Prøv avisen

Jens Albinus: Man skal ikke give for at være flink

Vi skal ikke give for at være flinke. Vi skal betale vores del af en skade, vi selv har del i, fordi det er vores soleklare pligt at være med. Og det skal der hverken flages eller kippes med hatten for,” siger Jens Albinus. Foto: Andreas Beck

En gang hang verden sammen for skuespiller Jens Albinus. Han gik i kirke og troede på, at mosen bag barndomhjemmet var magisk og kunne læge hans bamse. I dag er troen et lukket land, og han lever sit liv i nøgternhed

Der var engang, hvor skuespiller Jens Al-binus kunne mærke irritationen trænge sig på, hvis folk kom ind i teateret efter forestillingens begyndelse, for han syntes, de forsinkede gæster ødelagde den stemning, som var ved at indfinde sig i rummet.

I dag tror han ikke længere, der skal opbygges en stemning.

Det er 30 år siden, han blev optaget på Aarhus Teaters Skuespillerskole og hans skepsis mod stemning og inderlighed er taget til med årene.

Den 50-årige skuespiller er søn af præsten Erling Albinus, som gjorde netop kampen mod inderlighed til en mærkesag.

Nok overvejede Jens Albinus aldrig at blive præst, men faderens kamp mod inderlighed har han taget med sig ind i sit virke som skuespiller.

”Det er i nogen grad noget, jeg har med mig fra mit hjem. I mit hjem sang vi for eksempel sjældent 'Glade jul'. Min far sagde om den, at det bare var stemning. Så var det bedre med 'Det kimer nu' og 'Velkommen igen' med den for et barn mærkelige eftersætning fra de voksne om jule-sorgen, der skal slukkes.”

Han skubber den røde dør op til caféen på Aalborg Teater. Her er mennesketomt, for det er midt på dagen.

Jens Albinus sætter en halvanden liter stor vandflaske på bordet og tager to æsker pastiller frem fra lommen. Rollen som Richard den Tredje i Shakespeares historiske drama tærer på kræfterne.

Anmelderne har været enige om, at han leverer en stærk præstation i rollen. Selv glæder Jens Albinus sig over, at stykkets instruktør, Therese Willstedt, har befriet iscenesættelsen for inderlighed.

Inderlighed og opbyggelighed får nemlig generelt lov at fylde for meget i vores tid, uden at der er en kritisk refleksion omkring det, mener Albinus.

”Jeg foretrækker at sætte klarheden over inderligheden, og i al beskedenhed er det noget, jeg har prøvet at besinde mig på i mit teater-arbejde. Men først nu er der ved at ske den lykkelige vending hos unge iscenesættere, at de ser, at teateret først og fremmest handler om en forside og ikke om en inderlighed, man som skuespiller skal føle sig frem til. Når det gælder formidlingsarbejdet, kan man godt drage en parallel til kirkens liturgi: Uanset om man er skuespiller eller præst, så er det formen, man skal besinde sig på. De store inderlige spørgsmål er alligevel fuldstændig personlige,” siger Jens Albinus.

Han er ud af en præsteslægt. Hans morfar var teologen og forfatteren Knud Hee Andersen (1886-1964), som var stiftsprovst i Maribo og en af de fremtrædende skikkelser i Moralsk Oprustning i Danmark, som var en international vækkelsesbevægelse, der forkyndte en tro på personlig omvendelse.

Jens Albinus har hørt forældrene fortælle om den skepsis, som var på begge sider, da Inger Hee Andersen præsenterede kæresten Erling Albinus.

Han havde brudt med en stærk pietistisk baggrund og fundet et ståsted i Tidehverv, så svigersøn og svigerfar stod langt fra hinanden teologisk.

”Da min mor kom hjem med min far, var han sådan en farlig én. Hele min fars historie er defineret af bruddet ud af en sort pietisme. Men min far og min morfar fandt hinanden på et menneskeligt niveau.”

Jens Albinus boede de første år i Veflinge nær Bogense, og han kan tale længe om årene i det landskab, som var et stykke af det førindustrielle Danmark, hvor ikke alle huse havde indlagt vand. Der var indlagt vand i præstegården, men jævnligt svigtede det, og så gik turen til naboen med vandpumpe på gårdspladsen.

Ved siden af præstegården boede den pensionerede kogekone Esther Mathiesen, som ofte så efter de tre børn i præstegården.

Jens Albinus husker, hvordan kogekonen fortalte om mosen inde i skoven som et magisk sted. Smed man noget i mosen, der var itu, ville det komme op igen uden at være itu. Han planlagde derfor at smide sin store bamse med de røde smækbukser i mosen, for bamsen var gået op i halsen, og fyldet var på vej ud.

Om kogekonens tro på en magisk mose holdt, fik Jens Albinus dog aldrig lov at afprøve. Men han mærkede klart, hvordan det var en slags undtagelsestilstand at vokse op i præstegården.

