Operasanger: Jeg har aldrig haft tvivlens nådegave

Operasanger Jens-Christian Wandt, der er leder og arrangør af Verdensballetten, som i næste uge opfører ballet og opera flere steder i Danmark, er vokset op i en kirke og finder støtte og skønhed i liturgien og salmerne

Nogle har sagt til mig, at det er frygteligt, at jeg aldrig har mødt tvivlens nådegave, som de kalder det. Men det har jeg ikke, og jeg elsker at gå i kirke om søndagen, fortæller operasanger Jens-Christian Wandt.
Nogle har sagt til mig, at det er frygteligt, at jeg aldrig har mødt tvivlens nådegave, som de kalder det. Men det har jeg ikke, og jeg elsker at gå i kirke om søndagen, fortæller operasanger Jens-Christian Wandt. Foto: Leif Tuxen

Jens-Christian Wandt holder øje med vejrudsigten i denne tid. Sådan er det, når man skal holde store arrangementer under åben himmel i det danske sommerland. På tirsdag den 12. juli er der premiere på Verdensballetten på Sølyst i Klampenborg. Og herefter drager forestillingen på turné til Ribe Kunstmuseum, den nordtyske ø Sild, Møllerup Gods ved Aarhus, Nørre Vosborg Herregård ved Holstebro og Den tilsandede kirke i Skagen – i alt seks forestillinger opfører Verdensballetten frem til mandag den 18. juli.

”Jeg har det rigtig godt lige nu, for vi er der med forberedelserne, hvor vi plejer at være. Det, der altid er udfordringen, er vejret,” siger Jens-Christian Wandt.

Den 49-årige operasanger er leder og arrangør af Verdensballetten, som han tog initiativ til i 2008, hvor den første gang optrådte ved Den tilsandede kirke i Skagen. Sidste år trak Verdensballetten, der er blevet fast tradition i Skagen, i alt 10.000 publikummer til fire opførelser. I år består ensemblet af dansere fra The Royal Ballet i London, Mariinskij-teatret i Sankt Petersborg og Staatsballett i Berlin. Musikere på violin og piano fra England. Og den danske mezzosopran Andrea Pellegrini og tenoren Jens-Christian Wandt, der også har rollen som konferencier. På scenen vil de byde på en forestilling med dans fra den klassiske og moderne ballet, arier, scener fra operaens verden og musik for violin og klaver.

”Vi har endnu ikke måttet aflyse en forestilling. Men vi har holdt pause under en byge og tørret scenen af bagefter, for publikum vil hellere have, at vi gør sådan, end at vi aflyser. Det værste, vi har oplevet, er, når det stormer i Skagen. Vi havde et år, hvor flyglet blæste af scenen en time før, forestillingen skulle gå i gang. Men der skete heldigvis ikke noget. Det kom på plads igen, blev bundet fast, og forestillingen kunne begynde,” siger Jens-Christian Wandt.

Et ur tikker, men tiden står ikke stille i stuen i rækkehuset i Vangede ved København, hvor han siden 2008 har boet sammen med sin partner Rasmus Bergstrøm. Han er designer og i Skagen for at passe sin nye butik med tøj og boligtekstiler. Og der er Jens-Christian Wandt på vej til for at hjælpe til i butikken og for at forberede det sidste inden Verdensballettens turné.

Han har været freelancer, siden han blev færdiguddannet som operasanger fra musikkonservatoriet i Hamborg i 1994, og har sunget over det meste af Europa, i USA og Australien. Han har lavet opera for børn sammen med Sigurd Barret og DR Symfoniorkestret i tv-serien ”Sigurd & Operaen”, indspillet flere cd’er, deriblandt ”Danske sange” og ”Jul i Skagen”, og har i en årrække stået for Aidsfondets julekoncert i Trinitatis Kirke i København.

Til efteråret går det løs med engagementer, hvor han optræder med danske sange og fortællinger om forfatterne bag og sine oplevelser med sangene, kirkekoncerter og en lang række julekoncerter.

”Jeg er operasanger, men Verdensballetten er noget, der optager mig meget: Ud at finde penge, engagere folk og sørge for, at der laves markedsføring og så videre. Jeg har nogle gode samarbejdspartnere, men det er meget mig, der står for det meste. Det er lidt con amore, for det er ikke sådan, at vi bliver rige af det. Men jeg synes, det er rigtig sjovt, for det er nogle af de allerbedste dansere, der medvirker. Det er på en måde blevet en lille familie. Vi mødes den uge om året og har det rigtig sjovt,” siger Jens-Christian Wandt.

