Adressen er Vesterende 47, Ballum. Jens Rosendals dør er sjældent låst, og der går nærmest ikke en dag, hvor en bil ikke gør holdt ved sangskriverens dør. En del kommer med blomster, andre har skrevet en hilsen til ham. Først og fremmest for at sige tak. For Jens Rosendal er et menneske, der med sine sange og salmer rører mennesker.
Han fyldte 89 år i maj. Til efteråret er det to år siden, at han sagde farvel til det turnerende liv, der betød, at han ofte var på farten fire dage om ugen med komponisten og pianisten Rasmus Skov Borring som chauffør. De holdt sangforedrag og havde nok at lave, men Jens Rosendals krop begyndte at værke, og så havde sangskriveren og salmedigteren en samtale med sig selv, hvor ordene faldt cirka således.
”Nu er du for gammel, mand.”
”Du brokker med mikrofonen, og du er sen i det.”
Og selvom der stadig var mange aftaler i kalenderen, valgte Jens Rosendal at sige farvel til turnélivet. Men helt stille er der altså ikke blevet om Jens Rosendal. For nylig udkom en cd med titlen ”Du kom med alt det, der var dig”, hvor 12 af hans sange og salmer er indsunget af visesangeren Erik Grip akkompagneret af jazzpianisten Henrik Gunde. Næste fredag aften er Rosendal inviteret til Vadehavscentret ved Ribe, hvor Erik Grip vil synge hans sange. Arrangementet er udsolgt, men det er planen, at Henrik Gunde og Erik Grip skal besøge større kirker og koncertsale med Rosendals repertoire. Rosendal har ikke besluttet sig for endnu, om han kommer til koncerten på fredag. Han er helst fri for mange planer.
Det siges om Jens Rosendal, at han en stor del af sit liv har forhandlet med sin Gud og skaber om at være rummet som den, han er. I dag forhandler han ikke længere, men siger, at han er lige så rigtig og lige så forkert som alle andre. Vi skal tale om tro og mod. Han lægger ud med at sige:
”Jeg skulle jo nok have været noget modigere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en skam, sådan som jeg har behandlet livet.”
Rosendal er blevet en folkekær institution, og han er tilmed kommet på museum. På Vadehavscentret er han beskrevet som Vadehavets digter, og man kan se en buste af ham. Hvor mange sange han har skrevet relateret til Vadehavet, har Rosendal ikke tal på. Og mens vi er ved det med tallene, er han den nulevende forfatter, der har flest sange med i den nye udgave af Højskolesangbogen, ligesom han er repræsenteret med to salmer i Salmebogen.
Nok bor han ved Vadehavet, men han er rundet af Vendsyssel, og hans sprog har fortsat hjemegnens melodi. Jens Rosendals første projekt på vers blev til, mens han som 12-årig holdt vagt ved en so, der skulle fare på gården ved Thorshøj lidt vest for Sæby i Vendsyssel. Her voksede han op i et arbejdsomt og nøjsomt hjem som nummer tre i en søskendeflok, der kom til at tælle syv børn. Når en so skulle fare, skiftedes gårdens piger, karle og familiens ældste børn til at holde vagt i stalden.
”Det trak ud, så jeg gik ind og hentede papir og blyant og besluttede mig for, at jeg ville skrive et vers til hver pattegris. Der kom 12, så det var jo noget af et projekt.”
Jens Rosendal viste versene til sin far. Han sagde ikke noget, men siden fandt Rosendal ud af, at hans far fortalte andre om digtene til grisene, og da der skulle være barnedåb i familien, opfordrede hans far ham til at skrive en sang, som kunne synges ved dåbsfesten. Et langt, lyrisk virke begyndte.
Hans far var ud af en indremissionsk familie og formand for det lokale missionssamfund. Hans mor giftede sig ind i det indremissionske miljø og bevarede en glæde ved dansetrin og tidens slagere.
