Jeg har gennem flere år beskyttet mig selv i forhold til andre mennesker. I samtaler har jeg ikke været åben, fordi det har været for voldsomt for mig. Jeg undgik herved også at komme i berøring med mig selv over for andre. Jeg ville gerne holde mine smertepunkter for mig selv til brug i mit forfatterskab. Her kunne jeg nemlig administrere dem.
Det var også en undskyldning, så jeg kunne forblive overfladisk over for andre. Jeg har svaret på spørgsmål, som måske gerne ville lidt dybere ind på mig, på en overfladisk og skuffende måde og med dårlige vittigheder, som fjernede fokus. Jeg tror, mine omgivelser har registreret, at jeg var utilnærmelig.
Jeg ville have fået et større og rigere forhold til andre, hvis jeg havde åbnet mig selv mere. Så ville de også have åbnet sig for mig, da der er en tæt sammenhæng mellem, hvordan man selv taler, og hvordan andre vil svare, og hvad de vil komme ind på.
For at skrive romaner, må man indhylle sig i forskellige vanvittige illusioner om, at det er livsvigtigt for en selv og andre. Det kan komme til at ligge som et forsvar og en undskyldning over for alt, hvad man så i øvrigt tilsidesætter. Men det kan også føles som en nødvendighed for overhovedet at kunne skrive.
Jeg har ikke bevidst prøvet at forandre min lukkethed, men jeg er blevet mere åben med årene. Idéen om, at jeg har skullet reservere mig selv til mit forfatterskab, har også ændret sig. Når man har skrevet i mange år, opstår der en større viden om, hvad der foregår inde i en selv. Jeg har altid haft let adgang til det ubevidste, når jeg skriver, og derfor har jeg også med tiden fået en erfaring af, hvordan jeg kan omgås det som forfatter.
Find podcasten "Mellem Liv og Ord", hvor Jens Smærup Sørensen medvirker, her.