Efter flere dages heftige debatter og udfald mod landets udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kom undskyldningen i torsdags.
Sagen, han angrer, fortryder og undskylder for, er 12 år gammel og handler om, at han i 2008 havde samleje med en kun 15-årig pige på et politisk ungdomsmøde i Esbjerg. Selv var han 34 år, medlem af Folketinget og udenrigspolitisk ordfører. Og oplægsholder for de unge DSU’ere.
Efterfølgende undskyldte han og blev frataget alle sine ordførerposter, men i kølvandet på den aktuelle debat om sexisme, er sagen dukket op igen. Og mens vi ikke kender navnet på den mand fra DR, der ifølge tv-vært Sofie Linde havde forsøgt at true hende til sex for ikke at skade hendes karriere, så har vi her et ansigt, et navn og endda en kendt minister, som har en grim plet på sin fortid.
Det har fået debatten til at gå amok. Både i de trykte og elektroniske medier samt på de sociale medier. På Facebook skriver en blandt andet: ”Han er helt uværdig til den post; af hensyn til sit dekorum, der omgiver positionen, af hensyn til samarbejdet med udenlandske nationer, og endelig af hensyn til det signal, det sender til kvinder i Danmark”. I samme tråd skriver en anden mand: ”Han er af tre omgange af vælgerne fundet værdig, så han er selvfølgelig også værdig som minister. Dette her er uværdigt, men for dem, der jager ham.”
Efter flere dages tavshed, lød det så fra Jeppe Kofod i torsdagens interview med TV 2:
”Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave det om, og at det aldrig var sket. Men det skete. Det, jeg kan gøre, er at angre. Jeg har lært af sagen, og jeg ville ønske, at det ikke var sket, og at hun ikke var blevet bragt i sådan en situation. Det er fuldstændig urimeligt, og det burde ikke være sket nogensinde.”
Men hvad så? Er undskyldningen og angeren nok? Kan vi tilgive? Eller er der andre ting på spil i den konkrete sag?
I Kristeligt Dagblad lød et af gårsdagens svar fra sognepræst Kristian Østergaard: ”Her kunne man beklage, at vi er ramt af en nypuritansk bølge, men sagligt set kunne man også sige, at vi har fået vores moralske værdier kalibrerede, efter at de har været præget af 1968’er-generationens løsagtighed: En fuldvoksen mand involverer sig ikke med en pige, der lige akkurat er passeret konfirmationsalderen.”
Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen er en af dem, der har blandet sig i debatten, og hun er tilbøjelig til at give Kristian Østergaard ret. For som hun ser det, ”så er det godt, at vi får den her debat ude i det offentlige rum nu. For vi skal da tale om, hvad vi anser for god og dårlig dømmekraft, og hvilken kultur vi ønsker, der skal være mellem mænd og kvinder,” siger Anna Thygesen.
Hun mener derimod ikke, at den kultur, hun gerne ser et opgør med, bunder i 1968.
”Det er en rådden, patriarkalsk kultur, der har præget os i flere århundreder. Og i virkeligheden er jeg glad for, at diskussionen nu får alt, hvad den kan trække. For der er noget, vi skal have gjort op med i forhold til mænd, der udnytter deres magtpositioner til at få sex. Det kan undre mig, at der ikke blev en politisag dengang, for selvom pigen ikke anmeldte ham, så er det da forbudt for lærere at have sex med deres elever, før de er fyldt 18 år. Jeg forstår godt, at man stiller spørgsmålstegn ved hans egnethed som minister, for når han har udvist så dårlig dømmekraft dengang, hvad så med hans dømmekraft i dag?”, lyder spørgsmålet fra Anna Thygesen.
For sognepræst Poul Joachim Stender viser den aktuelle debat om Jeppe Kofods 12-år gamle sag derimod, at ”vi lever i en tid, hvor folk åbenbart forventer, at mennesker skal være som elbiler. Der må overhovedet ikke komme noget beskidt udslip ud af os. Klimadebatten er åbenbart trængt helt ind i vores menneskesyn. Vi må ikke være urene eller fejle, ingen mentale CO2-udslip. Tilgivelsen har trange kår i den verden, og især sexisme er blevet utilgivelig,” siger Poul Joachim Stender, der på den måde også ser tidens debat om Jeppe Kofods fortidige fejltrin som et tegn på en kultur med aftagende kristen forankring.
