I dag er der ikke meget tilbage af det landsbyliv, der engang hørte til beskrivelsen af Rimmerhus. Men da Jens B. Bertelsen voksede op ved den lille vestjyske by, lidt uden for Videbæk, var det verdens centrum. Han var nummer tre i en søskendeflok på fire, og gården lå lige på den anden siden af byskiltet. Her tog hans far sig af landbruget, mens moderen hjalp til både inde og ude.
Jens B. Bertelsen var en lidt genert dreng. Han sagde ikke så meget. Men folk vidste godt, at han var en klog og meget betænksom dreng. Han drømte ikke selv om at blive landmand, men vidste bare ikke helt, hvad han så skulle være. Måske ville værnepligten give ham et fingerpeg. Det gjorde den også. Militærvejen var udelukket, for han havde det meget svært med, at andre skulle bestemme over ham. Til gengæld var han ofte begyndt at lægge vejen forbi købmanden. For her arbejdede pigen fra naboejendommen, Grethe, og hende ville Jens gerne lære nærmere at kende.
Drømmen om selvstændighed
I de første år af deres ægteskab arbejdede Jens B. Bertelsen blandt andet som værkfører på en panelfabrik i Aulum, hvor parret også slog sig ned og snart blev en lille familie med to døtre. Jens var ikke faglært, men havde altid været glad for at arbejde med træ, og i 1970’erne var træpaneler et hit i de mange nye parcelhuse. Senere skiftede moden. Virksomheden var presset, og en aften i 1985 satte Jens og Grethe sig derfor ved køkkenbordet derhjemme, hvor ideen til sammen at etablere Aubo blev født.
I begyndelsen var kun de to ansat. Aubo blev indrettet i et af værelserne, og mens Grethe tog sig af kontorarbejdet, var Jens på rejser i Tyskland for at lave aftaler. Først importerede de garderobeskabe, men siden også komponenter til køkkener og bad, og snart måtte Jens B. Bertelsen leje en hal i byen for at få plads til varelageret. Fra at være leverandør af gør-det-selv-garderobeskabe til landets byggemarkeder blev Aubo nu en virksomhed, der også solgte totalløsninger af køkken, bad og garderobe. Både til byggemarkeder og selvstændige køkkenbutikker. Virksomheden voksede hurtigt og har i dag godt 100 ansatte.
Hjælp til selvhjælp som motto
Aubo var Jens B. Bertelsens liv. Han arbejdede syv dage om ugen, indtil han for få år siden gik ned på fem. Det var egentlig ikke meningen, at virksomheden skulle blive så stor. Den voksede bare. For Jens B. Bertelsen var en dygtig og vellidt chef. Gennem opvæksten i små kår på landet havde han lært, at man kommer længst med ordentlighed og ærlighed, og at det var vigtigere værdier end dem, man kunne købe varer for.
Han ønskede selv at være det gode eksempel for sine ansatte ved for eksempel at møde tidligst og gå som den sidste. Han krævede også, at man skulle se andre i øjnene og stå ved det, hvis man havde gjort noget skidt. På den måde undgik man, at der voksede usande historier frem, mente han. Fra kommunens side fik Jens B. Bertelsen ros for at indføre CSR (corporate social responsibility – social ansvarlighed i virksomheder), før begrebet overhovedet fandtes. Aubo ansatte nemlig gerne folk med anden etnisk baggrund og folk i fleksjob, da Jens mente, at arbejde både gav den enkelte en følelse af værdi og var den bedste måde at sikre integration på.
Når andre spurgte, om Jens ikke skulle til at overveje pension, blev der rystet på hovedet. For Jens B. Bertelsen kendte kun til femte gear, og som hans døtre plejede at sige, at så kunne man næsten håbe for ham, at hans sidste dag på jorden ville være en dag på Aubo, hvor han bare drattede ned fra kontorstolen.Sådan gik det næsten også.
Lørdag den 9. oktober var Jens B. Bertelsen taget hen på Aubo. Han havde gået og skrantet lidt og ville ikke smitte nogen, så derfor var han der nu alene, mens andre holdt weekend. Han ville komme hjem til frokost. Men han kom ikke. Familien fandt ham på kontorgulvet, hvor han var faldet om. Han blev 73 år.
Til bisættelsen dukkede 400 mennesker op. For at sige farvel til en mand, der havde gjort en forskel for så mange i lokalsamfundet, ”og til en mand, som var vokset op fra ingenting og efterhånden blev ret velhavende – uden at det forandrede ham,” siger datteren, Marlene Bertelsen, og tilføjer:
”Han forblev ydmyg og holdt fast i de værdier, han havde med sig hjemmefra. Den styrke og ordentlighed, har vi virkelig kunnet lære meget af.”