Prøv avisen

Svend Aage rejser jorden rundt som 80-årig

Tætte venskaber er et gennemgående tema, når Svend Aage Bang Nielsen beretter om sine rejser og ophold rundtom i verden. Det er nogle af de mennesker, hvoraf han ikke har set flere af dem i 10 år, han atter vil ud og møde, når han til september rejser ud på en otte-ni uger lang jordomrejse alene. Foto: Leif Tuxen

Et 50 år langt ægteskab med udstationeringer og rejser i det meste af verden sluttede, da Svend Aage Bang Nielsens hustru døde for to år siden. Selvom sorgen stadig fylder, føler han sig nu fri til at gøre, hvad han vil, og drager derfor snart ud på en sidste jordomrejse helt alene

Svend Aage Bang Nielsen kunne næsten ikke bo mere symbolsk. På det yderste Østerbro i København, i en lejlighed øverst oppe med udsigt til hav og både ”Stockholm, Oslo og næsten London”, som han siger.

Og ikke kun udsigten fra den store, lyse lejlighed vidner om, at her bor en mand med en udpræget udlængsel. I stuen kæmper flere store, mørke udskårne træfigurer hjembragt fra Nordthailand om opmærksomheden, og på væggen over den brune sofa hænger et tapa-tæppe i bordeaux-brune farver fra Samoa. Og så er der naturligvis alle albummene, der ligger stablet på hver en ledig overflade og fortæller historier fra et langt liv på farten, sommetider alene, men oftest sammen med hustruen Hanne Bang Nielsen, der døde for to år siden.

Svend Aage Bang Nielsen skubber et foto hen over spisebordet, hvorpå han og hustruen går med hinanden under armen på en solrig skovsti. Hun et halvt hoved højere end ham og med glade sammenknebne øjne bag briller, der matcher hendes grålige, krøllede hår. Han med slips og jakke og et smil, der oser væk af stolthed over den kvinde, der var hans.

”Tre dage efter, at det billede blev taget, døde Hanne. Pludseligt. Hun havde knoglekræft, men ønskede ikke, at ret mange skulle ane det,” siger Svend Aage Bang Nielsen.

Stemmen dirrer let, når han taler om sin afdøde hustru. Selvom det er to år siden, at hun gik bort, er det intet i forhold til de næsten 50 år, de fik sammen.

”Det er det der med at komme hjem i lejligheden og sige: ’Hallo’, og så er der bare ikke nogen, der svarer,” siger han.

80-årige Svend Aage Bang Nielsen stammer oprindeligt fra et lille husmandssted i den lille by Harndrup på Vestfyn.

”Fem tønder land, fem børn og fem køer,” lyder det kækt, når han skal give et hurtigt billede af det, der var hans barndom.

”Og en mor, der lærte os børn om ærlighed,” tilføjer han.

Da han som ganske ung drog den lange vej over Storebælt til Rungsted Kostskole for at få sig en gymnasial uddannelse, var han den første i familien, der gik efter en akademisk uddannelse. Ingeniør skulle han være, og det var, da han flyttede ind på Kollegiegården på hjørnet af Tagensvej og Jagtvej i København, at Svend Aage Bang Nielsen forelskede sig i den ligeledes ingeniørstuderende Hanne, en af de første piger på en ny akademiingeniøruddannelse.

”Det var land, der mødte by. Hanne var enebarn af statsembedsmænd og havde nogle forældre, der levede et privilegeret, selvisk liv, mens jeg jo kom fra Harndrup og først havde lært at færdes på de bonede gulve de foregående tre år, hvor jeg havde boet hos og været som en ekstra søn hos familien Hartmann i Rungsted,” fortæller han.

Næppe var Svend Aage Bang Nielsen blevet færdig med at studere til vandingeniør, før han var på vej ud i den store verden sammen med sin hustru. Han fik job hos FN og rejste til Samoa i Stillehavet, hvor han var udstationeret og levede i et stammesamfund i to år – Hanne var bygningsstatistiker og designede broer derude.

”Der udførte jeg den største bedrift i hele mit liv. Syv-otte landsbyer langs kysten hjalp mig med at fritlægge en kilde 100 meter oppe på en lavabjergside. Og et 20 kilometer langt projekt har i 50 år så leveret dem vand uden brug af elektricitet, det vil sige gratis,” siger han ikke uden stolthed i stemmen.

