Journalist på avisen følger et sprogkursus i nederlandsk, og det har givet nye (falske) venner

Nok er det udfordrende at lære et nyt sprog som +50-årig, men nogle gange er det også forbavsende nemt. Når altså ikke de falske venner kommer i vejen

Det var med en vis nervøsitet, at Thomas Andreasen som +50-årig satte sig tilbage på skolebænken.
Det var med en vis nervøsitet, at Thomas Andreasen som +50-årig satte sig tilbage på skolebænken. Foto: Thomas Andreasen.

”Er der nogen, der ved, hvad ’overdrijven’ betyder?”.

Læreren kigger kortvarigt ud over klassen, hvor de fleste sidder med bøjede hoveder, og hun regner tydeligvis ikke med at få et svar. Så da jeg efter et par sekunder giver det korrekte svar, ser hun helt overrasket ud og roser mig for mit store ordforråd på nederlandsk.

Svaret var nu ellers ret oplagt, tænker jeg i mit stille sind. Det, der tog længst tid, var at få hjernen så meget i omdrejninger, at den kom i tanke om det helt anderledes engelske ord ”exaggerate”. For ”overdrijven” minder til forveksling om det danske ”overdrive” – og betyder helt det samme.

Det er langtfra første gang, at den danske elev kan brillere på en noget billig baggrund, for rent faktisk minder imponerende mange ord på nederlandsk og dansk om hinanden, fordi de har en fælles rod i plattysk. Situationen er naturligvis en helt anden for de andre elever i klassen, der kommer fra sprogligt og geografisk fjernere lande som Italien, Indien, Rusland, Tyrkiet og Ghana. Vi er dog alle fælles om at forstå engelsk til en vis grad, så når et nyt, ”svært” ord skal forklares, bliver det typisk oversat til engelsk.

Vi har også det tilfælles, at vi følger et kursus i ”nederlandsk for fremmedsprogede” i Flandern, den nordlige del af Belgien. Og sproget her kaldes – i al fald i undervisningssammenhæng – altså ikke flamsk, som man ofte hører det refereret til i Danmark, men nederlandsk og er både grammatisk og ordmæssigt identisk med det sprog, der tales i Holland mod nord. Der er naturligvis flamske dialekter – den dialekt, der tales ved den belgiske kyst, er for eksempel berygtet for at være tæt på uforståelig for andre flamlændinge – men ellers består forskellen mellem hollandsk og flamsk udelukkende i, at flamlændingene har en blødere udtale af ordene end hollænderne.

Som +50-årig var det ellers med en vis nervøsitet, jeg så frem til at atter at gå i skole, for det siges jo, at det er svært at lære en gammel hund nye kunster. Men jeg synes faktisk, det går meget godt, blandt andet fordi mange ord er ret ens.

Naturligvis hakker jeg stadig noget i udtalen eller bruger forkerte tider, ordstillinger og bøjningsformer, men heldigvis er grammatikken langtfra så svær som for eksempel i tysk eller russisk. Sigende nok er det da også den russiske elev, der i den grad har førertrøjen på, når det gælder det sproglige regelrytteri. Ja, bortset fra i spørgsmålet om navneordenes køn. Thi her er der en anden spøjs lighed mellem dansk og nederlandsk. Begge sprog opererer med to køn, men ingen egentlige regler for, hvilke ord der tager hvilket køn. Det er bare værsgo at lære det udenad.

Lighederne er så i øvrigt et punkt, hvor man skal passe på, når man som dansker, der tilmed har haft tysk i skolen, tror, at det at lære nederlandsk bare er a piece of cake for nu at slå over i engelsk. For nej, det er langtfra altid, at ordene som i eksemplet med ”overdrive” kan oversættes direkte. Der er ligefrem et begreb for det i fremmedsprogsundervisningen. Det hedder således en ”falsk ven”, når ord på forskellige sprog er nærmest identiske, men betyder noget vidt forskelligt. Et klassisk eksempel fra dansk/svensk er ”rolig”, der på svensk betyder ”morsom”.

Den slags findes også i stor stil ved nederlandsk kontra dansk. For eksempel betyder ”bord” tallerken, mens ”tapijt”, som man skulle tro var ”tapet”, betyder tæppe. ”Straks” betyder ikke med det samme, men om noget tid, og den ”vrede”, som indskrifter på militærkirkegårde henviser til, har intet at gøre med en personlig følelse, men betyder ”fred”.

I undervisningen har jeg også frisk, frejdigt og fejlagtigt fastslået, at ordet ”scheren” betyder ”skære”, hvor det altså kun dækker det at ”barbere” sig. Og måske mest upassende har jeg undret mig højlydt over, hvorfor tv-værterne ser så alvorlige ud, når de bruger ordet ”overleden” i forbindelse med coronapandemien. Jeg gik ud fra, at der var tale om dem, der havde ”overlevet”. Helt forkert. Ordet betyder ”død”.

Pinligt, men på positivsiden må man sige, at når først en ”falsk ven” har fået én til at blamere sig, så husker man helt sikkert ordets rette betydning til en anden gang. Ja, i det hele taget er jeg ikke i tvivl om, at alles komt goed (alt bliver godt), som vi siger hernede, med hensyn til mit nye sprog og mig.

Ligeledes på positivsiden er det også langsomt ved at gå op for mig, at det er tæt på et verdenssprog, jeg lærer. For ikke blot burde 17 millioner hollændere om noget tid kunne forstå mig. I Surinam i Sydamerika er nederlandsk det officielle sprog, ligesom mange veluddannede indonesere kan sproget. Og ikke mindst: Afrikaans, der tales af 16 millioner mennesker i det sydlige Afrika, har godt nok status som et selvstændigt sprog, men læner sig så kraftigt op ad nederlandsk, at jeg – helt uden at overdrijven – også burde kunne klare mig der.