”Jeg har gerne villet ligne min mor, og det har jeg stræbt efter i det ydre. Hun var mere med på den end min far, og engang fik hun mig sågar med til asfaltbal i Thorup, uden min far måtte vide det. Min far var from og noget mere tænksom, end jeg indså som barn og ung. Jeg tror, vores sind lignede hinanden.”
Jens Rosendal har det svært med ydre fromhed, for han oplever, det kan skygge for det centrale ved troen. Modviljen mod ydre fromhed kobler han til opvæksten. Han fik lov at gå til klaver, men måtte ikke gå til dans. Og biografture skulle man også holde sig fra.
”Nu sidder vi jo alle og ser tv den ene aften efter den anden, og det gør missionsfolkene også.”
Det var hårde tider for landbrug, da han voksede op i 1930’erne, men hos Rosendals fik hvert barn en cykel. Jens Rosendal kan endnu genkalde sig sin fars stolte udtryk, når faderen cyklede til søndagsskole med fem cyklende børn bag sig.
”Her var der noget, som virkelig var lykkedes for ham, og når han kom med os til søndagsskolen, havde han nogle af sine store stunder. Det var bønder og lokale håndværkere, som underviste os. De var ikke bange for at gøre talen om troen meget konkret. Vi blev fortalt, at i himlen ville vi få lagkage hver dag. Og vi elskede jo lagkage, så hvem havde ikke lyst til at komme i himlen?”
Jens Rosendal har tidligere sagt, at han har forladt Indre Mission, men at det indre missionske ikke har forladt ham. I bogen om ham ”Du kom med alt det, der var dig” (Gyldendal, 2019), siger han, at det er umuligt for ham at forestille sig, hvordan han havde klaret sig gennem livet uden kristendommen.
”Men jeg tror, vi skal være varsomme med at pinde troen for meget ud, selvom vi mennesker så gerne vil have styr på det hele. For så går det ofte galt.”
Når Jens Rosendal ser tilbage på sit liv, ville han ønske, at han havde været modigere. Han nævner det, da vi taler om Grethe, som han var gift med. Sammen fik de tre børn, men blev skilt, efter Jens Rosendal havde forelsket sig i en mand. Grethe døde sidste år, og han holdt meget af hende og holder fast ved, at der var sandhed i den kærlighed, som var mellem dem, da de mødtes i slutningen af 1950’erne.
”Jeg var jo et pjok, at jeg giftede mig, hvis jeg vidste, at jeg var bøsse. Jeg var ikke sikker på, at jeg var bøsse, og så skulle jeg have prøvet det af, men jeg skulle have gjort det uden, at jeg behøvede at have et alter med i foretagendet. På den anden side har jeg jo fået lov at opleve det hele og fået et liv med virkelig mange plusser. Jeg har fået børn og børnebørn, men jeg har også tænkt, at det var en skam, sådan som jeg behandlede livet.”
Han fortæller, hvordan han med alderen nåede frem til, at han levede et uegentligt liv, der var som en tom parentes. Han har skrevet om det i et åbent brev, der blev bragt i Kristeligt Dagblad for snart 20 år siden. Teksten ser han i dag som et manifest. Her står blandt andet:
”Ja, du kan måske leve sådan, som folk helst vil have det og endda have rimelig succes med det, men du kan ikke dø sådan. Du kan ikke være bekendt over for din Gud og skaber (jeg har vist altid været et religiøst gemyt) at dø, uden at du har forsøgt at leve med de gaver, som du har fået givet. Du kan ikke grave det ned, du nu fik overladt. Du kan ikke aflevere et uegentligt liv.”
Næste sommer er det 10 år siden, der trådte en ny vielseslov i kraft, som betyder, at homoseksuelle kan vies i kirken. Jens Rosendal havde aldrig troet, at han skulle opleve det ske, men i stedet for at være benovet over lovændringen, taler han om, hvor små menneskene er.