Han finder et foto frem af en barmavet, mørklødet, sorthåret mand.

”Det var arbejdsministeren på Samoa. Han skrev efterfølgende en fin anbefaling til mig, som jeg kunne bruge videre i min karriere,” fortæller Svend Aage Bang Nielsen og finder den frem fra papirbunkerne.

Samoa blev startskuddet til et langt liv med rejser og længere ophold i fjerne egne. På listen over de 51 lande, han indtil nu har besøgt, står blandt andre Angola, Thailand, Vietnam, Kina, Nordkorea og Irak. I sidstnævnte opholdt han sig i tre år. Med hustru og sine på det tidspunkt to små børn boede han tre år i en lejr ude i den irakiske ørken, hvor han for sin arbejdsgiver F.L. Smidth skulle sørge for opbygningen af fire fabrikker i partnerskab med firmaet Monberg og Thorsen.

”Vi levede fuldstændig kommunistisk derude. Vi var fælles om det hele og delte alt, hvad vi havde,” siger han.

Tætte venskaber er et gennemgående tema, når Svend Aage Bang Nielsen beretter om sine rejser og ophold rundtom i verden. Det er nogle af de mennesker, hvoraf han ikke har set flere af dem i 10 år, han atter vil ud og møde, når han til september rejser ud på en otte-ni uger lang jordomrejse alene.

”Jeg har ikke mange venskaber her i Danmark, men jeg har rigtig mange gode venner rundtom i verden. Nu vil jeg ud og se, hvordan de har det.”

Det er dog ikke første gang, siden hustruen døde, at Svend Aage Bang Nielsen tager ud for at rejse. Sidste år var han en uge i Hanoi og en uge i Bangkok med en gammel skolekammerat og også enkemand, som han fik kontakt til efter ikke at have set ham i 57 år. Han turde ikke rejse alene, da han var bange for ikke at kunne klare det rent mentalt oven på hustruens død. Men nu føler han sig overbevist om, at vingerne kan bære ham en sidste gang rundt om jorden.

”Jeg starter en ny alder. Jeg kalder den ’alenedommen’. Det hjælper mig at have det ord at forholde mig til. Det sætter mig fri. Nu kan jeg gøre, hvad jeg vil, og være ligeglad med, hvad andre synes,” siger han og tøver, inden han fortsætter:

”Jeg var jo gift med lidt af en verdensdame, der ville frem i verden og kæmpede en kamp for kvinders ret i en ellers mandsdomineret verden. Hanne blev ligesom blandt andre Natalie Zahle (pædagog, skoleleder og forkæmper for kvinders ret til skole og uddannelse 1827-1913. red.) og Inge Merete Nordentoft (dansk skoleinspektør, politiker og ligeretsforkæmper, 1903-1960, red.) ikke behandlet ordentligt af samfundet, og så var det jo min opgave at bakke hende op,” siger Svend Aage Bang Nielsen.

Han finder fotos frem af 30- 40 ingeniører. Billederne stammer fra Indien, Pakistan og Burma, hvor Hanne Bang Nielsen via seminarer hjulpet af sine kolleger overførte cementteknologi. Alle er mænd, undtaget en enkelt. I midten på flere af billederne sidder hustru Hanne og smiler.

”40 mænd! Men det var damen i midten, der bestemte, hvordan tingene skulle være. Jo, sådan var det med madame Nielsen,” siger han og trækker let på smilebåndet.

Selv i et mandsdomineret fag var Svend Aage Bang Nielsens hustru ikke bange for at tage teten. Måske var det også lidt sådan, det var i deres ægteskab, og måske er det derfor, at den rejselystne pensionist nu taler om, at han er fri til at gøre, hvad han vil. Uden at det skal lyde som om, han beklager, at tingene var, som de var.

”Vi var jo gift i modgang og medgang,” konstaterer han nøgternt.

Svend Aage Bang Nielsens rejse verden rundt er bestilt og planlagt. Og turen er alt andet end besat af ophold på femstjernede luksushoteller. I stedet skal han på ophold hos venner og bekendte samt bo på vandrehjem. På rejsen, der går østover og først fører ham til Pakistan, Indien og Bali, har han heller ingen kuffert på slæb. Kun den rygsæk, som han viser frem og netop har købt brugt på Den Blå Avis.

