Selv i et lille land kan afstande føles for store, både geografisk og menneskeligt

Ganske vist er Danmark et lille land. Men afstande kan stadig være så store, at de ikke kun mærkes på bilens kilometertæller, men også som et savn. Det skriver nyhedsredaktør Morten Rasmussen, der bor nord for København, men har meget familie ved den jyske vestkyst

Udsigten, når man kører gennem Nymindegab.
Udsigten, når man kører gennem Nymindegab. Foto: Lasse Kofod/Ritzau Foto

I morgen sidder vi der igen. To voksne og tre børn, i bilen på vej tværs over Danmark, fra hjemmet i Gladsaxe nord for København til den jyske vestkyst. For her kommer vi fra, og her bor en stor del af familien stadig. Min far i Esbjerg, min bedre halvdels forældre i Hvide Sande.

Morgendagens tur går mod Hvide Sande, en tur vi har kørt så ofte, at vi kender hvert et sving, hver en afkørsel, hver en lokalitet. Fra Københavns knudrede motorveje til Per Arnoldis hæslige vandtårn ved Sorø. Fra Fyns marker til Danmarks måske smukkeste udsigt, der åbenbarer sig, når man kører gennem den lille by Nymindegab, og Ringkøbing Fjord, klitterne og engene pludselig folder sig ud foran én som et guldaldermaleri.

Små fire timers kørsel, og så er vi fremme. Og vi glæder os, for tiden med familien er god og givende. For voksne og børn, bedsteforældre og børnebørn.

Men de fire timers kørsel gør det også klart for os, at noget er gået tabt. For ganske vist er Danmark et lille land. Men afstande kan stadig være så store, at de ikke kun mærkes på bilens kilometertæller, men også som et savn.

Vi ser hinanden for sjældent, og når vi gør, bliver det ofte så komprimeret, at vi mentalt og fysisk knap nok er landet, før vi kører hjem mod rækkehuset igen.

En hurtig kop kaffe en torsdag eftermiddag er ikke mulig. At sætte børnene af hos bedsteforældrene et par timer, mens man selv får ryddet op i kælderen, kan ikke lade sig gøre. Vi ser hinanden, men vi deler ikke hverdagen, og det er trods alt der, vi befinder os det meste af tiden. Vores børn vokser, har travlt med venner og fritidsinteresser og løsriver sig dag for dag, år for år.

Vi og vores forældre bliver ældre med alle de skavanker og behov, der følger. Vi ved, at vi er der for hinanden. Men der er for mange kilometer mellem os, så selvom vi er tætte, er vi ikke i nærheden.

Sådan er det for mange. Den tid, hvor langt de fleste som en selvfølge blev boende i deres fødeby eller måske vovede sig ind til den nærmeste større by, findes ikke mere. Det var bestemt heller ikke uden problemer, for livet i en lille by har også sin pris.

Men mobilitet er ikke kun ensbetydende med frihed. Jo, sådan føles det nok i ungdommen, hvor verden ligger åben som et overflødighedshorn af oplevelser, indtryk og muligheder.

Men så slår man selv rødder, får familie og børn, og man forstår i stigende grad, at det store ikke findes i det store, men i det små. At man får en større glæde ud af at se sine børn hygge med deres bedsteforældre, end man gør ved at rejse verden rundt. At New York, Paris og London er fantastiske byer, men at en gåtur i barndommens land i selskab med sin familie har en værdi, alverdens metropoler ikke kan tilbyde.

For mobilitet er også fravalg og distance. Det er rødder, der rives op. Geografisk og menneskeligt.

Hvorfor så ikke bare flytte tilbage, kunne man spørge. Fordi vores rødder nu er godt på vej ned i jorden her i den københavnske forstad – og fordi vores børns rødder allerede er nået endnu dybere. Vi flyttede i sin tid begge til København som led i vores uddannelser, vi fik job, nye venner og nye rammer for vores liv. Og vi trives på vores lille vej med de gode naboer og med skov og sø i cykelafstand. Vi kalder det hjem – men det gør vi også, når vi kører mod Jylland. Vi tager hjem til Esbjerg. Vi tager hjem til Hvide Sande.

I morgen gør vi det så igen. Kilometer for kilometer kommer vi nærmere hjemmet – og tilsvarende længere væk fra hjemmet.

På søndag går det så den anden vej, hjem til rækkehuset. Så er der atter 300 kilometer mellem os, og så kan det godt være, at man med mobiltelefoner, iPads og computere altid kan nå hinanden. Men det er jo ikke der, vi er sammen. Det er vi først, når vi er samme sted. Når vi ser hinanden i øjnene, spiser sammen og giver hinanden et kram.

Eller som den amerikanske sangerinde Carole King sang allerede i 1971 i sangen ”So far away”, længe før internettets utallige former for kommunikation:

So far away

Doesn’t anybody stay in one place anymore

It would be so fine to see your face at my door

Doesn’t help to know you’re just time away.