Han har kaffe og varme croissanter klar i den hyggelige stue, hvor malerier, tryk og indrammede plakater hænger side om side, mens bøger fylder reolen og ligger i stabler på borde. ”Lise Nørgaard klager altid over, at her er mørkt,” siger han om veninden, der ofte kommer på besøg, og tænder for lamperne rundt omkring. Han fortæller også, at selv om det er et kæmpe arbejde at arrangere Verdensballetten, er det sjovt at stå bag scenen og få hele maskineriet til at køre.

”Der er en ramme i det her: Der er ballet, der er opera, noget klassisk musik, jeg er konferencieren, og det er nogenlunde det. Dér, hvor vi fornyer os, er på det kunstneriske område, hvor der er en koreograf, der skaber en ny ballet, eller de tager noget nyt med fra The Royal Ballet, som vi aldrig har set før.”

”De første år havde jeg det sådan, at nej, det orker jeg simpelthen ikke mere. Men når der så er gået 14 dage, en måned, begynder man så småt at tænke på næste år. Nu har jeg fået en stærk tilknytning til Skagen på grund af det her og har også fået et lille hus deroppe. Skagboerne er virkelig med, så som regel lader jeg Rasmus om at gå til bageren om morgenen. Det tager 10 minutter, men hvis jeg gør det, tager det en halv time, for alle skal lige høre, om den og den kommer med igen i år og så videre,” siger Jens-Christian Wandt, der denne sommer bliver udnævnt til kulturambassadør for Skagen.

Han er vokset op på Vesterbro i København, hvor hans far var menighedsrådsformand for Eliaskirken på Vesterbros Torv. Her blev hans musikalske fundament grundlagt. Det var et hjem med klaver, som moderen spillede på, og der blev sunget fra Højskolesangbogen. Jens-Christian, der var en efternøler med søskende, der er fra 12 til 20 år ældre end han, kom med i kirkens kor. Han fik også klaverundervisning.

”Jeg gik på Johannesskolen på Frederiksberg, hvor der var en sanglærer, der syntes, jeg havde en sangstemme, der var noget ved. Hun sendte mig til sangundervisning hos en sanglærer, så det blev til mere sang end klaver. Så kom jeg på Sankt Annæ Gymnasium og kom med i Københavns Drengekor, og da jeg gik ud af gymnasiet, fortsatte jeg med sangundervisning. Jeg har aldrig sat mig ned og sagt, at nu vil jeg være operasanger. Det er en udvikling fra noget, jeg altid har beskæftiget mig med, til at blive en mere målrettet udvikling, jo ældre jeg blev.”

I 1987 søgte Jens-Christian Wandt ind på musikkonservatoriet i København, men blev ikke optaget. I stedet henvendte han sig til en sanglærer, der var professor på musikkonservatoriet i Hamborg, og som han havde oplevet som tilskuer til et sangkursus. Om han måtte komme ned og synge for ham? Det måtte han gerne.

”Han sagde, at hvis jeg flyttede til Hamborg, kunne jeg i det kommende år forberede mig til optagelsesprøven, og så troede han, at jeg ville have store chancer for at komme ind. Det gjorde jeg, søgte ind i 1988 på konservatoriet i Hamborg og blev optaget. Da kunne jeg ikke lade være med at sende en buket til den daværende rektor for musikkonservatoriet i København med tak for, at jeg ikke kom ind der, for nu var jeg kommet ind i Hamborg. Det var en stor kulturby, og operahuset var meget velrenommeret.”

Som studerende sang Jens-Christian Wandt i kor til mange opførelser af oratorier og andre operaværker. Han fik sin debut som koncertsanger i Amsterdam Concertgebouw i 1992 og som operasanger i Det Ny Teaters opsætning af ”Flagermusen” i 1995.

Aidsfondet, Barndrømmen, der giver udsatte børn og unge kulturelle oplevelser, samt Børn, Unge og Sorg er tre organisationer, som Jens-Christian Wandt er engageret i. Dertil kommer hans arbejde som medlem af menighedsrådet i Vangede Kirke.

”Jeg er vokset op i et kristent hjem. Det har præget mig på den måde, at jeg har min barnetro i behold. Jeg har aldrig tvivlet på, om der er en Gud. Jeg er jo hjemmevant i en kirke, fordi jeg er vokset op i en kirke. Alt det praktiske i en kirke sidder på rygraden, for hvis kirketjeneren i Eliaskirken var syg, så var jeg kirketjener og bad indgangsbønnen, og hvis ham, der ringede med kirkeklokkerne var syg, så ringede jeg med dem.”

”Jeg er sikker på, at der er en Gud. Det er ikke en gammel mand med gråt skæg, som jeg ikke tror, at nogen tror på. Det er en kærlighed, der er ubeskrivelig, men som er en tryghed. Det har jeg aldrig tvivlet på. Det skønne er, at som man bliver ældre, lærer man nye mennesker at kende, der kan bringe nye vinkler ind. Det giver ikke grund til at tvivle, tværtimod bestyrker det mig i, at der er en Gud.”

