Johan Olsen prøvede for første gang kræfter med skuespil i 2013, og det var endda på Det Kongelige Teater. Men det var ikke med frygt og bæven, at han gik til sin rolle som fortæller i ”Frankenstein genskabt”. I stedet sagde han til stykkets instruktør: ”Du må jo sætte mig i gang med at prøve et eller andet. Vi skal jo finde ud af, om jeg kan spille skuespil”.
”Så sagde han, at det kunne jeg godt finde ud af,” siger Johan Olsen.
Det var langt fra første eller sidste gang, at den 50-årige forsanger i Magtens Korridorer kastede sig ud i det ukendte. Hans cv byder på så forskellige titler som sanger, biolog, skuespiller, videnskabsformidler, forsker ved Københavns Universitet og forfatter.
Da han mødes med Kristeligt Dagblad på Experimentarium i Hellerup nord for København, forklarer han, at der et meget enkelt svar på, hvorfor han prøver så meget forskelligt af.
”Fordi det er sjovt,” siger han med et stort smil og en karakteristisk rå latter.
”Jeg er udstyret med en heldig mangel på frygt for at fejle. Tænk, hvis jeg havde sagt nej, da jeg blev spurgt, om jeg ville prøve at spille skuespil. Hvorfor skulle jeg sige nej? Hvis folk synes, at jeg er elendig til det, så har jeg i hvert fald prøvet. Det er vigtigt, for jeg har gennem mit liv mødt mennesker, der har sagt: ’Det lyder meget sjovt, men det kan jeg sikkert ikke finde ud af’. Jeg kan godt forstå, at mange er bange for at falde igennem, så jeg tror, at jeg er meget heldig, at jeg ikke lider af det.”
At skrive bøger er en af de ting, som Johan Olsen er sprunget ud i uden at vide, om det ville ende som en succes. Og for et par måneder siden udkom hans anden børnebog om naturvidenskab, ”Hvad er et æg?”. Bogen kaster et naturvidenskabeligt blik på hverdagsting, såsom et æg, snot eller kaffe, for at fortælle historierne bag, forklarer Johan Olsen.
”De fleste har prøvet at gå en tur i en skov med en naturvejleder. Næste gang man går en tur i en skov, så er det endnu sjovere. Jeg oplevede for nylig, at en naturvejleder løftede en sten i en skov, og så lå der tre salamandere og sov. Der tænkte jeg over, hvordan han vidste, at de lå der. Han kunne simpelthen genkende de sten, som salamandere kan lide. Verden bliver meget større, efter man har været i skoven med en naturvejledernørd. Fra at det var dejligt, bliver det et større eventyr. Jeg prøver at være naturvejleder hjemme i lejligheden eller huset med den her bog.”
Den indre naturvejleder har han med sig fra barndommen. Johan Olsens forældre blev skilt, da han var fem år, og han og broderen voksede op i Brede nord for København hos deres mor. Hun var folkeskolelærer i matematik og fysik, og hjemmets bogreoler var fyldt med bøger, der pegede Johan Olsen i retning af naturvidenskaben.
”Jeg ved, at jeg var meget ung, da jeg begyndte at sige, at jeg ville være biolog. Dyr og planter var en stor del af mit liv, og jeg vidste, hvad alle fuglene hed,” siger han.
Det var dog ikke kun i hjemmet og via bøgerne, at han opsøgte biologien. Familien tilbragte mange somre i Norge, hvor naturen ventede lige uden for døren i form af sære fisk, underlige fugle og insekter.
”Det var helt klart en barndomsinteresse. Min indgang til det molekylære, som jeg arbejder med i dag, kom en dag, hvor min biologilærer tegnede en dna-streng på tavlen, og sagde: ’Sådan ser vores gener ud’. Jeg tænkte: ’Wow!’. Det konkrete eksempel var meget vildt for mig. Så skulle jeg bare ned på biblioteket og finde alle bøgerne om det,” siger han.
”Jeg har bare altid syntes, at det var spændende. Det er ikke fordi, jeg har haft en bestemt lærer. Jeg har heller aldrig haft venner, som interesserede sig for det. Det har været noget, som jeg har dyrket for mig selv. Jeg elsker det, og jeg vil altid opsøge det.”
Det var mysterierne og historierne, der er gemt bag de ting, som man kommer forbi hver dag, som fascinerede Johan Olsen som barn – og stadig som voksen. Det var særligt, når der blev stillet spørgsmål, at tandhjulene begyndte at dreje inde i hans hoved.
”Jeg kan huske, at når jeg blev præsenteret for et mysterium som barn, så kunne jeg gå med det i hovedet i flere dage. Jeg tænkte, at det må jeg da finde ud af. Det må være muligt. Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang hørte om dobbeltspalte-eksperimentet,” siger Johan Olsen og tager en kuglepen og en blok.
På blokken tegner og forklarer han eksperimentet, der stadig fanger ham i dag:
”Enkelte fotoner, lyspartikler, sendes én ad gangen i retning mod to spalter i en plade. Her opfører fotonen sig som en bølge, der på magisk vis rejser gennem begge spalter og vekselvirker med sig selv. Hvor en bølgetop møder en bølgedal, udslukkes lyset. Hvor bølgetoppe møder hinanden, bliver lyset forstærket. Det resulterer i, at der kommer et mønster af lyse og mørke områder på væggen bag spalterne. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre, idet der er to spalter, men kun én foton ad gangen. Partiklernes flertydighed bliver forklaret ud fra kvantemekanikken, men det bliver det ikke mindre mærkeligt af.”
Han lægger kuglepennen fra sig og siger:
”Da jeg fik det at vide som dreng, tænkte jeg ikke på andet i månedsvis. I bogen prøver jeg at sige til læseren, at her stopper vores viden, og det kan være, at du kan svare på det en dag. Jeg håber, at det giver børnene en kildrende fornemmelse i maven og tanken, at det kan man måske godt.”
Johan Olsen satser dog ikke på, at ”Hvad er et æg?” eller hans anden naturvidenskabelige børnebog fra 2017 ”Bogen om verden” motiverer en hel generation af børn til selv at blive lige så bidt af naturvidenskaben, som han selv er.
”Jeg håber ikke, at alle, der læser bogen, går hen og bliver naturvidenskabelige forskere. Faktisk tværtimod. Nej, ikke tværtimod, men jeg håber, at de fordeler sig pænt over samfundet bagefter, og jeg kunne ønske, at nogle af de, der har eller får mere humanistisk orienterede jobs, har den ballast med og har idé om, hvad det naturvidenskabelige verdensbillede er for noget,” siger Johan Olsen.
”Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man er bredt orienteret og alment dannet. Ideelt set skal man opdrages til, at kunne finde skønhed og lykke i alle indsigter.”
Håbet om at præge verden er også en af årsagerne til, at Johan Olsen bedst kan lide at skrive til børn frem for voksne, selvom han tilbringer dagligdagen som forsker på Københavns Universitet og er ved at skrive en mere avanceret bog om lysets udviklingshistorie. For der er ikke de samme muligheder i at skrive til voksne.
”Man skal have fat i dem, før de har valgt deres fag, og så skal der hjernevaskes igennem,” griner han.
Da Johan Olsen rejser sig, efter interviewet er forbi, skal han videre ud ad den vej, som hans nysgerrighed har banet for ham. Først skal han hen på Københavns Universitet og så videre til en lydprøve med Magtens Korridorer.
Tror du, at nysgerrighed også kan lede til noget dårligt?
”Nysgerrighed slog katten ihjel, siger man jo,” siger han.
”Men det tror jeg ikke, at den kan.”