Da min mor slettede min far fra historien, slettede hun samtidig årsagen til, at jeg blev født

Når skilsmissen rammer en familie, forvises de håb og drømme, kærligheden byggede på, til glemslen. Det skete for journalist og forfatter Jesper Steins forældre. Men historien er også hans egen

Familien boede i en villa på Rampen i Risskov ved Aarhus, hvor faderen var en afholdt gymnasielærer. Der er seks år mellem de to sønner. – Privatfoto.
Familien boede i en villa på Rampen i Risskov ved Aarhus, hvor faderen var en afholdt gymnasielærer. Der er seks år mellem de to sønner. – Privatfoto.

Fotografier viser ikke kun den, der poserer. I en døråbning kigger en kvinde lidt genert ind i linsen. Hun står i entréen med den ene hånd forsigtigt hvilende mod dørkammen. Den anden har hun placeret afslappet i en lomme. Hun er iført en hvid forårskjole med matte, lavendelfarvede prikker. Solens stråler er skarpe. De rammer kvindens ansigt og tvinger hende til at knibe venstre øje sammen. Det andet anstrenger hun for at holde åbent. Hendes ene skulder er sænket og drejet let ind mod stuen, som hvisker kroppen: kom nærmere. Hun smiler med tænderne, hvis hvidhed fremhæves af den røde læbestift. Hun kigger ind i linsen. Stirrer direkte mod manden, der er far til hendes børn. Måske smiler han tilbage. Måske betragter han stilfærdigt motivet, som han var fast besluttet på måtte foreviges. Hans hustru i sollyset. I sommerkjolen. I entréen, uden forsvar.

I dette øjeblik har de to ingen anelse om, at de en dag skal skilles. At manden bag kameraet forlader kvinden og deres børn til fordel for en 33 år yngre, tidligere elev. I dette øjeblik er de lykkeligt uvidende om, at relationen mellem dem fra skilsmissen og frem til deres død vil bære præg af sorg, had og bitterhed.

Kvinden er forfatter Jesper Steins mor. Manden er hans far. Forfatteren blev for nogle år siden landskendt for sine spændingsromaner om den kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen. Nu har han for en stund forladt krimigenren for i stedet at have skrevet familieodysseen ”Rampen” opkaldt efter barndommens villavej i Risskov ved Aarhus.

Romanen, der udkommer torsdag den 12. november, er en fiktion baseret på virkeligheden. Karaktererne bærer deres rigtige navne, og begivenhederne har fundet sted. Fortællingen handler om, hvordan en skilsmisse forandrer en familie og den stående kamp om den efterfølgende historierevision, hvor ansvarsplaceringen skal være unuanceret og ethvert lykkeligt minde opløses i forbitrelsen. Med romanen forsøger 55-årige Jesper Stein at forstå bruddet og forældrenes uforsonlighed i et forsøg på at forlige sig med fortiden, men også i et forsøg på at bearbejde sine erfaringer med at svigte, blive skilt og – ligesom forældrene – drikke sig fra livets smerte.

Jesper Stein bor i en villalejlighed på Amagerbro i København. Det er her, han har skrevet det meste af romanen, og her, han tager imod Kristeligt Dagblad. Spisebordet er overdækket af bøger, og i et tilstødende værelse leger hans tvillingedøtre på seks år. I udestuen, hvor vi sætter os, står Arne Jacobsens ”Ægget”. Slidt, som stole med mange minder er.

”Den er fra Rampen,” siger Jesper Stein.

Det var en efterårsdag i 2018, at sætningen, der senere skulle indlede romanen, gik i hak i forfatterens bevidsthed. ”Den dag, jeg finder ud af, at min far har tænkt sig at være min mor utro, skinner solen,” gentog han igen og igen og vidste, at den skulle være romanens litterære udgangspunkt.

Det personlige udgangspunkt var udløst af tre skelsættende livsbegivenheder, forfatteren havde oplevet kort forinden. Hans mor var død. Han havde lagt alkoholen på hylden efter et årelangt misbrug. Og så var han blevet skilt, og ligesom ved tidligere forliste forhold måtte han igen konstatere, at oplevelsen af lykke kun var til låns.

Jesper Stein siger, at ”man nok godt kan gætte sig til”, at skilsmissen ikke kom ud af det blå. At bruddet hang sammen med hans alkoholisme.