Den rejselystne pensionist skal ikke udelukkende besøge steder, han før har været – turen går også til nye destinationer.

”Jeg skal besøge Andesbjergene, som jeg altid har ønsket mig, og også Påskeøen, Chile og Peru vil være helt nye steder for mig at besøge. Og ved hver ny destination vil jeg skrive noget positivt ned til næste generation. Jeg synes, at slægt er noget af det vigtigste, vi har, og livet har været så generøst over for mig,” siger han.

At rejse alene ud i verden på trods af en relativ høj alder er ikke noget, Svend Aage Bang Nielsen bekymrer sig synderligt over.

”Vi har altid sagt til hinanden, Hanne og jeg, at når vi sidder ude i Kastrup Lufthavn i et fly og venter, så bliver livet 20 gange farligere. Og hvis ikke man kan leve med det, så skal man jo slet ikke rejse,” konstaterer han og fortæller om engang, han blev holdt op i Thailand af fattige mennesker og måtte betale dyrt for at blive sluppet fri igen.

Svend Aage Bang Nielsen har været døden nær tre gange. Dels da han som yngre var igennem et længere kræftforløb, dels da han blev ramt af malaria i Mozambique, og dels da han fik en alvorlig stafylokokinfektion i Pakistan.

”Man kan sige, at jeg har været hos Sankt Peter nogle gange. Men hver gang har der været optaget,” smiler han og giver et lettere kryptisk svar på spørgsmålet om, hvorvidt døden skræmmer ham.

”Det ved jeg ikke. Jeg er jo ingeniør.”

Og så er den ligesom ikke længere. Og dog. For Svend Aage Bang Nielsen har gjort sig tanker om døden og det, der knytter sig til. Både op til og efter hustrues død har han talt med flere præster om alt det svære ved at miste og blive alene.

”Jeg taler med dem for at få trøst. Og så har præsterne jo lov til at velsigne dig,” siger han og får blanke øjne.

Han har altid været kristen, men det er særligt efter Hannes død, at han er blevet mere bevidst om sin personlige tro. Rundt- omkring i verden har han mødt mennesker med andre religiøse overbevisninger – det har været spændende, men han synes, når alt kommer til alt, at forskellen på os ikke er særlig stor.

Inden han tager ud på sin lange rejse, har sognepræsten i Gentofte Kirke, hvorfra Hanne blev bisat, lovet Svend Aage Bang Nielsen, at han vil holde en lille andagt for ham og hans børn og børnebørn.

”Det er jeg glad for. Hvem ved, om jeg overhovedet når at komme af sted – eller om jeg kommer hel hjem igen?”, siger han.

Svend Aage Bang Nielsens børn og børnebørn er, siger han, stolte over, at deres far og bedstefar kaster sig ud på sådan en lang rejse helt alene. Og selv har han på intet tidspunkt overvejet at foretage turen med en ny rejsekammerat. Lægen har sagt god for hans helbred, og han føler sig mentalt beredt til at tage på sin sidste lange tur rundt i verden.

Han ved, at det bliver følelsesmæssigt hårdt, når han banker på døren hos venner, som han sidst så sammen med sin hustru, og når han endnu en gang står foran helt nye oplevelser og ikke længere kan dele dem med hende, som han allerhelst ville. Men sådan er præmisserne for at være nået til ”alenedommen”, konstaterer han. Og så har Svend Aage Bang Nielsen en trøst i sin tro på, at han en dag atter kommer til at gå hånd i hånd med Hanne.

Han finder en lille papirlap frem fra de efterhånden mange bunker papir på spisebordet.

”Jeg fandt den her i Hannes pung, efter at hun døde.”

”Vi fulgtes fra ungdommens sollyse vår, men nu må du vandre alene.

Min tanke er hos dig – mon atter du går under forårets blomstrende grene.

En dag skal jeg tage din hånd igen, og vi skal vandre sammen, min ven.

I Paradishaven den stille, hvor døden os aldrig kan skille.”

Svend Aage Bang Nielsen har brugt lang tid på at planlægge sin jordomrejse. Her er kortet, hvor ruten i store træk er tegnet ind. – Foto: Leif Tuxen
Svend Aage Bang Nielsen har til sin jordomrejse købt denne rygsæk brugt. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen