Prøv avisen
Signatur

Camilla fik angst: Mit sind er stadig i gips

Camilla Arnsberg er journalist på Kristeligt Dagblad. Foto: Jens Welding Øllgaard

Da jeg fik angst, mistede jeg min datters smil, skriver journalist Camilla Arnsberg. På vejen tilbage til lyset mødte jeg både forståelse og forglemmelse, og i dag ved jeg, at mørket altid vil være en del af mig

I efteråret gik alt i sort. Fra at være en ellers stærk og selvstændig ung kvinde blev jeg med ét reduceret til en skygge af mig selv. Jeg brugte to uger på sofaen i en undtagelsestilstand, hvor min krop og mit sind konstant var klar til flugt. I store, tunge bølger skyllede en lammende frygt over mig, og jeg kunne ikke slippe følelsen af, at noget ganske forfærdeligt snart ville ske.

Det var, som om jeg inderligt og for første gang forstod, at jeg en dag skal dø, og at alt andet omkring mig og efter mig en dag også vil forgå. Jeg kunne mærke mørket og intetheden omkring mig, hvor der hverken var håb for eller mening med tilværelsen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg tog afsked med alt på forhånd. Inklusive min dengang etårige datter. Når hun kiggede smilende på mig, følte jeg ikke den sædvanlige, hjertelige glæde. Jeg følte en dyb og rungende sorg, og jeg turde ikke nærme mig hende, fordi hun mindede mig om alt det skønne, som jeg og verden en dag uundgåeligt vil miste.

Det var angst. En sindslidelse, der er så udbredt i Danmark, at den ofte kaldes en folkesygdom. Derfor var der også mange i min omgangkreds, der kendte til det og kunne forholde sig til det. Jeg mødte derfor forståelse og medfølelse fra alle kanter. Blandt andet har jeg en fantastisk mand, som tog fuldstændig over og gav mig ro og tid til at håndtere den krise, jeg stod i. Han klarede faktisk alt. Vigtigst af alt gav han vores datter al den kærlighed og opmærksomhed, hun fortjener, så hun ikke blev tynget af, at mor lige tjekkede ud i et par uger.

Efter noget tid begyndte dele af mit liv at vende tilbage til noget, der mindede om en normaltilstand. Jeg gik på arbejde igen, jeg deltog i de huslige pligter, og jeg kunne igen sidde på vores stuegulv omringet af Duplo og lege med vores datter.

Omkring mig kunne jeg mærke, hvordan angsten også i andres bevidsthed faldt mere i baggrunden. Som havde jeg været syg med en art virus, som jeg nu var kureret for. Udadtil virkede jeg jo også til at være ”mig selv” igen.

Indadtil var dette selv dog ganske forandret, og mens verden begyndte at anskue mig med de samme gamle øjne, var jeg stadig forvirret og frustreret over denne nye person, jeg selv følte jeg var blevet. Havde jeg bare brækket armen og haft den i gips, ville det være noget nemmere at se, at jeg fortsat er i færd med en helbredelsesproces. Derfor må jeg sommetider, når verden bliver for overvældende for mig, bryde den gode stemning og påpege, at mit sind faktisk stadig er lidt i gips.

Angst er et livsvilkår for alle mennesker, en naturlig reaktion på en oplevet fare, og vi oplever alle en snert af det på et tidspunkt. Forskellen er nok, hvad der udløser angst i os, og hvor fast et tag tilstanden får. Som sygdom er angst, som mange andre folkesygdomme, ofte kronisk eller tilbagevendende, og derfor giver det i mindre grad mening at tænke det som noget, man bliver rask fra.

Selv er jeg nået til en erkendelse af, at jeg nok aldrig kommer til at vågne og ikke være skræmt ved tanken om døden. Derfor må jeg lære at leve med, at der er en lille bid af mørket, jeg tager med mig. Men det skal være på en måde, hvor angsten ikke får lov til at overmande mig igen. Hvor den i stedet fungerer som en påmindelse om, at livet er dyrebart og skrøbeligt. En slags troens dobbeltbevægelse, som Kierkegaard beskrev det, hvor jeg får alt igen i kraft af det absurde.

Så hvad kan jeg give videre i denne tid, hvor der helst skal komme en bog, en blog eller en personlig åbenbaring ud af en krise? Jeg ville gerne give den gyldne opskrift på at forhindre eller håndtere angst. Det synes imidlertid at ligge uden for min kunnen.

Personligt har jeg oplevet, at en balance mellem krav og forståelse virker. At man ikke skal gå på listefødder omkring mennesker med angst, men at man fortsat udviser tiltro og tillid til deres evner. Og at man samtidig forstår, at de er i en sårbar, men på mange måder almenmenneskelig situation, der kan tage tid at få styr på. At man med andre ord ser gipsen uden at antage, at den er udtryk for en komplet invalidering. På den vis kan vi måske hjælpe flere ud på den side, hvor jeg nu står, og hvor angsten bliver til at leve med.

Jeg oplever fortsat, at ting, jeg før gik op i, virker komplet meningsløse. At mine hårspidser spalter og trænger gevaldigt til en frisørs kyndige omsorg. At jeg har to ure i skuffen, som begge er gået i stå og skal have nyt batteri. Først var det et problem, fordi det fjernede min motivation til at indgå i samfundet og livet. Men nu er det en styrke, fordi det har gjort mig i stand til at zoome ind og sortere alt det uvæsentlige fra. Så kun det dyrebare er tilbage. Såsom min datters smil, som igen fylder mig med en nærmest ubeskrivelig lykke og forsikrer mig om, at der er håb for og mening med tilværelsen.