Ursula er en af de sidste intarsia-kyndige i Norden: Jeg ville ønske, at flere satte pris på ting, der er ægte og ordentlige

Som en af de sidste i Norden mestrer Ursula Dyrbye-Skovsted de flere tusinde år gamle intarsia-teknikker, der bruger forskelligfarvet træ til at skabe mønstre og billeder. Vi er i færd med at udslette uvurderlig viden og kunnen, siger hun

Ursula Dyrbye-Skovsted har flere end 100 træsorter i finer i kælderen. Flere af dem er uddøde, og derfor bliver hun kontaktet af folk fra hele verden, der gerne vil have hende til at lave specialopgaver med intarsia. Et håndværk, kun få mestrer, og som kræver uendelige mængder tålmodighed og fingersnilde.
Ursula Dyrbye-Skovsted har flere end 100 træsorter i finer i kælderen. Flere af dem er uddøde, og derfor bliver hun kontaktet af folk fra hele verden, der gerne vil have hende til at lave specialopgaver med intarsia. Et håndværk, kun få mestrer, og som kræver uendelige mængder tålmodighed og fingersnilde. . Foto: Leif Tuxen.

På siden af det gule hus åbner en dør af træ ind til det, man tror er en gammel garage. Men rummet breder sig nedad, opad og videre ind gennem en flere hundrede kvadratmeter stor og snørklet tidslomme, der bliver ved med at åbne sig gennem gamle døre.

Hvert rum fortæller en ny historie. Om passion. Om tålmodighed og akkuratesse. Men frem for alt om godt, gammeldags håndværk. På nær radiatorer, lidt elektrisk lys og en radio står alt, som det har stået i 105 år. De solide arbejdsborde er arrede af tusinder og atter tusinder af små sømhuller. Elvis, Brigitte Bardot og The Beatles hænger på indersiden af de gamle personaleskabe. Oven på et gasblus står en jerngryde med lim klar til at blive varmet.

Her, uden de store armbevægelser i Ringe syd for Odense, holder 52-årige Ursula Dyrbye-Skovsted det mindst 5000 år gamle håndværk intarsia – også kaldet dekupørarbejde – i live. Som den eneste i Norden og en af få i hele verden har hun et originalt dekupørværksted fra 1912, som mestrer de gamle håndværksteknikker, der gør det muligt at lave eller genskabe mønstre af små stykker forskelligfarvet træ. Som for eksempel urskiven til et urværk, hun lige har gjort færdig, og som krævede mange hundrede håndskårne stykker finer for at skabe de slangende blomster rundt om viserne. Komplet med skyggebrænding, der giver blomsterne tredimensionel dybde.

”Det tog en måneds fuldtidsarbejde at gøre færdig,” siger hun. ”Men så har ejeren også et helt unikt ur med masser af kulturhistorie.”

Hun viser forbi gasapparatet, flæskestegepanden og det rensede fuglesand, hvor skyggebrændingen foregår. Forbi varmepressen, de lange rækker af stemmejern og dekupørknive. Og videre forbi de hjemmebyggede reoler med flere end 6000 originale håndtegninger af værkstedets tidligere opgaver, inden hun kommer til det lange, lavloftede rum, som udgør stedets egentlige skatkammer.

Se Ursulas dekupørværksted 379607

På hylder fra gulv til loft ligger det, der formentlig er Europas største samling af træsorter i finer. Der er mindst 110 forskellige, flere af dem uddøde. Ægte silkeeg. Peruba rosa. Cuba mahogni. De 0,6 millimeter tynde skiver af træ giver sig skrøbeligt klagende, når de løftes ud i rummet – måske i sælsom bevidsthed om deres eksklusivitet. De ældste stykker er cirka 100 år, og de dyreste er over 1000 kroner kvadratmeteren værd. Tilsammen udgør de en uvurderlig formue, men kun i kyndige hænder, og hvis nogen vil købe.