”Nogle har sagt til mig, at det er frygteligt, at jeg aldrig har mødt tvivlens nådegave, som de kalder det. Men det har jeg ikke, og jeg elsker at gå i kirke om søndagen. Der mangler noget, hvis ikke jeg har været i kirke en søndag, og det sker i perioder som nu, hvor jeg er meget rundt. Det, der er så skønt ved kirken, er det fællesskab, der er. Du kan være en del af det, og du kan også sidde på bagerste række og ikke være det, men alligevel er du der. Man får altid noget med, når man går derfra – salmerne, evangeliet og de bibelske tekster og de andre liturgiske ting, velsignelsen, Fadervor og altergangen. Det er rigtig godt, at præsten leder gudstjenesten, og vi er en del af det. Det kan jeg rigtig godt lide.”

Begge Jens-Christian Wandt forældre døde i 2000. Også der fandt han støtte i kirken og salmerne.

”Det er den største sorg, jeg har haft i mit liv, men den har ikke været ubærlig, for de var begge to syge, og de var afklarede. Min far fik prostatakræft som 79-årig. Han var en meget troende mand, og vi kunne ikke rigtig få hul på den byld med at snakke om det. Vi vidste godt, at han ville dø, og det vidste han også godt selv. Men når man så står over for det, følte jeg, og det gør jeg stadig, at det måtte være ham, der åbnede op.”

”Han havde ikke været i kirke i lang tid, fordi han var indlagt, og lægerne sagde, at der kunne gå en uge, 14 dage, men han kunne også dø i morgen. Jeg foreslog så min far, at præsten fra Eliaskirken, som han selv havde været med til at ansætte, og som skulle begrave ham, kom forbi og holdt en lille gudstjeneste på sygestuen. Det ville han gerne.”

”Så præsten kom, og vi var samlet der, min mor og mine søskende, og han holdt en fin prædiken, hvor han fortalte, at når han besøgte min far på hospitalet, havde de talt om, at det her endte med døden, og at døden snart kom. Så han havde brugt præsten i den situation, og det gav os en glæde.”

”Efter den gudstjeneste, hvor vi også sang de salmer, vi sang til hans begravelse, samlede min far sig ved en kraftanstrengelse og fik sagt tak til os, og vi fik sagt ham tak. Og så faldt han i søvn og døde otte timer senere, hvor min søster og jeg sad med ham i hånden og sang ’Hil dig, Frelser og Forsoner’. Det var meget stærkt.”

”Det var også en stærk oplevelse, da min mor døde. Hun havde hele livet haft astma, og det blev værre og værre. Hun døde seks uger efter min far. Der var ikke noget for hende mere. Hun blev indlagt på Hvidovre Hospital en fredag, lørdag gik det lidt bedre, og søndag blev vi kaldt derud, for nu var det kun et spørgsmål om tid. Det fadede lige så langsomt ud. Og så sad vi der omkring hende og sang. Vi sang også hendes yndlingssalme, ’Den store hvide flok vi se’, og da vi nåede til linjerne ’nu holder de, hvor liv er bedst, hos ham en evig løvsals-fest’, åndede hun ud og tog det sidste suk.”

”Jeg var med til at lægge dem i kisten og arrangere begravelserne, og jeg tror, at det gør, når man så sidder i kirken, at det er nemmere. Jeg har sunget til rigtig mange begravelser i tidens løb, da jeg sang i kirkekor og som solist. Det har været rørende, men også professionelt. Men når man så sidder der selv, oplever man, hvor vigtige ritualerne er, og hvor meget de betyder. Jordpåkastelsen, når man beder Fadervor bagefter, velsignelsen, alt, hvad der sker, er en kæmpe støtte i den situation, synes jeg.”

Til november fylder Jens-Christian Wandt 50 år.

”Nu er jeg snart ved at nå den alder, jeg har. Det er en god anledning til at samle familie, venner og bekendte til en fest, men jeg har ikke noget imod at blive 50 år. Folk siger, at nu kommer skavankerne, så det kan man måske frygte, når man har haft det godt indtil nu. Og jeg har venner, der er fyldt 50 år, og som synes, det er det værste. Men jeg tror, jeg er skruet sådan sammen, at når du ikke kan gøre noget ved det, så er det sådan. Og så kan jeg være lykkelig over, at de, der er 50 år i dag, er yngre end dem, der var det for 20 år siden,” siger Jens-Christian Wandt og tilføjer: ”Nogle siger, at mellem 50 og 60 år er den bedste alder, så det er også skønt.”