at besøge en række steder og byer, som de tidligere havde været i. Men da Inge efter landingen rejste sig op, vandrede en blodprop fra hendes ben og op i den ene lunge og blokerede for ilten til hjernen. Trods en ihærdig indsats fra kabinepersonale og efterfølgende fra redningsmandskabet kom Inge aldrig tilbage til bevidsthed.

”Hun havde ikke fået bevæget sig nok på den lange flyrejse, og hun gik i koma med det samme, blodproppen ramte. Dagen efter blev hun erklæret hjernedød. Det er klart, at det var en voldsom og traumatisk oplevelse at stå på den anden side af jorden og have mistet sin kone.”

Erik Bülow-Olsen er i dag 72 år og fortæller fra sin og Inges fælles lejlighed i Smørumnedre om den februardag for snart fire år siden. Kort tid inden rejsen til New Zealand var de flyttet fra Vordingborg til den nye lejlighed for at være tættere på børn og børnebørn. Men det betød også, at de reelt ikke havde lært nogen at kende i den nye by ud over deres datter. Alene tilbage i lejligheden tog Erik Bülow-Olsen en beslutning, som han selv kalder afgørende for hans livskvalitet de kommende år – og som er årsagen til, at han vil fortælle sin historie til Kristeligt Dagblad.

”Allerede i Australien sagde jeg til mig selv: ’det her er slemt, men det må ikke ødelægge mit liv’. I vores liv sammen havde min kone altid været den mest udadrettede. Nu måtte jeg selv gøre et forsøg på at være udadrettet. Jeg besluttede også, at jeg ikke måtte sige nej tak til andre mennesker, hvis de inviterede mig ind i deres fællesskab.”

Præsten, der stod for Inges bisættelse, var den første til at gribe ud efter Erik Bülow-Olsen med et tilbud om fællesskab. En sorggruppe med andre enkemænd og -kvinder. Han endte med at sige ja.

”Og det skyldtes udelukkende, at jeg havde lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke måtte sige nej. Egentlig syntes jeg ikke, jeg havde det behov, og at jeg godt kunne klare min sorg alene. I dag er vi stadig tre mænd og tre kvinder fra sorggruppen, der ses i privat regi en gang om måneden. Vi har et skæbnefællesskab, som gør, at vi kommer godt ud af det med hinanden og kan tale om sorgen over at miste en ægtefælle. Noget, som det ellers kan være svært at tale med andre om.”

I reolerne i den lyse stue står bøger om fugle, fauna og vejrfænomener. Erik Bülow-Olsen er pensioneret gymnasielærer i biologi og geografi og rationelt anlagt. Han og Inge nåede at fejre sølvbryllup og havde begge været gift før. Og netop erfaringen med at gennemleve en skilsmisse betød, at han var opmærksom på at lave regler for sig selv.

”Jeg brugte mine erfaringer fra skilsmissen. Her havde jeg netop gjort det samme – at opsøge samvær med andre – men det var også lettere, fordi jeg havde et arbejdsfællesskab. En af mine venner havde mistet sin kusine, og manden isolerede sig med dårlig livskvalitet som konsekvens, det var min inspira- tion til, at sådan skulle det ikke være. Man kan altså godt beslutte sig for at ændre sit liv, selvom man er slået tilbage til start. Og jeg vidste godt, at der var en risiko for, at jeg kunne havne i en depression, hvis ikke jeg kom ud blandt andre.”

I tiden efter Inges død fortsatte han med at tvinge sig selv ud i fællesskabet. Han har sommerhus ved Ry i Østjylland, og mens han var der, blev der holdt fredagscafé i den nærliggende landsby. Igen var hans første indskydelse at blive hjemme.

”Gider jeg nu komme til det? Det er jo ikke nødvendigt, sagde jeg til mig selv. Men da jeg så endelig kom derhen, var det bare så godt og rigtigt at være sammen med andre mennesker – og de var imponeret over, at jeg kom, for de vidste godt, at Inge var død.”

