Journalist: Hvor mange gange endnu skal jeg se mig om efter en voksen for blot at indse, at jeg selv er en?

Med mine 31 år burde jeg se på mig selv som en voksen. Men jeg glemmer det, skriver journalist Simone Nilsson i sin klumme "Fodnoter fra livet"

Illustration: Simone Nilsson.
Illustration: Simone Nilsson.

Jeg er kommet til at gøre det igen. Jeg står og ser mig om efter en voksen, da det slår mig, at jeg selv, med mine 31 år, i manges øjne nok ville kvalificere mig som en.

Denne artikel er en del af en serie:

Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

For at flygte fra det ansvar, der hører med titlen, forsvinder jeg i tanker omkring spørgsmålet om, hvornår man egentlig er “voksen”. Når man bliver 18? (Ha! Som om.) Når man begynder at tale med sine veninder om hvidevarer i stedet for pæne mænd med næseringe? (Måske.) Når man, som jeg netop er blevet, bliver bevidst om sine forældres dødelighed, fordi ens mor kommer galt afsted med foden og nægter at gå til lægen? (Et bedre bud.)

Det er ikke første gang, en af mine forældre er kommet galt afsted, men det er første gang, at jeg begynder at tænke på, hvor sårbare de faktisk er, og at de ikke kommer til at leve for evigt. En meget ubehagelig tanke, som jeg kunne have været fri for, hvis kvinden dog bare havde været hos lægen for en uge siden i stedet for at leve efter et gammeldags (og forkert) mantra om, at en forstuvet fod skal løbes væk.

Men for at vende tilbage til pointen: Jeg har flere gange haft øjeblikke i sigte, hvor jeg har tænkt, at efter jeg passerede dem, så måtte den da være der. Så måtte jeg være “voksen”. Som om der en dag ville ske en magisk transformation fra det, jeg er nu, til hvad det end er, jeg forestiller mig, en voksen person er. Nogle af disse øjeblikke – eller tærskler, om man vil – har jeg allerede nævnt. En anden var, da jeg i mine teenageår lærte, at det nok ikke var fordi, producenterne er bange for, at man spiser deres cremer, at de skriver på emballagen, at de kun er til ”udvortes brug”. Eller da jeg i nyere tid måtte lære, at kærlighed er lige så meget et valg, som det er en følelse. Eller da jeg købte min første lejlighed. Jeg har også engang forestillet mig, at det at blive nogens forælder er den ultimative tærskel til voksenlivet og modenheden. Men det var før, folk i min omgangskreds fik børn og efterfølgende fortsatte med at se tegnefilm klokken tre om natten og spise småkager til morgenmad som uregerlige tumlinger, der pludselig har fået selvbestemmelse.

Konklusionen må være, at der (i hvert fald for mit eget vedkommende) ikke findes én dør, der skal åbnes, men snarere en trappe med mange trin, eller perler på en meget lang snor, alt efter hvilken metafor, man er mest komfortabel med. Jeg selv er mest til billedet af trappen, for en trappe må da ende et sted, ikke? Eller måske ikke. De “trin”, der i denne sammenhæng har gjort mest indtryk på mig gennem årene, har været dem, hvor jeg på en eller anden måde har skullet være noget for mig selv eller andre - uden hjælp. Eller som i dag, hvor jeg har opdaget, at jeg en dag kommer til at stå helt og aldeles på egne ben. Og hvis dét er definitionen på de vigtige “trin”, så kunne noget tyde på, at vanviddet aldrig stopper. Min mormor måtte for eksempel i en alder af 67 år begrave den mand, hun havde haft ved sin side i 50 år. Da kan man tale om pludselig at skulle stå på egne ben på en helt ny og frygteligt ensom måde.

I disse dage står jeg med et ben solidt plantet på hver sin side af den aktuelle tærskel, fordi jeg beder min far hjælpe mig med at bære nye møbler op på 4. sal, som om han er en udødelig 35-årig (det er han ikke), samtidig med at jeg siger til min mor, at hun altså ikke må hjælpe, og om hun “ikke nok vil være sød at lade være med at forsøge at løbe Himmelbjerg-løb på lørdag?”.

Hvor mange gange endnu skal jeg i mit liv opleve den forfærdende følelse af at stå i en prekær situation og se mig om efter en voksen for blot at indse, at jeg er den voksne? Noget siger mig, at svaret er “mange”.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.