”Og samtidig dør min mor. Jeg er altså et sted i livet, hvor jeg har et mål: Jeg vil forblive ædru, rette ryggen og være noget ordentligt for mine nærmeste. Jeg vil se, om jeg kan råde bod på de svigt, jeg har begået på grund af mit misbrug. Man kan sige, at jeg er i gang med en bundvending. Det er radikalt. Og det kræver, at man tør kigge frygtløst på de ting, der er sket i ens liv og særligt på de dele, hvor ens egen rolle ikke er synderlig flatterende. Hvis ikke man er frygtløs, kan man ikke søge svar og skifte kurs,” siger han i nutid, som gælder følelsen og målsætningen endnu.

Som et led i bundvendingen beslutter Jesper Stein sig for at rydde op i sine forældres ulykkelige skilsmisse. Han kontakter deres gamle, nulevende venner og bekendte. Spørger dem, hvem forældrene var før og efter skilsmissen. Går på jagt i arkiver og journaler. Endevender de to menneskers liv, der var årsagen til, at han fik sit eget.

Det er netop her, forfatteren kommer i tanke om kassen. Kassen! Den gamle papkasse, der har stået og samlet støv på loftet. Han fik den af moderen for 20 år siden frankeret med truslen om, at hun ville destruere indholdet. Forfatteren tog imod kassen i håbet om, at her måske var et sidste spor af forældrenes 29 år lange ægteskab, og hvem ved, måske deres kærlighed. Som det ofte er med skilsmisser, forsvinder de materialiserede minder langsomt. Sådan havde det også været på Rampen.

Da Jesper Stein åbner kassen to årtier senere, finder han op mod 600 lysbilleder. Billeder fra dengang forældrene var nygifte. Fra deres rundtur i 1950’ernes USA. Der er billeder fra tiden før han og hans storebror, Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Peter Stein Larsen, kom til verden, ligesom der er billeder af tiden efter. De sidste er fra en chartertur i 1971.

Men hvad så Jesper Stein, da han genfandt lysbillederne og gennemgik dem? Han svarer, at han ser mere end 15 års billeder af det sted, kærligheden vokser fra.

”Dér, hvor man er fuld af håb og drømme, som man ønsker at indfri sammen. Jeg ser mine forældre som en enhed, der skal realisere fremtiden. Det er jo egentlig banalt. Jeg ser to mennesker, som elsker hinanden meget, meget højt. Jeg kan se min mor smile til min far, som ser og fotograferer hende.”

Jesper Stein taler langsomt, som fremmaner han nogle at fotografierne for sit indre.

”Der er noget i deres øjne,” siger han så: ”Noget, som jeg selvfølgelig blev ramt af, fordi de mindede mig om mine egne langvarige forhold. Om den lykke, som man går ind i livet med, når man får børn sammen. Den uskyldige følelse af glæde og begejstring man føler ved livet, når man har fundet en, man skal være sammen med for evigt. For det tror man. Det troede jeg, og det troede mine forældre.”

Finn og Jytte Stein Larsen blev gift den 12. august 1953 i Sønderho Kirke på Fanø. De var sammen i 29 år. – Privatfoto.
Finn og Jytte Stein Larsen blev gift den 12. august 1953 i Sønderho Kirke på Fanø. De var sammen i 29 år. – Privatfoto.

Skulle sønnen alligevel være det mindste i tvivl om, hvorvidt forældrene nu virkelig også troede dette. Om hvorvidt fotografierne var retoucheret eller opstillet, så behøvede Jesper Stein bare at læse de stakkevis af håndskrevne breve, der gemte sig nederst i samme kasse.

Kæreste Jyt,

... Det er ganske modbydeligt ikke at have ens lille kone om sig. Omgivelserne har ikke den rette respondens til mig, når jeg ikke har dig til at sludre med mig, råde mig, opmuntre mig, sætte mig på plads, spørge mig. Græsset er gråt, tingene gir sære hule lyde fra sig, solen skinner ikke, men brænder – folk er kedelige ...

Din dreng

Jesper Steins forældre, Jytte og Finn Stein Larsen, blev skilt, da de var i midten af 50’erne. Den primære årsag var, at faderen forelskede sig i en 33 år yngre, tidligere gymnasieelev, han havde undervist i dansk. Fra den ene dag til den anden stoppede kontakten mellem forældrene, og bruddet efterlod den unge Jesper Stein, der stadig boede hjemme i villaen på Rampen som sjælesørger for sin forvirrede, ulykkelige og bitre mor.

Som nygifte boede Jesper Stein Larsens forældre i en lejlighed på Hammershusvej i det nordlige Aarhus. Fotografiet af Jesper Steins mor er taget i 1957, længe før forældrene blev skilt. Bag kameraet stod hans far. – Privatfoto.
Som nygifte boede Jesper Stein Larsens forældre i en lejlighed på Hammershusvej i det nordlige Aarhus. Fotografiet af Jesper Steins mor er taget i 1957, længe før forældrene blev skilt. Bag kameraet stod hans far. – Privatfoto.

