Journalist: I den digitale tidsalder er det åbenbart naivt at tro, at man kan undslippe sin fortid

En dag forsøgte jeg selv at ordne indstillingerne på min telefon for at komme et teknisk problem til livs. Men det resulterede i et helt nyt og langt, langt værre problem, skriver journalist Simone Nilsson i klummen "Fodnoter fra livet"

Illustration: Simone Nilsson
Illustration: Simone Nilsson.

Det hænder, at min mor på 58 år har tekniske vanskeligheder. Med mobiltelefon, bil-bluetooth, tv-kanaler og streaming-services, for bare at nævne et par af hendes fjender. Værst er det med mobiltelefon og computer, hvor ting er at se det ene øjeblik, men er væk det næste. Jeg plejer at sige, at der er ”digitale spøgelser” på spil, og fordi jeg er vokset op med diverse elektroniske dimser mellem hænderne, tror min mor, at jeg er bedre til digital djævleuddrivelse, end hun er. Men jeg må skuffe – jeg formår ikke engang at komme de spøgelser til livs, der hjemsøger mine egne digitale virkemidler, og som bliver ved med at spørge, om jeg mon ikke kunne tænke mig at betale for min nethandel med min ekskærestes mastercard (selvom jeg for længst har slettet hans betalingsoplysninger fra min telefon).

Det værste, jeg har oplevet, var dog, da jeg en dag forsøgte at gendanne indstillingerne på min telefon for at komme et teknisk problem til livs. For det resulterede i et helt nyt og langt, langt værre problem: apparaturet valgte at genskabe en gammel indstilling og synkronisere sig selv med min ekskærestes telefon. For ja, jeg må med skam indrømme, at vi var dén slags kærestepar. Vores telefoner talte sammen, så vores kalendere og kontaktbøger altid havde de samme oplysninger, og så vi altid kunne se, hvor den anden befandt sig.

Denne artikel er en del af denne serie:
Fodnoter fra livet

Dét medafhængige pjat stoppede naturligvis for et par år siden, da vi gik fra hinanden. Men til min rædsel kan jeg nu konstatere, at min elektroniske telefonbog har fået en lang række nye, ukendte og eksotiske kvindenavne med tilhørende telefonnumre: Fanny, Lara, Priscila, Rita, Roxanne, Sabine, Soléne, Sonia, Tabatha. Listen over kvinder, som jeg aldrig har hørt om og i hvert fald helt sikkert ikke selv har skrevet ind, er lang. Og jeg ved ikke, om fejlen også går den anden vej - kan min ekskæreste se ind i min telefon? Kan han se, hvor tom min kalender er? Gyselig tanke. Anne, Alice, Marie, Roxette – listen, der ikke er min, fortsætter. Jeg beslutter mig for, at jeg har brug for professionel hjælp, så jeg ringer til firmaet bag den fordømte elektronik og starter en af de mere akavede samtaler, jeg har haft i nyere tid:

”Hallo, Apple-support? Kan I fjerne min ekskæreste fra min telefon?”

Da jeg i sin tid begyndte at drille min mor ved at bruge ordet digitale ”spøgelser”, var jeg lykkeligt uvidende om, hvor rammende det kunne blive for mig selv. For spøgelser er langt hen ad vejen bare uvelkomne besøg fra fortiden, og i denne forbandede digitale tidsalder virker det håbløst og naivt at tro, at man nogensinde får lov til at undslippe den. Altså fortiden.

Apple-support har gjort et ihærdigt forsøg på at befri mig for den, og forbindelsen burde være brudt for denne gang. Men navnene skal jeg selv fjerne. Lily, Typhanie, Victoria, Violette. Manuelt og ét ad gangen. Marilou, Marianne, Anouk. Man kan vælge at se det som en irriterende påmindelse om, at der (endnu) ikke findes teknologi med en smart knap, man kan trykke på for at komme videre fra de ting, man helst ikke har lyst til at se i øjnene - som det faktum, at folk, man efterlader, sjældent bliver siddende og venter på, at man kommer tilbage. Man kan også lade være, og udvikle en konstant underliggende angst for ”spøgelser”, som gør, at man i hvert fald aldrig prøver at gendanne indstillingerne på sin telefon igen. Hver sin benægtelse.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.