Prøv avisen

Jørgen Carlsen: Det, man foretager sig, skal være for menneskelivets skyld

Jørgen Carlsen gætter på, at afskeden med Testrup vil efterlade ham med en fornemmelse af amputation, for samtidig med at han flytter sig fysisk, tager han også afsked med en livsform. Gevinsten er mere samvær med sin kone gennem 46 år, Anne Margrethe Zacher Carlsen (kaldet Muser), og deres to døtre og to børnebørn, som alle bor i København. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus

Jørgen Carlsen føler sig traurig over at skulle forlade Testrup Højskole, for dybest set mener han, at et morgenbord uden 100 mennesker er lidt af en fiasko

Der er en tid for alt, og nu er det tid for, at Jørgen Carlsen skal forlade Testrup Højskole. Og vice versa.

For ligesom højskolen i de bløde, nu majgrønne, bakker syd for Aarhus har været omdrejningspunktet for hans liv de seneste 30 år, ligesådan har han været omdrejningspunkt for Testrup Højskole. Heldigvis, vil de fleste mene, vil sporene, Jørgen Carlsen, har sat sig, stadig være tydelige efter den 23. juni, når de sidste taler er holdt, og de sidste sange er sunget med ham ved klaveret. For efterfølgeren på forstanderposten, idéhistorikeren Simon Axø, har ”været i lære” som underviser og senest viceforstander på højskolen i 10 år.

For Jørgen Carlsen er det værre, for hvor skal han nu hente sin næring?

”Det bliver helt sikkert traurigt, for der er ingen tvivl om, at eleverne her lader mig op med deres energi og ungdom. Jeg er lidt som en gammel vampyr, der hugger tænderne i ungdommen for at suge deres blod. Jeg må nok holde op med at være så meget vampyr,” siger han og ser et øjeblik ud ad vinduet fra sit kontor på førstesalen i højskolens hovedbygning.

Her hersker den kreative uorden, som man vil forvente, og det er denne forårsdag også et meget godt billede på den lettere forvirring, der hersker i Jørgen Carlsens sind. På den ene side er han stadig midt i arbejdet og fuldt optaget af de 128 nuværende elevers ophold. På den anden side er han midt i en kompliceret flytteproces, hvor han sorterer indbo, først og fremmest bøger, i forstanderboligen i Testrup og samtidig er i næsten daglig forbindelse med de håndværkere, der er i gang med at renovere hans kommende bolig i København.

”Jeg har holdt mit sidste velkomstforedrag, og meget gør jeg i disse måneder for sidste gang. Men jeg tror først, at jeg mærker, hvad det vil sige at stoppe, når jeg er holdt op. Det må være ligesom en kirurg. Mens han udfører blindtarmsoperationen, tænker han næppe over, at det er den sidste, men koncentrerer sig bare om arbejdet. Jeg har det på samme måde, men der er ingen tvivl om, at jeg vil komme til at føle en fysisk tomhed omkring mig. Jeg synes jo grundlæggende, at et morgenbord, hvor der ikke sidder 100 andre, er lidt af en fiasko,” siger Jørgen Carlsen.

Han gætter på, at afskeden med Testrup vil efterlade ham med en fornemmelse af amputation, for samtidig med at han flytter sig fysisk, tager han også afsked med en livsform. Gevinsten er mere samvær med sin kone gennem 46 år, Anne Margrethe Zacher Carlsen (kaldet Muser), og deres to døtre og to børnebørn, som alle bor i København. Og det er bestemt noget, han glæder sig til. Desuden er hans kalender fyldt med foredrag det meste af næste år, og så går han med en gammel drøm om at fordybe sig i den tyske filosof Hegel, som han i sin tid underviste i på universitetet.

”Mit savn af tid til intellektuel fordybelse har været overstrålet af al den glæde, der hører til forstanderjobbet, men nu kan jeg godt tænke mig at gå i gang med yderligere studier af Hegels tanker med henblik på at aflevere en ph.d. eller en disputats. Jeg skal jo ikke ud på jobmarkedet, så det er mere et spørgsmål om at stille sig selv en opgave.”

Selve flytningen fortæller meget om Jørgen Carlsens popularitet.

”En repræsentant for elevforeningen sagde til mig: Jørgen, når man skal flytte, skal man bruge sin venner, og vi er dine venner,” fortæller han.

Derfor bliver det tidligere elever fra Testrup Højskole, tessere, som de kaldes, i Aarhus, der bærer flyttekasserne fra forstanderboligen ud i flyttebilen, og et tilsvarende antal tessere i København, der bærer kasserne op i lejligheden på Nørrebro. Det sker pinsedag.