Det kniber med at finde begge dele. Der findes snedkere i Danmark, der kan klare intarsia-opgaver, men Ursula er eksperten og den eneste tilbage, som har håndfremstillet intarsia som levevej. Så sent som i 1960’erne var intarsia og dekupørarbejde ellers almindeligt udbredt, men årtiet efter lukkede uddannelsen, og faget kørte kun videre på nødblus. Det handler især om mode, forklarer hun. Den har bølget op og ned siden renæssancen, hvor intarsias popularitet var på sit højeste. Teknikken er især blevet brugt til at dekorere møbler og paneler.

En æske med klassisk intarsia indlagt i træet.
En æske med klassisk intarsia indlagt i træet. Foto: Leif Tuxen

Nede i værkstedets kælder viser Ursula Dyrbye-Skovsted nogle af de mange andre muligheder frem: Små og store æsker, ekstravagante skakbrætter og runde vinbakker. Sågar en kopi af en omfattende altertavle med motiver af en lang række kernescener fra Bibelen – møjsommeligt udskåret i træsorter, der får det til at se ud, som om uldpelsen faktisk er af uld og kronen af guld.

”Den kan købes for cirka en halv million,” siger hun og smiler, velvidende at markedet for sådan en vare er uendelig lille. Ligesom det er for mange af hendes andre ting. Folk vil ikke længere betale for det langsommelige håndværk.

Hver enkelt del af mønsteret skæres ud.
Hver enkelt del af mønsteret skæres ud. Foto: Leif Tuxen

”Jeg så for nylig, at en dansk boligkæde solgte træstykker med farvetryk på og kaldte det ’ægte intarsia’. Og så er det klart, at folk undrer sig, når jeg siger, at det kan koste eksempelvis 5000 kroner at dekorere en stoleryg,” siger hun.

Alligevel holder hun ved. For lige siden barndommen har hun været fascineret af at skabe ting med hænderne. Ordentlige ting. Hendes Barbie-dukkes hest skulle ikke spises af med en tarvelig saddel af plastic, den skulle være af ægte læder og ligne en original saddel. Så det lavede hun. Og så kunne hun også lige så godt lave en rigtig ridderrustning af metal til Barbien.

”Begge mine forældre var meget optaget af gamle ting og deres historie, og den interesse arvede jeg. Og da vi en dag arvede nogle møbler med intarsia i, faldt der noget på plads i mig. Her kunne jeg forene min interesse for historien med min lyst til at skabe noget med hænderne.”

En del af en altertavle, hvor mange træsorter kommer i spil.
En del af en altertavle, hvor mange træsorter kommer i spil. Foto: Leif Tuxen

Hun uddannede sig til møbelsnedker, men der var ingen job at få inden for intarsia. Da muligheden bød sig for at købe det mere end 100 år gamle værksted i Ringe, var hun ikke i tvivl. I dag har hun haft stedet i fem år og har tre ansatte, alle unge kvinder. For det kræver store mængder tålmodighed og fingersnilde at få de små stykker finer til at blive et færdigt kunstværk.

For tiden arbejder hun på at genskabe et chatol til Øhavsmuseet i Faaborg. Det rigtige chatol har tilhørt Riborg Voigt, H.C. Andersens første store kærlighed, og i det chatol har man fundet en sangtekst, et billede af den store forfatter og en tot af hans hår, som hun gemte hele livet, selvom hun blev gift med en anden. Nu skal chatollet udstilles, og publikum skal kunne åbne det og gå på eventyr, men det vil ødelægge det uvurderlige møbel. Derfor skal hun lave en nøjagtig kopi, komplet med intarsia.

Foto: Leif Tuxen

Det er den slags muligheder, der forsvinder sammen med den viden og kunnen, som har været kendt og brugt siden de gamle egyptere. Så selvom hun er stolt over at være blandt de sidste udøvere i dette langstrakte stykke kulturhistorie, er hun også trist over ikke at kunne give håndværket videre.

”For mig handler det ikke kun om at bevare betydningsfulde historiske genstande, men også om at kunne skabe noget unikt og bæredygtighed,” siger Ursula Dyrbye-Skovsted. ”De fleste ting i dag bliver ikke lavet til at holde særlig længe, og det kan vores verden ikke holde til i længden. Under alle omstændigheder er der så mange muligheder i dette håndværk, og min store drøm er, at folk får øjnene op for det igen.”