Sorgen over bruddet slukker hun med cigaretter, piller og alkohol, og hun forlanger sønnens uforbeholdne loyalitet. Når han en sjælden gang gør modstand, truer hun med selvmord, og i ly af hvidvinstågerne beder hun hist og her sønnen om at ”hjælpe” hende af med savnet af fysisk kontakt. Selvom moderen bliver gift igen, ophører bitterheden aldrig. Til børnenes runde fødselsdage og børnebørnenes barnedåb kan forældrene og deres nye ægtefæller end ikke hilse. Og hver gang et forsonende minde blev bragt op til overfladen, afviser moderen det som et forsøg på at ødelægge den gode stemning.

Jesper Stein kalder det for skilsmissens historierevision. Perioden, hvor tidligere ægtefolk eller kærester skriver den historie, de selv kan leve med.

”Det er jo ikke sådan, at man fra den ene dag til den anden holder op med at elske hinanden – spørgsmålet er nok snarere, om man nogensinde gør. Men man begynder at lede efter argumenter for, hvorfor man ikke skal være sammen, og det tror jeg i virkeligheden er en naturlig, psykologisk proces. Du kommer aldrig videre, du ikke kan se nogen anden mening med livet end at være sammen med denne person. Processen kammer selvfølgelig over for min mor, men når man står i skilsmissen, er det sundt at være sig bevidst om, at alt det negative, man sanker i lade, er noget, man gør for at beskytte sig selv.”

I forbindelse med bogens tilblivelse har Jesper Stein læst sig igennem store dele af sit eget liv. Han har læst dokumenter fra hans ældste datters fødsel og dermed hans første ægteskab for 24 år siden. Det mindede ham om, at han også har levet andre liv. At han har elsket, men måske endnu vigtigere, at han er blevet elsket før. Med tiden bør man lære at ære den kærlighed, også selvom det måske ikke endte kønt, mener han.

”Men det formåede min mor aldrig. Og det er en sørgelig skæbne. Hun brugte næsten alle kræfter på at udradere ethvert minde og rense historien for min fars eksistens. Da min mor slettede ham fra historien, slettede hun samtidig årsagen til, at jeg blev født. Og jeg tror ikke på, at det er meningen, at man skal bære bruddets bitterhed gennem i livet. Det er meningen, at man skal lære at ære en tid, hvor man var en del af et menneske, man elskede højt. En kærlighed, der gjorde, at man fik børn.”

Alle de medvirkende i ”Rampen” har fået tilbudt at læse bogen, inden den kom i trykken. De eneste, der ikke har læst den, er hovedpersonerne. Finn og Jytte Stein Larsen. Jesper Stein siger, at han var nødt til at vente på forældrenes død, før han kunne skrive bogen. Adspurgt hvorfor, henviser han til moderens faste replik om ”ikke at ødelægge den gode stemning”.

Hvad ville de tænke, hvis de læste den?

”Jeg tænker, at døden er et sted, hvor vi får fred fra den facade, vi af og til forsøger at opretholde i det levede liv. Derfor håber jeg, at de ville kunne læse bogen med overgivelse og overskud. Jeg håber, de kan se, at den er skrevet af kærlighed til dem begge, men at den samtidig bygger på ærlighed og også viser de svigt, der skete. Jeg synes grundlæggende, at børn har lov til at fortælle deres forældres historie. Forældrenes egne skønmalerier af, hvor godt de gjorde det, er uinteressante.”

Du har haft et alkoholmisbrug og formentlig også påført dine børn svigt. Skal de også fortælle din historie?

”Det skal de, hvis de har lyst. Helt ucensureret. Jeg ville bare ønske, at jeg fik historien at høre, mens jeg er i live.”

I romanen beskriver du, hvordan du få gange konfronterede din mor, uden det førte noget med sig. Hvordan bliver det anderledes, når dine børn konfronterer dig med dine svigt?

”Jeg tror, at min mors reaktion er alle forældres automatreaktion, når vores børn kommer og kritiserer os, for måden vi handler. Så hæver vi paraderne og tænker: ’Nej! Jeg er ikke en dårlig forælder.’ Den tanke skal vi væk fra. Jeg har på nogle områder været en dårlig far – helt uomtvisteligt. Og det bliver jeg nødt til at acceptere. Også den dag mine børn konfronterer mig med det,” siger Jesper Stein.