”At være præstens barn var lidt som at være født ind i kongefamilien. Vi var ikke fremmedgjorte, men var alligevel i en undtagelsesposition. Vi var slet og ret privilegerede. Hver søndag gik vi tre børn med i kirke og sad der trip, trap, træsko. Det hele hang sammen, og der var en selvfølgelighed, som siden er gået tabt for mig, fordi verden voksede sig større og mere modsætningsfuld rundt om den lille præstesøn. At være fem år husker jeg absolut som et højdepunkt af indsigt og tro på egen visdom.”

I 1970 flyttede familien til Aabenraa, hvor faderen fik embede i Sct. Jørgens Kirke. Det var her, Jens Albinus fik interessen for at spille teater.

Dramalæreren på den lokale folkeskole, Franz Jøhnk, med skæg og pibe sagde ikke så meget, men han skabte et fristed, hvor Jens Albinus fra han var 12 år spillede amatørteater og desuden fungerede som huspianist i en periode.

I barndomshjemmet var der bøger fra gulv til loft. Hans mor, der var cand.mag. læste avanceret, modernistisk engelsk litteratur og havde stort set altid en bog mellem hænderne, mens hans fars reoler var domineret af Kierkegaard.

”Da jeg var 14 eller 15 år læste jeg Dostojevskij. Jeg forstod intet af helheden, men jeg forstod vreden i det. Jeg læste det for temperamentet. Jeg kunne godt lide, at der var nogen, som kunne blive så vanvittigt hidsige som i 'De besatte'. Jeg nød det hysteriske overdrev hos Dostojevskij, og det er stadig den side af den russiske forfatter, som jeg sætter højest hos ham.”

Men skønt han var glad for at læse, var han sikker på, at han ikke ville følge i forældrenes faglige fodspor.

”Jeg var meget sikker på, at jeg ikke skulle være akademiker. Det var for oplagt. Jeg skulle gøre noget andet. Jeg husker, jeg tænkte, at hvis alt andet glippede, så kunne jeg læse musik på universitetet.”

I 1985 blev han optaget på Aarhus Teaters Elevskole og blev en del af en verden, hvor der var alt for megen inderlighed og meget lidt form.

”Det var i 1980'erne, og teateret var så gruopvækkende besynderligt, at man knap kunne afkode de forestillinger, som blev spillet.”

Jens Albinus har en indbygget modvilje mod at tale om tro i jeg-form. Skal man tale om en arv fra hans mange drengeår på kirkebænken, er det primært et livslangt ønske om at jagte optræk til både inderlighed og opbyggelighed.

Han rejser sig og strækker sig og fortæller, at han har nået en alder, hvor han må dyrke gymnastik for at holde kroppen i gang. Han har meldt sig ind i et træningscenter i København, hvor der med messingbogstaver står følgende på væggen:

”Den eneste, som kan fortælle dig, hvad du ikke kan gøre, er dig selv. Og du behøver ikke at lytte.” I træningscenteret er budskabet skrevet på engelsk og underskrevet en sportskoncern, og når Jens Albinus ser ordene, tænker han, at der er brug for et nyt tidehverv.

”Der er brug for en kritisk diskurs, når nogen kan hænge sådan noget op på væggen, ligesom Tidehverv i sin tid gik i rette med Moralsk Oprustning. Men hvor er den kritiske diskurs henne? Der er en voksende opbyggelighed og inderlighed, som kommer bag på os mange steder. Der er også opbyggelighed gemt i tidens idé om, at vi skal give til verdens udsatte, så vi kan blive sådan nogle morderligt flinke nogen. Men vi skal ikke give for at være flinke. Vi skal betale vores del af en skade, vi selv har del i, fordi det er vores soleklare pligt at være med. Og det skal der hverken flages eller kippes med hatten for,” siger han.

”Problemet med inderlighed er, at den er selvlegitimerende. Den bliver til sovs, der kan hældes ud over hvad som helst for at få det til at glide ned,” siger han.

En vagtsomhed og afstandtagen over for inderlighed og opbyggelighed er to ting, som Jens Albinus mener, han har taget med sig fra sin opvækst.

”Opbyggeligheden går hånd i hånd med inderligheden og bygger på, at alle først og fremmest vil hinanden det godt. Men det tror jeg i mindre grad på. Jeg tror, det er langt mere hæderligt at se på de objektive magtforhold. Når man har set dem i øjnene, må man forsøge at opføre sig nogenlunde ordentligt i forhold til nogle rimelige regler om samspil,” siger han.

Jens Albinus har en del litterære helte fra William Shakespeare til forfatteren og dramatikeren Ödön von Horváth (1901-1938). Den østrigske forfatter får det sidste ord:

”Du er et dumt svin. Og jeg er et dumt svin. Men hvis hvert svin bestræber sig på at behandle de andre svin lidt mindre svinsk, ville det gå hvert enkelt lille svin en lille smule bedre.”