”Når jeg er oppe at flyve sådan udsynsmæssigt, så tænker jeg, at vi mennesker har fået skabt en række barrierer for en sikkerheds skyld og for at holde styr på det, men fra skabelsens morgen tror jeg ikke, der har været de her grænser. Den største gave, Gud har givet os, er kærligheden. Det er gennem den, at vi kan ane, hvad Gud er.”
Han ser ud af de sprossede ruder mod det vidtstrakte gule tæppe af raps og havet, hvor Rømø-Sylt færgen skimtes og siger:
”Nu skal jeg da hente en øl.”
Når han siger, at han er et religiøst gemyt, dækker det over et indre behov for orden.
”Jeg har ikke noget behov for udvendig orden, men jeg vil gerne have en indre orden i hvert fald med døden. Og i forhold til døden, så er ordenen Guds sag.”
Han fortæller, hvordan han nogle gange forsøger at bremse sine tankerækker om døden ved at tale dunder til sig selv:
”Jeg siger til mig selv: ’Mand; det her har du jo ingen forstand på’. Og så prøver jeg på ikke at være alt for pernittengrynet med mig selv. Vores målestokke slår alligevel ikke til over for Gud, når vi tror, vi kan sortere, så er vi galt på den.”
Han har lavet en aftale med præsten Niels Thomsen, som engang var rektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster, om at han skal begrave ham. Hvad der skal synges, må hans børn afgøre. Samtalen skifter gear. Nok mærker han alderen, men han mærker også en livsglæde.
”Når jeg trækker gardinet fra om morgenen og ser ud, så bliver jeg da glad, og så skal jeg lige ud til døren og se havet og Rømø og registrere, hvordan det lugter i dag. Det er godt lavet. Livet.”
Han kommer i tanke om, at han har fået forærende en dåse ”gode råd”. Den sønderjyske specialitet skal gæsten smage. Forsynet med småkager fortæller han, hvordan han i aftes holdt sangtime for omkring 100 elever fra Rødding Højskole sammen med den lokale pianist Else Kirsten Ehmsen. Selvom han ikke længere turnerer, har han haft en del af den slags lokale sangaftner. Han har svært ved at sige nej til unge, for han mærker en særlig opmærksomhed.
”Da jeg var ung, så hørte vi også, hvad de gamle vrøvlede om, men vi hørte altså ikke efter, sådan som jeg oplever, at de unge gør. De er så parate.”
Da sangtimens sidste sang var sunget, stod eleverne i kø med deres højskolesangbøger for at få en autograf.
”Jeg skrev ’Jens’, og så lavede jeg en bølge, for min håndskrift er helt tosset. Jeg kan snart ikke skrive mere, men eleverne var så opmærksomme, og man mærker, at det betyder noget.”
Hans 80-årsfødselsdag var en musikalsk folkefest, og nogle er vist i gang med at planlægge en større fejring, når han fylder 90 år næste år i maj. Selv planlægger han ikke så langt. Fra sit køkken kan han se den lave kirkegårdsmur. Kirken er fra omkring 1150, og her passer Jens Rosendal, hvad han kalder sit kirkebænkeembede.
”Et embede skal man passe, og så behøver jeg ikke forklare det til mig selv eller andre, hvorfor jeg går hen i kirken. Det betyder meget for mig, at der er et sted, hvor man er fælles om salmerne, dåben, nadveren og bønnerne. Nogle gange tænker jeg, at de andre i kirken nok ikke fatter det samme i hovedet, som jeg gør, selvom vi synger de samme ord. Men de fatter noget, som er rigtigt. Og vi gør det samtidigt, og det er godt.”
I barndomshjemmet i Vendsyssel var bøn en del af dagens orden, og det er det også i det gamle hus i Vesterende 47.
”Det er da noget, jeg har fået med fra de gamle, men jeg behøver ikke sådan at gøre en ceremoni ud af det. Jeg skal ikke pakke ud hver gang. Bønnen er noget, man lever.”