Fra de seneste fire år har han mange eksempler på, at fællesskabet har haft en lisende effekt på hans liv. Der er fællesspisning i kirken, gymnastik og stavgang, ligesom der også har været ”Walk ’n’ Talk” og madlavning kun for mænd. Og nogle gange kan der godt være ræson i at lave fællesskaber, der specielt henvender sig til mændene, mener Erik Bülow-Olsen.

”Det er ærgerligt, at så mange mænd isolerer sig og ender med at have et dårligere liv. Men jeg kan også godt forstå, at det kan være svært at bryde ind i nogle af de venindegrupper, der dominerer mange fællesskaber. Da jeg var til gymnastik tirsdag, var der efterfølgende kaffe. Vi sad 12 ved mit bord, og jeg var den eneste mand. Til stavgang var jeg i en lang periode den eneste mand, men nu er der kommet én mere med, og det ender ofte med, at det er os to, der følges ad og snakker sammen.”

Han medgiver, at der på hans alder og ældre som regel er et overtal af kvinder, men det må ikke blive en undskyldning for mændene, mener han.

”Der er relativt flere kvinder, fordi mændene ofte dør først. Men ofte gider de mænd, der stadig er her, ikke komme ud. Jeg synes, det er synd for dem. Det påvirker både deres liv og sundhed og evne til at overleve. Mange mænd i min situation kan ikke finde ud af at lave mad, og det betyder, at mange af dem ikke får noget ordentligt at spise og er dårlige til at passe på sig selv.”

Selv sætter han en stolthed i at have en ordentlig livskvalitet.

”Jeg sørger altid for at lave ordentlig mad. Jeg vil ikke have en dårligere tilværelse, fordi jeg er enkemand. Det har været vigtigt for mig at arbejde for at finde tilbage til det gode liv.”

Rundtom i lejligheden står billeder af fem børnebørn, som kommer forbi ”nu og da”, ligesom han også jævnligt ser sine og Inges i alt tre bøn. Alligevel er hans kalender fyldt godt op med aktiviteter, der ikke har at gøre med hans familie.

”At jeg har børn og børnebørn her i nærheden, er ikke nok. Man har brug for at have andre fællesskaber i sit liv end den nære familie. Og jeg bliver nødt til at kæmpe imod, at jeg går hen og bliver ensom.”

Efter at have været alene i nogle år besluttede han sig også for at handle på det. Han fandt en datingside for 50-plus og skrev en profiltekst.

”Jeg ville se, hvad det kunne bringe – om det kunne føre noget godt med sig, Og det kunne det," siger han og smiler bredt.

I et år har han og Inge-Marie været sammen, men om de også skal bo sammen, er endnu uvist.

”Det kan da godt være, det ender med, at jeg flytter i en lejlighed tættere på hende, men jeg tror ikke, vi skal bo på samme matrikel. Jeg har mine ting, og hun har sine. Jeg skal selvfølgelig også tænke på, at jeg har brugt nogle år på at opbygge et godt netværk her i Smørum. Skal jeg så bare kassere det?”.

Han er slet ikke i tvivl om, at hans liv kunne have set anderledes og dårligere ud, hvis ikke han umiddelbart efter Inges død havde tvunget sig selv til at sige ja til alle invitationer om at komme ud blandt andre mennesker. Og han er taknemmelig for dem, der rakte hånden ud mod ham.

”Jeg er som menneske god til at være alene og kan sagtens trives i mit eget selskab. Men jeg ville ganske givet have haft en meget lavere livskvalitet i dag, hvis ikke jeg havde opsøgt fællesskaberne. Jeg er også fuld af taknemmelighed over, at sognet efter Inges død uden betingelser tog imod mig og inviterede mig ind i deres fællesskab,” siger Erik Bülow-Olsen.