Flere end 6000 elever på lange kurser har beboet de karakteristiske gulstensbygninger på den 150 år gamle højskole i Jørgen Carlsens forstandertid. Mange husker han, og de ikke så få forfattere, skuespillere, instruktører og andre, der har slået deres navn fast i offentligheden, holder han øje med og føler en naturlig stolthed over. Da han bliver bedt om at forholde sig til ungdommens udvikling som gruppe i de seneste 30 år, er han ikke i tvivl om, at der er flere ligheder end forskelle på en 20-årig i 1986 og en 20-årig i 2017. Men han kan også få øje på, at der er sket en forandring.

”Når man er i en skov, ser man kun træerne. Men jeg tror, uden at lyde alt for socialpædagogisk, at der i hvert fald ikke er færre, der har ondt i livet i dag, og at de har det på en mere diffus måde. Udefra ligner de en succes: Det kan være piger, der scorer høje karakterer og ser godt ud, men alligevel til tider har det miserabelt. Sådan noget som cuttere (personer med selvskadende adfærd, red.) oplevede vi eksempelvis slet ikke for 30 år siden. Jeg kan også konstatere, at flere er præget af en kaotisk familiebaggrund, og at det går dem på, at forældrene ikke er sammen mere. Der er heller ingen tvivl om, at der hos nogle ligger et præstationspres og usikre fremtidsforventninger og ulmer. Den typiske elev hos os har ikke det problem, at han eller hun ikke duer til noget, men snarere det problem, at de har svært ved at afgøre, hvilken vej de skal gå. Det kan ligne en overskudstilstand, men kan være plagsomt,” siger Jørgen Carlsen og fortsætter:

”Med hensyn til erhvervsvalg er de i et moratorium, hvor de kører rundt i en rundkørsel med mange forskellige udfaldsveje, og mange har svært ved at afgøre, hvilken vej de skal tage.”

Virksomhedsejere efterlyser robusthed hos nutidens unge, og den tendens kan Jørgen Carlsen til dels godt genkende.

”Der er utroligt mange robuste, men der er også nogle, der er det i mindre grad. Jeg tror, den sidste gruppe kan være et resultat af en antiautoritær familiestruktur, der har meget godt i sig, men også nogle faldgruber. Vi er kommet meget langt væk fra den tid, hvor det var forældrene, der satte reglerne. Det har den konsekvens, at nogle unge ikke får mobiliseret en personlig protest. Det er svært at gøre op med nogle forældre, som hele tiden vil være venner med én. Men opgør er karakterdannende og selvafgrænsende og en naturlig ting i ungdomsårene. Samtidig har de unge materielt aldrig skullet kæmpe for noget, og samlet set tror jeg, det kan skabe en gruppe unge, der er ret skrøbelige.”

Hvad kan højskolen gøre for at gøre de unge mere robuste?

”Vi skal være lidt Blachman-agtige over for dem. Hvis vi på teaterlinjen møder en elev, der tror, hun skal være den nye Ghita Nørby, men ikke er i besiddelse af nogen særlig talentmasse, så gør vi hende en tjeneste ved at fortælle hende det. Undertiden skal vi være med til at skyde drømme ned og passe på med, at vi ikke hele tiden bereder eleverne sejre. Vi skal sørge for modspil. Kritikken må gerne være nænsom, men vi skal også kunne gå til benet.”

Jørgen Carlsen nægter dog nogensinde at se højskolen som en forlængelse af dansk uddannelsespolitik.

”Jeg hader kompetencebegrebet, fordi det er sådan et magtbegreb: Du er, hvad du magter. I stedet for taler vi meget om udvikling af livsmuligheder. Kompetencemuligheder er noget, du hæfter på folk, udviklingsmuligheder, det er noget, der gror indefra, og det vil vi til enhver tid fremme. Højskolen må aldrig komme til at optræde som erhvervsvejleder,” fastslår han og fortsætter:

”I forhold til handleplanerne i børnehaven og hele det cirkus, der kører for at optimere de konkurrencekrav, som staten stiller, er højskolen helt afkoblet, og det skal den være til evig tid. Vi er kun fokuseret på én eneste ting: Udvikling af menneskelige muligheder. Vi fastholder Grundtvigs tanker om, at det, man foretager sig, skal være for menneskelivets skyld.”

Med et samlet blik på ungdommen er Jørgen Carlsen ikke bekymret for Danmarks fremtid, tværtimod.