”For vi mennesker er jo syndere. Og det er for mig at se helt latterligt at tage den her sag frem igen. Manden har jo fortrudt, det sagde han allerede dengang. Han har angret sin synd. Dybest set er den udskamning, der foregår af ham lige nu, på linje med den sexisme, han beskyldes for og selv indrømmer. Udskamningen er på samme måde meget ødelæggende for et menneske og bestemt heller ikke udtryk for ’sund dømmekraft’ eller et ordentligt etisk kompas, som ellers er det, mange beskylder ham for at mangle.”
Det var noget af den samme pointe, dr.phil., lektor emeritus Michael Böss var ude med i et læserbrev i Kristeligt Dagblad i onsdags, under overskriften ”Velkommen til det postkristne samfund.”
”I det samfund findes der ingen tilgivelse. Her giver vi aldrig nogen en chance til. Her lader vi fortid være fortid. Her findes der hverken synd eller forsoning, men kun forbrydere og ofre. Her er det folkeopinionens selvbestaltede vogtere, der administrerer dommedag for os. Her lever vi under loven, og under den findes der ingen nåde.”
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard, ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men han genkender Michael Böss’ beskrivelse af nutidens samfund:
”Det er, som om vi lever i en tid, hvor vi har svært ved at tilgive, og det kan undre, da vi jo lever i en kultur baseret på kristendommen, hvor tilgivelsen er helt central. Vi har med kristendommen op gennem historien udviklet et samfund, hvor det er tilgiveligt, at folk kan fejle. I de nordiske sagaer var det ikke tilgivelsen, men derimod hævnen, der var central, og det betød, at hævnen kunne fortsætte i det uendelige – hævndrab fulgte hævndrab,” siger Peter Nedergaard.
Han er dog enig i, at sexistisk adfærd skal frem i lyset og diskuteres, ”for der er selvfølgelig adfærd, vi ikke skal godkende. Vi skal bare huske at have det store perspektiv med: Ingen kan være rene hele livet igennem. Det kan intet menneske leve op til. Det ikke-kristne krav om det perfekte menneske er utåleligt for såvel menneske som samfund.”
Filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, Anne Marie Pahuus er også optaget af spørgsmålet om tilgivelse.
”Straf og tilgivelse hænger sammen. Og man kan sige, at Jeppe Kofod allerede for 12 år siden fik en straf, da han fik fjernet alle sine udvalgsposter, og samtidig angrede han og undskyldte. Derfor burde man måske også kunne tilgive ham. Men det, vi oplever nu, er en fordømmelse, der handler om hans moral, om hans dømmekraft, og debatten handler om, hvorvidt vi tror, at vi kan have tillid til netop dén evne i dag, hvor han besidder et meget magtfuldt embede,” siger Anne Marie Pahuus.
Men det er samtidig vigtigt at huske, at dømmekraften eller det etiske kompas ”er noget, der opøves igennem hele livet. Hvor vi som mennesker lærer af vores erfaringer. Jeppe Kofods erfaring var godt nok dyrekøbt, men måske har den forandret hans etiske kompas og skærpet hans dømmekraft,” siger hun.
Helt overordnet mener Anne Marie Pahuus, at det er godt, vi nu igen har diskussionen.
”Hvis en gammel sag kan skabe fornyet refleksion, så er det vigtigt at tage den op. Men det er ikke konstruktivt, hvis vi kun ser brøden, når vi ser på manden. Hvis vi vil ændre noget, så må vi ikke stivne i en fordømmelse, der holder friheden nede, men i stedet undersøge, hvordan vi kan ændre en sexistisk kultur i de konkrete situationer, hvor vi møder den. Og det er også derfor, debatten er vigtig, for kun ved at tage bladet fra munden, kan vi forsøge at sætte os i den andens sted – og på den måde være med til at opøve dømmekraften hos hinanden.”