Når jeg kan gå i korte bukser, og der lugter af hyld i min have, så er det rigtigt sommer. Jeg har et sommerhus 200 meter fra Arresø i Nordsjælland med en vild naturgrund, og to tredjedele af den vokser bare uhæmmet. Hylden er sådan en busk, der planter sig selv, den spreder sig gennem fuglene og springer op alle mulige steder. Nogle gange laver jeg saft, men jeg er diabetiker, så det er begrænset, hvor meget sødt jeg tager initiativ til at fremstille i køkkenet. Så jeg nøjes for det meste med duften eller en lille pandekage med hyld i.
Da jeg var barn, var jeg ikke særlig god til det der med at gå i skole. De første mange, mange år af mit skoleliv var ret pinsomme, jeg havde meget mere lyst til at være ude, så sommeren var virkelig frisættende. Mine forældre var travle, de havde en bagerforretning, så der var ikke tid til at tage syv uger til Nordsverige eller køre rundt i Europa i en måned. Derfor var sommerferien bare at blive sat fri, så jeg kunne cykle rundt, tage til stranden alene, hænge ud eller bare drive rundt i byen.
Jeg nåede at synke ned i dovenskab og ro. Tingene forandrer sig helt enormt, når man ikke har et eller andet hængende over hovedet. Jeg nyder stadigvæk de perioder, hvor man ved, at nu er der virkelig ikke noget, man skal.
Jeg har ikke synderlig lyst til at rejse nogen steder hen i øjeblikket. Jeg har de seneste par år holdt ferie i Danmark. Man har gudskelov sin egen fantasi, og jeg kan sagtens få tiden til at gå her. Jeg har rejst en hel del i mit liv, men det bliver mere og mere mærkværdigt for mig at sætte mig ind i en flyvemaskine og flyve om på den anden side af kloden. Der er noget forbrugerisme over det, som jeg aldrig rigtig har været så syg med. Mange har forventninger om, at man bare kan proppe i kæften og fare af sted. Men tiden med coronakrisen har givet en eftertænksomhed. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at skynde mig til udlandet.
Jeg har ikke noget bestemt, jeg skal nå hen over sommeren. Jeg er ikke særligt traditionsbunden. Jeg har det godt med, at tingene skifter. Det kommer sig sikkert af, at mit arbejde er så omskifteligt. Jeg stifter nærmest en ny familie hver tredje måned. Så er jeg i en ny forestilling meget tæt sammen med nogle mennesker, og det er en del af at være skuespiller, at man åbner sig helt og tør vise, hvem man selv er. Efter nogle måneder siger man farvel, og så ses man måske ikke før om 10 år, hvis overhovedet. Så jeg er ikke bange for omskiftelighed. Jeg vil bare gerne ned i hvilepuls, når jeg har fri.
Mit bedste minde er faktisk en duft. Jeg erindrer den der duft af motorvej og regn fra de få gange, vi er taget på ferie sydpå, og min storebror, lillesøster og jeg har ligget og raslet rundt på bagsædet af en gammel Mercedes ned gennem Tyskland. Og så det der med pludselig at vågne op og høre lyden af bil, sjask af regn og vinduesviskeren, der kører derudad. Man ligger jo nærmest i ske med hele sin familie. Det har jeg endnu et meget klart billede af.
Jeg vil anbefale, at man prøver at bevæge sig ud på tidspunkter, man normalt ikke bevæger sig ud på. Se din egen by i et nyt lys. Det kan være meget, meget tidligt om morgenen. Når jeg har rejst, har jeg altid elsket at se byer stå op og at opleve byer blive sat i gang af mennesker. Jeg har altid eftersøgt de steder, hvor vognmændene mødes og får en sort kop kaffe, inden de skal transportere ting rundt.
I år er jeg flyttet i lejlighed på Østerbro efter at have boet på husbåd i Københavns Havn i seks år. Jeg blev træt af Indre Bys puls og de skrigende unge mennesker, som ikke rigtig tog hensyn til andre end sig selv og deres egen eksponering. Da det blev ved med at være et irritationsmoment for mig, tænkte jeg: ”Jeg gider ikke være sådan en gnaven en, der sidder inde i et hjørne og surmuler.” Man skal heller ikke blive hængende for længe det samme sted. Nu er jeg flyttet op i himlen i stedet for, dog kun på fjerde sal. Jeg har levet med vand, nu er det luft, og jorden ved vi jo alle sammen kalder på et eller andet tidspunkt. Måske bliver det næste stop.
Når sommeren ender, skal jeg til at lære udenad igen. Så skal jeg affinde mig med, at nogen igen kan koste rundt med mig og sige: ”Du skal have det her tøj på, du skal gå i de her sko, du må ikke barbere dit skæg.” Igen er jeg nødt til at hengive mig til, at nogle vil forme mig om til noget andet.