Prøv avisen

91-årige Ellen: Jo mere man giver, jo mere får man igen

"Jeg synes slet ikke, det har været et problem for mig at blive gammel. Tiden er bare gået,” siger 91-årige Ellen Straarup. Foto: Emil Kastrup Andersen

91-årige Ellen Straarup har hele sit liv været omringet af mennesker, enten i sit arbejde eller blandt familie. Sociale relationer er afgørende for hendes lykke, og hendes store familie har været med til at give hende en positiv indstilling til livet

Den ser helt idyllisk ud, den lille, hvide gård i byen Vittrup, der ligger mellem Kolding og Esbjerg. Ejendommen ligger for enden af en grusvej og er omringet af store græsarealer og høje træer, der er lige ved at springe ud.

Inde i huset trisser 91-årige Ellen Margrethe Straarup rundt med en rollator. Det er ikke ret lang tid siden, hun begyndte at gå med den, men ud over det føler hun sig ”rimelig frisk”. Og slet ikke gammel. Hun kører stadig bil, og det håber hun på, hun kan få lov til, indtil hun selv siger fra.

”Jeg kører mine børnebørn til skolebussen. Det er dejligt, at jeg stadig kan hjælpe,” siger Ellen Straarup.

Hun har sat boller, ost og kaffe frem på det lille bord i udestuen. Herfra kan hun sidde og kigge ud på græsset, træerne og de to hunde, der nogle gange kommer forbi. Labradoren Luna og hunden Kvik, der ligner den fra Matador, er hunde, som Ellen Straarup deler med sin søn, der bor på en gård ikke langt fra hende selv. Faktisk bor hun i dag tæt på rigtig meget af sin familie.

”Familie og venner har meget stor betydning for min lykke,” siger Ellen Straarup og tilføjer:

”Jeg er sådan set lykkelig. Hvad skulle jeg ellers være?”

Hun har 4 børn, 15 børnebørn og 3 oldebørn. En stor familie, som hun fortæller, at hun har et meget tæt fællesskab med. Dem, der bor tættest på, spiser hun aftensmad med næsten hver aften.

”Jeg har altid være vant til at have en stor familie, stort samvær. Det har vi dyrket meget, familiesamvær,” siger Ellen Straarup.

Hun har boet på den lille gård siden 1988, og før det boede hun med sin mand på en gård ikke langt derfra, en gård, som hendes søn driver i dag. I 1954 flyttede Ellen Straarup til området med sin mand, og de nåede lige at fejre diamantbryllup, inden han døde for knap fire år siden. Og det har da været hårdt, fortæller Ellen Straarup, men hun er stadig glad – og det giver hun især sin familie æren for.

”Når man har de gode forhold, kommer man videre. Selvfølgelig blev det da ensomt på en måde. Men jeg har ikke sådan følt mig ensom. Jeg er fuldstændig tryg ved at være her.”

Ellen Straarup har ikke kun fundet glæde hos familien. Hun er uddannet sygeplejerske og har hele sit liv arbejdet som sygeplejerske på plejehjem. Samværet med de gamle har altid givet hende glæde.

”Mange af dem var på plejehjemmet i flere år. Vi holdt af hinanden,” husker hun.

Ellen Straarup var derfor også ked af det, da den gamle Brørup Kommune ville nedlægge plejehjemmet.

”Vi inviterede lokalbefolkningen på besøg på plejehjemmet. Plejehjemsdøren skal ikke være lukket, men åben for alle, synes jeg. Der skal være et samvær mellem lokalområdet og plejehjemsbeboerne. Vi kæmpede for at få lov at beholde huset, og så blev det godkendt til at blive lavet til et aktivitetscenter. Det var rigtig sjovt at være med til,” siger Ellen Straarup, der blev på aktivitetscentret i 17 år og gik på pension som 76-årig.

Som pensionist kan Ellen Straarup sagtens få tiden til at gå. Hun er glad for sin computer og har også en Facebook-profil, selvom det ikke er en, hun bruger meget. Hun bruger tid på et dagcenter med jævnaldrende og går også i læseklub, for hun elsker at dykke ned i en god bog og få perspektiv på sin egen tilværelse.

”Jeg er glad for at læse bøger. Man får modereret sit syn på mange ting gennem litteratur, der siger en noget,” siger hun.

Dengang hendes mand levede, fik hun også rejst i flere europæiske lande. Irland, Skotland, Østrig. Og især Norge har haft en særlig plads i både hende og hendes nu afdøde mands liv.

”Min mand og jeg kom meget til Norge. Vi elskede at tage til Norge om sommeren. Det var elvene, fjeldene, de blanke søer. Luften. Den er anderledes. Vi lejede en hytte eller kørte bare rundt,” siger Ellen Straarup og lyser op på en helt særlig måde. Hun ligner en, der bevæger sig et andet sted hen, når hun taler om de gode minder, hun har om og med sin mand.

Ellen Straarup har accepteret, at hun er gammel, og at der nok ikke er mange år tilbage at leve i. Hun har dog ikke ting, hun mangler at opleve.

”Jeg kunne måske godt have tænkt mig at opleve Mallorca. Eller en uge på højskole. Men nu ser vi, jeg lægger ikke stive planer,” siger Ellen Straarup og drikker lidt kaffe, mens hun kigger lidt ud af vinduet.

Hun er i bund og grund dybt taknemmelig for sit liv, og netop ordet ”taknemmelig” betyder lige så meget for hende, som ordet ”lykkelig” gør. Hun er taknemmelig for sit gode helbred, selvom hun er træt af, at hun er ved at få gangbesvær. Men hun har vænnet sig til rollatoren, for hun kan stadig gøre de ting, der giver hende lykke.

”Det er godt at have noget at stå op til om morgenen, men det er meget vigtigt for mig at have socialt samvær. Det kan jeg ikke undvære. Man skal ud og snakke, man skal ud og søge samværet. Man skal gøre en indsats for at blive lykkelig.”

Det er også det budskab, hun gerne vil have ud til alle dem, der gerne vil blive gamle på en lykkelig måde.

”Man skal give sig tid. Nu har jeg jo masser af tid. Man tænker måske ikke så meget på, at det er vigtigt. Tid til eftertanke. Der er konkurrencer på så mange måder i samfundet i dag. Det kan i hvert fald, vil jeg tro, blokere lidt for lykke. For at leve lykkeligt.”

Hun kan ikke lade være med at studse lidt ved ordet ”lykke”.

”Hvad er lykke? Man kan opfatte det på forskellige måder. Det er også en form for lykke bare at få lov at være. Pludselig kan en tur i naturen være en god oplevelse. Eller en snak med børnebørnene. Sæt pris på de små oplevelser.”

”Hold dig selv i gang. Vær aktiv med de muligheder, der er inden for din rækkevidde. Jo mere man giver, jo mere får man igen. Hvis man møder op med en positiv indstilling, så får man noget positivt igen.”