”De fleste er selvstændige og har ikke ondt i autoriteten, og så har de et forhold til hinanden som er mere solidarisk end konkurrencepræget, lidt som i den norske tv-serie ’Skam’, hvor det er de unge selv, der redder hinanden uden voksnes indblanding. De er samtidig internationalt orienteret, men har Danmark som udgangspunkt. Man kan sige, at hjertet er hjemmefødning, men forstanden er international. De har intet problem med at synge danske sange og samtidig have blikket rettet ud mod verden.”

Politisk er højskoleeleverne i dag mere blandede end for 10 år siden, og Jørgen Carlsen konstaterer samtidig en større åbenhed over for andres synspunkter. De fleste vil føle sig snydt, hvis der i forbindelse med debatarrangementer kun kommer folk, som man på forhånd ved, at de fleste er enige med. Han fremdrager i den forbindelse arbejdernes internationale kampdag for nylig, hvor eleverne selv kunne råde over eftermiddagen. Tidligere ville de næsten alle sammen været taget ind til 1. maj-arrangementer i Aarhus, men i år var der rigtig mange, der valgte at blive på højskolen for at gøre andre ting sammen.

Jørgen Carlsen skyder påstande om, at ungdommen er egomanisk optaget af at trykke sig selv af, helt i sænk. Kendsgerningen er, mener han, at unge er meget opmærksomme både over for hinanden og over for verdens tilstand.

”Mange af vores elever involverer sig i forskelligt u-landsarbejde. De søger ikke martyriet, men vil gerne hjælpe, samtidig med at de selv får en oplevelse ud af det. Det skal absolut ikke lyde som pietistisk kritik, men blot en konstatering af, at de unge er hedonistiske og ikke vil acceptere afkald, som de ikke kan se en mening med. De vil gerne have ritualer og rammer, men ikke sergent-moral, og jeg ser det som noget sundt, at man ikke kan få dem til hvad som helst. Eksempelvis ville Tvind-skolerne ikke have haft en chance i dag,” siger han.

Jørgen Carlsen har i hele sit arbejdsliv gjort opmærksom på højskolen som smittebærer af almen dannelse, og i den proces udgør netop ritualer og rammer en vigtig ingrediens. Derfor er de også en væsentlig del af den erfaringsoverdragelse, der er gået fra Jørgen Carlsen til Simon Axø.

”Det var en stor hjælp for mig, at jeg, inden jeg blev forstander i 1986, havde været et halvt år på Ry Højskole under Niels Højlund. Han havde sin erfaring fra den legendariske højskolemand Knud Hansen fra Askov. Jeg vil påstå, at jeg har arvet nogle af Knud Hansens manerer og tilgang til hele højskoletanken gennem Niels Højlund. Uden at jeg skal forsværge, at Simon Axø også skal have sine egne idéer, så vil jeg påstå, at det samme går igennem mig til ham,” siger Jørgen Carlsen.

Det, der går igennem, er først og fremmest traditionerne fra den klassiske højskole: ritualer som morgensang og -samlinger, som Jørgen Carlsen kalder livsoplysende. Højskolesangen som den afgørende påmindelse om at rette opmærksomhed mod eksempelvis morgenstunden, naturen, kunsten og kærligheden og som den organiserede protest mod ligegyldiggørelsen af livet. Foredraget, der i modsætning til en universitetsforelæsning ikke kun præsenterer viden og indsigt, men også lægger op til diskussion om betingelserne for menneskelivet. Måltiderne, som er mere end indtagelse af kalorier. Og ikke mindst omgangen med eleverne, der skal tales til som voksne.

”Nogle har kritiseret Testrup for, at vi tillader os at sige Kafka uden først at forklare, at han var en tjekkisk forfatter. Men højskole er også at forudsætte en vis form for videnberedskab,” mener Jørgen Carlsen.

Han erkender, at det kan blive tiltagende vanskeligt at formidle i øjenhøjde, fordi de unge ikke kommer med en basisviden på samme måde som tidligere.

”Så kan man spørge, lever folk ikke lige lykkeligt af den grund? Jo, selvfølgelig gør de det. Jeg skal ikke påstå, at lykken er at være sprænglærd og alment dannet. Det beklagelige er ikke dannelsens forfald, men at mange unge oplever en mindre erfaringsintensitet, end de ellers ville, fordi de ikke ved, hvad de film, de ser, de bøger, de læser, og den musik, de hører, refererer til. Madonna skal de nok opdage, men hvis de aldrig hører om Mozart, så bliver de altså snydt for noget.”

216845676
30 års forstanderliv på Testrup Højskole er snart slut for Jørgen Carlsen, der her står foran søjlerne over to af sine forgængere, Christoffer Bågø og Jens Nørregaard. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus
Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus