Prøv avisen
Seniorliv

Jesus og de andre bibelske figurer er mørkt chokoladebrune overalt i Etiopien

Det er ikke mit ærinde at gå ind i en diskussion, om Jesus skal være sort, hvid eller regnbuefarvet. Men vi skal være åbne og tolerante over for hinanden og den historie, der ligger bag de forskellige udtryk, som kirkerne har valgt igennem tiden, skriver Lis M. Frederiksen om Jesus' hudfarve på forskellige kontinenter. Arkivfoto. Foto: Eloy Alonso/Reuters/Ritzau Scanpix

I et af verdens ældste kristne lande forekommer den brune Jesus naturlig, ligesom vi i Danmark er vant til, at han er noget lysere

Forsiden på Kristeligt Dagblad onsdag i sidste uge fik mig fluks til igen at se mine fotos igennem fra en meget interessant rejse sidste år i januar og februar. ”Krav om at fjerne hvid Jesus rejser vigtig debat”, hed overskriften på artiklen.

På mine fotos har alle de bibelske figurer samme hudfarve som hovedparten af den nubiske befolkning i Etiopien. Siden 300-tallet har kristendommen været statsreligion i landet. Det varede indtil 1974. Etiopien har altså været et kristent land, længe før missionærerne drog ud.

I dag er omkring 61 procent af de cirka 105 millioner indbyggere kristne, de fleste ortodokse, og cirka 32 procent er muslimer. Etiopien er det eneste land i Afrika, der aldrig har været koloniseret, og det er de vældigt stolte af. Landet var dog gennem fem år besat af Italien fra 1935 til 1941. Etiopiens historie er præget af indflydelse fra både Mellemøsten og Afrika, særligt Egypten.

Det er et meget troende folk. Mange mindre børn i 6-10-årsalderen bærer et enkelt trækors om halsen, og der er stor tilslutning til de tre timer lange gudstjenester i de ortodokse kirker om søndagen. Kun gamle og syge kan få lov til at sidde ned.

Alle andre inklusive præsterne må støtte sig til en høj stav, som hviler i armhulen. Noget af en stroppetur i varmen og fugtigheden. I særlig grad gjorde de underjordiske kirker i Lalibela i den nordlige del af landet uudsletteligt indtryk. De er hugget ned i klipperne i 1200-1400-tallet. Nogle af dem så dybt ned som 17 meter, godt beskyttet mod fjendtligtsindede med hemmelige, underjordiske gange imellem hinanden.

Overalt, hvor vi så Jesus eller andre bibelske figurer afbildet, var hudfarven den samme. Mørkebrun med de samme nubiske træk, som en stor del af befolkningen har. En af de ortodokse præster viste os en 600 år gammel bibel, som stadig var i brug hver dag. Lavet af gedeskind med håndmalede figurer og tekster af en lokal kunstner. Helt sortsmudsket i højre hjørne, hvor præsterne bladrede i den. Jeg tror, at vi betragtede den med større andægtighed end de lokale og præsten selv. Ikke i forhold til indholdet, men som et historisk klenodie. I Danmark ville den have været lagt i en glasmontre med passende luftfugtighed, og hvad der ellers skal til.

Vi var bare tre i vores lille danske rejseselskab sammen med den meget dygtige og søde lokale guide Abraham. Vi registrerede naturligvis de mørkebrune figurer i Bibelen og overalt i kirkerne og kunne bare kigge hen på Abraham og nikke genkendende. Det forekom helt naturligt, at Etiopiens befolkning igennem århundreder har set de bibelske figurer som sig selv. Hvide mennesker må have været et absolut særsyn, og de har dengang for mange hundrede år siden ikke haft skyggen af den blandede befolkning, som vi har i dag i vores vestlige lande, og dermed slet ikke de udfordringer, som debatten om den hvide Jesus åbenbart giver anledning til.

Men opfattede vi så ikke den mørkebrune Jesus som vores, kan man med rette spørge. Her spiller flere andre ting ind. Vi forstod ikke sproget og var ikke fortrolige med ritualerne i den ortodokse kirke. Kort sagt var vi nysgerrige, interesserede tilskuere – ikke mere. Men vi blev modtaget med åbne arme, da vi fortalte, at vi var kristne. Ja, jeg undskylder til mine to rejsefæller, som ikke er medlemmer af folkekirken, men dog bekender sig til de kristne værdier og livsgrundlag.

Det er ikke mit ærinde at gå ind i en diskussion, om Jesus skal være sort, hvid eller regnbuefarvet.

Men vi skal være åbne og tolerante over for hinanden og den historie, der ligger bag de forskellige udtryk, som kirkerne har valgt igennem tiden. Uanset hvor mange symboler, statuer og mindesmærker der bliver ændret eller fjernet, så ændrer det ikke på historien. Den er stadig uforandret den samme. Det bliver jeg mindet om hver dag, når jeg ser på den sorte engel malet på gedeskind, som hænger i vores køkken. En fin souvenir fra en spændende rejse.